Lørdag i 4. uge i fasten

2019-04-06 Hele dagen

Fastetiden
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
Helgener:
Bededag for præste- og ordenskald


Læsning Jer 11,18 – 20

Herren forkyndte mig det, så jeg forstod det, dengang du lod mig se deres gerninger. Jeg var som et lam, der intetanende føres til slagtning. Jeg forstod ikke, at de lagde planer mod mig: “Lad os ødelægge træet og dets skud. Lad os udrydde ham af de levendes land; hans navn skal ikke nævnes mere.”

Hærskarers Herre, som dømmer retfærdigt,
som ransager hjerte og nyrer,
lad mig se din hævn over dem!
Dig overgiver jeg min sag.

Vekselsang Sl 7,2 – 3.9bc -10. 11 – 12

R. Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt!

Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt,
frels mig fra alle mine forfølgere og befri mig,
så de ikke skal sønderrive mig som løver
og slæbe mig bort, uden at nogen kan redde.

Skaf mig ret, Herre,
for jeg er retfærdig og skyldfri.
Stands uretfærdiges ondskab,
støt den retfærdige,
du som ransager hjerter og nyrer,
retfærdige Gud.

Gud er mit skjold,
han frelser de oprigtige.
Gud er en retfærdig dommer,
en Gud, der harmes hver dag.

Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham, må have evigt liv.

Evangelium Joh 7,40 – 53

På den tid sagde nogle i folkeskaren, da de hørte Jesu ord: “Han er sandelig Profeten.” Andre sagde: “Han er Kristus.” Men nogle sagde: “Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?” Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham. Nogle af dem ville gribe ham, men ingen lagde hånd på ham.

Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: “Hvorfor har I ham ikke med?” Tempelvagterne svarede: “Aldrig har noget menneske talt sådan.” Farisæerne spurgte dem så: “Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.” Nikodemus det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem siger til dem: “Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?” De svarede ham: “Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.”

Så gik de hver til sit.