Læsninger

< 2019 >
februar
  • 10
    10. februar 2019

    Hele dagen
    10/02/2019

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    5. ALM. SØNDAG.
    Helgener:


    1. læsning Es 6,1-2a.3-8

    I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger.

    De råbte til hinanden:

    “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
    hele jorden er fuld af hans herlighed!”

    Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

    Da sagde jeg:

    “Ve mig, det er ude med mig,
    for jeg er en mand med urene læber,
    jeg bor i et folk med urene læber,
    og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.”

    Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:

    “Nu har dette rørt dine læber,
    din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

    Da hørte jeg Herren sige: “Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede: “Her er jeg, send mig!”

    Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5.7c-8bc

    R. I englenes påhør lovsynger jeg dig.

    Jeg takker dig af hele mit hjerte,
    i guders påhør lovsynger jeg dig.
    Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel.

    Jeg priser dit navn
    for du har gjort dit ord stort
    Den dag jeg råbte, svarede du mig,
    du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

    Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
    for de har hørt de ord, du talte.
    Og de skal synge om Herrens veje,
    for Herrens herlighed er stor;

    Din højre hånd frelser mig;
    Herren fører min sag igennem.
    Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    2. læsning 1 Kor 15,1-11 eller 1 Kor 15,3-8.11

    Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det, som I også har taget imod, som I også står i,  og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

     Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;  for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.  Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.  Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,19

    Halleluja!
    Jesus sagde til disciplene: “Kom og følg mig,
    så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.”

    Evangelium Luk 5,1-11

    Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

    Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.


    Læsning 1 Kor 15,3-8.11

    Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

  • 17
    17. februar 2019

    Hele dagen
    17/02/2019

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    6. ALM. SØNDAG.
    Helgener:


    1. læsning Jer 17,5-8

    Dette siger Herren:

    Forbandet den mand, som stoler på mennesker
    og søger sin styrke hos dødelige,
    men hvis hjerte viger fra Herren.
    Han bliver som en busk i ørkenen,
    han ser ikke lykken komme,
    han skal bo i stenørkenen,
    i saltlandet, hvor ingen kan bo.
    Velsignet den mand, som stoler på Herren
    og tager sin tilflugt hos ham.
    Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
    det sender sine rødder mod vandløbet,
    det frygter ikke, når sommerheden kommer,
    dets blade er grønne.
    Det bekymrer sig ikke i tørkeår
    og holder ikke op med at bære frugt.

    Vekselsang Sl 1,1-2.3.4 & 6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    2. læsning 1 Kor 15,12. 16-20

    Brødre og søstre! Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?

    For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

    Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Luk 6,23

    Halleluja!
    Fryd jer og spring højt af glæde,
    jeres løn er stor i himlen.

    Evangelium Luk 6,17. 20-26

    Efter at Jesus havde udvalgt de tolv, som han også kaldte apostle, gik han sammen med dem ned fra bjergene, og han stod stille på en slette; og der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon.

    Og han løftede sit blik, så på sine disciple og sagde:

    “Salige er I, som er fattige,
    for Guds rige er jeres.
    Salige er I, som sulter nu,
    for I skal mættes.
    Salige er I, som græder nu,
    for I skal le.

    Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne.

    Men ve jer, I som er rige,
    for I har fået jeres trøst.
    Ve jer, I som er mætte nu,
    for I skal sulte.
    Ve jer, I som ler nu,
    for I skal sørge og græde.
    Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.”

  • 20
    20. februar 2019

    Hele dagen
    20/02/2019

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 8,6‑13. 20‑22

    Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden. Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen. I det år, Noa blev 601 år, på den første dag i den første måned, var vandet tørret bort fra jorden, og da han fjernede overdækningen på arken og kiggede ud, så han, at jorden var tør.

    Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.

    Så længe jorden står,
    skal såtid og høsttid,
    kulde og varme,
    sommer og vinter,
    dag og nat
    ikke ophøre.«

    Vekselsang Sl 116,12‑13.14‑15.18‑19

    R. Jeg bringer dig slagtoffer til tak.

    eller:

    Halleluja!

    Hvordan kan jeg gengælde Herren
    alle hans velgerninger mod mig?
    Jeg løfter frelsens bæger
    og påkalder Herrens navn.

    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk.
    Dyrebart i Herrens øjne
    er hans frommes liv.

    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk,
    i forgårdene til Herrens tempel,i din midte, Jerusalem.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Ef 1,17-18

    Halleluja!
    Vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader,
    oplyser vore hjertes øjne,
    så vi forstår, til hvilket håbe han kalder os.

    Evangelium Mark 8,22-26

    Jesus og hans disciple kom de til Betsajda. Og folk førte en blind hen til ham, og de bad ham om at røre ved ham. Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: »Kan du se noget?« Og han åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring.« Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt. Og Jesus sendte ham hjem, idet han sagde: »Og du må ikke gå ind i landsbyen.«

  • 21
    21. februar 2019

    Hele dagen
    21/02/2019

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Peter Damian, biskop og kirkelærer († 1072)


    Læsning 1 Mos 9,1‑13

    Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden. Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt. Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter. Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise. Og jeres eget blod vil jeg kræve hævn for; af ethvert dyr vil jeg kræve hævn for det, og af ethvert menneske vil jeg kræve hævn for et menneskes liv.

    Den, der udgyder menneskets blod,
    skal få sit blod udgydt af mennesker.
    For i sit billede
    skabte Gud mennesket.
    Men I skal blive frugtbare og talrige,
    I skal vrimle på jorden og blive talrige på den.«

    Gud sagde til Noa og hans sønner: »Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.«

    Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.

    Vekselsang Sl 102,16‑18.19‑21.29 & 22‑23

    R. Fra himlen ser Herren ned til jorden.

    Folkene skal frygte Herrens navn,
    alle jordens konger skal frygte din herlighed.
    For Herren genopbygger Zion,
    han viser sig i sin herlighed.

    Han vender sig til de nøgnes bøn,
    han afviser ikke deres bøn.
    Det skal skrives ned til den kommende slægt,
    det folk, der skabes, skal lovprise Herren.
    For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
    fra himlen ser han ned til jorden;
    han hører fangernes stønnen,
    han sætter de dødsdømte i frihed.

    Dine tjeneres børn skal bo i tryghed,
    deres efterkommere bestå for dit ansigt.
    Herrens navn skal forkyndes på Zion,
    hans lovsang lyde i Jerusalem,
    når folk og riger samles
    for at dyrke Herren.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,63b. 69b

    Halleluja!
    Dine ord, Herre, er ånd og liv.
    Du har det evige livs ord.

    Evangelium Mark 8,27-33

    Jesus og hans disciple drog bort til landsbyerne ved Cæsarea Filippi; og på vejen spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at jeg er?« De svarede: »Johannes Døber, og andre siger Elias, og andre igen, at du er en af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarede: »Du er Kristus.« Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.

    Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter. Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham. Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

  • 23
    23. februar 2019

    Hele dagen
    23/02/2019

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Polycarp, biskop og martyr († 166) (m)


    Læsning Hebr 11,1‑7

    Brødre og søstre! Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.

    Vekselsang Sl 145,2‑3.4‑5.10‑11

    R. Jeg vil prise dit navn for evigt og altid,
    min Gud, min konge.

    Hver dag vil jeg prise dig,
    jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid.
    Herren er stor og højt lovprist,
    ingen kan udforske hans storhed.

    Slægt efter slægt lovsynger dine gerninger
    og fortæller om din vælde.
    Om din højheds herlige pragt taler de,
    jeg vil synge om dine undere.

    Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
    dine fromme priser dig.
    De fortæller om dit herlige kongedømme
    og taler om din styrke.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Mark 9,7

    Halleluja!
    Himmelen åbnede sig, og der lød Faderens røst fra skyen:
    »Det er min elskede søn. Hør ham!«

    Evangelium Mark 9,2-13

    På den tid tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem. Og Elias kom til syne for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede. Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn. Hør ham!« Og da de så sig omkring, kunne de pludselig kun se Jesus alene hos sig.

    Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde. Så spurgte de ham: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først skal komme?« Han svarede dem: »Elias skal komme først og genoprette alt. Hvordan kan der så stå skrevet om Menneskesønnen, at han skal lide meget og være foragtet? Jo, jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de gjorde med ham, som de ville, sådan som der står skrevet om ham.«