Læsninger

< 2020 >
april
søn
man
tir
ons
tor
fre
lør
marts
marts
marts
1
2
  • Torsdag i 5. uge i fasten
    Hele dagen
    2020.04.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Frans af Paola, eneboer († 1507) kan ihukommes


    Læsning 1 Mos 17, 3 – 9

    I de dage kastede Abram sig ned, og Gud talte til ham: “Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” Og Gud sagde til Abraham: “Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt.”

    Vekselsang Sl 105, 4 – 5. 6 – 7. 8 – 9

    R. Evigt husker Herren på sin pagt.

    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!
    Husk de undere, han gjorde,
    husk hans tegn og de bud, han gav,

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Evigt husker han på sin pagt,
    i tusind slægtled det løfte, han gav,
    den pagt, han sluttede med Abraham,
    den ed, han tilsvor Isak.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Gør ikke jeres hjerter hårde i dag,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Joh 8,51 – 59

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Da sagde jøderne til ham: “Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo døde? Også profeterne døde. Hvem tror du, du er?” Jesus svarede: “Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom I; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” Da sagde jøderne til ham: “Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?” Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.” Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.

3
4
5
  • PALMESØNDAG A
    Hele dagen
    2020.04.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Palmesøndag (II Ps)
    Helgener:


    Palmeprocessionen – Evangelium

    Matt 21,1-11

    Før påsketiden drog Jesus op mod Jerusalem. Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

    Sig til Zions datter:
    Se, din konge kommer til dig,
    sagtmodig, ridende på et æsel
    og på et trækdyrs føl.

    Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

    Hosianna, Davids søn!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Hosianna i det højeste!

    Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?« og skarerne svarede: »Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.«

    Palmesøndags læsninger

    1. læsning Es 50,4-7

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

    Vekselsang Sl 22,8-9.17-18a.19-20.23-24

    R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

    Alle, der ser mig, spotter mig,
    de vrænger mund og ryster på hovedet:
    “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
    han må redde ham, han holder jo af ham.

    Hunde omgiver mig,
    en flok af forbrydere står omkring mig;
    de har gennemboret mine hænder og fødder,
    jeg kan tælle alle mine knogler.

    De deler mine klæder mellem sig,
    de kaster lod om min klædning.
    Men du, Herre, hold dig ikke borte,
    du, min styrke, skynd dig til hjælp!

    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
    Lovpris Herren, I der frygter ham,
    vis ham ære, hele Jakobs slægt,
    frygt ham, hele Israels slægt!

    2. læsning Fil 2,6-11

    Kristus, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Matt 26,14-27,66 eller Matt 27,11-54

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER MATÆUS

    På den tid gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne  og sagde: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive sølvpenge op til ham.  Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham.

     Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«  Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«  Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

     Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.  Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«  De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?«  Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig.  Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«  Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

     Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.«  Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf;  dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.  Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

     Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

     Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.«  Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«  Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

     Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«  Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn.  Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

     Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham!  Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham.  Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.  En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.  Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?  Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?«  I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig.  Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.

     De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet.  Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

     Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden,  men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem  og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.«  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?«  Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen.  Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

     Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke  og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«

     Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også sammen med galilæeren Jesus.«  Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.«  Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.«  Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender ikke det menneske!«  Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske!« I det samme galede hanen.  Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.

    Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden.  De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus.

     Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste  og sagde: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.«  Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.  Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.«  De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.  Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager.  Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han, der blev vurderet, af Israels børn,  og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.«

     Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

     Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham;  og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

     Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

     Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,  flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted –  gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet  og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

     Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed

     Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,  og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,  og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«  Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.  Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

     Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen  og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

     Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus  og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.

    Dette er vor Herre Jesu Kristi evangelium.


    På den tid blev Jesus  stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

     Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham;  og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

     Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

    Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,  flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted –  gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet  og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

    Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed

     Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,  og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,  og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«

    Dette er vor Herre Jesu Kristi evangelium

6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
  • 2. SØNDAG I PÅSKEN A
    Hele dagen
    2020.04.19

    PÅSKETID
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    2. søndag i påsken.
    Guds Barmhjertigheds søndag.
    Helgener:
    Gl. Evt. sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    1. læsning ApG 2,42-47

    De, som havde taget imod Peters ord, og var blevet døbt, holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

    Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

    R. Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.

    eller:

    Halleluja! Halleluja! Halleluja!

    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    Arons hus skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    De, der frygter Herren, skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
    men Herren kom mig til hjælp.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Der lyder jubel og sejrsråb
    i de retfærdiges telte:
    Herrens højre hånd bringer sejr,

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Sekvens (eventuelt)

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    2. læsning 1 Pet 1,3-9

    Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

    Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

    Halleluja!
    Herren siger:
    “Du tror, fordi du har set mig.
    Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Evangelium Joh 20,19-31

    Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

20
21
22
23
24
25
  • Onsdag. MARKUS, evangelist
    Hele dagen
    2020.04.25

    Påsketiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag. MARKUS, evangelist (f)
    Helgener:


    Læsning 1 Pet 5, 5b-14

    I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.

    Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen.

    Med bistand fra Silvanus, som jeg regner for en pålidelig broder, har jeg nu i korthed skrevet for at opmuntre jer og bevidne, at dette er Guds sande nåde; den skal I holde fast ved. Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer. Hils hinanden med kærligt kys. Fred være med jer alle, som er i Kristus!

    Vekselsang Sl 89,2-3.6-7.16-17

    R. Om din nåde, Herre,
    vil jeg evigt synge.

    Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
    i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
    Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
    i himlen grundfæster du din trofasthed.

    Himlen priser dit under, Herre,
    din trofasthed i de helliges forsamling.
    For hvem i skyen står mål med Herren,
    hvem blandt gudssønnerne er Herrens lige?

    Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
    Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
    de jubler over dit navn hele dagen
    og ophøjes ved din retfærdighed.

    Akklamation til Evangeliet Jfr 1 Kor 1,23a. 24b

    Halleluja!
    Vi prædiker Kristus som korsfæstet.
    Han er Guds kraft og Guds visdom.

    Evangelium Mark 16,15-20

    På den tid åbenbarede Jesus sig for sine disciple og han sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

    Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

26
  • 3. SØNDAG I PÅSKEN A
    Hele dagen
    2020.04.26

    Påsketid
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    3. søndag i påsken  (III Ps).
    Helgener:
    Kirketælling


    1. læsning ApG 2,14. 22-33

    På pinsedagen trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til mængden: “Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord:

    Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig:

    Jeg havde altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.
    Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede,
    ja, mit legeme skal bo i håb.
    For du vil ikke lade mig blive i dødsriget,
    din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.
    Du lærte mig livets veje,
    du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.

    Vekselsang Sl 16,1-2a&5. 7-8. 9-10. 11

    R. Herre, du lærer mig livets vej.
    eller:

    Halleluja!

    Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.
    Jeg siger til Herren: “Du er min herre.”
    Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
    du sikrer min lod.

    Jeg vil prise Herren, som råder mig,
    ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.
    Jeg har altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

    Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
    ja, mit legeme skal bo i tryghed.
    For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
    din fromme vil du ikke lade se graven.

    Du lærer mig livets vej,
    du mætter mig med glæde for dit ansigt,
    du har altid herlige ting i din højre hånd.

    2. læsning 1 Pet 1,17-21

    Højtelskede brødre og søstre! Når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.

    Akklamation til Evangeliet 

    Halleluja!
    Herre Jesus, luk Skrifterne op for os;
    lad vort hjerte brende i os, når du taler til os.

    Evangelium Luk 24,13-35

    Påskedags aften var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: “Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: “Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?” “Hvad da?” spurgte han. De svarede: “Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

    Da sagde han til dem: “I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

    De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: “Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

    Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.” Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

27
28
29
30
maj
maj