JOSEF, ARBEJDEREN

2019-05-01 Hele dagen

JOSEF, ARBEJDEREN


Læsning 1 Mos 1,26-2,3 eller Kol 3,14-15. 17.23-24

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

Vekselsang Sl 90,2.3-4.12-13.14&16

R. Herre, lad vore hænders værk lykkes.

Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!

Akklamation til Evangeliet Sl 68,20

Halleluja!
Lovet være Herren dag efter dag,
Gud bærer os, han er vor frelse.

Evangelium Matt 13,54-58

På den tid kom Jesus til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.


Læsning
Kol 3,14-15. 17.23-24
I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet
som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn,
og sig Gud Fader tak ved ham!
Hvad I end gør, gør det af hjertet for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld.
Tjen Kristus, vor Herre.