Dagens læsning

< 2022 >
august 1
«
»
  • 01
    01/08/2022

    Mandag i 18. alm. uge II

    Hele dagen
    01/08/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 18. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Alfons Maria de Liguori, biskop og kirkelærer († 1778) (m)


    Læsning Jer 28,1-17

    I dette år, i begyndelsen af kong Sidkija af Judas regering, i det fjerde år, i den femte måned, talte profeten Hananja, Azzurs søn, fra Gibeon, til mig i Herrens tempel. I nærværelse af præsterne og hele forsamlingen sagde han: »Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg vil bryde babylonerkongens åg. Alle de kar fra Herrens tempel, som Babylons konge Nebukadnesar tog fra dette sted og bragte til Babylon, bringer jeg om et par år tilbage til dette sted. Og Judas konge Jekonja, Jojakims søn, og alle de landflygtige fra Juda, som er kommet til Babylon, fører jeg tilbage til dette sted, siger Herren. Ja, jeg bryder babylonerkongens åg.«

    Profeten Jeremias svarede profeten Hananja i nærværelse af præsterne og hele den forsamling, som stod i Herrens tempel. Han sagde: »Det ske! Måtte Herren handle sådan! Måtte Herren stadfæste de ord, du har profeteret, og bringe karrene fra Herrens tempel og alle de landflygtige tilbage fra Babylon til dette sted. Men hør nu de ord, jeg taler til dig og til hele forsamlingen: De profeter, der levede i gamle dage, før din og min tid, profeterede om krig, ulykke og pest for store lande og mægtige riger. Men hvis en profet profeterer om fred, kan man vide, at det virkelig er Herren, der har sendt ham, ved at hans ord går i opfyldelse.« Da tog profeten Hananja åget af profeten Jeremias’ nakke og brækkede det. Og Hananja sagde i nærværelse af hele forsamlingen: »Dette siger Herren: Sådan vil jeg om et par år bryde det åg, babylonerkongen Nebukadnesar har lagt på alle folkenes nakke.« Så gik profeten Jeremias sin vej.

    Men efter at profeten Hananja havde brækket åget på profeten Jeremias’ nakke, kom Herrens ord til Jeremias: Gå hen og sig til Hananja: Dette siger Herren: Du brækkede et åg af træ; i stedet skal du lave et åg af jern. For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg lægger et jernåg over alle disse folks nakke, for at de skal trælle for Babylons konge Nebukadnesar; de skal trælle for ham. Selv de vilde dyr giver jeg ham.

    Profeten Jeremias sagde til profeten Hananja: »Hør, Hananja! Du er ikke sendt af Herren! Du har fået dette folk til at sætte sin lid til løgn. Derfor siger Herren: Nu vil jeg sende dig bort fra jorden! Du skal dø i år, for du har prædiket frafald fra Herren.«

    Profeten Hananja døde samme år i den syvende måned.

    Vekselsang Sl 119,29.43.79.80.95.102

    R. Lær mig dine love, Herre !

    Hold falskheds vej borte fra mig,
    og giv mig i nåde din lov!
    Riv ikke sandhedens ord ud af min mund,
    for jeg sætter mit håb til dine bud.

    Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig,
    dem der kender dine formaninger.

    Gid jeg helhjertet må følge dine love,
    for at jeg ikke skal beskæmmes.

    De ugudelige lurer på at tilintetgøre mig,
    men jeg giver agt på dine formaninger.

    Jeg viger ikke fra dine bud,
    for du har selv lært mig dem.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Matt 14,22-36

    Da Jesus hørte om Johannes Døbers død, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.« Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« Han sagde: »Giv mig dem!« Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.