Læsninger

  • 01
    01.marts.søndag

    Hele dagen
    2020.03.01

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    1. søndag i fasten (I Ps)
      Helgener:
      Electioceremoni i Domkirken.

    1. læsning 1 Mos 2,7-9. 3, 1-7

    Gud Herren formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

    Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

    Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” Kvinden svarede slangen: “Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.” Men slangen sagde til kvinden: “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

    Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.12-13. 14&17

    R. Gud, vær os nådig i din godhed,
    thi vi har syndet.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For jeg kender mine overtrædelser,
    og min synd har jeg altid for øje.
    Mod dig alene har jeg syndet,
    jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Herre, åbn mine læber,
    så min mund kan forkynde din pris.

    2. læsning Rom 5,12-19*
    Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham, der skulle komme; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus. Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.

    * I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes:

    Rom 5,12. 17-19:
    Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.

    Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Matt 4,1-11

    På den tid blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” Men han svarede: “Der står skrevet: ‘Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.’ ” Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

    Han vil give sine engle befaling,
    og de skal bære dig på hænder,
    så du ikke støder din fod på nogen sten.”

    Jesus sagde til ham: “Der står også skrevet: ‘Du må ikke udæske Herren din Gud.’ ” Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: “Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’ ” Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

  • 02
    02.marts.mandag

    Hele dagen
    2020.03.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Karl den Gode, martyr († 1127) kan ihukommes


    Læsning 3 Mos 19,1-2. 11-18

    Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!

    Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag. Du må ikke forbande en døv, og du må ikke få en blind til at snuble. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!

    I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. Du må ikke stræbe din næste efter livet. Jeg er Herren!

    Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.15

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Tag nådigt imod min munds ord
    og mit hjertes tanke,
    Herre, min klippe og forløser!

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 6,2b

    Se, nu er det den nåderige tid,
    se, nu er det frelsens dag!

    Evangelium Matt 25,31-46

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”
    nbsp;

  • 03
    03.marts.tirsdag

    Hele dagen
    2020.03.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 55, 10 – 11

    Det siger Herren:
    “For som regnen og sneen
    falder fra himlen
    og ikke vender tilbage dertil,
    men væder jorden,
    befrugter den og får den til at spire
    og giver udsæd til den, der vil så,
    og brød til den, der vil spise,
    sådan er mit ord, som udgår af min mund;
    det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
    men det gør min vilje
    og udfører mit ærinde.”

    Vekselsang Sl 34,4 – 5.6 – 7.16 – 17.18 -19

    R. Herren befrier de retfærdige fra alle deres trængsler.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Herrens øjne hviler på de retfærdige,
    hans ører hører deres råb om hjælp.
    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.

    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.
    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Matt 6,7 – 15

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

    Derfor skal I bede således:
    Vor Fader, du som er i himlene!
    Helliget blive dit navn,
    komme dit rige,
    ske din vilje
    som i himlen således også på jorden;
    giv os i dag vort daglige brød,
    og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
    og led os ikke ind i fristelse,
    men fri os fra det onde.
    For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

    For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

  • 04
    04.marts.onsdag

    Hele dagen
    2020.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Casimir († 1483) kan ihukommes


    Læsning Jonas 3, 1 – 10

    Herrens ord kom til Jonas: “Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.” Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: “Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.” Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

    Vekselsang Sl 51,3 – 4.12 – 13.18 – 19

    R. Et sønderbrudt og sønderknust hjerte
    afviser du ikke, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2, 12 – 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Luk 11,29 – 32

    Da skarerne stimlede sammen, begyndte Jesus at tale: “Denne slægt er en ond slægt. Den kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet. For som Jonas blev et tegn for dem i Nineve, sådan skal Menneskesønnen også blive det for denne slægt. Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med dem, der hører denne slægt til, og dømme dem, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo. Og mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og dømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas.”

  • 05
    05.marts.torsdag

    Hele dagen
    2020.03.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener: Lucius I, pave og martyr († 254) kan ihukommes