Læsninger

< 2018 >
april 17
  • 17
    17.april.tirsdag

    Tirsdag i 3. uge i påsken (III Ps)

    Hele dagen
    2018.04.17

    Påsketid
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 3. uge i påsken (III Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 7, 51-8,1a

    På den tid talte Stefanus i Rådet: »I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«

    Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen. Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.

    Vekselsang Sl 31,3cd-4. 6ab&7b&8a. 17&21ab

    R. I dine hænder betror jeg min ånd.

    eller:

    Halleluja!

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
    Selv stoler jeg på Herren.
    Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed.

    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!
    Du skjuler dem hos dig,
    fjernt fra menneskers overgreb;
    du gemmer dem i din hytte,
    fjernt fra anklagende tunger.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,35

    Halleluja.
    Jeg er livets brød – siger Herren:

    Den, der kommer til mig, skal ikke sulte.

    Evangelium Joh 6,30-35

    På den tid sagde folkeskaren til Jesus: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: Brød fra himlen gav han dem at spise.« Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«