Onsdag i 1. uge i fasten.

View Calendar
2018-02-21 Hele dagen

Fastetiden
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Onsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
Helgener: Peter Damian, biskop og kirkelærer († 1072) kan ihukommes


Læsning Jonas 3, 1 – 10

Herrens ord kom til Jonas: “Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.” Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: “Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.” Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

Vekselsang Sl 51,3 – 4.12 – 13.18 – 19

R. Et sønderbrudt og sønderknust hjerte
afviser du ikke, Gud.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

For du vil ikke have slagtoffer,
og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Akklamation til Evangeliet Joel 2, 12 – 13

Men selv nu siger Herren:
Vend om til mig af hele jeres hjerte,
for jeg er nådig og barmhjertig.

Evangelium Luk 11,29 – 32

Da skarerne stimlede sammen, begyndte Jesus at tale: “Denne slægt er en ond slægt. Den kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet. For som Jonas blev et tegn for dem i Nineve, sådan skal Menneskesønnen også blive det for denne slægt. Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med dem, der hører denne slægt til, og dømme dem, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo. Og mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og dømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas.”