Læsninger

< 2018 >
oktober 12
  • 12
    12.oktober.fredag

    Fredag i 27. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    2018.10.12

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 27. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Gal 3,7-14

    I skal vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.« Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham. For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.« Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

    Vekselsang Ps 111,1-2.3-4.5-6

    R. Herren husker på sin pagt for evigt.

    Jeg takker Herren af hele mit hjerte
    i de retskafnes kreds og forsamling.
    Herrens gerninger er store,
    velegnede til deres formål.

    Hans værk er herligt og prægtigt,
    og hans retfærdighed består til evig tid.
    Han har skabt sig et ry ved sine undere,
    Herren er nådig og barmhjertig.

    Han giver føde til dem, der frygter ham;
    han husker på sin pagt for evigt.
    Han forkyndte sine vældige gerninger for sit folk,
    da han gav dem folkenes ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 12,31b-32

    Halleluja!
    Nu skal denne verdens fyrste jages ud – siger Herren.
    Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.

    Evangelium Luk 11,15-26

    På den tid, da den stumme begyndte at tale, undrede folkeskarerne sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

    Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

    Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«