Læsninger

< 2019 >
april
søn
man
tir
ons
tor
fre
lør
marts
1
  • Mandag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.01

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    I 4. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekesen
    vælge at læse A-årets tekster til 4. søndag i fasten.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.
    4. søndag i fasten – A


    Læsning Es. 65, 17 – 21

    Dette siger Herren:
    “Nu skaber jeg en ny himmel
    og en ny jord;
    det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,
    og ingen skal tænke på det.
    Men I skal fryde jer og juble til evig tid
    over det, jeg skaber.
    For jeg skaber Jerusalem om til jubel,
    dens folk om til fryd;
    jeg vil juble over Jerusalem
    og fryde mig over mit folk.
    Der høres ikke mere gråd
    eller skrig.
    Der er ikke længere børn,
    der dør som spæde,
    eller gamle, der ikke lever
    deres tid til ende.
    Ung er den, der dør som hundredårig,
    og den, der ikke når de hundrede, er forbandet.
    De skal bygge huse og bo i dem
    og plante vingårde og nyde deres frugt.”

    Vekselsang Sl. 30, 2 & 4. 5 – 6. 11 – 12a & 13b

    R. Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet.

    Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet;
    du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
    Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
    du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

    Lovsyng Herren, I hans fromme,
    tak hans hellige navn!
    For hans vrede varer et øjeblik,
    hans nåde hele livet;
    om aftenen slår gråden sig ned,
    om morgenen er der jubel.

    Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
    Herre, kom mig til hjælp!
    Du forvandlede min klage til dans,
    Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.
    Akklamation til Evangeliet
    Søg det gode og ikke det onde, for at I må leve.
    Så vil Herren være med jer.

    Akklamation til Evangeliet Am. 5, 14

    Søg det gode og ikke det onde, for at I må leve.
    Så vil Herren være med jer.

    Evangelium Joh. 4, 43 – 54

    På den tid forlod Jesus Samaria og drog videre til Galilæa. Han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland. Da han nu kom til Galilæa, tog galilæerne godt imod ham, for de havde set alt det, han havde gjort i Jerusalem under festen; de havde jo selv været der ved festen. Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.
    Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

2
  • Tirsdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener: Frans af Paola, eneboer († 1507) kan ihukommes


    Læsning Ez.47, 1 – 9. 12

    I et syn førte en engel mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden. Da manden gik ud mod øst, havde han en målesnor i hånden. Han målte 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til anklerne; han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til knæene; han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til hofterne; han målte igen 1.000 alen, og nu var det en strøm, jeg ikke kunne gå igennem, for vandet var så dybt, at man måtte svømme; det var en strøm, man ikke kunne gå igennem. Han sagde til mig: “Menneske, har du set det?” og så førte han mig tilbage til bredden af strømmen. Da jeg kom tilbage, var der mange træer på begge bredder af strømmen. Han sagde til mig: “Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv. På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.”

    Vekselsang Sl. 46, 2 – 3. 5 – 6. 8 – 9

    R. Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.

    Gud er vor tilflugt og styrke,
    altid at finde som hjælp i trængsler.
    Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
    og bjergene vakler i havets dyb.

    Flodløb glæder Guds by,
    den Højestes hellige bolig.
    v6Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
    Gud bringer den hjælp ved daggry.

    Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.
    Kom og se Herrens gerninger,
    de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

    Akklamation til Evangeliet Sl 51,12a, 14a

    Skab et rent hjerte i mig, Gud;
    glæd mig igen med din frelse.

    Evangelium Joh 5,1 – 3a.5 – 16

    Det var en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet.
    Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: “Vil du være rask?” Den syge svarede: “Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” esus sagde til ham: “Rejs dig, tag din båre og gå!” Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
    Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: “Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” De spurgte ham: “Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?” Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat.

3
  • Onsdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 49, 8 – 15

    Dette siger Herren:

    I nådens tid bønhører jeg dig;
    på frelsens dag hjælper jeg dig.
    Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket,
    så du kan genrejse landet
    og fordele de øde jordlodder.
    Til fangerne skal du sige: Gå ud!
    og til dem i mørket: Kom frem!
    Langs vejene skal de græsse,
    i det nøgne land finder de græsning.
    De skal hverken sulte eller tørste,
    hede og sol skal ikke plage dem,
    for han skal føre dem i sin barmhjertighed
    og lede dem til kildevæld.
    Jeg gør alle mine bjerge til vej,
    og mine veje skal bygges højt.
    Se, de kommer fra det fjerne,
    de kommer fra nord og fra vest,
    de kommer fra Sinims land.
    Himlen skal råbe af fryd og jorden juble,
    bjergene skal bryde ud i fryderåb,
    for Herren trøster sit folk,
    han forbarmer sig over sine hjælpeløse.
    Men Zion siger: “Herren har svigtet mig,
    Herren har glemt mig!
    Glemmer en kvinde sit diende barn?
    Glemmer en mor det barn, hun fødte?
    Selv om de skulle glemme,
    glemmer jeg ikke dig.”

    Vekselsang Sl 145,8 – 9.13cd -14. 17 – 18

    R. Herren er nådig og barmhjertig!

    Herren er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Herren er god mod alle,
    hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

    Dit kongedømme består i al evighed,
    dit herredømme i slægt efter slægt.
    Herren støtter alle, der falder,
    og rejser alle de nedbøjede.

    Herren er retfærdig på alle sine veje,
    han er trofast i alle sine gerninger.
    Herren er nær ved alle, der råber til ham,
    alle der råber til ham i oprigtighed.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a. 26

    Jeg er opstandelsen og livet; siger Herren:
    Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

    Evangelium Joh 5,17 – 30

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

    Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.”

4
5
  • Fredag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener: Vincent Ferer, præst († 1409) kan ihukommes


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.

    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

6
  • Lørdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.06

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Jer 11,18 – 20

    Herren forkyndte mig det, så jeg forstod det, dengang du lod mig se deres gerninger. Jeg var som et lam, der intetanende føres til slagtning. Jeg forstod ikke, at de lagde planer mod mig: “Lad os ødelægge træet og dets skud. Lad os udrydde ham af de levendes land; hans navn skal ikke nævnes mere.”

    Hærskarers Herre, som dømmer retfærdigt,
    som ransager hjerte og nyrer,
    lad mig se din hævn over dem!
    Dig overgiver jeg min sag.

    Vekselsang Sl 7,2 – 3.9bc -10. 11 – 12

    R. Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt!

    Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt,
    frels mig fra alle mine forfølgere og befri mig,
    så de ikke skal sønderrive mig som løver
    og slæbe mig bort, uden at nogen kan redde.

    Skaf mig ret, Herre,
    for jeg er retfærdig og skyldfri.
    Stands uretfærdiges ondskab,
    støt den retfærdige,
    du som ransager hjerter og nyrer,
    retfærdige Gud.

    Gud er mit skjold,
    han frelser de oprigtige.
    Gud er en retfærdig dommer,
    en Gud, der harmes hver dag.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, må have evigt liv.

    Evangelium Joh 7,40 – 53

    På den tid sagde nogle i folkeskaren, da de hørte Jesu ord: “Han er sandelig Profeten.” Andre sagde: “Han er Kristus.” Men nogle sagde: “Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?” Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham. Nogle af dem ville gribe ham, men ingen lagde hånd på ham.

    Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: “Hvorfor har I ham ikke med?” Tempelvagterne svarede: “Aldrig har noget menneske talt sådan.” Farisæerne spurgte dem så: “Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.” Nikodemus det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem siger til dem: “Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?” De svarede ham: “Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.”

    Så gik de hver til sit.

  • Lørdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.06

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Jer 11,18 – 20

    Herren forkyndte mig det, så jeg forstod det, dengang du lod mig se deres gerninger. Jeg var som et lam, der intetanende føres til slagtning. Jeg forstod ikke, at de lagde planer mod mig: “Lad os ødelægge træet og dets skud. Lad os udrydde ham af de levendes land; hans navn skal ikke nævnes mere.”

    Hærskarers Herre, som dømmer retfærdigt,
    som ransager hjerte og nyrer,
    lad mig se din hævn over dem!
    Dig overgiver jeg min sag.

    Vekselsang Sl 7,2 – 3.9bc -10. 11 – 12

    R. Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt!

    Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt,
    frels mig fra alle mine forfølgere og befri mig,
    så de ikke skal sønderrive mig som løver
    og slæbe mig bort, uden at nogen kan redde.

    Skaf mig ret, Herre,
    for jeg er retfærdig og skyldfri.
    Stands uretfærdiges ondskab,
    støt den retfærdige,
    du som ransager hjerter og nyrer,
    retfærdige Gud.

    Gud er mit skjold,
    han frelser de oprigtige.
    Gud er en retfærdig dommer,
    en Gud, der harmes hver dag.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, må have evigt liv.

    Evangelium Joh 7,40 – 53

    På den tid sagde nogle i folkeskaren, da de hørte Jesu ord: “Han er sandelig Profeten.” Andre sagde: “Han er Kristus.” Men nogle sagde: “Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?” Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham. Nogle af dem ville gribe ham, men ingen lagde hånd på ham.

    Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: “Hvorfor har I ham ikke med?” Tempelvagterne svarede: “Aldrig har noget menneske talt sådan.” Farisæerne spurgte dem så: “Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.” Nikodemus det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem siger til dem: “Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?” De svarede ham: “Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.”

    Så gik de hver til sit.

7
  • 5. SØNDAG I FASTEN – C
    Hele dagen
    2019.04.07

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.
    5. søndag i fasten A


    1. læsning Es 43,16-21

    Dette siger Herren,
    han som lagde en vej i havet,
    en sti i de vældige vande,
    han som førte vogne og heste derud,
    den hele hær og krigsmagt.
    De lå der og kunne ikke rejse sig,
    de slukkedes, gik ud som et lys.

    Husk ikke på det, der skete tidligere,
    giv ikke agt på fortiden;
    nu skaber jeg nyt,
    nu spirer det frem, ved I det ikke?
    Ja, jeg lægger vej i ørkenen
    og floder i ødemarken;
    de vilde dyr skal ære mig,
    sjakaler og strudse,
    for jeg giver vand i ørkenen,
    floder i ødemarken,
    så mit udvalgte folk kan drikke.
    Det folk, jeg skabte mig,
    skal forkynde min pris.

    Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

    R. Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Da Herren vendte Zions skæbne,
    var det, som om vi drømte.
    Da fyldtes vor mund med latter,
    vor tunge med jubel.

    Da sagde man blandt folkene:
    “Herren har gjort store ting mod dem.”
    Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Vend vor skæbne, Herre,
    som strømme i Sydlandet!
    De, der sår under tårer,
    skal høste med jubel.

    Grædende går han ud,
    mens han bærer såsæden;
    med jubel vender han hjem,
    mens han bærer sine neg.

    2. læsning Fil 3,8-14

    Brødre og søstre! Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

    Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12-13

    Selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Joh 8,1-11

    Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?” Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

    Jesus rettede sig op og sagde til hende: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre, ingen.” Så sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

8
  • Mandag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.08

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:
    I 5. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekeen vælge
    at læse A-årets tekster til 5. søndag i fasten. I så tilfælde bedes også den særlige præfation.
    5. søndag i fasten A


    Læsning Dan I(13),1-9. 15-17. 19-30. 33-62><a/strong> eller: I(13),41c-62

    I Babylon boede der en mand, som hed Jojakim. Han giftede sig med en kvinde, som hed Susanna og var datter af Hilkija; hun var meget smuk og frygtede Herren. Også hendes forældre var retfærdige, og de havde oplært deres datter efter Moseloven. Jojakim var meget rig og ejede en park, der lå op til hans hus. Hos ham plejede jøderne at samles, fordi han var den mest ansete af dem alle.

    To ældste blandt folket var det år blevet udpeget til dommere; det var om dem, Herren havde sagt: »Lovløshed udgik fra Babylon, fra de ældste, som var dommere og gjaldt for at være dem, der skulle styre folket.« De holdt til i Jojakims hus, og alle, som havde retssager, kom til dem.

    Ved middagstid, når folk var gået, plejede Susanna at gå ud og spadsere i sin mands park. De to ældste så hende hver dag komme ud og gå omkring, og de blev grebet af begær efter hende. De lod deres tanker komme på afveje, vendte blikket nedad, ville ikke se mod himlen og huskede ikke på de retfærdige bud.

    Mens de ventede på en belejlig dag, kom hun engang ud i parken, som hun plejede, kun sammen med to af sine piger, og hun fik lyst til at bade i parken, for det var meget varmt. Der var ingen dér undtagen de to ældste, som havde skjult sig og lå og lurede på hende. Hun sagde til pigerne: »Hent olie og salver til mig, og luk porten til parken, så jeg kan bade.«

    Men da pigerne var gået ind, rejste de to ældste sig op og løb hen imod hende og sagde: »Se, porten til parken er lukket, og der er ingen, der ser os. Vi begærer dig. Gør, som vi siger, og lig med os. Ellers vil vi vidne imod dig og sige, at en ung mand lå med dig, og at det var derfor, du sendte pigerne bort.« Susanna sukkede og sagde: »Jeg ser ingen udvej! Hvis jeg gør det, bliver det min død, og hvis jeg ikke gør det, kan jeg alligevel ikke slippe fra jer. Jeg vælger at lade være at gøre det. Hellere være prisgivet jer end synde mod Herren!« Så skreg Susanna højt, men også de to ældste råbte op imod hende, og den ene løb hen og åbnede porten til parken. Da folkene i huset hørte råberiet i parken, kom de styrtende ud ad bagdøren for at se, hvad der var sket med hende. Men da de ældste havde givet deres fremstilling, følte tjenerne dyb skam, for aldrig før var noget sådant blevet sagt om Susanna.

    Da folket næste dag samledes hos hendes mand Jojakim, kom de to ældste, opfyldt af deres forbryderiske plan mod Susanna om at få hende dømt til døden. De sagde i folkets påhør: »Send bud efter Susanna, Hilkijas datter, som er gift med Jojakim.« Der blev sendt bud efter hende, og hun kom sammen med sine forældre og sine børn og alle sine slægtnin­ge. Og de, der var sammen med hende, og alle, der så hende, græd. Så stillede de to ældste sig midt blandt folket og lagde hænderne på hovedet af hende; grædende så hun op mod himlen, for af hjertet stolede hun på Herren. De ældste sagde: »Mens vi gik alene omkring i parken, kom hun ud sammen med to piger, låste porten til parken og sendte pigerne bort. En ung mand, der havde holdt sig skjult, kom så hen til hende, og han lagde sig hos hende. Vi befandt os i et hjørne af parken, og da vi så denne lovløse handling og skyndte os hen til dem, så vi, at de lå med hinanden. Ham kunne vi ikke overmande, for han var stærkere end vi, og han åbnede porten og slap væk; hende derimod fik vi fat i og spurgte, hvem den unge mand var, men hun ville ikke fortælle os det. Dette er vi vidner på.« Og forsamlingen troede dem, da de var folkets ældste og dommere, og man dømte hende til døden.

    Da råbte Susanna med høj røst: »Evige Gud, du som kender de skjulte ting, du som ved alt, før det sker, du ved, at de har vidnet falsk imod mig. Og nu skal jeg dø, selv om jeg ikke har gjort noget af det, som de mænd her i deres ondskab beskylder mig for.« Og Herren bønhørte hende. Da hun blev ført bort for at blive henrettet, vakte Gud den hellige ånd i en ung mand, som hed Daniel, og han råbte højt: »Jeg er uskyldig i denne kvindes blod.« Alle vendte sig mod ham og sagde: »Hvad er det, du siger?« Så stillede han sig midt blandt dem og sagde: »Er I virkelig så tåbelige, israelitter? Uden at have holdt forhør og uden at vide noget sikkert har I dømt en israelitisk kvinde! Vend tilbage til retssalen, for de mænd her har vidnet falsk mod hende.«

    De vendte alle hurtigt tilbage, og de ældste sagde til ham: »Kom og sæt dig hos os, og lad os høre, hvad du har at sige, for Gud har givet dig myndighed som en ældste.« Daniel sagde til dem: »Adskil dem, og hold dem langt fra hinanden, så vil jeg forhøre dem.« Da man havde skilt dem fra hinanden, kaldte han den ene til sig og sagde til ham: »Du, som har henlevet dine dage i ondskab, nu rammes du af de synder, du tidligere begik, når du fældede uretfærdige domme og dømte de uskyldige, men frikendte de skyldige, skønt Herren har sagt: ‘Vold ikke uskyldiges og retfærdiges død.’ Hvis du altså har set denne kvinde, så sig mig: Under hvilket træ så du dem have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under et mastikstræ.« Da sagde Daniel: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel, som allerede har fået befaling fra Gud, vil hugge dig midt over.« Så sendte han ham bort og befalede, at den anden skulle føres ind. Han sagde til ham: »Du, som er efterkommer af Kana’an _ ikke af Juda _, skønheden har forledt dig, og begæret har ført dit hjerte på afveje. Sådan har I båret jer ad over for Israels døtre, og af frygt har de haft omgang med jer, men denne Judas datter er ikke gået med til jeres lovløse handling. Sig mig nu: Under hvilket træ greb du dem i at have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under en steneg.« Da sagde Daniel til ham: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel står rede med sværdet for at skære dig midt over, så han kan gøre det af med jer begge.« Hele forsamlingen råbte med høj røst og priste Gud, som frelser dem, der sætter deres håb til ham. De vendte sig mod de to ældste, fordi Daniel på grundlag af deres eget udsagn havde afsløret dem som falske vidner, og man gjorde mod dem, som de havde planlagt at gøre mod deres næste: Man handlede efter Moseloven og henrettede dem. Sådan blev uskyldigt blod reddet den dag.


    Dan I(13),41c-62

    På den tid dømte forsamlingen Susanna til døden.

    Da råbte Susanna med høj røst: »Evige Gud, du som kender de skjulte ting, du som ved alt, før det sker, du ved, at de har vidnet falsk imod mig. Og nu skal jeg dø, selv om jeg ikke har gjort noget af det, som de mænd her i deres ondskab beskylder mig for.« Og Herren bønhørte hende. Da hun blev ført bort for at blive henrettet, vakte Gud den hellige ånd i en ung mand, som hed Daniel, og han råbte højt: »Jeg er uskyldig i denne kvindes blod.« Alle vendte sig mod ham og sagde: »Hvad er det, du siger?« Så stillede han sig midt blandt dem og sagde: »Er I virkelig så tåbelige, israelitter? Uden at have holdt forhør og uden at vide noget sikkert har I dømt en israelitisk kvinde! Vend tilbage til retssalen, for de mænd her har vidnet falsk mod hende.«

    De vendte alle hurtigt tilbage, og de ældste sagde til ham: »Kom og sæt dig hos os, og lad os høre, hvad du har at sige, for Gud har givet dig myndighed som en ældste.« Daniel sagde til dem: »Adskil dem, og hold dem langt fra hinanden, så vil jeg forhøre dem.« Da man havde skilt dem fra hinanden, kaldte han den ene til sig og sagde til ham: »Du, som har henlevet dine dage i ondskab, nu rammes du af de synder, du tidligere begik, når du fældede uretfærdige domme og dømte de uskyldige, men frikendte de skyldige, skønt Herren har sagt: ‘Vold ikke uskyldiges og retfærdiges død.’ Hvis du altså har set denne kvinde, så sig mig: Under hvilket træ så du dem have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under et mastikstræ.« Da sagde Daniel: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel, som allerede har fået befaling fra Gud, vil hugge dig midt over.« Så sendte han ham bort og befalede, at den anden skulle føres ind. Han sagde til ham: »Du, som er efterkommer af Kana’an _ ikke af Juda _, skønheden har forledt dig, og begæret har ført dit hjerte på afveje. Sådan har I båret jer ad over for Israels døtre, og af frygt har de haft omgang med jer, men denne Judas datter er ikke gået med til jeres lovløse handling. Sig mig nu: Under hvilket træ greb du dem i at have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under en steneg.« Da sagde Daniel til ham: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel står rede med sværdet for at skære dig midt over, så han kan gøre det af med jer begge.« Hele forsamlingen råbte med høj røst og priste Gud, som frelser dem, der sætter deres håb til ham. De vendte sig mod de to ældste, fordi Daniel på grundlag af deres eget udsagn havde afsløret dem som falske vidner, og man gjorde mod dem, som de havde planlagt at gøre mod deres næste: Man handlede efter Moseloven og henrettede dem. Sådan blev uskyldigt blod reddet den dag.

    Vekselsang Sl 23,1-3a.3b-4.5.6

    R. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal,
    jeg frygter ej ondt, thi du er med mig.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    Akklamation til Evangeliet

    Underfulde er dine gerninger, Herre!
    Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, siger Herren,
    men at han vender om og bevarer livet.

    Evangelium Joh 8,1-11

    På den tid gik Jesus ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægte­skabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham..
    Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

9
  • Tirsdag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.09

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 4 Mos 21, 4 – 9

    På den tid brød israelitterne op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: “Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.” Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: “Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!” Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: “Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.

    Vekselsang Sl 102, 2 – 3. 16 – 18. 19 – 21

    R. Herre, hør min bøn,
    lad mit råb om hjælp nå dig.

    Herre, hør min bøn,
    lad mit råb om hjælp nå dig.
    Skjul ikke dit ansigt for mig,
    når jeg er i nød.
    Vend dit øre mod mig,
    svar mig i hast, når jeg råber!

    Folkene skal frygte Herrens navn,
    alle jordens konger skal frygte din herlighed.
    For Herren genopbygger Zion,
    han viser sig i sin herlighed.
    Han vender sig til de nøgnes bøn,
    han afviser ikke deres bøn.

    Det skal skrives ned til den kommende slægt,
    det folk, der skabes, skal lovprise Herren.
    For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
    fra himlen ser han ned til jorden;
    han hører fangernes stønnen,
    han sætter de dødsdømte i frihed.

    Akklamation til Evangeliet

    Sæden er Guds ord, og sædemanden Kristus;
    enhver, som finder ham, forbliver i evighed.

    Evangelium Joh 8,21 – 30

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, kan I ikke komme.” Da sagde jøderne: “Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme?” Han sagde til dem: “I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Så spurgte de ham: “Hvem er du?” Jesus svarede: “Jeg er den, som jeg har sagt jer fra begyndelsen. Meget kan jeg sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og det, jeg har hørt af ham, taler jeg om til verden.” De forstod ikke, at han talte til dem om Faderen. Jesus sagde da til dem: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

10
  • Onsdag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.10

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Dan 3, 14 – 21; IV,26; 3,24 – 25. 28

    På den tid spurgte Nebukadnesar: “Shadrak, Meshak og Abed Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet? Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?” Shadrak, Meshak og Abed Nego svarede kongen: “Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.”

    Da blev Nebukadnesar opfyldt af vrede mod Shadrak, Meshak og Abed Nego, og hans ansigt blev ganske fortrukket. Han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange så meget som sædvanlig, og han gav befaling til nogle stærke mænd i hæren om at binde Shadrak, Meshak og Abed Nego og kaste dem i ovnen med flammende ild. Så blev mændene bundet, og iført deres kapper, bukser, huer og andet tøj blev de kastet i ovnen med flammende ild.

    Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og spurgte sine ministre: “Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?” De svarede kongen: “Jo, det var, konge.” Han sagde så: “Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.”

    Nebukadnesar sagde: “Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud end deres egen.”

    Vekselsang Dan 3, 52. 53. 54. 55. 56

    R. Højt lovprist og ophøjet til evig tid!

    Lovet være du, Herre, vore fædres Gud,
    lovprist og ophøjet til evig tid;

    lovet være dit hellige og herlige navn,
    højt lovprist og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du i dit hellige og herlige tempel,
    højt lovsunget og æret til evig tid.

    Lovet være du, som tronende på keruber ser ned i dybet,
    lovprist og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du på din kongetrone,
    højt lovsunget og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du i himmelhvælvingen,
    lovsunget og æret til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der bevarer ordet i et smukt og godt hjerte,
    er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Joh 8,31 – 42

    På den tid sagde Jesus til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede ham: “Vi er Abra¬hams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.”

    De svarede: “Vores fader er Abraham.” Jesus sagde til dem: “Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger.” Da sagde de til ham: “Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.” Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.”

11
  • Torsdag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Stanislaus, biskop og martyr († 1079) kan ihukommes


    Læsning 1 Mos 17, 3 – 9

    I de dage kastede Abram sig ned, og Gud talte til ham: “Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” Og Gud sagde til Abraham: “Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt.”

    Vekselsang Sl 105, 4 – 5. 6 – 7. 8 – 9

    R. Evigt husker Herren på sin pagt.

    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!
    Husk de undere, han gjorde,
    husk hans tegn og de bud, han gav,

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Evigt husker han på sin pagt,
    i tusind slægtled det løfte, han gav,
    den pagt, han sluttede med Abraham,
    den ed, han tilsvor Isak.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Gør ikke jeres hjerter hårde i dag,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Joh 8,51 – 59

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Da sagde jøderne til ham: “Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo døde? Også profeterne døde. Hvem tror du, du er?” Jesus svarede: “Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom I; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” Da sagde jøderne til ham: “Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?” Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.” Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.

12
  • Fredag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.12

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Jer 20, 10 – 13

    Jeremias sagde:

    Alle vegne er der rædsel,
    jeg hører mange hviske:
    “Angiv ham, lad os angive ham!”
    Alle mine venner venter på,
    at jeg skal snuble:
    “Måske lader han sig lokke,
    så vi kan få ram på ham
    og hævne os på ham.”
    Men Herren er med mig som en vældig kriger,
    derfor skal mine forfølgere snuble og ikke få ram på mig;
    de bliver til skamme, det lykkes ikke for dem,
    skændselen varer evigt, den glemmes aldrig.
    Hærskarers Herre, som prøver den retfærdige,
    som ser hjerte og nyrer,
    lad mig se din hævn over dem!
    Dig overgiver jeg min sag.
    Syng for Herren,
    lovpris Herren,
    for han redder den fattige
    af forbrydernes hånd.

    Vekselsang Sl 18, 2 – 3a. 3bc – 4. 5 – 6. 7

    R. I min nød råbte jeg til Herren,
    og Han hørte mig.

    Jeg elsker dig, Herre, min styrke;
    Herren er min klippe, min borg, min befrier.

    Min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
    mit skjold, min frelses horn og min fæstning.
    Jeg råber til Herren, den lovpriste,
    og bliver frelst fra mine fjender.

    Dødens bånd omgav mig,
    undergangens floder slog mig med rædsel.
    Dødsrigets bånd snørede sig om mig,
    dødens snarer truede mig.

    I min nød råbte jeg til Herren,
    jeg råbte til min Gud om hjælp.
    Han hørte mig fra sit tempel,
    mit råb nåede hans ører.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,64b. 69b

    Dine ord Herre, er ånd og liv;
    du har det evige livs ord.

    Evangelium Joh 10,31 – 42

    På den tid samlede jøderne sten op for at stene Jesus.
    Jesus sagde til dem: “Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer; hvilken af de gerninger vil I stene mig for?” Jøderne svarede ham: “Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.” Jesus svarede dem: “Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt: I er guder? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til og Skriften kan ikke rokkes siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn? Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.” Så ville de igen gribe ham, men han slap fra dem.

    Han tog atter over til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt, og opholdt sig dér. Og mange kom til ham, og de sagde: “Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.” Og dér kom mange til tro på ham.

13
  • Lørdag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.13

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Martin I, pave og martyr († 655) kan ihukommes


    Læsning Ez 37, 21 – 28

    Dette siger Gud Herren: “Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.”

    Vekselsang Jer 31,10. 11 – 12ab. 13

    R. Herren vogter os som hyrden sin hjord.

    Hør Herrens ord, I folkeslag,
    forkynd på de fjerne øer, og sig:
    Han, som spredte Israel, samler dem,
    han vogter dem som hyrden sin hjord.

    For Herren har udfriet Jakob
    og løskøbt ham fra hans overmand.
    Jublende kommer de til Zions bjerg,
    de stråler af glæde over Herrens gode gaver.

    Da skal jomfruer danse af glæde,
    unge og gamle skal juble.
    Jeg vender deres sorg til fryd,
    jeg trøster og glæder dem, der klager.

    Akklamation til Evangeliet Ez 18,31

    Så siger Herren:
    Kast jeres overtrædelser bort,
    skab jer et nyt hjerte og en ny ånd!

    Evangelium Joh 11,46 – 56

    På den tid gik nogle af jøderne til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.
    Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: “Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.” Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: “I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.” Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét. Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel.

    Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene.

    Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig. De ledte efter Jesus og sagde til hinanden, mens de stod på tempelpladsen: “Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?”

14
  • PALMESØNDAG C
    Hele dagen
    2019.04.14

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Palmesøndag (II Ps)
    Helgener:


    Palmeprocessionen – Evangelium

    Luk 19,28-40

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

    Jesus gik videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted  og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.«  De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem.  Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?«  De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op.  Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen.  Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.  De råbte:

    Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
    Fred i himlen
    og ære i det højeste!

     Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«  Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«

    1. læsning Es 50,4-7

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

    Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

    R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

    Alle, der ser mig, spotter mig,
    de vrænger mund og ryster på hovedet:
    “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
    han må redde ham, han holder jo af ham.

    Hunde omgiver mig,
    en flok af forbrydere står omkring mig;
    de har gennemboret mine hænder og fødder,
    jeg kan tælle alle mine knogler.

    De deler mine klæder mellem sig,
    de kaster lod om min klædning.
    Men du, Herre, hold dig ikke borte,
    du, min styrke, skynd dig til hjælp!

    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
    Lovpris Herren, I der frygter ham,
    vis ham ære, hele Jakobs slægt,
    frygt ham, hele Israels slægt!

    2. læsning Fil 2,6-11

    Kristus, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Luk 22,14-23,56 eller Luk 23,1-49

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

    Da timen var inde, satte Jesus sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,  for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

     Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

     Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig.  For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.«  Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

     De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

     Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser,  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

     Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.«  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

     Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.  Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«  Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«

    Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.  Da han kom derud, sagde han til dem: »Bed om ikke at falde i fristelse!«  Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:  »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«  Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,  og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.«

     Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.  Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«  De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?«  En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham.  Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.

     Så tog Jesus til orde og sagde til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud mod ham: »I er rykket ud med sværd og knipler, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.«

     De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.  Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem.  En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«  Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«  En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.«  Og han gik udenfor og græd bitterligt.

     De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,  og de dækkede hans ansigt til og sagde: »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« Og de sagde også mange andre spottende ord til ham.

     Da det blev dag, samledes folkets ældste med ypperstepræster og skriftkloge. De førte ham ind til Rådet  og sagde: »Er du Kristus, så sig os det!« Han svarede: »Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,  og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.  Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.«  Så sagde de alle sammen: »Du er altså Guds søn?« Han svarede dem: »I siger selv, at jeg er det.«  Da sagde de: »Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.«

    Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

     Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

     Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

     Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

     Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

     Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

     Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

     Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

     Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

     Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

     Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,  som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.  Det varforberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.  De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.


    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

    Hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

     Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

     Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

     Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

     Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

     Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

     Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

     Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

     Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

     Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

15
  • MANDAG I DEN STILLE UGE
    Hele dagen
    2019.04.15

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:


    Læsning Es 42,1-7

    Se min tjener, ham støtter jeg,
    min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
    Jeg lader min ånd komme over ham,
    og han skal bringe ret til folkene.
    Han skriger ikke, han råber ikke,
    han løfter ikke sin røst i gaderne.
    Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
    den osende væge slukker han ikke,
    han fører retten til sejr.
    Han bliver ikke svag og knækkes ikke,
    til han har ført retten igennem på jorden;
    de fjerne øer venter på hans belæring.

    Dette siger Gud Herren,
    han som skabte himlen og spændte den ud,
    som bredte jorden ud med dens vækster,
    som gav åndedræt til folkene på jorden,
    livsånde til dem, der færdes på den:
    Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
    jeg tager dig ved hånden.
    Jeg danner dig og gør dig
    til en pagt med folket, til et lys for folkene.
    Du skal åbne de blindes øjne,
    føre fangerne ud af fængslet.
    og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

    Vekselsang Sl 27,1.2.3.13-15

    R. Herren er mit lys og min frelse.

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?

    Når de onde nærmer sig
    for at fortære mig,
    de, som er mine fjender og modstandere,
    skal de snuble og falde.

    Selv om en hær belejrer mig,
    er mit hjerte uden frygt;
    selv om der føres krig imod mig,
    er jeg dog tryg.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Konge:
    du alene har forbarmet dig over vore vildfarelser.

    Evangelium Joh 12,1-11

    Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

    Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

    Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

16
  • OLIEMESSE.
    Hele dagen
    2019.04.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Oliemessen (II Ps.)
    Helgener:


    1. læsning Es 61,1-3a. 6a. 8b-9

    Gud Herrens ånd er over mig,
    fordi Herren har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige
    og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og løsladelse for lænkede,
    for at udråbe et nådeår fra Herren
    og en hævndag fra vor Gud,
    for at trøste alle, der sørger,
    for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
    glædens olie i stedet for sørgedragt
    og lovsang i stedet for svigtende mod.

    Men I skal kaldes Herrens præster,
    vor Guds tjenere skal I hedde.
    jeg giver dem deres fulde løn
    og slutter en evig pagt med dem.
    Deres afkom bliver kendt blandt folkeslagene,
    deres efterkommere blandt folkene;
    alle, der ser dem, erkender,
    at de er en slægt, som Herren velsigner.

    Vekselsang Sl 89,21-22.25&27

    R. Om din nåde, Herre, vil jeg evigt synge.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.

    2. læsning Åb 1,5-8

    Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.

    Se, han kommer med skyerne,
    og hvert øje skal se ham,
    også de, som har gennemboret ham;
    og alle jordens folkestammer skal jamre over ham.
    Ja, amen.

    Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Es 61,1

    Herrens Ånd er over mig,
    han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige.

    Evangelium Luk 4,16-21

    På den tid kom Jesus til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

  • TIRSDAG I DEN STILLE UGE.
    Hele dagen
    2019.04.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:
    I domkirken: Fornyelse af præsteløfterne,
                             indvielse af de hellige olier.


    Læsning Es 49,1-6

    Hør mig, I fjerne øer,
    lyt, I folk langt borte:
    Herren har kaldet mig fra moders liv,
    fra fødslen kaldte han mig ved navn.
    Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
    i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
    han gjorde mig til en spids pil,
    i sit kogger holdt han mig gemt.
    Han sagde til mig: Du er min tjener,
    Israel, ved dig viser jeg min herlighed.
    Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig,
    på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter.
    Dog, min ret er hos Herren,
    min løn er hos min Gud.

    Men nu har Herren talt,
    han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
    for at føre Jakob tilbage,
    så Israel samles hos ham.
    Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
    min Gud bliver min styrke.
    Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
    skal genrejse Jakobs stammer
    og føre Israels overlevende hjem;
    derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
    for at min frelse skal nå til jordens ende.

    Vekselsang Sl 71,1-2.3-4a.5-6ab. 15&17

    R. Min mund skal forkynde din retfærdighed.

    Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt,
    lad mig aldrig blive gjort til skamme!
    Red mig og befri mig i din retfærdighed,
    vend dit øre mod mig, og frels mig!

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg.
    Min Gud, red mig fra ugudeliges magt.

    For du, Herre, er mit håb,
    fra min ungdom var du min tilflugt, Herre,
    fra fødslen har jeg støttet mig til dig,
    det var dig, der tog mig fra moders liv.

    Min mund skal forkynde din retfærdighed,
    din frelse dagen lang,
    jeg kender ikke dens grænser!
    Gud, du har belært mig fra min ungdom,
    og jeg beretter stadig om dine undere.

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Kone, lydig mod Faderen:
    som et tålsomt lam, der føres hen at slagtes,
    førtes du afsted til korset.

    Evangelium Joh 13,21-33. 36-38

    På den tid,da Jesus holdt aftensmåltid med sine disciple, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: »Køb, hvad vi har brug for til festen,« eller at han skulle give noget til de fattige. Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat.

    Da Judas var gået ud, sagde Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.

    Simon Peter sagde til ham: »Herre, hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.« Peter sagde til ham: »Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.« Jesus svarede: »Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.

17
  • ONSDAG I DEN STILLE UGE.
    Hele dagen
    2019.04.17

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:
    Fastetiden afsluttes skærtorsdag inden aftenmessen.


    Læsning Es 50,4-9a

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.
    Han, som skal frikende mig, er nær.
    Vil nogen anklage mig,
    så lad os stå frem sammen!
    Vil nogen være min modpart,
    så lad ham træde op mod mig!
    Se, Gud Herren er min hjælper,
    hvem vil dømme mig skyldig?

    Vekselsang Sl 69, 8-10.21bcd-22. 31&33-34

    R. I din store miskundhed, Herre,
    svare du mig i nådens tid.

    På grund af dig må jeg bære skændsel,
    skamrødme dækker mit ansigt.
    Jeg er blevet en fremmed for mine brødre,
    en udlænding for min mors sønner.

    Nidkærhed for dit hus fortærer mig,
    og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.
    Deres hån har knust mit hjerte,
    jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
    på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
    De gav mig malurt at spise
    og eddike til at slukke min tørst.

    Jeg vil lovprise Guds navn med sang
    og ophøje ham med tak.
    Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig,
    I, der søger Gud, skal få nyt mod.
    For Herren hører på de fattige,
    han ringeagter ikke sine fangne.

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Konge,
    du alene har forbarmet dig over vore vildfarelser.

    eller:

    Hil dig, vor Konge, lydig mod Faderen:
    som et tålsomt lam, der føres hen at slagtes,
    førtes du af sted til korset.

    Evangelium Matt 26,14-25

    På den tid gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham.

    Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

    Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

18
  • SKÆRTORSDAG AFTEN
    Hele dagen
    2019.04.18

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Skærtorsdag aften
    Helgener:
    Påskehøjtiden indledes med aftenmessen, som træder i stedet for vesper,
    og varer til og med 1. påskedags 2. vesper.


    1. læsning 2 Mos 12,1-8. 11-14

    Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til.

    Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt.

    Vekselsang Sl 116,12-13.15-16abc.17-18

    R. Velsignelsens bæger, som vi velsigner,
    er fællesskab med Kristi blod.

    Hvordan kan jeg gengælde Herren
    alle hans velgerninger mod mig?
    Jeg løfter frelsens bæger
    og påkalder Herrens navn.

    Dyrebart i Herrens øjne
    er hans frommes liv.
    Ak, Herre, jeg er din træl,
    jeg er din træl, din trælkvindes søn,
    du har løst mine lænker.

    Jeg bringer dig slagtoffer til tak
    og påkalder Herrens navn.
    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk.

    2. læsning 1 Kor 11,23-26

    Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 13,34

    Et nyt bud giver jeg jer:
    I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer.

    Evangelium Joh 13,1-15

    Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

    Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

19
  • LANGFREDAG
    Hele dagen
    2019.04.19

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Langfredag
    Helgener:
    Faste og abstinensdag.
    Kollekt for Det Hellige Land.


    1. læsning Es 52, 13 – 53,12

    Se, min tjener får lykken med sig,
    han knejser, han ophøjes og løftes højt.
    Som mange gyste over ham
    – så umenneskeligt ussel så han ud,
    så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
    sådan hensætter han mange folk i forundring,
    over ham lukkes munden på konger;
    for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
    og det, de ikke har hørt, indser det.

    Hvem troede på det, vi hørte?
    For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
    Han skød op foran Herren som en spire,
    som et rodskud af den tørre jord.
    Hans skikkelse havde ingen skønhed,
    vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
    Foragtet og opgivet af mennesker,
    en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
    én man skjuler ansigtet for,
    foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

    Men det var vore sygdomme, han tog,
    det var vore lidelser, han bar;
    og vi regnede ham for en, der var ramt,
    slået og plaget af Gud.
    Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
    og knust for vore synder.
    Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
    ved hans sår blev vi helbredt.
    Vi flakkede alle om som får,
    vi vendte os hver sin vej;
    men Herren lod al vor skyld ramme ham.

    Han blev plaget og mishandlet,
    men han åbnede ikke sin mund;
    som et lam, der føres til slagtning,
    som et får, der er stumt, mens det klippes,
    åbnede han ikke sin mund.
    Fra fængsel og dom blev han taget bort.
    Hvem tænkte på hans slægt,
    da han blev revet bort fra de levendes land?
    For mit folks synd blev han ramt.
    Man gav ham grav blandt forbrydere
    og gravplads blandt de rige,
    skønt han ikke havde øvet uret,
    der fandtes ikke svig i hans mund.

    Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
    Når hans liv er bragt som skyldoffer,
    ser han afkom og får et langt liv,
    og Herrens vilje lykkes ved ham.
    Efter sin lidelse ser han lys,
    han mættes ved sin indsigt.
    Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
    og han bærer på deres synder.

    Derfor giver jeg ham del med de store,
    med de mægtige deler han bytte,
    fordi han hengav sit liv til døden
    og blev regnet blandt lovbrydere.
    Men han bar de manges synd
    og trådte i stedet for syndere.

    Vekselsang Sl 31,2&6.12-13.15-16.17&25

    R. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

    Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
    lad mig ikke for evigt blive til skamme,
    udfri mig i din retfærdighed!
    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

    Jeg bliver spottet af alle mine fjender,
    selv af mine naboer.
    Mine venner er bange for mig,
    de, der ser mig på gaden, flygter for mig.
    Jeg er slettet af erindringen, som var jeg død,
    jeg er blevet som et kar, der kastes bort.

    Men jeg stoler på dig, Herre,
    jeg siger: Du er min Gud.
    Mit livsløb er i din hånd,
    red mig fra mine fjender og forfølgere!

    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!
    Vær stærke, fat mod,
    alle I som venter på Herren!

    2. læsning Hebr 4,14-16; 5,7-6

    Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Joh 18,1-19,42

    E. VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSESHISTORIE IFØLGE EVANGELISTEN JOHANNES.

    E. Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte:
    †. »Hvem leder I efter?«
    F. »Jesus fra Nazaret,«
    E. svarede de. Han sagde til dem:
    †. »Det er mig.«
    E. Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. Da Jesus sagde:
    †. »Det er mig,«
    E. veg de tilbage og faldt om på jorden. Han spurgte dem så igen:
    †. »Hvem leder I efter?«
    F. »Jesus fra Nazaret,«
    E. svarede de. Jesus sagde til dem:
    †. »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«
    E. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.« Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter:
    †. »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«

    E. Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham; de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.

    Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: A. »Er du ikke også en af den mands disciple?«
    A. »Nej, jeg er ikke,«
    E. svarede han.Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

    Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.Jesus svarede ham:
    †. »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«
    E. Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham:
    A. »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«
    E.Jesus svarede:
    †. »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«
    E. Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.

    I mens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham:
    F. »Er du ikke også en af hans disciple?«
    E. Han nægtede det og sagde:
    A. »Nej, jeg er ikke.«
    E. Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af:
    A. »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?«
    E. Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.

    De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid. Pilatus gik ud til dem og sagde:
    A. »Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?«
    E. De svarede:
    F. »Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.«
    E. Jøderne sagde:
    F. »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«
    E. For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.

    Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?«
    E. Pilatus svarede:
    A. »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«
    E. Pilatus sagde til ham:
    A. »Så er du altså konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«
    E. Pilatus sagde til ham:
    A. »Hvad er sandhed?«

    E. Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem:
    A. »Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Ikke ham, men Barabbas!«
    E. Barabbas var en røver.

    Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,stillede sig foran ham og sagde:
    F. »Hil dig, jødernes konge!«
    E. og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem:
    A. »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.«
    E. Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
    A. »Se, her er manden!«
    E. Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
    F. »Korsfæst ham, korsfæst ham!«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
    E. Jøderne svarede:
    F. »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«

    E. Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus:
    A. »Hvor er du fra?«
    E. Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham:
    A. »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«
    E. Jesus svarede ham:
    †. »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«
    E.  Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte:
    F. »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«

    E. Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne:
    A. »Her er jeres konge!«
    F. Da råbte de:
    E. »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Skal jeg korsfæste jeres konge?«
    Ypperstepræsterne svarede:
    F. »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
    E. Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.

    Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus:
    F. »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«
    E. Pilatus svarede:
    A. »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

    E. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden:
    F. »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.«
    E. For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
    De delte mine klæder mellem sig,
    de kastede lod om min klædning.
    Det gjorde soldaterne altså.

    Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor:
    †. »Kvinde, dér er din søn.«
    E. Derpå sagde han til disciplen:
    †. »Dér er din mor.«
    E. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

    Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han:
    †. »Jeg tørster.«
    E. Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han:
    †. »Det er fuldbragt.«
    E. Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    E. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

    Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned.Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.

20
  • PÅSKELØRDAG.
    Hele dagen
    2019.04.20

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Påskevigilie. (h)
    Helgener:
    Gl. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!
    Påskelyset står tændt ved alle messer til og med Pinsedag.
    Af det Gamle Testamentes læsninger skal læses mindst 3.


    Det Gamle Testamente

    1. Læsning Patriarkens Abrahams offer.
    2. Læsning Israeliterne gik midt igennem havet på tør bund. Denne læsning bør aldrig udelades!
    3. Læsning Med evig kærlighed forbarmer Herren, din genløser, sig over dig.
    4. Læsning Kom til mig, og jeres sjæl skal leve! Jeg slutter en evig pagt med jer!
    5. Læsning Drag frem mod Herrens lys.
    6. Læsning Jeg stænker rent vand på jer og giver jer et nyt hjerte.
    7. Læsning Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.

    Det Nye Testamente

    Epistel
    Evangelium Kristus er opvakt fra de døde og dør ikke mere.
    Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, er opstanden!


     

    1. Læsning 1 Mos 1,1-2,2 eller 1,1. 26-31a

     

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

    Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

    Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

    Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

    Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

    Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

    Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

    Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

    Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

    Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

    Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.
    Vekselsang

     

     

    Eller

    .

    .

    1 Mos 1,1. 26-31a

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

    Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

     

    >

    1. Vekselsang Sl 104,1-2a.5-6. 10&12.13-14. 24&35c. eller Sl 33,4-5.6-7.12-13. 20&22

    R. Herre, udsend din Ånd og forny jordens skikkelse.

    Min sjæl, pris Herren!
    Herre, min Gud, du er stor!
    Du er klædt i højhed og pragt;
    du hyller dig i lys som en kappe.
    Jorden gav du sin faste grundvold,
    den rokkes aldrig i evighed.
    Urdybet dækkede den som en dragt,
    vandet stod op over bjergene.

    Du lader kilder springe frem i dalene,
    mellem bjergene baner de sig vej.
    Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
    på grenene sidder de og kvidrer.

    Du vander bjergene fra din højsal,
    jorden mættes med frugten af dit værk.
    Græs lader du gro til kvæget
    og planter til tjeneste for mennesker,
    så der frembringes brød af jorden

    Hvor er dine værker mange, Herre!
    Du har skabt dem alle med visdom,
    jorden er fuld af dit skaberværk.
    Min sjæl, pris Herren!

     

     

    Eller

    1. Vekselsang Sl 33,4-5. 6-7. 12-13. 20&22

    R. Herrens godhed fylder jorden.

    Herrens ord er sandt,
    alt, hvad han gør, står fast.
    Han elsker ret og retfærdighed,
    Herrens godhed fylder jorden.

    Ved Herrens ord blev himlen skabt,
    hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
    Han samler havets vand som i en lædersæk
    og det store dyb i sine forrådskamre.

    Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
    det folk, han udvalgte sig til ejendom.
    Herren ser ned fra himlen,
    han ser alle mennesker.

    Vi længes efter Herren,
    han er vor hjælp og vort skjold.
    Lad din godhed komme over os, Herre,
    for vi venter på dig.

     

     

     

     

    2. Læsning 1 Mos 22,1-18 eller 22,1-2. 9a. 10-13. 15-18

    Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

    To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

    Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

    Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

    Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

    Vekselsang

    Eller

    2. Læsning 1 Mos 22,1-2. 9a. 10-13. 15-18

    Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

    Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn.

    Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

     

     

    2. Vekselsang Sl 16,5&8.9-10.11

    R. Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.

    Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
    du sikrer min lod.
    Jeg har altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

    Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
    ja, mit legeme skal bo i tryghed.
    For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
    din fromme vil du ikke lade se graven.

    Du lærer mig livets vej,
    du mætter mig med glæde for dit ansigt,
    du har altid herlige ting i din højre hånd.

     

    3. Læsning 2 Mos 14,15-15,1

    Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«

    Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.

    Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

    Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:

    3. vekselsang 2 Mos 15, 1-2. 3-4. 5-6. 17-18

    R. Jeg vil synge for Herren, thi stor er hans herlighed.

    Jeg vil synge for Herren,
    for han er højt ophøjet,
    heste og ryttere styrtede han i havet.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Han er min Gud, ham vil jeg prise,
    min faders Gud, ham vil jeg hylde.

    Herren er kriger,
    Jahve er hans navn.
    Faraos vogne og hær kastede han i havet,
    hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet;

    Det store dyb lukkede sig over dem,
    de sank i havets dyb som sten.
    Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
    Herre, din højre hånd knuser fjenden;

    Du førte dem ind
    og plantede dem på det bjerg, du ejer,
    det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
    den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.
    Herren er konge i al evighed.

     

     

    4. læsning Es 54,5-14

    For din skaber tager dig til hustru,
    Hærskarers Herre er hans navn;
    Israels Hellige løskøber dig,
    han kaldes hele jordens Gud.
    Ja, Herren har kaldt på dig,
    en forladt og bedrøvet hustru;
    skulle en hustru fra ungdommen forkastes?
    siger din Gud.
    Et kort øjeblik forlod jeg dig,
    men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.
    I overstrømmende vrede
    skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,
    men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed,
    siger Herren, der løskøber dig.
    For mig er dette som Noas dage:
    Som jeg dengang svor,
    at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen,
    sådan sværger jeg nu,
    at jeg ikke vil blive vred og true dig.
    For bjergene kan rokkes
    og højene vakle,
    men min troskab mod dig rokkes ikke,
    og min fredspagt vakler ikke,
    siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

    Du hjælpeløse, du stormhærgede,
    du, som ikke finder trøst,
    se, jeg sætter din mur af malakit
    og lægger din grundvold med safirer.
    Jeg sætter dine murtinder med rubiner,
    dine porte med karfunkler,
    og hele din ringmur med ædelsten.
    Alle dine sønner skal være oplært af Herren,
    dine sønner får stor lykke,
    du skal grundfæstes på retfærdighed.
    Undertrykkelsen er langt borte, du skal ikke frygte,
    rædslen skal ikke nå dig.

    4. vekselsang Sl 30,2&4.5-6. 11&12a&13b

    R. Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet.

    Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet;
    du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
    Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
    du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

    Lovsyng Herren, I hans fromme,
    tak hans hellige navn!
    For hans vrede varer et øjeblik,
    hans nåde hele livet;
    om aftenen slår gråden sig ned,
    om morgenen er der jubel.

    Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
    Herre, kom mig til hjælp!
    Du forvandlede min klage til dans,
    Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

     

     

    5. læsning Es 55,1-11

    Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
    Kom, I, der ingen penge har!
    Køb korn, og spis!
    Kom og køb korn uden penge,
    vin og mælk uden betaling!
    Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
    jeres løn for noget, der ikke mætter?
    Hør dog på mig, så skal I spise godt
    og svælge i fede retter.
    Vend øret til mig, og kom,
    hør på mig, så skal I leve!
    Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
    opfylde de urokkelige løfter til David;
    jeg gjorde ham til et vidne for folkene,
    til fyrste og hersker over folkene.
    Du skal kalde på et folk, du ikke kender,
    et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig,
    for Herren din Guds skyld,
    Israels Hellige gør dig herlig.

    Søg Herren, når han er at finde,
    kald på ham, når han er nær.
    Den ugudelige skal forlade sin vej,
    det onde menneske sine planer
    og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
    tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
    For jeres planer er ikke mine planer,
    og jeres veje er ikke mine veje,
    siger Herren;
    for så højt som himlen er over jorden,
    er mine veje højt over jeres veje
    og mine planer over jeres planer.
    For som regnen og sneen
    falder fra himlen
    og ikke vender tilbage dertil,
    men væder jorden,
    befrugter den og får den til at spire
    og giver udsæd til den, der vil så,
    og brød til den, der vil spise,
    sådan er mit ord, som udgår af min mund;
    det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
    men det gør min vilje
    og udfører mit ærinde.

    5. vekselsang Es 12,2.4bcd.5-6

    R. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

    Gud er min frelse,
    jeg er tryg, jeg frygter ikke,
    for Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene,
    forkynd, at hans navn er ophøjet!

    Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
    det skal hele jorden vide.
    I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
    for Israels Hellige er stor iblandt jer.

     

     

    6. læsning Bar 3,9-15. 32-4,4

    Hør livets bud, Israel,
    lyt, så I kan opnå indsigt!
    Hvorfor, Israel, hvorfor er du i fjendeland
    og er blevet gammel i et fremmed land,
    hvorfor er du blevet uren som de døde,
    og regnes blandt dem i dødsriget?
    Du har forladt visdommens kilde;
    men havde du fulgt Guds vej,
    var du blevet boende i fred for evigt.
    Lær, hvor indsigten er,
    hvor styrken er, hvor kundskaben er,
    så vil du samtidig vide,
    hvor der er liv og langt livsløb,
    hvor dine øjne ser lys, og hvor der er fred.

    Hvem har fundet visdommens sted,
    hvem er nået frem til dens skatkamre?

    Kun han, som ved alt, kender vejen,
    i sin kundskab har han fundet den.
    Han, som skabte jorden for tid og evighed,
    han opfyldte den med firbenede dyr.
    Han, som udsendte lyset,
    så det farer af sted, han kaldte på det,
    og det adlød ham med skælven.
    Stjernerne lyste i deres nattevagt og glædede sig;
    han kaldte på dem, og de sagde: »Her er vi!«
    De lyste med fryd for deres skaber.
    Sådan er vor Gud;
    ingen anden regnes som han.
    Hver vej til erkendelse fandt han,
    han viste den til Jakob, sin tjener,
    til Israel, som han elskede.
    Derefter kom visdommen til syne på jorden
    og levede blandt menneskene.
    Den er bogen med Guds bud,
    loven, som består til evig tid.
    Alle, der holder fast ved visdommen, skal leve,
    men de, der forlader den, skal dø.
    Vend om, Jakob, grib den,
    gå frem mod stråleglansen fra den.
    Overlad ikke til andre det, som er din ære,
    og det, som er dit gode, til et fremmed folk.
    Israel, vi er lykkelige, for vi ved,
    hvad der er godt i Guds øjne.

    6. vekselsang Sl 19,8.9.10.11

    R. Herre, du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

     

     

     

    7. læsning Ez 36,16-28

    Herrens ord kom til mig: Menneske, da Israel boede i sit land, gjorde de det urent med deres færd og gerninger. Deres færd var i mine øjne som urenheden under menstruation, og jeg udøste min harme over dem, fordi de havde udgydt blod i landet og gjort det urent med deres møgguder. Jeg spredte dem blandt folkene, og de blev strøet ud i landene. Jeg dømte dem efter deres færd og gerninger. Hvor de kom hen blandt folkene, vanhelligede de mit hellige navn. Da man sagde om dem: »De er Herrens folk, men de måtte drage bort fra hans land«, da ville jeg beskytte mit hellige navn, som Israels hus havde vanhelliget blandt de folk, de var kommet til.

    Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Det er ikke for jeres skyld, jeg gør dette, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanhelliget blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt folkene, fordi I vanhelligede det. Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer. Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.

    7. vekselsang Sl 42,3.5bcd.Sl 43,3.4  eller  Hvis dåbshandlingen finder sted: Sl 51,12-13.15-16.18-19

    R. Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud,
    den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme
    og se Guds ansigt?

    Jeg gik i festskaren,
    jeg vandrede til Guds hus
    under jubelråb og takkesange
    i valfartsskaren.

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Eller

    Hvis dåbshandlingen finder sted:

    7. vekselsang: Sl 51,12-13. 15-16. 18-19

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.
    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    så min tunge kan juble over din retfærdighed.

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

     

     

    Epistel Rom 6,3-11

    Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

    Akklamation til Evangeliet Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

    R. Halléluja! Halléluja! Halléluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Herrens højre hånd er løftet,
    Herrens højre hånd bringer sejr!
    Jeg skal ikke dø, men leve
    og fortælle om Herrens gerninger.

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.

     

     

    Evangelium Luk 24,1-12

    Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.  De fandt stenen væltet bort fra graven,  og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.  Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.  Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?  Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«  Så huskede de hans ord.

     Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.  Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.

21
  • PÅSKEDAG. HERRENS OPSTANDELSE. (h)
    Hele dagen
    2019.04.21

    PÅSKETID
    PÅSKEHØJTIDEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    PÅSKEDAG. HERRENS OPSTANDELSE. (h)
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    1. læsning ApG 10,34a. 37-43

    Så tog Peter ordet og sagde: » I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

    Vekselsang Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

    R. Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.
    eller:

    Halleluja! Halleluja! Halleluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Herrens højre hånd er løftet,
    Herrens højre hånd bringer sejr!
    Jeg skal ikke dø, men leve
    og fortælle om Herrens gerninger.

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.

    2. læsning Kol 3,1-4 eller 1 Kor 5, 6b-8

    Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet 1 Kor 5,7b-8a

    Vort påskelam er slagtet, Kristus.
    Lad os derfor fejre festen.

    Evangelium Joh. 20,1-9 eller Luk 24, 1-12 eller ved aftenmesse Luk 24,13-35

    Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.



    2.Læsning 1 Kor 5,6b-8

    Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.


    Evangelium Luk 24,1-12

    Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.  De fandt stenen væltet bort fra graven,  og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.  Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.  Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?  Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«  Så huskede de hans ord.

     Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.  Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.



    Luk. 24, 13 -35 (ved aftenmesse)

    Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus;   de talte med hinanden om alt det, som var sket.   Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem.   Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.  Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket   – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven,  men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.   Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

     Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«   Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

      De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.   Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem.  Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.  De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

    Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet,  som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«  Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

     

     

22
  • MANDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.22

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    Læsning ApG 2, 14. 22-32

    Peter trådte frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: »Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig:

    Jeg havde altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.
    Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede,
    ja, mit legeme skal bo i håb.
    For du vil ikke lade mig blive i dødsriget,
    din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.
    Du lærte mig livets veje,
    du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.

    Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag. Eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse, da han sagde, at han ikke skulle blive i dødsriget, og hans krop ikke skulle se forrådnelse. Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på.«

    Vekselsang Sl 16, 1-2a&5.7-8. 9-10. 11

    R. Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.

    eller:

    Halleluja!

    Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.
    Jeg siger til Herren: »Du er min herre.
    Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
    du sikrer min lod.

    Jeg vil prise Herren, som råder mig,
    ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.
    Jeg har altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

    Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
    ja, mit legeme skal bo i tryghed.
    For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
    din fromme vil du ikke lade se graven.

    Du lærer mig livets vej,
    du mætter mig med glæde for dit ansigt,
    du har altid herlige ting i din højre hånd.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Matt. 28,8-15

    Kvinderne skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »God morgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.«

    Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor.« De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.

23
  • TIRSDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.23

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    Læsning ApG 2,36-41

    Peter sagde til jøderne: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.«

    Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.

    Vekselsang Sl 33, 4-5.18-19. 20&22

    R. Herrens godhed fylder jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Herrens ord er sandt,
    alt, hvad han gør, står fast.
    Han elsker ret og retfærdighed,
    Herrens godhed fylder jorden.

    Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
    og som venter på hans godhed,
    så han redder dem fra døden
    og holder dem i live under hungersnød.

    Vi længes efter Herren,
    han er vor hjælp og vort skjold.
    Lad din godhed komme over os, Herre,
    for vi venter på dig.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Joh 20,11-18

    Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

24
  • ONSDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.24

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    Læsning ApG 3,1-10

    I de dage gik Peter og Johannes op til templet ved bedetimen, den niende time._Da kom man bærende med en mand, som havde været lam fra moders liv; ham satte man hver dag ved den tempelport, der kaldes Den Skønne, for at han kunne bede om en almisse af dem, der gik ind på tempelpladsen. Da han så Peter og Johannes på vej ind på tempelpladsen, bad han dem om en almisse. De så begge fast på ham, og Peter sagde: »Se på os!« Han så spændt på dem i forventning om at få noget af dem. Men Peter sagde: »Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!« Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke, han sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud; og de genkendte ham som den, der plejede at sidde ved Den skønne Port i templet for at få almisse, og de blev slået af forundring og var ude af sig selv over det, der var sket med ham.

    Vekselsang Sl 105,1-2. 3-4. 6-7. 8-9

    R. De, der søger Herren, skal glæde sig.

    eller:

    Halleluja!

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene!
    Syng for ham, lovsyng ham,
    syng om alle hans undere!

    Fryd jer over hans hellige navn,
    de, der søger Herren, skal glæde sig.
    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Evigt husker han på sin pagt,
    i tusind slægtled det løfte, han gav,
    den pagt, han sluttede med Abraham,
    den ed, han tilsvor Isak.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Luk 24,13-35

    Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypper­stepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sam­men med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

    Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlig­hed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

    De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

    Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

25
  • TORSDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.25

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  I


    Torsdag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    Læsning ApG 3, 11-26

    Den lamme mand holdt sig op ad Peter og Johannes, og hele folket stimlede forundret sammen om dem i Salomos Søjlegang. Da Peter så det, sagde han til folket: »Israelitter! Hvorfor undrer I jer over dette og stirrer på os, som om vi ved egen kraft eller fromhed havde bevirket, at den mand kan gå? Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede over for Pilatus, skønt han havde besluttet at løslade ham. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og krævede at få en morder benådet. Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om. Ved troen på Jesu navn har hans navn bragt denne mand, som I ser og kender, til kræfter. Den tro, som er virket ved Jesu navn, har for øjnene af jer alle givet manden hans fulde førlighed.

    Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide. Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. Moses har jo sagt: Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket. Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage. I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom. Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«

    Vekselsang Sl 8,2a&5.6-7.8-9

    R. Herre, vor Herre!
    Hvor herligt er dit navn over hele jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Herre, vor Herre!
    hvad er da et menneske, at du husker på det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det?

    Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
    med herlighed og ære har du kronet det.
    Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
    alt har du lagt under dets fødder,

    får og okser i mængde,
    selv de vilde dyr,
    himlens fugle og havets fisk,
    dem som færdes ad havenes stier.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Luk 24,35-48

    Disciplene fra Emaus fortalte, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

    Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: »Har I noget at spise her?« De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.

    Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.


     

26
  • FREDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.26

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    Læsning ApG 4, 1-12

    Mens Petr og Johannes talte til folket, kom præsterne og tempelvagtens anfører og saddukæerne hen til dem. De var fortørnede over, at de underviste folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde. De lod dem anholde og sætte i arrest til næste dag, for det var allerede aften. Men mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op omkring fem tusind.

    Den næste dag samledes folkets ledere, de ældste og skriftkloge i Jerusalem, ypperstepræsten Annas, Kajfas, Johannes og Alexander og de andre af ypperstepræstelig slægt. De hentede Peter og Johannes ind og spurgte dem: »Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?«

    Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«

    Vekselsang 1-2&4.22-24.25-27a

    R. Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.

    eller:

    Halleluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    De, der frygter Herren, skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Herre, frels dog!
    Herre, lad det lykkes!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Vi velsigner jer fra Herrens tempel.
    Herren er Gud, han skal give os lys.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Joh 21,1-14

    Jesus åbenbarede sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De sagde: »Vi tager med dig.« De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: »Børn, har I noget at spise?« »Nej,« svarede de. Han sagde til dem: »Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.« De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig han var ellers nøgen og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

    Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.« Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: »Kom og spis!« Ingen af disciplene turde spørge ham: »Hvem er du?« For de vidste, at det var Herren. Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken. Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

27
  • LØRDAG I PÅSKEUGEN.
    Hele dagen
    2019.04.27

    PÅSKETID
    PÅSKEUGEN
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i påskeugen
    Helgener:
    Gl. Sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning ApG 4,13-21

    Da folkets ledere og ældste så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus, og da de så den helbredte mand, der stod sammen med dem, kunne de ikke tage til genmæle. De befalede dem at forlade rådssalen og rådspurgte så hinanden: »Hvad skal vi gøre med disse mennesker? For at der er sket et tydeligt tegn ved dem, er åbenbart for alle dem, der bor i Jerusalem, og det kan vi ikke benægte. Men for at det ikke skal brede sig endnu mere i folket, så lad os true dem til ikke mere at tale til nogen i dette navn.«

    De kaldte dem igen ind og forbød dem overhovedet at forkynde eller undervise i Jesu navn. Men Peter og Johannes svarede: »Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.« De truede dem igen og lod dem så gå, da de på grund af folkets holdning ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle straffe dem; for alle priste Gud for det, der var sket.

    Vekselsang Sl 118,1&14-15. 16-18.19-21

    R. Jeg takker dig, for du svarede mig.

    eller:

    Halleluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Der lyder jubel og sejrsråb
    i de retfærdiges telte:
    Herrens højre hånd bringer sejr,

    Herrens højre hånd er løftet,
    Herrens højre hånd bringer sejr!
    Jeg skal ikke dø, men leve
    og fortælle om Herrens gerninger.
    Herren tugtede mig hårdt,
    men han overgav mig ikke til døden.

    Luk retfærdighedens porte op,
    jeg vil gå ind og takke Herren!
    Her er Herrens port,
    her går de retfærdige ind!
    Jeg takker dig, for du svarede mig
    og blev min frelse.

    Sekvens

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    Akklamation til Evangeliet Ps 118,24

    Halleluja!
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Evangelium Mark 16,9-15

    Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.

    Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.

    Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.«

28
  • 2. SØNDAG I PÅSKEN
    Hele dagen
    2019.04.28

    PÅSKETID
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    2. søndag i påsken.
    Guds Barmhjertigheds søndag.
    Helgener:
    Gl. Evt. sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    1. læsning ApG 5,12-16

    Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket. Og alle holdt de i enighed til i Salomos Søjlegang.  Ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket værdsatte dem meget.  Dog føjedes der stadig flere og flere til, som troede på Herren, mænd og kvinder i stort tal. Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi.  Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.

    Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

    R. Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.

    eller:

    Halleluja! Halleluja! Halleluja!

    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    Arons hus skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    De, der frygter Herren, skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
    men Herren kom mig til hjælp.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Der lyder jubel og sejrsråb
    i de retfærdiges telte:
    Herrens højre hånd bringer sejr,

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Sekvens (eventuelt)

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    2. læsning Aab 1,9-11a.12-13. 17-19

    Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.  På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun  sige: Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder.« Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager  og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet.

    Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.

     Skriv det, du har set, og det, som er, og det, som siden skal ske. Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.

    Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

    Halleluja!
    Herren siger:
    “Du tror, fordi du har set mig.
    Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Evangelium Joh 20,19-31

    Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

29
  • KATARINA AF SIENA
    16:19
    2019.04.29

    KATARINA AF SIENA
    jomfru og kirkelærer,værnehelgen for Europa


    Læsning 1 Joh 1, 5-2,2

    Dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.

    Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.

    Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8-9.13-14.17-18a

    R. Min sjæl, pris Herren.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Herren er barmhjertig og nådig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;

    Som en far er barmhjertig mod sine børn,
    er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
    For han ved, at vi er skabt,
    husker på, at vi er støv.

    Men Herrens troskab varer fra evighed
    til evighed mod dem, der frygter ham,
    og hans retfærdighed mod børnenes børn,
    mod dem, der holder hans pagt.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har åbenbaret
    dit Riges hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Matt11, 25-30

    På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

30
  • Tirsdag i 2. uge i påsken (II Ps)
    Hele dagen
    2019.04.30

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 2. uge i påsken (II Ps.
    Helgener: Pius V, pave († 1572)


    Læsning ApG 4, 32-37

    Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas det betyder Trøstens søn solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.

    Vekselsang Sl 93,1ab.1c-2.5

    R. Herren er konge! Han har klædt sig i højhed.

    eller:

    Halleluja!

    Herren er konge! Han har klædt sig i højhed,
    Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.

    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Din trone står fast fra ældgammel tid,
    fra evighed har du været til.

    Dine vidnesbyrd står fast,
    hellighed smykker dit hus
    i al evighed, Herre.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,15

    Halleluja!
    Menneskesønnen skal ophøjes,
    for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

    Evangelium Joh 3,7-15

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: »Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

    Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham«.

maj
maj
maj
maj