Lørdag i 14. alm. uge (II Ps)

View Calendar
2018-07-14 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Lørdag i 14. alm. uge (II Ps)
Helgener: Kamillus af Lellis, præst († 1614)


Læsning Es 6,1-8

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:

»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!«

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.
Da sagde jeg:

»Ve mig, det er ude med mig,
for jeg er en mand med urene læber,
jeg bor i et folk med urene læber,
og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:

»Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«

Vekselsang Sl 93,1ab.1c-2.5

R. Herren er konge! Han har klædt sig i højhed.

Herren er konge! Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Din trone står fast fra ældgammel tid,
fra evighed har du været til.

Dine vidnesbyrd står fast,
hellighed smykker dit hus
i al evighed, Herre.

Akklamation til Evangeliet 1 Pet 4,14

Halleluja!
Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige,
for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.

Evangelium Matt 10,24-33

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.«