Onsdag i 10. alm. uge (II Ps)

View Calendar
2018-06-13 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Onsdag i 10. alm. uge (II Ps)
Helgener: Antonius af Padova, præst og kirkelærer († 1231) (m)


Læsning 1 Kong 18,20-39

Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg. Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba’al, så følg ham!« Men folket svarede ham ikke et ord. Så sagde Elias til folket: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.

Så sagde Elias til Ba’al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til.« De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba’als navn fra morgen til middag med ordene: »Ba’al, svar os!« Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget. Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.

Da sagde Elias til hele folket: »Kom hen til mig!« og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned. Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer. Det var til ham, Herrens ord havde lydt: Du skal hedde Israel. Af stenene byggede han et alter i Herrens navn, og rundt om alteret lavede han en rende, stor nok til at rumme to sea sædekorn. Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet! Så sagde han: »Fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!« Så sagde han: »Gør det igen!« og de gjorde det igen. »Tredje gang!« sagde han, og de gjorde det for tredje gang, så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand. Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.

Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!«

Vekselsang Sl 16,1-2a.4.5&8.11

R. Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.

Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.
Jeg siger til Herren: »Du er min herre.«
De, som løber efter andre guder,
rammes af mange lidelser.

Jeg vil ikke udgyde deres drikofre af blod,
deres navne vil jeg ikke bringe over mine læber.

Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
du sikrer min lod.
Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.

Akklamation til Evangeliet Sl 24,4c. 5a

Halleluja!
Lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig.

Evangelium Matt 5,17-19

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.«