Læsninger

< 2020 >
juli
  • 01
    01.juli.onsdag

    Hele dagen
    2020.07.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Amos 5,14-15. 21-24

    Søg det gode og ikke det onde,
    for at I må leve.
    Så vil Herren, Hærskarers Gud, være med jer,
    som I siger.
    Had det onde, og elsk det gode,
    håndhæv retten i porten!
    Måske vil Herren, Hærskarers Gud,
    være nådig mod Josefs rest.
    Jeg hader og forkaster jeres fester,
    jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
    Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
    tager jeg ikke imod dem,
    og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
    Fri mig for lyden af dine sange,
    dine harpers klang vil jeg ikke høre!
    Men ret skal strømme som vand,
    retfærdighed som en stadig rindende bæk.

    Vekselsang Sl 50,7.8-9.10-11.12-13. 16bc-17

    R. Den, der bringer takoffer, ærer mig,
    ham lader jeg se Guds frelse.

    Lyt, mit folk, jeg vil tale,
    Israel, jeg vil advare dig,
    jeg er Gud, din Gud!
    Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre,
    og dine brændofre har jeg altid for øje.
    Jeg tager ikke tyre fra dit hus
    eller bukke fra dine folde,

    for alt skovens vildt er mit,
    dyrene på de tusinder af bjerge.
    Jeg kender alle fuglene i bjergene,
    markens dyr hører mig til.

    Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig,
    for jorden er min, med alt, hvad den rummer.
    Behøver jeg at spise tyrekød
    eller drikke bukkeblod?

    Hvor vover du at remse mine bud op
    og tage min pagt i din mund,
    når du dog hader irettesættelse
    og kaster mine ord bag dig?.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,18

    Halleluja!
    Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord
    til at være en førstegrøde af hans skabninger.

    Evangelium Matt 8,28-34

    Da Jesus var kommet over til den anden bred til gadarenernes land, kom to besatte hen imod ham; de kom fra gravhulerne og var så farlige, at ingen kunne komme forbi ad den vej. De råbte og sagde: »Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn! Er du kommet her for at pine os før tiden?« Et stykke borte gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: »Driver du os ud, så send os i den flok svin.« Han sagde: »Gå!« og de fór ud og over i svinene; og hele flokken styrtede ud over skrænten ned i søen og omkom i vandet. Men svinehyrderne løb deres vej og kom ind til byen og fortalte alt, også det om de besatte. Så gik hele byen ud for at møde Jesus, og da de traf ham, bad de ham om at forlade deres egn.

  • 02
    02.juli.torsdag

    Hele dagen
    2020.07.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Amos 7,10-17

    Præsten i Betel, Amasja, sendte bud til Israels konge Jeroboam: »Amos har dannet en sammensværgelse mod dig midt i Israel. Landet kan ikke bære alle hans ord. For Amos har sagt: Jeroboam skal dø for sværdet, og Israel skal føres bort fra sin jord.« Amasja sagde til Amos: »Seer, skynd dig at tage til Juda; der kan du skaffe dig føden, der kan du profetere. I Betel må du ikke længere profetere; for det er kongens helligdom og rigets tempel.« Amos svarede Amasja: »Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: Gå hen og profetér for mit folk Israel! Og hør nu Herrens ord! Du siger: Du må ikke profetere imod Israel og ikke bruge profetord imod Isaks hus! Derfor siger Herren:

    Din kone skal blive skøge i byen,
    dine sønner og døtre skal falde for sværdet,
    din jord skal udstykkes med målesnor,
    du selv skal dø på uren jord,
    og Israel skal føres bort fra sin jord.«

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.11

    R. Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 5,19

    Halleluja!
    Gud forligte verden med sig selv i Kristus
    og betroede os ordet om forligelsen.

    Evangelium Matt 9,1-8

    Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« Og han rejste sig og gik hjem. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

  • 03
    03.juli.fredag

    Hele dagen
    2020.07.03

    Det almindelige kirkeår


    THOMAS, apostel (f)
    Helgener:


    Læsning Ef 2,19-22

    Brødre og søstre! Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.

    Vekselsang Sl 117,1.2

    R. Gå ud i alverden
    og prædik evangeliet for hele skabningen.

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

    Halleluja!
    Thomas! Du tror, fordi du har set mig.
    Salige er de, som ikke har set og dog tror.

    Evangelium Joh 20,24-29

    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

  • 04
    04.juli.lørdag

    Hele dagen
    2020.07.04

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Elisabeth af Portugal (†1336)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Amos 9,11-15
    På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned, og genopbygger den som i fortidens dage, så at de kan tage hele Edom i besiddelse og alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det.

    Der skal komme dage,
    siger Herren,
    da den, som pløjer, følger lige efter den, som høster,
    den, som træder persen, lige efter den, som sår;
    bjergene drypper med most,
    alle højene driver af væde.
    Jeg vender mit folk Israels skæbne,
    de skal genopbygge de forladte byer og bo i dem,
    de skal plante vingårde og drikke vinen,
    de skal anlægge haver og spise frugten.
    Jeg planter dem på deres jord,
    og de skal aldrig mere rykkes op
    fra den jord, jeg har givet dem,
    siger Herren din Gud.

    Vekselsang Sl 85,9.11-12.13-14

    R. Herren taler fred til sit folk.

    Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,
    Herren taler jo fred
    til sit folk, til sine fromme,
    de må ikke vende sig til dårskab.

    Troskab og sandhed mødes,
    retfærdighed og fred kysser hinanden.
    Sandhed spirer frem af jorden,
    retfærdighed ser ned fra himlen.

    Ja, Herren giver lykke,
    og vort land giver sin afgrøde.
    Retfærdighed går foran ham,
    og fred følger i hans spor.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst – siger Herren,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Matt 9,14-17
    Johannes’ disciple kom hen til Jesus og spurgte: »Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre. Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.«

  • 05
    05.juli.søndag

    Hele dagen
    2020.07.05

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    14. ALM. SØNDAG A
    Helgener:


    1. læsning Zak 9,9-10

    Så siger Herren:

    “Bryd ud i jubel, Zions datter,
    råb af fryd, Jerusalems datter!
    Se, din konge kommer til dig,
    retfærdig og sejrrig,
    sagtmodig, ridende på et æsel,
    på en æselhoppes føl.
    Jeg tilintetgør vognene i Efraim
    og hestene i Jerusalem,
    krigsbuerne skal tilintetgøres.
    Han udråber fred til folkene,
    han hersker fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Vekselsang Sl 145,1-2.8-9.10-11.13-14

    R. Jeg vil prise dit navn for evigt og altid.

    Eller:

    Halléluja!

    Jeg vil hylde dig, min Gud og konge,
    jeg vil prise dit navn for evigt og altid.
    Hver dag vil jeg prise dig,
    jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid.

    Herren er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Herren er god mod alle,
    hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

    Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
    dine fromme priser dig.
    De fortæller om dit herlige kongedømme
    og taler om din styrke.

    Dit kongedømme består i al evighed,
    dit herredømme i slægt efter slægt.
    Herren støtter alle, der falder,
    og rejser alle de nedbøjede.

    2. læsning Rom 8,9. 11-13

    Brødre og søstre! I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Brødre og søstre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret himmelrigets hemmeligheder
    for umyndige.

    Evangelium Matt 11,25-30

    På den tid sagde Jesus til sine disciple:

    “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”