Onsdag i 11. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-06-20 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Onsdag i 11. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning 2 Kong 2,1. 6-14

Dengang Herren tog Elias op til himlen i en storm, skete dette: Elias og Elisa var på vej fra Gilgal. Elias sagde til Elisa: »Bliv her, for Herren sender mig til Jordan.« Men han svarede: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så fulgtes de ad. Halvtreds af profeterne gik med, og de blev stående på lang afstand, mens de to stillede sig ved Jordan. Så tog Elias sin kappe, rullede den sammen og slog på vandet med den, så vandet delte sig, og de gik begge tørskoet over.

Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.« Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!« »Det var et dristigt ønske,« sagde Elias, »men hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få det, ellers ikke.« Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste. Den skilte de to fra hinanden, og Elias steg op til himlen i en storm. Elisa så det og råbte: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« og han kunne ikke længere se ham. Da greb han fat i sine klæder og flængede dem i to stykker. Så samlede han kappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred. Han tog kappen, som var faldet af Elias, slog på vandet med den og sagde: »Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?« Da han slog på vandet, delte det sig, og Elisa gik over.

Vekselsang Sl 31,20.21.24

R. Vær stærke, fat mod,
alle I som venter på Herren!

Hvor stor er dog din godhed,
som du har gemt til dem, der frygter dig!
Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig,
for alle menneskers øjne.

Du skjuler dem hos dig,
fjernt fra menneskers overgreb;
du gemmer dem i din hytte,
fjernt fra anklagende tunger.

Elsk Herren, alle hans fromme!
Herren beskytter de trofaste,
men gengælder til overmål den hovmodige.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

Halleluja!
Så siger Herren:
Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham.

Evangelium Matt 6,1-6. 16-18

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.«