JESU HJERTE FEST A

2020-06-19 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække A
Hverdagstekstrække II


JESU HJERTE FEST (h)
Helgener:
International bededag for præsterne 
2. vesper til Jesu Hjerte fest


1. læsning 5 Mos 7,6-11

Mose talte til folket og sagde: “Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk. Men fordi Herren elskede jer og ville opfylde den ed, han tilsvor jeres fædre, førte han jer ud med stærk hånd og udfriede dig af trællehuset, af egypterkongen Faraos magt. Derfor skal du vide, at Herren din Gud er den eneste Gud, den trofaste Gud, som i tusind slægtled bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger, men som omgående gengælder dem, der hader ham, og udrydder dem. Han tøver ikke, men gengælder omgående den, der hader ham. Hold derfor befalingerne og lovene og retsreglerne, som jeg i dag pålægger dig at følge.”

Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.6-7.8 & 10

R. Herrens miskundhed varer fra evighed til evighed
over dem, der frygter ham.

Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!

Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.
Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.

Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.

2. læsning 1 Joh 4,7-16
Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,29a

Halleluja!
Tag mit åg på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

Evangelium Matt 11, 25-30

På den tid tog Jesus til orde og sagde: “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”