PALMESØNDAG C

2019-04-14 Hele dagen

Fastetiden
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Palmesøndag (II Ps)
Helgener:


Palmeprocessionen – Evangelium

Luk 19,28-40

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Jesus gik videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted  og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.«  De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem.  Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?«  De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op.  Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen.  Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.  De råbte:

Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
Fred i himlen
og ære i det højeste!

 Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«  Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig
disciples tunge,
så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
Hver morgen vækker han mit øre,
og jeg hører som en discipel.
Gud Herren har åbnet mit øre,
og jeg var ikke genstridig,
jeg veg ikke tilbage.
Jeg lod dem slå min ryg
og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.
Gud Herren er min hjælper,
derfor blev jeg ikke til spot og spe;
derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.

De deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Luk 22,14-23,56 eller Luk 23,1-49

Den korte form

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Da timen var inde, satte Jesus sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,  for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

 Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig.  For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.«  Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

 De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

 Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser,  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

 Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.«  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

 Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.  Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«  Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«

Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.  Da han kom derud, sagde han til dem: »Bed om ikke at falde i fristelse!«  Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:  »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«  Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,  og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.«

 Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.  Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«  De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?«  En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham.  Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.

 Så tog Jesus til orde og sagde til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud mod ham: »I er rykket ud med sværd og knipler, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.«

 De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.  Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem.  En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«  Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«  En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.«  Og han gik udenfor og græd bitterligt.

 De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,  og de dækkede hans ansigt til og sagde: »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« Og de sagde også mange andre spottende ord til ham.

 Da det blev dag, samledes folkets ældste med ypperstepræster og skriftkloge. De førte ham ind til Rådet  og sagde: »Er du Kristus, så sig os det!« Han svarede: »Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,  og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.  Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.«  Så sagde de alle sammen: »Du er altså Guds søn?« Han svarede dem: »I siger selv, at jeg er det.«  Da sagde de: »Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.«

Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,  som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.  Det varforberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.  De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.


VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.