• Læsninger
  • PAVE FRANS’ FASTEBUDSKAB 2021

Ordets Liturgi

LATERANKIRKENS INDVIELSE (h)

2020-11-08 Hele dagen

LATERANKIRKENS INDVIELSE (h)
Pavens dag
Kollekt af Peterspenge


1. Læsning Ez 47,1- 2.8- 9.12

Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

Han sagde til mig: »Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba-lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.

På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.«

Vekselsang Sl 46,2- 3.5- 6.8- 9

R. Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig.

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,

Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig.
Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
Gud bringer den hjælp ved daggry.

Hærskarers Herre er med os,
Jakobs Gud er vor borg.
Kom og se Herrens gerninger,
de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

2. Læsning 1 Kor 3,9c- 11.16- 17

I er Guds mark, Guds bygning.

Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.

Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

Akklamation til Evangeliet 2 Krøn. 7,16

Halleluja!
Jeg har udvalgt og helliget dette hus,
for at mit navn kan være dér til evig tid, siger Herren.

Evangelium Joh 2,13- 22

Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«

Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?« Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

Læsninger

<
< 2021 >
januar 1
>
Dag
Måned
Liste
Uge
Dag
  • 01

    FESTEN FOR JOMFRU MARIA, GUDSMODER

    Hele dagen
    2021.01.01
    http://tidebog.dk/event/den-hellige-familie-jesus-maria-og-josef-b-2-4-2/

    FESTEN FOR JOMFRU MARIA, GUDSMODER

    Kollekt for Det Danske Bibelselskab


    1. læsning 4. Mos 6, 22-27

    Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:

    Herren velsigne dig og bevare dig,
    Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
    Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
    Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.

     Vekselsangen Sl 67,2-3.5.6&8

    R. Gud være os nådig og velsigne os.

    Gud være os nådig og velsigne os,
    han lade sit ansigt lyse over os,
    så din vej kendes på jorden
    og din frelse blandt alle folkene.

    Folkeslagene skal glæde sig og juble,
    for du dømmer folkene retfærdigt,
    og du leder folkeslagene på jorden.

    Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.
    Gud velsigne os,
    og hele den vide jord frygte ham.

    2. læsning Gal 4,4-7

    Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har
    Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,
    men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.

    Evangelium Luk 2,16-21

    Hyrderne skyndte sig til Betlehem og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

    Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Copyright © 2021 Ordets Liturgi.

Omega WordPress Tema af ThemeHall