JESU HJERTE FEST (h)

View Calendar
2018-06-08 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


JESU HJERTE FEST(h)
Helgener:
International bededag for præsterne – Bededag for præsternes helliggørelse
2. vesper til Jesu Hjerte fest


1. læsning Hos 11,1. 3-4. 8c-9

Så siger Herren:
»Jeg fik Israel kær, da han var ung,
fra Egypten kaldte jeg min søn.
Det var dog mig, der lærte Efraim at gå
og tog dem op på armen;
men de vidste ikke,
at jeg ville helbrede dem.
Jeg holdt dem i menneskebånd,
i kærlighedens tøjler;
jeg var som den,
der løfter barnet op til kinden,
jeg bøjede mig ned
og gav det mad.
Mit hjerte vender sig,
medfølelsen vælder op i mig.
Jeg vil ikke bruge min glødende vrede,
jeg ødelægger ikke Efraim igen,
for jeg er Gud,
ikke menneske,
jeg er hellig iblandt jer.
Jeg bringer ikke rædsel.”«

Vekselsang Es 12,2-3.4bcd.5-6

R. I skal øse vand med glæde
af frelsens kilder.

Gud er min frelse,
jeg er tryg, jeg frygter ikke,
for Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
I skal øse vand med glæde
af frelsens kilder.

Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene,
forkynd, at hans navn er ophøjet!

Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
det skal hele jorden vide.
I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
for Israels Hellige er stor iblandt jer.

2. læsning Ef 3,8-12. 14-19

Brødre og søstre! Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet efter hans beslutning fra evige tider, som han gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre. I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud.

Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,29ab

Halleluja!
Tag mit åg på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

eller: 1 Joh 4,10b

Halléluja.
Han har elsket os og sendt sin søn
som et sonoffer for vore synder.

Evangelium Joh 19,31-37

Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: “Ingen af hans knogler må blive knust.” Og atter et andet skriftord siger: “De skal se hen til ham, de har gennemboret.”