12. januar

2019-01-12 Hele dagen

Lørdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


Helgener:


Læsning 1 Joh 5, 14-21

Kære børn, dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv — dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden.

Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham. Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den Onde. Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv. Kære børn, vogt jer for afguderne!

Vekselsang Sl 149,1-2.3-4. 5&6a&9b

R. Herren har behag i sit folk.

Syng en ny sang for Herren,
hans pris i de frommes forsamling!
Israel skal glæde sig over sin skaber,
Zions sønner skal juble over deres konge.

I dans skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.
For Herren glæder sig over sit folk
og smykker de ydmyge med frelse.

De fromme fryder sig i herlighed,
på deres leje bryder de ud i jubel.
Fra deres struber lyder hyldest til Gud,
til herlighed for alle hans fromme.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,16

Halleluja!
Det folk, der sad i mørket,
har set et stort lys,
og de, der sad i dødens land og skygge,
for dem brød lyset frem.

Evangelium Joh 3,22-30

På den tid kom Jesus og hans disciple til Judæas land; dér var han en tid sammen med dem og døbte. Også Johannes døbte, i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand, og folk kom og blev døbt. For Johannes var endnu ikke sat i fængsel.

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.