Lørdag i 1. uge i advent

2019-12-07 Hele dagen

Adventstiden


Helgener Ambrosius, biskop og kirkelærer († 397) (m)
Bededag for præste- og ordenskald


Læsning Es 30,19-21. 23-26

Du folk på Zion,
der bor i Jerusalem,
græd ikke!
Han viser dig nåde, når du råber til ham;
når han hører det, svarer han dig.

Herren giver jer
ulykkesbrød og trængselsdrik;
men din vejleder vil ikke mere holde sig skjult.
Med egne øjne skal du se din vejleder.
Med egne ører skal du høre
et ord, der lyder bag dig:
»Her er vejen, den skal I følge!«
I vil jo til højre, og I vil til venstre.

Så giver han regn til det,
du sår på din jord,
og det brød, din jord giver,
bliver kraftigt og godt.
På den dag skal dit kvæg græsse
på vidtstrakte enge
de okser og æsler, der arbejder i marken,
skal få syrnet grovfoder at æde;
det er renset med greb og med skovl.
På hvert højt bjerg
og hver knejsende højde
skal bækkene strømme med vand
på dagen for det store drab,
når tårnene falder.
Månens lys bliver som solens,
og solens lys bliver syv gange så stærkt,
som syv dages lys,
den dag Herren læger sit lemlæstede folk
og helbreder de sønderslåede.

Vekselsang Sl 147,1-2.3-4. 5-6

R. Lykkelig hver den, der venter på Herren!

Det er godt at lovsynge vor Gud,
det er herligt med dejlig lovprisning.
Herren genopbygger Jerusalem
og samler Israels fordrevne.

Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.
Han bestemmer stjernernes tal
og kalder dem alle ved navn.

Vor Herre er stor, mægtig i styrke,
hans indsigt er uden mål.
Herren bringer de hjælpeløse på fode,
men de uretfærdige slår han til jorden.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Herren er vor Dommer,
vor Hersker, vor Konge!

Evangelium Matt 9,35-10,1.6-8

Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. Da sagde han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«

 

Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse. Han bød dem og sagde: “Gå til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.