Helgener: DEN HELLIGE APOSTEL PAULUS’ OMVENDELSE

View Calendar
2018-01-25 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Torsdag.
Helgener: DEN HELLIGE APOSTEL PAULUS’ OMVENDELSE (f)
Den internationale bedeuge om de kristnes enhed slutter


Læsning ApG 22,3-16
eller

ApG 9,1-22

Paulus sagde til folket i Jerusalem: »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag. Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel. Det kan ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene, og jeg rejste til Damaskus for at fængsle folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne få deres straf.

Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig. Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Jeg spurgte: “Hvem er du, Herre?” Han svarede: “Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.” Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig. Jeg spurgte: “Hvad skal jeg gøre, Herre?” Og Herren svarede: “Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.” Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus. Dér var der en mand, som hed Ananias. Han levede fromt efter loven og var velanskrevet blandt alle jøderne på stedet. Han kom hen til mig, trådte frem og sagde: “Broder Saul, bliv seende igen!” Og i det samme kunne jeg se ham. Han sagde: “Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund. For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt. Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

Sl 117,1.2

R. Gå ud i alverden
og prædik evangeliet for hele skabningen.

Lovpris Herren, alle folkeslag!
Lovsyng ham, alle folk!

For hans godhed mod os er stor,
Herrens troskab varer til evig tid.

Akklamation til Evangeliet jfr Joh 15,16

Halleluja!
Det er mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt
og blive ved med at bære frugt, siger Herren.

Evangelium Mark 16,15-20

På den tid viste Jesus sig for de elleve og sagde til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

ApG 9,1-22
Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus.

Tilbage til Vekselsangen