Fredag i 10. alm. uge (II Ps)

View Calendar
2018-06-15 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Fredag i 10. alm. uge (II Ps)
Helgener:


Læsning 1 Kong 19,9a. 11 – 16

Dér gik Elisa ind i en hule og overnattede.
Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Herren sagde til ham: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram. Jehu, Nimshis søn, skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn, fra Abel-Mehola, skal du salve til profet efter dig.

Vekselsang Sl 27,7-8a. 8b-9abc. 13-14

R. Herre, jeg søger dit ansigt.

Hør mig, Herre, når jeg råber,
vær mig nådig og svar mig!
Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!«

Herre, jeg søger dit ansigt,
skjul ikke dit ansigt for mig;
vis ikke din tjener bort i vrede,
thi du er min hjælp.

Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.
Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod,
sæt dit håb til Herren!

Aklamation til Evangeliet Joh 13,34

Halleluja!
Giv mig indsigt, så jeg overholder din lov
og holder den af hele mit hjerte.

Evangelium Matt 5,27-32

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.