Torsdag i 15. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-07-19 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Torsdag i 15. alm. uge (III Ps)
Helgener: Apollinaris, biskop og martyr († 75)


Læsning Es 26,7-9. 12. 16-19

Den retfærdiges sti er lige,
jævnt er det spor, du baner for den retfærdige.
Vi følger dine bud,
til dig sætter vi vort håb, Herre,
vi længes efter dit navn og ry.
Min sjæl længes efter dig om natten,
ja, min ånd søger dig.
Når dine bud hersker på jorden,
lærer verdens beboere retfærdighed.
Herre, du skænker os fred,
for alt, hvad vi har gjort, har du udført for os.
Herre, i nøden søgte de dig;
da du tugtede dem, trængte de ind på dig med bønner.
Som den gravide, når fødslen nærmer sig,
får veer og skriger i smerte,
sådan havde vi det over for dig, Herre.
Vi havde veer ligesom gravide, men vi fødte vind,
vi kunne ikke skaffe landet frelse,
der blev ingen beboere bragt til verden.
Dine døde bliver levende, deres lig står op.
I, der ligger i jorden, skal vågne og juble.
For din dug er lysets dug,
og jorden bringer dødninge til live.

Vekselsang Sl 102,13-14ab & 15.16-18.19-21

R. Fra himlen ser Herren ned til jorden.

Men du, Herre, troner for evigt,
dit ry består i slægt efter slægt.
Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion,
for det er tid at vise nåde.
Dine tjenere elsker Zions sten
og ynkes over dens ruindynger.

Folkene skal frygte Herrens navn,
alle jordens konger skal frygte din herlighed.
For Herren genopbygger Zion,
han viser sig i sin herlighed.
Han vender sig til de nøgnes bøn,
han afviser ikke deres bøn.

Det skal skrives ned til den kommende slægt,
det folk, der skabes, skal lovprise Herren.
For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
fra himlen ser han ned til jorden;
han hører fangernes stønnen,
han sætter de dødsdømte i frihed.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

Halleluja!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile – siger Herren.

Evangelium Matt 11,28-30

På den tid sagde Jesus: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«