Dagens læsning

< 2020 >
august
«
»
  • 02
    02/08/2020

    18. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    02/08/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    18. ALM. SØNDAG (II Ps)

    Helgener:


    1. læsning Es 55,1-3

    Så siger Herren: “Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
    Kom, I, der ingen penge har!
    Køb korn, og spis!
    Kom og køb korn uden penge,
    vin og mælk uden betaling!
    Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
    jeres løn for noget, der ikke mætter?
    Hør dog på mig, så skal I spise godt
    og svælge i fede retter.
    Vend øret til mig, og kom,
    hør på mig, så skal I leve!
    Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
    opfylde de urokkelige løfter til David.

    Vekselsang Sl 145,8-9.15-16.17-18

    R. Du åbner din hånd, Herre, og mætter os.

    Eller:

    Halleluja!

    Herren er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Herren er god mod alle,
    hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

    Alles øjne er rettet mod dig,
    og du giver dem deres føde i rette tid.
    Du åbner din hånd
    og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

    Herren er retfærdig på alle sine veje,
    han er trofast i alle sine gerninger.
    Herren er nær ved alle, der råber til ham,
    alle der råber til ham i oprigtighed.

    2. læsning Rom 8, 35. 37-39

    Brødre og søstre! Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?

    I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Matt 14,13-21

    Da Jesus hørte om Johannes Døberens død, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: “Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.” Men Jesus svarede dem: “De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!” De sagde til ham: “Vi har kun fem brød og to fisk her.” Han sagde: “Giv mig dem!” Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.