Læsninger

< 2020 >
juli 26 - august 01
  • 26
    26.juli.søndag

    17. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    2020.07.26

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    17. ALM. SØNDAG. (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning 1 Kong 3,5.7 -12

    I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: “Sig, hvad jeg skal give dig!”
    Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, og Gud sagde til ham: “Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig.”

    Vekselsang Sl 119, 57&72.76-77.127-128.129-130

    R. Herre, hvor jeg elsker din lov!

    Eller:

    Halléluja!

    Herren er min lod,
    jeg lover at følge dine ord.
    Den lov, du har givet, er bedre for mig
    end tusind stykker guld og sølv.

    Lad din godhed være min trøst
    efter dit ord til din tjener.
    Lad din barmhjertighed nå mig, så jeg må leve,
    for din lov er min opmuntring.

    Derfor elsker jeg dine befalinger
    mere end det reneste guld.
    Derfor følger jeg nøje alle dine forordninger,
    jeg hader alle falskheds veje.

    Dine love er underfulde,
    derfor overholder jeg dem.
    Dine ord giver lys, når de åbner sig,
    og giver de uerfarne forstand.

    2. læsning Rom 8, 28-30

    Brødre og søstre! Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret himmerigets hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Matt 13,44-52 eller: Matt 13,44-46

    På den tid fremsatte Jesus følgende lignelse for folkeskarerne: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

    Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

    Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?” De svarede: “Ja!” Da sagde han til dem: “Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.”

    Som kortere afsnit kan læses Matt 13,44-46:

    På den tid fremsatte Jesus følgende lignelse for folkeskarerne: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

    Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

  • 27
    27.juli.mandag

    Mandag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    2020.07.27

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Jer 13,1-11

    Dette sagde Herren til mig: »Gå hen og køb et bælte af hørlinned, og bind det om din lænd, men det må ikke komme i vand.« Jeg købte bæltet, som Herren havde sagt, og bandt det om lænden. Herrens ord kom atter til mig: »Tag det bælte, du købte, og som du har om lænden, og drag af sted til Eufrat, og gem det i en klippespalte dér.« Jeg drog af sted til Eufrat og gemte det, som Herren havde befalet mig. Lang tid efter sagde Herren til mig: »Drag nu af sted til Eufrat, og hent bæltet, som jeg befalede dig at gemme dér.« Så drog jeg af sted til Eufrat og gravede bæltet frem fra det sted, hvor jeg havde gemt det; men bæltet var ødelagt og kunne ikke bruges til noget.

    Da kom Herrens ord til mig: Dette siger Herren: Således vil jeg ødelægge det store og stolte Juda og Jerusalem. Dette onde folk nægter at høre mine ord. De vandrer i deres hjertes forstokkethed, de følger andre guder og dyrker og tilbeder dem; det skal gå dem som dette bælte, der ikke kan bruges til noget. For ligesom bæltet er knyttet tæt om lænden på manden, havde jeg knyttet hele Israel og Juda tæt til mig, siger Herren. De skulle være mit folk, til berømmelse, til lovsang og til herlighed; men de ville ikke høre.

    Vekselsang 5 Mos 32,18-19.20-21

    R. Du glemte den Gud, der bragte dig til verden.

    Den klippe, der fødte dig, forsømte du,
    du glemte den Gud, der bragte dig til verden.
    Herren så det og forkastede dem,
    for hans sønner og døtre havde krænket ham.

    Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem,
    jeg vil se, hvad der bliver af dem;
    de er en svigefuld slægt,
    børn man ikke kan stole på.
    De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud,
    vakt min trods med deres tomme guder.
    Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk,
    vække deres trods med et tåbeligt folk.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,18

    Halleluja!
    Efter sin vilje fødte Faderen os ved sandhedens ord
    til at være en førstegrøde af hans skabninger.

    Evangelium Matt 13,31-35

    På den tid fortalte Jesus folkeskaren en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«

    Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«

    Alt dette sagde Jesus i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

    Jeg vil åbne min mund med lignelser,
    jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.


  • 28
    28.juli.tirsdag

    Martha

    Hele dagen
    2020.07.28


    Martha (m)


    Læsning 1 Joh 4,7-16

    Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

    Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

    Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

    Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.

    Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9.10-11

    R. Jeg vil prise Herren til alle tider.

    Eller:

    R. Smag og se, at Herren er god.

    Jeg vil prise Herren til alle tider,
    min mund skal altid lovsynge ham.
    Jeg fryder mig over Herren,
    de ydmyge hører det med glæde.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Herrens engel lejrer sig
    omkring dem, der frygter ham,
    og han udfrier dem.
    Smag og se, at Herren er god;
    lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

    Frygt Herren, I hans hellige,
    for de, der frygter ham, lider ingen mangel.
    Løver kan lide nød og sulte,
    men de, der søger Herren, mangler intet godt.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Halleluja!
    Jeg er verdens lys.
    Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

    Evangelium Joh 11,19-27

    Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror Lazarus. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

  • 29
    29.juli.onsdag

    OLAV

    Hele dagen
    2020.07.29

    OLAV, martyr († 1030) (h)


    1. læsning Visd 10,10-14

    Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej, da han var på flugt for sin brors vrede. Hun viste ham Guds rige og gav ham kundskab om det hellige; hun gav ham velstand midt i hans slid og lod hans anstrengelser lykkes. Hun stod ham bi mod hans undertrykkeres griskhed og gjorde ham til en rig mand. Hun værnede ham mod hans fjender og bragte ham i sikkerhed for dem, der efterstræbte ham; i den hårde kamp gav hun ham sejrsprisen, for at han skulle forstå, at gudsfrygt er det stærkeste af alt.

    Det var hende, som blev hos den retfærdige, da han var blevet solgt som træl, og reddede ham fra at begå synd; hun fulgte med ham ned i fangehullet, og mens han lå i lænker, svigtede hun ham ikke; til sidst skaffede hun ham rigets scepter og magt over dem, som ville underkue ham; dem, der bagtalte ham, afslørede hun som løgnere, og ham selv gav hun evigt ry.

    Vekselsang Sl 31,2-3a.3bcd-4. 6&8ab.16bc & 17

    R. Fader! I dine hænder, betror jeg min ånd.

    Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
    lad mig ikke for evigt blive til skamme,
    udfri mig i din retfærdighed!
    Vend dit øre mod mig,
    red mig i hast.

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
    Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
    du så min nød.

    Red mig fra mine fjender og forfølgere!
    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!

    2. læsning Jak 1,2-4. 12

    Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.

    Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,12

    Halleluja!
    Salig den mand, som holder ud i prøvelse.
    Han vil få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem,
    der elsker ham.

    Evangelium Matt 16,24-28

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«

    Onsdag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    2020.07.29

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Olavmartyr († 1030) (m)
    På Færøerne og i Grønland
    OLAV, martyr († 1030) (h)


    Læsning Jer 15,10. 16-21

    Ve mig, mor, at du fødte mig!
    Jeg anklages og fordømmes af hele landet.
    Jeg har hverken ydet eller modtaget lån,
    men alle forbander mig.
    Jeg fandt dine ord og slugte dem;
    dine ord blev til fryd for mig
    og til hjertets glæde,
    for dit navn er nævnt over mig,
    Herre, Hærskarers Gud.
    Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag,
    tvunget af din hånd må jeg sidde alene,
    for du har fyldt mig med din vrede.
    Hvorfor er min smerte uden ende?
    Hvorfor kan mit sår ikke læges
    og ikke helbredes?
    Du er blevet mig en bæk uden vand,
    et upålideligt vandløb.

    Derfor siger Herren:
    Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om,
    så du kan stå i min tjeneste.
    Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak,
    skal du være min mund.
    De vil vende sig til dig,
    men du må ikke vende dig til dem.
    Over for dette folk gør jeg dig
    til en stejl bronzemur;
    de skal angribe dig,
    men ikke besejre dig,
    for jeg er med dig,
    jeg frelser dig og redder dig, siger Herren.
    Jeg redder dig fra de ondes magt
    og udfrier dig fra voldsmænds hånd.

    Vekselsang Sl 59,2-3.4-5a.10-11.17.18

    R. Gud, du er min tilflugt, når jeg er i nød.

    Red mig fra mine fjender, Gud,
    beskyt mig mod mine modstandere;
    red mig fra forbryderne,
    frels mig fra morderne!

    For de lægger baghold for mig,
    stærke mænd angriber mig,
    selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre.
    Skønt jeg er uden skyld,
    stimler de sammen imod mig.

    Min styrke, dig vil jeg holde mig til,
    for Gud er min borg.
    Min Gud kommer mig i møde med sin troskab,
    Gud lader mig frydes over mine fjender.

    Men jeg vil synge om din styrke,
    juble om morgenen over din trofasthed.
    For du er min borg,
    en tilflugt, når jeg er i nød.

    Min styrke, dig vil jeg lovsynge,
    for Gud er min borg,
    min trofaste Gud.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,15b

    Halleluja!
    Jeg kalder jer venner, siger Herren;
    for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.

    Evangelium Matt 13,44-46

    På den tid sagde Jesus til folkemængden: »Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

    Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.«

  • 30
    30.juli.torsdag

    Torsdag i 17. alm. uge (I Ps)

    Hele dagen
    2020.07.30

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Peter Chrysologus, biskop og kirkelærer (†451)


    Læsning Jer 18,1-6

    Det ord, som kom til Jeremias fra Herren: »Gå ned til pottemagerens hus; der skal du få mine ord at høre.« Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved drejeskiven. Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det.

    Da kom Herrens ord til mig: »Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? siger Herren. Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus.«

    Vekselsang Sl 146,2abc.2d-4.5-6

    R. Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud.

    Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
    jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.

    Stol ikke på stormænd,
    på mennesker, de kan ikke frelse.
    De udånder og vender tilbage til jorden,
    og den dag er deres planer blevet til intet.

    Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud,
    hvis håb står til Herren, hans Gud,
    ham som har skabt himlen og jorden
    og havet med alt, hvad de rummer,
    ham som bevarer sin troskab til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Jfr. ApG 16,14b

    Halleluja!
    Herre, åbn vore hjerter,
    så vi kan tage din Søns ord til os.

    Evangelium Matt 13,47-53

    På den tid sagde Jesus til folkemængden: »Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?« De svarede: »Ja!« Da sagde han til dem: »Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.«

    Da Jesus var færdig med at fortælle disse lignelser, gik han bort derfra.

  • 31
    31.juli.fredag

    Fredag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    2020.07.31

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Ignatius af Loyola, præst († 1556) (m)————


    Læsning Jer 26,1-9

    I begyndelsen af Josijas søn kong Jojakim af Judas regering kom dette ord fra Herren: Dette siger Herren: Stil dig i forgården til Herrens tempel; til alle dem fra Judas byer, som kommer ind for at tilbede i Herrens tempel, skal du sige alt det, jeg har befalet dig, uden at trække noget fra. Måske vil de høre og vende om fra deres onde vej; så vil jeg fortryde den ulykke, jeg har planlagt mod dem på grund af deres onde gerninger. Du skal sige til dem: Dette siger Herren: Hvis ikke I adlyder mig og følger den lov, jeg gav jer, og hører mine tjenere, profeterne, som jeg igen og igen har sendt til jer, men som I ikke ville høre, så vil jeg gøre med dette tempel som med Shilo, og jeg vil gøre denne by til en forbandelse for alle jordens folk.

    Præsterne, profeterne og hele forsamlingen hørte Jeremias tale alt dette i Herrens tempel, og da han var færdig med at tale alt det, Herren havde befalet ham at tale til forsamlingen, greb præsterne, profeterne og hele forsamlingen ham og sagde: »Du skal dø! Hvorfor profeterer du i Herrens navn, at det skal gå dette tempel som Shilo, og at denne by skal ligge i ruiner, så ingen kan bo der?« Alle i Herrens tempel samledes om Jeremias.

    Vekselsang Sl 69,5.8-10.14

    R. Svar mig i din store trofasthed, Gud.

    De, der hader mig uden grund,
    er flere end hårene på mit hoved;
    mange vil gøre det af med mig,
    med urette er de mine fjender.
    Det, jeg ikke har røvet,
    skal jeg alligevel levere tilbage.

    På grund af dig må jeg bære skændsel,
    skamrødme dækker mit ansigt.
    Jeg er blevet en fremmed for mine brødre,
    en udlænding for min mors sønner.
    Nidkærhed for dit hus fortærer mig,
    og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.

    Men jeg beder til dig
    i nådens tid, Herre,
    svar mig i din store trofasthed, Gud,
    med din sikre hjælp!

    Akklamation til Evangeliet 1 Pet 1,25

    Halleluja!
    Herrens ord forbliver til evig tid.
    Det er dette ord, som er forkyndt for jer.

    Evangelium Matt 13,54-58

    På den tid kom Jesus til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.

  • 01
    01.august.lørdag

    Lørdag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    2020.08.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Alfons Maria de Liguori, biskop og kirkelærer († 1778) (m)bA————


    Læsning Jer 26,11-16. 24

    Præsterne og profeterne sagde til stormændene og til hele forsamlingen: »Denne mand er skyldig til døden, for han har profeteret mod denne by, sådan som I har hørt med egne ører.«

    Da sagde Jeremias til alle stormændene og til hele forsamlingen: »Herren har sendt mig for at profetere alt det, I nu har hørt, mod dette tempel og denne by. Men I skal gøre jeres færd og jeres gerninger gode og adlyde Herren jeres Gud, så Herren fortryder den ulykke, han har truet jer med. Jeg er i jeres hånd; gør med mig, hvad I finder godt og rigtigt! Men I skal vide, at hvis I dræber mig, bringer I uskyldigt blod over jer selv og over denne by og dens indbyggere, for det er i sandhed Herren, der har sendt mig til jer for at tale alt dette til jer.«

    Men stormændene og hele forsamlingen sagde til præsterne og profeterne: »Denne mand er ikke skyldig til døden, for han har talt til os i Herren vor Guds navn.«

    Men Shafans søn Ahikam holdt hånden over Jeremias, så han ikke kom i hænderne på folket og blev dræbt.

    Vekselsang Sl 69,15-16.30-31.33-34

    R. I nådens tid,Herre, svar mig .

    Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds,
    red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand!
    Lad ikke strømmen skylle sammen over mig,
    lad ikke dybet opsluge mig,
    lad ikke brønden lukke sig over mig!

    Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
    lad din hjælp beskytte mig, Gud!
    Jeg vil lovprise Guds navn med sang
    og ophøje ham med tak.

    Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig,
    I, der søger Gud, skal få nyt mod.
    For Herren hører på de fattige,
    han ringeagter ikke sine fangne.

    Akklamation til Evangeliet Matt 5,10

    Halleluja!
    Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
    for Himmeriget er deres.

    Evangelium Matt 14,1-12

    På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus, og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.« Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.

    Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias’ datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!« Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet. Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor. Men hans disciple kom og hentede liget og begravede ham, og de gik hen og fortalte Jesus det.