Læsninger

sønmantironstorfrelør
     1
  • Hele dagen
    2021.01.01

    FESTEN FOR JOMFRU MARIA, GUDSMODER

    Kollekt for Det Danske Bibelselskab


    1. læsning 4. Mos 6, 22-27

    Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:

    Herren velsigne dig og bevare dig,
    Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
    Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
    Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.

     Vekselsangen Sl 67,2-3.5.6&8

    R. Gud være os nådig og velsigne os.

    Gud være os nådig og velsigne os,
    han lade sit ansigt lyse over os,
    så din vej kendes på jorden
    og din frelse blandt alle folkene.

    Folkeslagene skal glæde sig og juble,
    for du dømmer folkene retfærdigt,
    og du leder folkeslagene på jorden.

    Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.
    Gud velsigne os,
    og hele den vide jord frygte ham.

    2. læsning Gal 4,4-7

    Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har
    Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,
    men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.

    Evangelium Luk 2,16-21

    Hyrderne skyndte sig til Betlehem og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

    Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

2
  • Hele dagen
    2021.01.02

    Lørdag i juletiden (I Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener Basilius den Store († 379) og Gregor af Nazianz († 390), biskopper og kirkelærere (m)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning 1 Joh 2,22-28

    Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, vil også I blive i Sønnen og i Faderen. Og det er det løfte, som han har givet os: det evige liv.

    Dette har jeg skrevet til jer om dem, der vil føre jer vild. Men i jer bliver den salve, I har fået fra ham, og I har ikke brug for, at nogen skal lære jer noget; men da hans salve lærer jer alt og det er sandt og uden løgn skal I også blive i ham, sådan som den har lært jer.

    Og nu, kære børn, bliv i ham, for at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, og ikke skal stå med skam over for ham ved hans genkomst.

    Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4

    R. Hele den vide jord har set
    vor Guds frelse.

    Syng en ny sang for Herren,
    for han har udført undere;
    hans højre hånd og hellige arm
    har skaffet ham sejr.

    Herren har kundgjort sin frelse,
    for folkenes øjne
    har han åbenbaret sin retfærdighed.
    Han har husket på sin godhed
    og sin trofasthed mod Israels hus.

    Hele den vide jord har set
    vor Guds frelse.
    Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
    bryd ud i jubel og lovsang!

    Akklamation til Evangeliet Hebr 1,1-2

    Halleluja!
    Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til
    fædrene gennem profeterne,
    men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.

    Evangelium Joh 1,19-28

    Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.«

    De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

3
  • Hele dagen
    2021.01.03

    Søndag. HERRENS ÅBENBARELSE (h)
                                                                                                                                                                                                                                         Juletiden


    1. læsning Es 60,1-6

    Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
    Herrens herlighed er brudt frem over dig.
    For se, mørket dækker jorden,
    mulmet dækker folkene;
    men over dig bryder Herren frem,
    hans herlighed viser sig over dig.
    Folkeslag skal komme til dit lys
    og konger til din stråleglans.
    Løft blikket, og se dig omkring:
    De samles alle og kommer til dig,
    dine sønner kommer fra det fjerne,
    dine døtre bæres ved hoften.
    Da stråler du af glæde, når du ser det,
    dit hjerte banker og svulmer,
    når havets skatte bringes til dig
    og folkenes rigdom kommer til dig.
    Kameler i mængde flokkes hos dig,
    dromedarer fra Midjan og Efa,
    fra Saba kommer de alle sammen,
    de bærer guld og røgelse;
    de forkynder Herrens pris.

    Vekselsang Sl 72,1-2.7-8.10-11.12-13

    R. Alle folkeslag, Herre skal kaste sig ned for dig.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Retfærdighedskal blomstre i hans dage
    og freden være stor, til månen forgår.
    Han skal herske fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Konger fra Tarshish og fjerne øer
    skal frembære gaver,
    Sabas og Sebas konger
    skal bringe tribut.
    Alle konger skal kaste sig ned for ham,
    alle folkeslag skal tjene ham.

    Han redder den fattige, der råber om hjælp,
    og den nødstedte, som ingen hjælper.
    Han forbarmer sig over svage og fattige,
    han redder de fattiges liv.

    2. læsning Ef 3,2-3a. 5-6

    Brødre og søstre! Så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer: Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium.

    Akklamation til Evangeliet Matt 2,2

    Halleluja!
    Vi har set hans stjerne gå op
    og er kommet for at tilbede Herren.

    Evangelium Matt 2,1-12

    Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

    Du, Betlehem i Judas land,
    du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
    Fra dig skal der udgå en hersker,
    som skal vogte mit folk, Israel.«

    Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

4
  • Hele dagen
    2021.01.04

    Mandag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener


    Læsning 1 Joh 3, 22-4,6

    Hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham. Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.

    Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.

    Vekselsang Sl 2,7-8.10-11

    R. Jeg giver dig folkene som ejendom.

    Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt:
    Han sagde til mig: »Du er min søn,
    jeg har født dig i dag.
    På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
    og den vide jord som arvelod.

    I konger, vær nu kloge,
    tag imod råd, I jordens dommere:
    Tjen Herren i frygt!

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Matt 4,12-17. 23-25

    Da Jesus hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis land, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:

    Zebulons land og Naftalis land,
    Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan
    og Folkeslagenes Galilæa,
    det folk, der sad i mørket,
    har set et stort lys,
    og de, der sad i dødens land og skygge,
    for dem brød lyset frem.

    Fra da af begyndte Jesus at prædike: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«

    Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.

5
  • Hele dagen
    2021.01.05

    Tirsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener


    Læsning 1 Joh 4, 7-10

    Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

    Vekselsang Sl 72,1-2.3-4ab.7-8

    R.  Alle folkene skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Bjergene skal bære fred for folket,
    og højene retfærdighed.
    Han skaffer folkets hjælpeløse ret,
    han hjælper de fattige.

    Retfærdighed skal blomstre i hans dage
    og freden være stor, til månen forgår.
    Han skal herske fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Mark 6,34-44

    Da Jesus så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

    Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.« Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde så til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?« Men han sagde til dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, sagde de: »Fem, og så to fisk.« Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs. Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde. Det var fem tusind mænd, der havde spist.

     

6
  • Hele dagen
    2021.01.06

    Onsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener:


    Læsning 1 Joh 4, 11-18

    Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

    Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

    Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.

    Vekselsang Sl 72,1-2.10-11.12-13

    R.  Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Konger fra Tarshish og fjerne øer
    skal frembære gaver,
    Sabas og Sebas konger
    skal bringe tribut.
    Alle konger skal kaste sig ned for ham,
    alle folkeslag skal tjene ham.

    Han redder den fattige, der råber om hjælp,
    og den nødstedte, som ingen hjælper.
    Han forbarmer sig over svage og fattige,
    han redder de fattiges liv.

    Akklamation til Evangeliet 1 Tim 3,16

    Halleluja!
    Herren Kristus blev åbenbaret i kødet,
    prædiket blandt folkene, troet i verden,
    ære være dig!

    Evangelium Mark 6,45-52

    Straks efter at have bespist fem tusinde mænd nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort. Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede. Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land. Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem. Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

7
  • Hele dagen
    2021.01.07

    Torsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener: Knud Hertug, martyr († 1131) (m)


    Læsning 1 Joh 4,19-5,4

    Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.

    Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.

    Vekselsang Sl 72,1-2. 14&15bc. 17

    R. Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Fra undertrykkelse og vold udfrier han dem,
    deres blod er dyrebart i hans øjne.
    De skal bestandig bede for ham,
    velsigne ham dagen lang.

    Gid hans navn må leve for evigt,
    så længe solen er til, skal hans navn vokse.
    De skal velsigne sig i ham,
    alle folk skal prise ham lykkelig!

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Luk 4,14-22a

    Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen. Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle.

    Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund.

8
  • Hele dagen
    2021.01.08

    Fredag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener: Raymynd af Penyafort, præst († 1275)


    Læsning 1 Joh 5, 5-13

    Kære børn, hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?
    Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. For der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét. Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd dog større; for det er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.

    Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.

    Vekselsang Sl 147,12-13.14-15.19-20

    R. Jerusalem, lovsyng Herren.

    Jerusalem, lovsyng Herren!
    Lovpris din Gud, Zion!
    For han har gjort dine portslåer stærke
    og velsignet dine sønner i dig.

    Han skaber fred i dit land
    og mætter dig med hvedens fedme.
    Han sender sit ord ud over jorden,
    hurtigt løber hans befaling.

    Han forkynder sit ord for Jakob,
    sine love og bud for Israel.
    Det har han ikke gjort for noget andet folk,
    de kender ikke hans bud.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Luk 5,12-16

    Engang mens Jesus var i en af byerne, kom der en mand, som var fuld af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned på sit ansigt og bad ham: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham. Han forbød ham at sige det til nogen, men: »Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring et offer for din renselse, sådan som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Men rygtet om ham spredtes mere og mere, og store skarer samledes for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til øde steder og bad.

9
  • Hele dagen
    2021.01.09

    Lørdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Juletiden


    Helgener:


    Læsning 1 Joh 5, 14-21

    Kære børn, dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.

    Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv — dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden.

    Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham. Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den Onde. Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv. Kære børn, vogt jer for afguderne!

    Vekselsang Sl 149,1-2.3-4. 5&6a&9b

    R. Herren glæder sig over sit folk.

    Syng en ny sang for Herren,
    hans pris i de frommes forsamling!
    Israel skal glæde sig over sin skaber,
    Zions sønner skal juble over deres konge.

    I dans skal de lovprise hans navn,
    til pauke og citer skal de lovsynge ham.
    For Herren glæder sig over sit folk
    og smykker de ydmyge med frelse.

    De fromme fryder sig i herlighed,
    på deres leje bryder de ud i jubel.
    Fra deres struber lyder hyldest til Gud,
    til herlighed for alle hans fromme.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,16

    Halleluja!
    Det folk, der sad i mørket,
    har set et stort lys,
    og de, der sad i dødens land og skygge,
    for dem brød lyset frem.

    Evangelium Joh 3,22-30

    På den tid kom Jesus og hans disciple til Judæas land; dér var han en tid sammen med dem og døbte. Også Johannes døbte, i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand, og folk kom og blev døbt. For Johannes var endnu ikke sat i fængsel.

    Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

10
  • Hele dagen
    2021.01.10

    Juletiden


    Søndag. Herrens dåb (f).
    Hermed afsluttes juletiden.


    1. læsning Es 55,1-11

    Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
    Kom, I, der ingen penge har!
    Køb korn, og spis!
    Kom og køb korn uden penge,
    vin og mælk uden betaling!
    Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
    jeres løn for noget, der ikke mætter?
    Hør dog på mig, så skal I spise godt
    og svælge i fede retter.
    Vend øret til mig, og kom,
    hør på mig, så skal I leve!
    Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
    opfylde de urokkelige løfter til David;
    jeg gjorde ham til et vidne for folkene,
    til fyrste og hersker over folkene.
    Du skal kalde på et folk, du ikke kender,
    et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig,
    for Herren din Guds skyld,
    Israels Hellige gør dig herlig.

    Søg Herren, når han er at finde,
    kald på ham, når han er nær.
    Den ugudelige skal forlade sin vej,
    det onde menneske sine planer
    og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
    tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
    For jeres planer er ikke mine planer,
    og jeres veje er ikke mine veje,
    siger Herren;
    for så højt som himlen er over jorden,
    er mine veje højt over jeres veje
    og mine planer over jeres planer.
    For som regnen og sneen
    falder fra himlen
    og ikke vender tilbage dertil,
    men væder jorden,
    befrugter den og får den til at spire
    og giver udsæd til den, der vil så,
    og brød til den, der vil spise,
    sådan er mit ord, som udgår af min mund;
    det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
    men det gør min vilje
    og udfører mit ærinde.

    Vekselsang Es 12,2.3 & 4bcd. 5-6

    R. I skal øse vand med glæde af frelsens kilde.

    Gud er min frelse,
    jeg er tryg, jeg frygter ikke,
    for Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene,
    forkynd, at hans navn er ophøjet!

    Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
    det skal hele jorden vide.
    I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
    for Israels Hellige er stor iblandt jer.

    2. læsning 1. Joh 5,1-9

    Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?

    Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. For der er tre, som vidner Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét. Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd dog større; for det er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. .

    Akklamation til Evangeliet Joh 1,29

    Halleluja!
    Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.

    Evangelium Mark 1,7-11

    Johannes Døber trådte frem i ørkenen og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.«

    I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«


    Hermed afsluttes juletiden.


     

11
  • Hele dagen
    2021.01.11

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:


    Læsning Hebr 1,1-6

    Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.

    For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:
    Du er min søn,
    jeg har født dig i dag,
    og et andet sted:
    Jeg vil være hans fader,
    og han skal være min søn?
    Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:
    Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.

    Vekselsang Sl 97,1 & 2b.6 & 7c.9

    R. Alle I engle, tilbed Herren!

    Herren er konge! Jorden skal juble,
    de mange fjerne øer skal glæde sig.
    Retfærdighed og ret er hans trones grundvold.

    Himlen fortæller om hans retfærdighed,
    og alle folkene ser hans herlighed.
    Alle guder skal kaste sig ned for ham.

    For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
    du er højt ophøjet over alle guder.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Tiden er inde, Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Mark 1,14-20

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

    Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

12
  • Hele dagen
    2021.01.12

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække  B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:


    Læsning Hebr 2,5-12

    Han underlagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle; v6 men som én et sted har vidnet:
    Hvad er da et menneske, at du husker på det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det?
    Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle,
    med herlighed og ære har du kronet ham,
    alt har du lagt under hans fødder.
    For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.
    For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger:
    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i menighedens midte vil jeg lovprise dig.

    Vekselsang Sl 8,2a & 5.6-7.8-9

    R. Du satte din søn over dine hænders værk.

    Herre, vor Herre!
    Hvor herligt er dit navn
    over hele jorden,
    hvad er da et menneske, at du husker på det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det?

    Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
    med herlighed og ære har du kronet det.
    Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
    alt har du lagt under dets fødder,

    får og okser i mængde,
    selv de vilde dyr,
    himlens fugle og havets fisk,
    dem som færdes ad havenes stier.

    Akklamation til Evangeliet 1 Thess 2,13

    Halleluja!
    I tog imod Guds ord
    og I tog ikke imod det som menneskeord,
    men som det, det i sandhed er, Guds ord.

    Evangelium Mark 1,21-28

    Jesus kom til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge.

    Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg: »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!« Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham. De blev alle sammen så forfærdede, at de sagde i munden på hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!« Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa.

13
  • Hele dagen
    2021.01.13

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener: Hilarius, biskop og kirkelærer († 367)


    Læsning Hebr 2,14-18

    Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.

    Vekselsang Sl 105,1-2.3-4.6-7.8-9

    R. Evigt husker Herren på sin pagt.

    eller

    Halleluja!

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene!
    Syng for ham, lovsyng ham,
    syng om alle hans undere!

    Fryd jer over hans hellige navn,
    de, der søger Herren, skal glæde sig.
    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Evigt husker han på sin pagt,
    i tusind slægtled det løfte, han gav,
    den pagt, han sluttede med Abraham,
    den ed, han tilsvor Isak.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst, og jeg kender dem,
    og de følger mig.

    Evangelium Mark 1,29-39

    Straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas’ hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.

    Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte; og hele byen var stimlet sammen ved døren. Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var.

    Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: »Alle leder efter dig.« Men han sagde til dem: »Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud.« Så drog han rundt og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.

14
  • Hele dagen
    2021.01.14

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:


    Læsning Hebr 3,7-14

    Helligånden siger:
    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret,
    på fristelsens dag i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve,
    skønt de havde set mine gerninger i fyrre år.
    Derfor følte jeg afsky for den slægt,
    og jeg sagde: De farer altid vild i deres hjerte,
    og de kender ikke mine veje.
    Så svor jeg i min vrede:
    De skal aldrig komme ind til min hvile.
    Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen

    Vekselsang Sl 95,6-7.8-9.10-11

    R. Om I dog i dag ville lytte til Herren:
    »Gør ikke jeres hjerter hårde.«

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    I fyrre år følte jeg afsky for den slægt,
    og jeg sagde: De er et folk, der farer vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje.
    Så svor jeg i min vrede:
    De skal aldrig komme ind til min hvile.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus gik omkring i hele Galilæa, prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 1,40-45

    Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Men manden gik ud og gav sig ivrigt til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.

15
  • Hele dagen
    2021.01.15

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:
    ———–


    Læsning Hebr 4,1-5. 11

    Lad os altså være på vagt, så ingen af jer skal vise sig at være kommet for sent, da løftet om at komme ind til Guds hvile endnu står ved magt. For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det. For når vi kan komme ind til hvilen, er det, fordi vi tror, sådan som han har sagt:
    Så svor jeg i min vrede:
    De skal aldrig komme ind til min hvile,
    og det sagde Gud, skønt hans gerninger var færdige, fra verden blev grundlagt. For et sted har han sagt således om den syvende dag: »Og på den syvende dag hvilede Gud efter alle sine gerninger,« men på dette sted derimod: »De skal aldrig komme ind til min hvile.« Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.

    Vekselsang Sl 78,3 & 4bc. 6c-7.8

    R. Lad os ikke glemme Guds gerninger!

    Det, vi har hørt og erfaret,
    det, vore fædre har fortalt os,
    vi fortæller den kommende slægt
    om Herrens glorværdige gerninger og styrke,

    så de kunne fortælle om det til deres børn.
    De skulle sætte deres lid til Gud
    og ikke glemme Guds gerninger,
    men holde hans befalinger.

    De skulle ikke være som deres fædre,
    en genstridig og trodsig slægt,
    en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud,
    og hvis ånd ikke var trofast mod ham.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 2,1-12

    Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« — siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

16
  • Hele dagen
    2021.01.16

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:


    Læsning Hebr 4,12-16
    For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

    Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.15

    R. Dit ord, Herre, er ånd og liv.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Tag nådigt imod min munds ord
    og mit hjertes tanke,
    Herre, min klippe og forløser!

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
    og for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Mark 2,13-17

    Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

    Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

17
  • Hele dagen
    2021.01.17

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække  I


    Søndag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 3,3b-10. 19

    I de dage sov Samuel i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.” Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.” Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: “Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!” Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove.

    Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: “Samuel, Samuel!” og han svarede: “Tal, din tjener hører!”.

    Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden.

    Vekselsang Sl 40,2&4ab.7-8a.8b-9.10

    R. Se, jeg kommer
    for at gøre din vilje, min Gud.

    Jeg satte alt mit håb til Herren,
    og han bøjede sig ned til mig
    og hørte mit råb om hjælp;
    Han lagde mig en ny sang i munden,
    en lovsang til vor Gud.

    Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
    – du har åbnet mine ører –
    brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
    Da siger jeg: “Se, jeg er kommet.”

    I bogrullen er der skrevet om mig –
    jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
    din lov er i mit indre.

    Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
    i den store forsamling,
    jeg holder ikke mine læber lukkede,
    det ved du, Herre!

    2. læsning 1 Kor 6,13c-15a. 17-20

    Brødre og søstre! Legemet er ikke til utugt, men er til for Herren, og Herren for legemet, og Gud oprejste Herren og vil oprejse os ved sin kraft. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer. Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham. Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!

    Akklamation til Evangeliet Joh 1,41.17b

    Halleluja!
    Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus.
    Nåden og sandheden kom ved ham.

    Evangelium Joh 1,35-42

    På den tid stod Johannes på den anden side af Jordan med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: “Se, dér er Guds lam.”

    De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: “Hvad vil I?” De svarede: “Rabbi, hvor bor du?” – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: “Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

    Først møder han sin bror Simon og siger til ham: “Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: “Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” – det er det samme som Peter.

18
  • Hele dagen
    2021.01.18

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener:
    Den internationale økumeniske bedeuge om de kristnes enhed begynder


    Læsning Hebr 5,1-10

    For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske og derfor må frembære syndoffer for sig selv såvel som for folket. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud.
    Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham:
    Du er min søn,
    jeg har født dig i dag,
    ligesom han også et andet sted siger:
    Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.
    Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

    Vekselsang Sl 110,1.2.3.4

    R. Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.

    Herren sagde til min herre:
    »Sæt dig ved min højre hånd,
    indtil jeg får lagt dine fjender
    som en skammel for dine fødder!«

    Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
    hersk midt blandt dine fjender!

    Dit folk møder villigt frem på din kampdag.
    »På hellige bjerge har jeg født dig
    som dug af morgenrødens moderskød.«

    Herren har svoret og angrer det ikke:
    »Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.«

    Akklamation til Evangeliet Hebr 4,12

    Halleluja!
    Guds ord er levende og virksomt
    og er dommer over hjertets tanker og meninger.

    Evangelium Mark 2,18-22

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

    Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

19
  • Hele dagen
    2021.01.19

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Henrik, biskop og martyr († 1158) (m)


    Læsning Hebr 6,10-20

    Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige. Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet.

    For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.

    Vekselsang Sl 111,1-2.4-5.9 & 10c

    R. Herren husker på sin pagt for evigt.

    eller

    Halleluja!

    Jeg takker Herren af hele mit hjerte
    i de retskafnes kreds og forsamling.
    Herrens gerninger er store,
    velegnede til deres formål.

    Han har skabt sig et ry ved sine undere,
    Herren er nådig og barmhjertig.
    Han giver føde til dem, der frygter ham;
    han husker på sin pagt for evigt.

    Han har udfriet sit folk,
    han har sluttet sin pagt for evigt.
    Hans navn er helligt og frygtindgydende.
    Herrens pris består til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr Ef 1,17-18

    Halleluja!
    Vor Herre Jesu Kristi Fader,
    oplyse vort hjertes øjne,
    så vi forstår, til hvilket håb han kaldte os til.

    Evangelium Mark 2,23-28

    På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?« Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

20
  • Hele dagen
    2021.01.20

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Fabian, pave og martyr († 250)
    ————-Sebastian, martyr († 288)


    Læsning Hebr 7,1-3. 15-17

    Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste det var ham, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og som Abraham gav tiende af det alt sammen han er for det første, når hans navn oversættes, Retfærdighedskonge, dernæst er han Salems konge, det vil sige Fredskonge; han er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig. Det bliver endnu tydeligere, når der fremstår en anden slags præst, som ligner Melkisedek, og som ikke er blevet præst i medfør af en lov, der kræver en bestemt kødelig afstamning, men i medfør af et uophørligt livs kraft. Det er bevidnet om ham:
    Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.

    Vekselsang Sl 110,1.2.3.4

    R. Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.

    Herren sagde til min herre:
    »Sæt dig ved min højre hånd,
    indtil jeg får lagt dine fjender
    som en skammel for dine fødder!«

    Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
    hersk midt blandt dine fjender!

    Dit folk møder villigt frem på din kampdag.
    »På hellige bjerge har jeg født dig
    som dug af morgenrødens moderskød.«

    Herren har svoret og angrer det ikke:
    »Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.«

    Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 3,1-6

    Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.

21
  • Hele dagen
    2021.01.21

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Agnes, jomfru og martyr (†ca.250) (m)


    LæsningHebr 7,25-8,6

    Brødre og søstre! Jesus kan helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.

    For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer. For loven indsætter skrøbelige mennesker som ypperstepræster, men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet.

    Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst. For enhver ypperstepræst indsættes til at frembære gaver og slagtofre, og derfor måtte også denne ypperstepræst have noget at ofre. Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven. De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åben­baringsteltet. Han sagde: »Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.« Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.

    Vekselsang Sl 40,7 – 8a.8b – 9.10.17

    R. Se, jeg er kommet, Herre, for at gøre din vilje.

    Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
    — du har åbnet mine ører —
    brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
    Da siger jeg: »Se, jeg er kommet _.

    i bogrullen er der skrevet om mig —
    jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
    din lov er i mit indre.« _.

    Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
    i den store forsamling,
    jeg holder ikke mine læber lukkede,
    det ved du, Herre! _.

    Men alle, der søger dig,
    skal fryde og glæde sig over dig;
    de, der elsker din frelse,
    skal altid sige: Herren er stor! _.

    Akklamation til Evangeliet jfr. 2 Tim 1,10

    Halleluja!
    Vor Frelser Jesus Kristus tilintetgjorde døden
    og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Mark 3,7-12

    På den tid trak Jesus sig tilbage til søen sammen med sine disciple, og en stor mængde mennesker fra Galilæa fulgte med. Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde. Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham. Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham. Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: »Du er Guds søn!« Men han pålagde dem meget strengt, at de ikke måtte røbe ham.

22
  • Hele dagen
    2021.01.22

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Vincent, diakon og martyr († 304)


    Læsning Hebr 8,6-13

    Nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.
    For havde den første pagt ikke været at dadle, havde der ikke været brug for en anden i stedet. For han dadler dem under den første pagt, når han siger: »Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: Kend Herren! For alle kender mig, fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.« Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.

    Vekselsang Sl 85,8 & 10.11-12.13-14

    R. Troskab og sandhed mødes.

    Lad os se din godhed, Herre,
    og giv os din frelse!
    Hans frelse er dem nær, der frygter ham,
    og herligheden skal bo i vort land.

    Troskab og sandhed mødes,
    retfærdighed og fred kysser hinanden.
    Sandhed spirer frem af jorden,
    retfærdighed ser ned fra himlen.

    Ja, Herren giver lykke,
    og vort land giver sin afgrøde.
    Retfærdighed går foran ham,
    og fred følger i hans spor.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 5,19

    Halleluja!
    Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv
    og betroede os ordet om forligelsen.

    Evangelium Mark 3,13-19

    Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner. Han valgte de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, og Jakob, Zebedæus’ søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’ søn, og Thaddæus og Simon Kananæer og Judas Iskariot, ham som forrådte ham.

23
  • Hele dagen
    2021.01.23

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Helgener:


    Læsning Hebr 9,1-3. 11-14

    Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten og sin jordiske helligdom. For der var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes det Hellige. Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste.
    Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.

    Vekselsang Sl 47,2-3.6-7.8-9

    R. Gud drager op under jubelråb,
    Herren drager op til hornets klang.

    Alle folkeslag, klap i hænderne,
    bryd ud i jubelråb for Gud!
    For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
    en mægtig konge over hele jorden.

    Gud drager op under jubelråb,
    Herren drager op til hornets klang.
    Syng for Gud, syng!
    Syng for vor konge, syng!

    For Gud er hele jordens konge,
    syng hyldestsang!
    Gud er konge over folkene,
    Gud sidder på sin hellige trone.

    Akklamation til Evangeliet jfr. ApG 16,14b

    Halleluja!
    Herre, åbn vort hjerte, så vi lytter til din Søns ord.

    Evangelium Mark 3,20-21

    På den tid, da Jesus kom hjem sammen med sine disciple, samledes der igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

24
  • Hele dagen
    2021.01.24

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække  I


    Søndag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:
    Guds ords søndag


    1. læsning Jon 3,1-5. 10

    Herrens ord kom til Jonas således: “Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.” Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

    Vekselsang Sl 25,4-5ab.6-7bc.8-9

    R. Vis mig dine veje, Herre,
    lær mig dine stier!

    Vejled mig i din sandhed og belær mig,
    for du er min frelses Gud.
    Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
    som har været til fra evighed.
    Husk mig i din trofasthed,
    fordi du er god, Herre.

    Herren er god og retskaffen,
    derfor belærer han syndere om vejen.
    De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
    han lærer ydmyge sin vej.

    2. læsning 1 Kor 7,29-31

    Det siger jeg jer, brødre og søstre! Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Tiden er inde, Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet.

    Evangelium Mark 1,14-20

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

    Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

25
  • Hele dagen
    2021.01.25

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag.
    Helgener: DEN HELLIGE APOSTEL PAULUS’ OMVENDELSE (f)
    Den internationale bedeuge om de kristnes enhed slutter


    Læsning ApG 22,3-16
    eller

    ApG 9,1-22

    Paulus sagde til folket i Jerusalem: »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag. Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel. Det kan ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene, og jeg rejste til Damaskus for at fængsle folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne få deres straf.

    Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig. Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Jeg spurgte: “Hvem er du, Herre?” Han svarede: “Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.” Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig. Jeg spurgte: “Hvad skal jeg gøre, Herre?” Og Herren svarede: “Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.” Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus. Dér var der en mand, som hed Ananias. Han levede fromt efter loven og var velanskrevet blandt alle jøderne på stedet. Han kom hen til mig, trådte frem og sagde: “Broder Saul, bliv seende igen!” Og i det samme kunne jeg se ham. Han sagde: “Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund. For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt. Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

    Sl 117,1.2

    R. Gå ud i alverden
    og prædik evangeliet for hele skabningen.

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr Joh 15,16

    Halleluja!
    Det er mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt
    og blive ved med at bære frugt, siger Herren.

    Evangelium Mark 16,15-20

    På den tid viste Jesus sig for de elleve og sagde til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

    Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

    ApG 9,1-22
    Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

    I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

    Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus.

    Tilbage til Vekselsangen

26
  • Hele dagen
    2021.01.26

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Timoteus og  Titus, biskopper (m)


    Læsning 2 Tim 1,1-8 eller Tit 1,1-5

    Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time. Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore. Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab. Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden.

    Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, vil også I blive i Sønnen og i Faderen. Og det er det løfte, som han har givet os: det evige liv.

    Vekselsang 96,1-2a.2b-3.3.7-8a.10

    R. Fortæl om Herrens herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Syng en ny sang for Herren,
    syng for Herren, hele jorden!
    Syng for Herren, pris hans navn

    Forkynd hans frelse dag efter dag!
    Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære.

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4, 18-19

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger!

    Evangelium Mark 3,31-35

    På den tid kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: “Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.” Men han svarede dem: “Hvem er min mor og mine brødre?” Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: “Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.” 


    Læsning Tit 1,1-5

    Fra Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden — og da tiden var inde, åbenbarede han sit ord ved den forkyndelse af budskabet, som blev betroet mig efter befaling fra Gud, vor frelser.

    Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro.
    Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser!

    Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det.

27
  • Hele dagen
    2021.01.27

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Angela Merici, jomfru († 1540)


    Læsning Hebr 10,11-18

    Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder, men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.
    Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: “Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.” Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer.

    Vekselsang Sl 110,1.2.3.4

    R. Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.

    Herren sagde til min herre:
    »Sæt dig ved min højre hånd,
    indtil jeg får lagt dine fjender
    som en skammel for dine fødder!«

    Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
    hersk midt blandt dine fjender!

    Dit folk møder villigt frem på din kampdag.
    »På hellige bjerge har jeg født dig
    som dug af morgenrødens moderskød.«

    Herren har svoret og angrer det ikke:
    »Du er præst for evigt
    på Melkisedeks vis.«

    Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 4,1- 20

    Jesus gav sig til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land.Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
    “Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: “Den, der har ører at høre med, skal høre!”
    Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: “Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,
    for at
    de skal se og se, men intet forstå,
    de skal høre og høre, men intet fatte,
    for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.
    Og han sagde til dem: “Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. – Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. – De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.”

28
  • Hele dagen
    2021.01.28

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Thomas af Aquino, præst og kirkelærer († 1274) (m)


    Læsning Hebr 10,19 – 25

    Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.

    Vekselsang Sl 24,1 – 2.3 – 4ab.5 – 6

    R. Sådan er den slægt, som søger Herren.

    Jorden med alt, hvad den rummer,
    verden og dens beboere, tilhører Herren,
    for han har grundlagt den på havene,
    grundfæstet den på strømmene.

    Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
    hvem kan stå på hans hellige sted?
    Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
    den som ikke farer med løgn
    og ikke sværger falsk.

    Han henter velsignelse hos Herren
    og retfærdighed hos sin frelses Gud.
    Sådan er den slægt, som søger ham,
    som søger dit ansigt, Jakobs Gud.

    Akklamation til Evangeliet Sl 119,105

    Halleluja!
    Dine ord er en lygte for min fod,
    et lys på min sti.

    Evangelium Mark 4,21 – 25

    På den tid sagde Jesus til folkeskaren: “Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage? For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal komme frem i lyset. Har nogen ører at høre med, skal han høre!”
    Og han sagde til dem: “Mærk jer, hvad I hører! Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få i overmål. For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”

29
  • Hele dagen
    2021.01.29

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Hebr 10,32 39

    Husk den første tid, da I efter at være blevet oplyst udstod megen kamp og lidelse, når I enten selv blev stillet offentligt til skue under spot og mishandling eller gjorde fælles sag med andre, når de blev behandlet sådan. For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet.
    For nu varer det kun en ganske kort tid,
    så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke;
    og min retfærdige skal leve af tro,
    men viger han tilbage fra det,
    har min sjæl ikke behag i ham.
    Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.

    Vekselsang Sl 37,3-4.5-6.23-24.39-40

    R. Retfærdiges frelse kommer fra Herren.

    Stol på Herren, og gør det gode,
    så kan du bo trygt i landet.
    Find din glæde i Herren,
    så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.

    Overgiv din vej til Herren,
    stol på ham, så griber han ind;
    han lader din ret bryde frem som lyset
    og din retfærdighed som den klare dag.

    Det er Herren, der styrer en mands gang,
    han styrker ham og glæder sig over hans færd.
    Når han snubler, falder han ikke omkuld,
    for Herren støtter ham.

    Retfærdiges frelse kommer fra Herren,
    han er deres værn, når nøden kommer.
    Så hjælper Herren dem og udfrier dem,
    han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem,
    for de søger tilflugt hos ham.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 11,25

    Halleluja!
    Priset være dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret rigets hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Mark 4,26-34

    Jesus talte til skarerne og han sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”
    Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”
    Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; – han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.

30
  • Hele dagen
    2021.01.30

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Hebr 11,1-2. 8- 19

    Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.
    I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.
    Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.
    I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: “Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

    Vekselsang Luk 1,69-70.71-72.73-75

    R. Lovet være Herren, Israels Gud,
    for han har besøgt og forløst sit folk.

    Han har oprejst os frelsens horn
    i sin tjener Davids hus,
    sådan som han fra gammel tid har forkyndt
    ved sine hellige profeters mund:

    at frelse os fra vore fjender
    og fra alle dem, som hader os,
    at vise barmhjertighed mod vore fædre
    og huske på sin hellige pagt,
    den ed, han tilsvor vor fader Abraham:

    at fri os fra vore fjenders hånd
    og give os at tjene ham uden frygt
    i fromhed og retfærdighed
    for hans åsyn alle vore dage.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Halleluja!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Mark 4,35 – 41

    En dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: “Lad os tage over til den anden bred.” Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. – Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”

31
  • Hele dagen
    2021.01.31

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Søndag. ANSGAR, bispedømmet Københavns værnehelgen, (h)
    Helgener: Ansgar
    ————Kirketælling———-


    1. læsning Es 52,7-10

    Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
    hen over bjergene!
    Han forkynder fred,
    han bringer godt budskab
    og forkynder frelse.
    Han siger til Zion:
    “Din Gud er konge.”
    Hør, dine vægtere løfter røsten,
    de jubler i kor,
    for med egne øjne ser de
    Herren vende hjem til Zion.
    Bryd ud i jublende kor,
    Jerusalems ruiner!
    For Herren trøster sit folk,
    han har løskøbt Jerusalem.
    Herren har blottet sin hellige arm
    for øjnene af alle folkene,
    hele den vide jord
    skal se vor Guds frelse.

    Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.10

    R. Kundgør Herrens undere for alle folkeslag.

    Syng en ny sang for Herren,
    syng for Herren, hele jorden!
    Syng for Herren, pris hans navn.

    Forkynd hans frelse dag efter dag!
    Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære.

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    2. læsning 1 Kor 1, 18-25

    For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet:

    De vises visdom vil jeg ødelægge,
    de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.

    Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,17

    Halleluja!
    Så siger Herren:
    Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
    til menneskefiskere.

    Evangelium Mark 1,14-20

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

    Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.