JESU HJERTE FEST C

2019-06-28 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


JESU HJERTE FEST (h)
Helgener:
International bededag for præsterne 
2. vesper til Jesu Hjerte fest


1. læsning Ez 34,11-16

Dette siger Gud Herren: Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem. Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag. Jeg vil føre dem ud fra folkene, samle dem fra landene og bringe dem til deres eget land. Jeg vil vogte dem på Israels bjerge, ved vandløbene og overalt i landet, hvor de bor. På gode enge vil jeg vogte dem, og på Israels høje bjerge skal de finde deres græsgange. Der skal de lejre sig på gode græsgange og græsse på frodige enge på Israels bjerge. Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.

Vekselsang Sl 23,1-3a.3b-4.5.6

R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny.

Han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

2. læsning Rom 5,5b-11

Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen.

Akklamation til Evangeliet Joh 10,14

Halleluja!
Jeg er den gode hyrde, siger Herren;
Jeg kender mine får, og mine får kender mig.

Evangelium Luk 15,3-7

Jesus fortalte farisæerne og de skriftkloge denne lignelse og sagde:

“Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”