Dagens læsning

< 2023 >
januar 22 - januar 28
«
»
  • 22
    22/01/2023

    3. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    22/01/2023

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Søndag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 8,23b-9,3

    Som Herren tidligere
    bragte skam over Zebulons land
    og Naftalis land,
    bringer han i fremtiden ære
    over Vejen langs Havet,
    Landet på den anden side af Jordan
    og Folkeslagenes Galilæa.

    Det folk, der vandrer i mørket,
    skal se et stort lys,
    lyset skinner for dem,
    der bor i mørkets land.

     Du gør jubelen stærk,
    du gør glæden stor;
    de glæder sig for dit ansigt,
    som man glæder sig over høsten,
    som man jubler,
    når man deler byttet.

    Vekselsang Sl 27,1.4.13-14
    R. Herren er mit lys og min frelse.

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?
    Kun ét ønsker jeg fra Herren,
    kun det længes jeg efter:
    At bo i Herrens hus,
    så længe jeg lever,
    så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
    og søge svar fra ham i hans tempel.
    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    2. læsning 1 kor 1,10-13. 17

    Jeg formaner jer, brødre og søstre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn.
    For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Matt 4,12-23*

    * Som kortere afsnit kan læses Matt 4,12-17: På den tid da Jesus gik langs … fra tegnet +++).

    Da Jesus hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kaper¬naum ved søen, i Zebulons og Naftalis land, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
    Zebulons land og Naftalis land,
    Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan
    og Folkeslagenes Galilæa,
    det folk, der sad i mørket,
    har set et stort lys,
    og de, der sad i dødens land og skygge,
    for dem brød lyset frem.
    Fra da af begyndte Jesus at prædike: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”

    +++) Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Han sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” De lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes, i båden sammen med deres far Zebedæus i færd med at ordne deres garn. Han kaldte på dem, og de forlod straks båden og deres far og fulgte ham.
    Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

     

  • 23
    23/01/2023
    Ingen begivenheder
  • 24
    24/01/2023

    Tirsdag i 3. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    24/01/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Frans af Sales, biskop og kirkelærer († 1622) (m)


    Læsning Hebr 10,1 – 10

    Da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til målet. Ville man ellers ikke være hørt op med at frembære ofre, når de, der dyrker Gud, ikke er sig nogen synd bevidst, eftersom de én gang er blevet renset? Men i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort.
    Derfor siger han, da han træder ind i verden:
    Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have,
    men et legeme har du beredt mig;
    brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
    Da siger jeg: Se, jeg er kommet
    i bogrullen er der skrevet om mig –
    for at gøre din vilje, Gud.
    Mens han først siger: “Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke” og det er dem, der frembæres som ofre ifølge loven så fortsætter han: “Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.

    Vekselsang Sl 40,2 & 4ab.7 – 8a.10.11

    R. Se, jeg er kommet, Herre, for at gøre din vilje.

    Jeg satte alt mit håb til Herren,
    og han bøjede sig ned til mig
    og hørte mit råb om hjælp;
    Han lagde mig en ny sang i munden,
    en lovsang til vor Gud.

    Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
    du har åbnet mine ører –
    brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.

    Da siger jeg: “Se, jeg er kommet”.
    Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
    i den store forsamling,
    jeg holder ikke mine læber lukkede,
    det ved du, Herre!

    Jeg holder ikke din retfærdighed skjult
    inde i mit hjerte,
    jeg taler om din trofasthed og frelse;
    jeg tier ikke stille med din godhed og troskab
    i den store forsamling.

    Akklamation til Evangeliet jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret rigets hemmelighed for umyndige.

    Evangelium Mark 3,31- 35

    På den tid kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: “Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.” Men han svarede dem: “Hvem er min mor og mine brødre?” Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: “Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.”

  • 25
    25/01/2023
    Ingen begivenheder
  • 26
    26/01/2023
    Ingen begivenheder
  • 27
    27/01/2023

    Fredag i 3. alm. uge I

    Hele dagen
    27/01/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Angela Merici, jomfru († 1540)


    Læsning Hebr 10,32 39

    Husk den første tid, da I efter at være blevet oplyst udstod megen kamp og lidelse, når I enten selv blev stillet offentligt til skue under spot og mishandling eller gjorde fælles sag med andre, når de blev behandlet sådan. For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet.
    For nu varer det kun en ganske kort tid,
    så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke;
    og min retfærdige skal leve af tro,
    men viger han tilbage fra det,
    har min sjæl ikke behag i ham.
    Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.

    Vekselsang Sl 37,3-4.5-6.23-24.39-40

    R. Retfærdiges frelse kommer fra Herren.

    Stol på Herren, og gør det gode,
    så kan du bo trygt i landet.
    Find din glæde i Herren,
    så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.

    Overgiv din vej til Herren,
    stol på ham, så griber han ind;
    han lader din ret bryde frem som lyset
    og din retfærdighed som den klare dag.

    Det er Herren, der styrer en mands gang,
    han styrker ham og glæder sig over hans færd.
    Når han snubler, falder han ikke omkuld,
    for Herren støtter ham.

    Retfærdiges frelse kommer fra Herren,
    han er deres værn, når nøden kommer.
    Så hjælper Herren dem og udfrier dem,
    han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem,
    for de søger tilflugt hos ham.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 11,25

    Halleluja!
    Priset være dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret rigets hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Mark 4,26-34

    Jesus talte til skarerne og han sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”
    Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”
    Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; – han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.

  • 28
    28/01/2023

    Lørdag i 3. alm. uge I

    Hele dagen
    28/01/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Thomas af Aquino, præst og kirkelærer († 1274) (m)


    Læsning Hebr 11,1-2. 8- 19

    Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.
    I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.
    Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.
    I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: “Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

    Vekselsang Luk 1,69-70.71-72.73-75

    R. Lovet være Herren, Israels Gud,
    for han har besøgt og forløst sit folk.

    Han har oprejst os frelsens horn
    i sin tjener Davids hus,
    sådan som han fra gammel tid har forkyndt
    ved sine hellige profeters mund:

    at frelse os fra vore fjender
    og fra alle dem, som hader os,
    at vise barmhjertighed mod vore fædre
    og huske på sin hellige pagt,
    den ed, han tilsvor vor fader Abraham:

    at fri os fra vore fjenders hånd
    og give os at tjene ham uden frygt
    i fromhed og retfærdighed
    for hans åsyn alle vore dage.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Halleluja!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Mark 4,35 – 41

    En dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: “Lad os tage over til den anden bred.” Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. – Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”