Dagens læsning

< 2022 >
november
  • 01
    01/11/2022

    Tirsdag i 31. alm. uge II

    Hele dagen
    01/11/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 31. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Fil 2,5- 11

    I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
    han, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Vekselsang Sl 22,26b-27.28-30a.31-32

    R. Herre. du er min lovsang i den stor forsamling.

    Jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
    Herren.
    De ydmyge skal spise og mættes,
    de, der søger Herren, skal lovprise ham,
    og de skal få nyt mod for evigt.

    Hele den vide jord skal huske Herren
    og vende tilbage til Herren;
    alle folkenes slægter
    skal kaste sig ned for dig.
    For kongemagten tilhører Herren,
    han hersker over folkene.

    Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham.
    Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
    tjene ham.
    Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
    man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
    fødes,
    for han greb ind!

    Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

    Halleluja!
    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
    og jeg vil give jer hvile.

    Evangelium Luk 14,15- 24

    En af gæsterne sagde til Jesus: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

  • 02
    02/11/2022

    Onsdag i 31. alm. uge II

    Hele dagen
    02/11/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 31. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Fil 2,12- 18

    Mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves. Ja, selv om mit blod skal udgydes under mit offer og min tjeneste for jeres tro, så glæder jeg mig og glæder mig sammen med jer alle. Glæd I jer ligeledes, og glæd jer sammen med mig!

    Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

    R. Herren er mit lys og min frelse.

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?

    Kun ét ønsker jeg fra Herren,
    kun det længes jeg efter:
    At bo i Herrens hus,
    så længe jeg lever,
    så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
    og søge svar fra ham i hans tempel.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet 1 Pet 4,14

    Halleluja!
    Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige,
    for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.

    Evangelium Luk 14,25-33

    Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.

  • 03
    03/11/2022

    Torsdag i 31. alm. uge II

    Hele dagen
    03/11/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 31. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Martin af Porres, ordensmand († 1639)


    Læsning Fil 3,3-8a

    Det er os, der er de omskårne, og som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre. Og dog, også jeg har noget at stole på, selv i det ydre. Hvis nogen anden mener at kunne stole på noget ydre, så kan jeg det endnu mere: omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.

    Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.

    Vekselsang Sl 105,2-3.4-5.6-7

    R. De, der søger Herren, skal glæde sig.

    Eller:

    Halleluja!

    Syng for ham, lovsyng ham,
    syng om alle hans undere!
    Fryd jer over hans hellige navn,
    de, der søger Herren, skal glæde sig.

    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!
    Husk de undere, han gjorde,
    husk hans tegn og de bud, han gav,

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

    Halleluja!
    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
    og jeg vil give jer hvile, siger Herren.

    Evangelium Luk 15,1-10

    Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

    Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

  • 04
    04/11/2022

    Fredag i 31. alm. uge II

    Hele dagen
    04/11/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 31. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Karl Borromæusbiskop († 1589) (m)


    Læsning Fil 3,17- 4,1

    Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. For der er mange jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.

    Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå således fast i Herren, mine kære!

    Vekselsang Sl 122,1-2.3-4a.4b-5

    R. Lad os med glæde drage til Herrens hus!

    Jeg blev glad, da de sagde til mig:
    Lad os drage til Herrens hus!
    Nu står vore fødder
    i dine porte, Jerusalem.

    Jerusalem, du er bygget som byen,
    hvor folk forsamler sig.
    Her drager stammerne op,
    Herrens stammer.

    Det er en vedtægt i Israel,
    at Herrens navn skal prises.
    Her står dommersæder,
    tronstole for Davids hus.

    Akklamation til Evangeliet 1 Joh 2,5

    Halleluja!
    Den, der holder fast ved Guds ord,
    i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

    Evangelium Luk 16,1- 8

    Jesus sagde til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«

    Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.

  • 05
    05/11/2022

    Lørdag i 31. alm. uge II

    Hele dagen
    05/11/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 31. alm. uge (III Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Fil 4,10- 19

    Jeg glæder mig meget i Herren over, at I nu omsider har ladet jeres omsorg for mig blomstre op; det havde I også tidligere i sinde, men ikke mulighed for. Ikke sådan at forstå, at jeg har manglet noget; for jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.

    Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter. Også i Thessalonika sendte I mig indtil flere gange, hvad jeg havde brug for. Ikke at jeg stræber efter gaven, men jeg stræber efter det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab. Jeg har modtaget det hele og har nu rigeligt. Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus, en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.

    Vekselsang Sl 112,1-2.5-6.8a & 9

    eller

    Halleluja!

    R. Lykkelig den, der frygter Herren.

    Lykkelig den, der frygter Herren
    og elsker hans bud højt.
    Hans afkom bliver mægtigt i landet,
    retskafnes slægt velsignes.

    Lykkelig den, der låner gavmildt ud
    og sørger for sin ejendom på rette måde,
    for han skal aldrig vakle.
    Altid skal den retfærdige huskes.

    Med fasthed i sindet frygter han ikke,
    han strør ud, han giver til de fattige,
    hans retfærdighed består til evig tid,
    hans horn løfter sig herligt.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 8,9

    Halleluja!
    Vor Herre Jesus Kristus blev fattig for jeres skyld ,
    skønt han var rig, for at I kan blive rige ved hans fattigdom.

    Evangelium Luk 16,9- 15

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger. Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.«

    Alt det hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar af ham. Da sagde han til dem: »I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte. For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne.