3. SØNDAG I FASTEN -A

View Calendar
2018-03-20 Hele dagen

Fastetiden
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Søndag i 3. uge i fasten-A (III Ps)
Helgener:


1. læsning 2 Mos 17,3-7

Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: “Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Så sagde Herren: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning.

Moses sagde til Gud: “Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

Gud sagde videre til Moses: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

R. Om I dog ville lytte til Herren! Gør ikke jeres hjerter hårde!

Kom, lad os juble for Herren,
bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
Lad os træde frem for ham med takkesang,
bryde ud i lovsang til ham.

Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
for han er vor Gud,
og vi er hans folk,
de får, han vogter.

Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
som den dag ved Massa i ørkenen,
da jeres fædre udæskede mig
og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

2. læsning Rom 5,1-2. 5-8

Brødre og søstre! Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.

Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

Akklamation til Evangeliet Joh 4,42&15

Ære være dig, Herre Jesus!
Herre, du er i sandhed verdens frelser,
giv mig levende vand,
at jeg ikke mere skal tørste.

Evangelium Joh 4,5-42  eller Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: “Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?”

De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.

I mellemtiden sagde disciplene til ham: “Rabbi, kom og spis!” Men han sagde til dem: “Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Da sagde disciplene til hinanden: “Mon nogen har givet ham noget at spise?” Jesus sagde til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.”

Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: “Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.” Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.


Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

Kvinden sagde også: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen.

Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.