Tirsdag i 2. uge i fasten.

View Calendar
2018-02-27 Hele dagen

Fastetiden
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Tirsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
Helgener:


Læsning Es 1,10. 16 – 20

Hør Herrens ord,
Sodomas stormænd,
lyt til vor Guds belæring,
Gomorras folk!
Vask jer, rens jer!
Fjern jeres onde gerninger
fra mine øjne,
hold op med at handle ondt,
lær at handle godt!
Stræb efter ret,
hjælp den undertrykte,
skaf den faderløse ret,
før enkens sag!
Kom, lad os gå i rette med hinanden,
siger Herren.
Er jeres synder som skarlagen,
kan de blive hvide som sne;
er de røde som purpur,
kan de blive som uld.
Hvis I er villige og lydige,
skal I fortære landets goder;
men hvis I er modvillige og genstridige,
skal I fortæres af sværdet.
Herren selv har talt.

Vekselsang Sl 50,8 – 9.16bc – 17. 21&23

R. Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre,
og dine brændofre har jeg altid for øje.
Jeg tager ikke tyre fra dit hus
eller bukke fra dine folde.

Hvor vover du at remse mine bud op
og tage min pagt i din mund,
når du dog hader irettesættelse
og kaster mine ord bag dig?

Sådan gør du, skulle jeg så tie?
Tænker du dig, at jeg er som du?
Nej, jeg lægger min anklage frem for dig.
Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

Akklamation til Evangeliet Ez 18,31

Kast jeres overtrædelser bort,
skab jer et nyt hjerte og en ny ånd!

Evangelium Matt 23,1 – 12

På den tid talte Jesus til skarerne og sine disciple og sagde: “De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.

I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. Men den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”