Læsninger

< 2020 >
februar
sønmantironstorfrelør
      1
  • Hele dagen
    2020.02.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Lørdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- ordenskald


    Læsning 2 Sam 12,1-7a.10-17

    Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«

    Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden! Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias’ kone. Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« Så gik Natan hjem.

    Herren lod den dreng, Urias’ kone havde født David, blive ramt af sygdom. Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem.

    Vekselsang Sl 51,12-13.14-15.16-17

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    så min tunge kan juble over din retfærdighed.
    Herre, åbn mine læber,
    så min mund kan forkynde din pris.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Halleluja!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Mark 4,35 – 41

    En dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: “Lad os tage over til den anden bred.” Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. – Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”

2
  • Hele dagen
    2020.02.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    4.alm. søndag. HERRENS FREMSTILLING I TEMPLET (KYNDELMISSE) (f)
    Helgener:


    1. læsning Mal 3,1-4

    Se, jeg sender min engel,
    han skal bane vejen for mig.
    Herren, som I søger,
    kommer med ét til sit tempel,
    pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
    siger Hærskarers Herre.
    Hvem kan udholde den dag, han kommer?
    Hvem kan bestå, når han viser sig?
    Han er som ilden i smelteovnen,
    som den lud, man bruger til blegning.

    Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.

    Nu kommer jeg til jer og holder dom,
    jeg træder snart frem som vidne
    mod troldmænd og horkarle,
    mod dem, der sværger falsk,
    mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
    og dem, der afviser den fremmede,
    enken og den faderløse.
    Men mig frygter de ikke,
    siger Hærskarers Herre.

    Vekselsang Sl 24,7.8.9.10

    R. Hærskarernes Herre, han er ærens Konge!

    Løft jeres hoveder, I porte,
    løft jer, I ældgamle døre,
    så ærens konge kan drage ind.

    Hvem er ærens konge?
    Det er Herren, stærk og vældig,
    Herren, vældig i krig.

    Løft jeres hoveder, I porte,
    løft jer, I ældgamle døre,
    så ærens konge kan drage ind.

    Hvem er han, ærens konge?
    Hærskarers Herre,
    han er ærens konge!

    2. læsning Hebr 2, 14-18

    Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.

    Akklamation til Evangeliet Luk 2,32

    Halleluja!
    Et lys, som skal åbenbares for hedningerne,
    og en herlighed for dit folk, Israel.

    Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22-32

    Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

    I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse,
    som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger
    og en herlighed for dit folk Israel.*

    Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

    Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.


    Luk 2,22-32

    Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

    I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse,
    som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger
    og en herlighed for dit folk Israel.

3
  • Hele dagen
    2020.02.03

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 2 Sam 15,13-14. 30; 16,5-13

    Der kom en budbringer til David med besked om, at israelitterne havde taget parti for Absalom. David sagde til de folk, han havde hos sig i Jerusalem: »Kom, lad os flygte, ellers undslipper vi ikke Absalom. Skynd jer af sted! Han kan hurtigt nå frem og bringe ulykke over os og hugge byens indbyggere ned med sværd.«

    David gik videre op ad Oliebjerget, og han græd hele vejen, barfodet og med tilhyllet hoved, og alle, som fulgte ham, gik med tilhyllet hoved og græd.

    Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim’i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne. Shim’i forbandede ham og sagde: »Forsvind, din morder, dit onde menneske! Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!« Da sagde Serujas søn Abishaj til kongen: »Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge? Lad mig gå over og hugge hovedet af ham.« Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?« Og til Abishaj og alle sine folk sagde han: »Når min søn, mit eget kød og blod, stræber mig efter livet, hvor meget mere vil så ikke den benjaminit gøre det? Lad ham bare forbande mig, når Herren har sagt, at han skal. Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke i stedet for forbandelsen i dag.« David og hans mænd gik videre på vejen, mens Shim’i fulgte med oppe på bjergsiden og blev ved med at forbande, kaste sten og smide jord efter ham.

    Vekselsang Sl 3,2-3.4-5.6-7

    R. Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud!

    Herre, hvor er mine fjender mange!
    Mange rejser sig imod mig,
    mange siger om mig:
    »Ham frelser Gud ikke.«

    Men du, Herre, er mit skjold,
    min ære, den der løfter mit hoved.
    Jeg råber højt til Herren,
    og han svarer mig fra sit hellige bjerg.

    Jeg lagde mig og sov,
    jeg vågnede, for Herren støtter mig.
    Jeg frygter ikke ti tusind krigere,
    der belejrer mig fra alle sider.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 5,1-20

    På den tid kom Jesus sammen med sine disciple over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!” Jesus havde nemlig sagt til ham: “Du urene ånd, far ud af manden.” Og han spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han svarede ham: “Legion er mit navn, for vi er mange.” Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
    Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: “Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.” Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
    Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.

4
  • Hele dagen
    2020.02.04

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Blasius, biskop og martyr († 316)
    Blasiusvelsignelse


    Læsning 2 Sam 18,9-10. 14b. 24-25a. 30-19,3

    Ved et tilfælde blev Absalom set af Davids mænd. Han var kommet ridende på et muldyr, og muldyret var kommet ind under grenene på et stort egetræ; hans hoved hang fast i træet, og han blev hængende mellem himmel og jord, mens dyret, han sad på, fortsatte. Det så en mand, og han fortalte Joab det: »Jeg har lige set Absalom; han hænger fast i en eg.«

    Joab greb tre spyd og jog dem i brystet på Absalom, som han hang mellem egetræets grene og endnu var i live. David sad mellem de to porte, og udkigsposten gik op på taget af portbygningen og hen til muren. Da han så ud, fik han øje på en mand, der kom løbende alene. I det samme kom nubieren, og han sagde: »Det meldes min herre kongen, at Herren i dag har skaffet dig ret over for alle dem, der har rejst sig imod dig.« Kongen spurgte da: »Er den unge Absalom i god behold?« Nubieren svarede: »Måtte det gå alle de fjender, min herre kongen har, og alle, der har rejst sig imod dig, som det er gået den unge mand!«

    Da blev kongen dybt rystet og gik op i rummet over byporten og brast i gråd; han gik frem og tilbage og sagde: »Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!« Så fik Joab at vide, at kongen græd og sørgede over Absalom. Den dag blev sejren til sorg for hele hæren, for de hørte, at kongen var bedrøvet over sin søn..

    Vekselsang Sl 86,1-2.3-4.5-6

    R. Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig.

    Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig,
    for jeg er hjælpeløs og fattig.
    Bevar mit liv, for jeg er trofast,
    frels din tjener, du min Gud,
    jeg stoler på dig.

    Vær mig nådig, Herre,
    for jeg råber til dig dagen lang.
    Glæd din tjener,
    jeg længes efter dig, Herre.

    For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
    rig på troskab mod alle, der råber til dig.
    Hør min bøn, Herre,
    lyt til min tryglen!

    Akklamation til Evangeliet Matt 8,17

    Halleluja!
    Han tog vore lidelser,
    han bar vore sygdomme.

    Evangelium Mark 5,21 43

    Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: “Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.” Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.

    Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”
    Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: “Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?” Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro kun!” Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: “Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.” De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. Så tog han barnets hånd og sagde til hende: “Talitha kum!” – det betyder: “Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!” Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.

5
  • Hele dagen
    2020.02.05

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Agathe, jomfru og martyr († 251) (m)


    Læsning 2 Sam 24,2. 9-17

    Kongen sagde til sin hærfører Joab: »Tag rundt i alle Israels stammer fra Dan til Be’ersheba og hold mønstring over folket, så jeg ved, hvor mange der er.«

    Joab meddelte kongen det tal, mønstringen havde givet: I Israel var der 800.000 våbenføre mænd, i Juda 500.000. Men efter at David havde holdt folketælling, fik han samvittighedskvaler og sagde til Herren: »Jeg har begået en stor synd. Tilgiv nu din tjeners skyld, Herre, for jeg har båret mig meget tåbeligt ad.« Da David stod op næste morgen, var Herrens ord kommet til profeten Gad, Davids seer: »Gå hen og sig til David: Dette siger Herren: Jeg forelægger dig tre ting. Vælg selv en af dem, og den vil jeg så påføre dig.« Gad kom nu til David og fortalte ham det; han sagde: »Skal der i tre år være hungersnød i dit land, eller skal du i tre måneder være på flugt, forfulgt af dine fjender, eller skal der i tre dage komme pest i dit land? Find nu ud af, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!« David sagde til Gad: »Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd, for hans barmhjertighed er stor. I menneskehånd vil jeg ikke falde!« Fra næste morgen sendte Herren pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde halvfjerds tusind mand af folket fra Dan til Be’ersheba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, fortrød Herren ulykken og sagde til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: »Det er nok, træk din hånd tilbage!« Herrens engel var da ved jebusitten Aravnas tærskeplads. Da David så englen, som havde slået folket ned, sagde han til Herren: »Det er mig, der har syndet, mig, der har forbrudt mig; men fårene her, hvad har de gjort? Lad dog din hånd ramme mig og min fars hus!«

    Vekselsang Sl 32,1-2.5.6.7

    R. Du tilgav min syndeskyld.

    Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
    og hvis synder er blevet skjult;
    lykkeligt det menneske,
    som Herren ikke tilregner skyld,
    og i hvis sind der ikke er svig.

    Min synd bekendte jeg for dig,
    og jeg skjulte ikke min skyld.
    Jeg sagde: Jeg vil bekende
    mine overtrædelser for Herren,
    og du tilgav
    min syndeskyld.

    Derfor beder
    alle fromme til dig,
    når du er at finde.
    Bruser de vældige vande frem,
    skal de ikke nå dem.

    Hos dig søger jeg skjul,
    du beskytter mig mod trængsel;
    du lader jubel over min redning lyde omkring mig.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Mark 6,1-6

    På den tid tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: “Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?” Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: “En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.” Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.

6
  • Hele dagen
    2020.02.06

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Paul Miki og lidelsesfæller, martyrer († 1597) (m)


    Læsning 1 Kong 2,1-4. 10-12

    Da Davids liv nærmede sig sin afslutning, indskærpede han sin søn Salomo: »Jeg går nu al kødets gang. Vær stærk og mandig! Du skal holde Herren din Guds bud og vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger, hans retsregler og hans formaninger, som de står i Moses’ lov. Så vil du have lykken med dig i alt, hvad du foretager dig, og hvor du end vender dig hen, så Herren holder det løfte, han gav mig: Hvis dine sønner vogter på deres færd og af hele deres hjerte og af hele deres sjæl vandrer i trofasthed for mit ansigt, skal der aldrig mangle en af din slægt på Israels trone.

    David lagde sig til hvile hos sine fædre og blev begravet i Davidsbyen. Han regerede over Israel fyrre år; i Hebron regerede han syv år og i Jerusalem treogtredive år. Salomo sad nu på sin far Davids trone, og hans kongedømme var grundfæstet.

    Vekselsang 1 Krøn 29,10.11.12

    R. Det står i din magt at give storhed og styrke til alle.

    Lovet være du, Herre, vor fader Israels Gud,
    fra evighed til evighed.

    Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten,
    Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget, Herre,
    og du er ophøjet som overhoved over alle.

    Rigdom og ære kommer fra dig, du hersker over alt,
    i din hånd er kraft og styrke,
    det står i din magt at give storhed og styrke til alle.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Mark 6,7-13

    På den tid kaldte Jesus de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: “Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.” Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.

7
  • Hele dagen
    2020.02.07

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Sir 47,2-11

    Som fedtet bliver skilt ud fra måltidsofferet,
    blev David udvalgt blandt israelitterne.
    Han legede med løver, som var det gedekid,
    med bjørne, som var det fårenes lam.
    Slog han ikke i sin ungdom kæmpen ihjel
    og fjernede skammen fra sit folk,
    da han løftede hånden med stenen i slyngen
    og bragte Goliats hovmod til fald?
    For han påkaldte Herren, den Højeste,
    som gav ham kraft i hans højre hånd,
    så han kunne fælde den mægtige kriger
    og løfte sit folks horn.
    Derfor ærede man ham som den, der dræbte titusinder,
    og priste ham for velsignelsen fra Herren
    ved at overdrage ham ærens krone.
    For han knuste sine fjender til alle sider,
    han tilintetgjorde filistrene, sine modstandere,
    deres horn er brækket af den dag i dag.
    I alt, hvad han foretog sig, takkede han
    den Hellige, den Højeste, med herlige ord;
    af hele sit hjerte sang han lovsang,
    og han elskede sin skaber.
    Han lod sangere tage opstilling foran alteret,
    fra dem skulle lyde liflige melodier,
    [og hver dag skulle de lovprise Herren med deres sange.]
    Festerne gav han en værdig glans,
    han tilrettelagde højtiderne til fuldkommenhed:
    da skulle de lovprise hans hellige navn,
    og helligdommen skulle genlyde deraf fra tidlig morgen.
    Herren tog hans synder bort
    og løftede hans horn for evigt.
    Han sluttede en pagt med ham om kongedømmet
    og gav ham ærens trone i Israel.

    Vekselsang Sl 18,31.47&50.51

    R. Min frelses Gud er ophøjet.

    Guds vej er fuldkommen,
    Herrens ord er lutret,
    han er skjold for alle,
    der søger tilflugt hos ham.

    Herren lever! Lovet være min klippe!
    Min frelses Gud er ophøjet.
    Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, Herre,
    jeg vil lovsynge dit navn.

    Han giver sin konge store sejre
    og viser troskab mod sin salvede,
    mod David og hans slægt til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Halleluja!
    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte.

    Evangelium Mark ,14-29

    På den tid hørte kong Herodes om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: “Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.” Men andre sagde: “Det er Elias,” og andre igen sagde: “Det er en profet ligesom en af de gamle profeter.” Da Herodes hørte det, sagde han: “Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!”
    Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende; for Johannes havde sagt til ham: “Du har ikke lov til at have din brors hustru.” Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke. For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.
    Men så kom der en lejlighed, da Herodes på sin fødselsdag holdt fest for sine hoffolk og hærførerne og de fornemme i Galilæa. Da kom Herodias’ datter ind og dansede, og hun betog Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen: “Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!” Og med ed lovede han hende alt muligt: “Lige meget hvad du beder mig om, vil jeg give dig, om det så er halvdelen af mit kongerige.” Men hun gik ud og spurgte sin mor: “Hvad skal jeg bede om?” Hun svarede: “Johannes Døbers hoved!” Og så skyndte hun sig ind til kongen og bad ham: “Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.” Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende. Så sendte kongen straks bødlen af sted med ordre om at bringe Johannes’ hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængslet, og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor. Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.

8
  • Hele dagen
    2020.02.08

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Hieronymus Æmiliani, præst († 1537)
    ————-Josephina Bakhita, jomfru († 1947)


    Læsning 1 Kong 3,4-13

    Salomo tog til Gibeon for at ofre, for dér var den store offerhøj; tusind brændofre bragte han på alteret dér. I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: »Sig, hvad jeg skal give dig!« Salomo svarede: »Du har vist min far, din tjener David, stor godhed, fordi han vandrede for dit ansigt i troskab og retfærdighed og i hjertets oprigtighed imod dig; denne store troskab har du bevaret ved at give ham en søn, der i dag sidder på hans trone. Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?« Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever.

    Vekselsang Sl 119,9.10.11.12.13.14

    R. Herre, lær mig dine lovbud!

    Hvordan holder den unge sin sti ren?
    Ved at følge dine ord!

    Af hele mit hjerte søger jeg dig,
    led mig ikke vild fra dine befalinger.

    Jeg gemmer dit ord i mit hjerte,
    for ikke at synde mod dig.

    Lovet være du, Herre,
    lær mig dine lovbud!

    Med mine læber opregner jeg
    alle de bud, du har givet.

    Jeg glæder mig over at følge dine formaninger
    som over alverdens rigdom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Mark 6,30-34

    På den tid samledes apostlene igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: “Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.” For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.
    Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

9
  • Hele dagen
    2020.02.09

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Søndag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 58,6a. 7-10

    Så siger Herren:
    den faste, jeg ønsker,
    er at du deler dit brød med den sultne,
    giver husly til hjemløse stakler,
    at du har klæder til den nøgne
    og ikke vender ryggen til dine egne.
    Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
    og dit sår skal hurtigt læges;
    din retfærdighed går i spidsen for dig,
    og Herrens herlighed er bag dig.
    Da kalder du, og Herren vil svare,
    da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

    Hvis du fjerner åget
    og holder op at pege fingre og tale ondt,
    rækker den sultne dit brød
    og mætter den forkuede,
    så skal dit lys bryde frem i mørket
    og dit mulm blive til højlys dag.

    Vekselsang Sl.112,4-5. 6-7. 8a-9

    R. For de retskafne bryder lys frem i mørket.

    Eller:

    Halleluja.

    For de retskafne bryder lys frem i mørket,
    han er nådig, barmhjertig og retfærdig.
    Lykkelig den, der låner gavmildt ud
    og sørger for sin ejendom på rette måde.

    Den retfærdige skal aldrig vakle.
    Altid skal den retfærdige huskes.
    Han frygter ikke budskab om ulykke,
    hans hjerte er trygt i tillid til Herren.

    Med fasthed i sindet frygter han ikke.
    Han strør ud, han giver til de fattige,
    hans retfærdighed består til evig tid,
    hans horn løfter sig herligt.

    2. læsning 1 Kor 2,1-5

    Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.  Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven,  og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis,  for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Halleluja!
    »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig,
    skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

    Evangelium Matt 5,13-16

    Jesus sagde til sine disciple: “I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.  I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.  Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.  Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

     

10
  • Hele dagen
    2020.02.10

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Scholastica, jomfru († 543) (m)


    Læsning 1 Kong 8,1-7. 9-13

    Kong Salomo sammenkaldte Israels ældste og alle stammehøvdingene, overhovederne for israelitternes fædrenehuse, hos sig i Jerusalem for at føre Herrens pagts ark op fra Davidsbyen, det samme som Zion; alle israelitiske mænd samledes hos kong Salomo ved festen i måneden etanim, den syvende måned; alle Israels ældste kom. Præsterne løftede arken, og de førte Herrens ark op sammen med Åbenbaringsteltet og alle de hellige genstande, som var i teltet; det var præsterne og levitterne, der førte dem op. Foran arken gik kong Salomo og sammen med ham hele Israels menighed, som var mødt op hos ham; de ofrede så mange får og køer, at man ikke kunne tælle eller opregne dem. Præsterne bragte Herrens pagts ark til dens plads i templets inderste rum, det Allerhelligste, under kerubernes vinger; for keruberne havde vingerne bredt ud over arkens plads, sådan at keruberne dækkede arken og dens bærestænger ovenfra.

    Der var intet andet i arken end de to stentavler, som Moses havde lagt i den ved Horeb, dengang Herren sluttede pagt med israelitterne, efter at de var draget ud af Egypten. Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel. Da sagde Salomo:

    Herren har sagt, at han vil bo i mørket.
    Nu har jeg bygget dig en bolig,
    et sted, hvor du kan bo for evigt.

    Vekselsang Sl 132,6-7.8-10

    R. Herre, bryd op til dit hvilested.

    Vi hørte, den var i Efrata,
    vi fandt den på Ja’ars mark.
    Lad os gå til hans bolig,
    lad os kaste os ned for hans fodskammel.

    Herre, bryd op til dit hvilested
    sammen med din magtfulde ark!
    Dine præster skal klæde sig i retfærdighed,
    dine fromme skal juble.
    For din tjener Davids skyld
    må du ikke afvise din salvede.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 6,53 56

    Da Jesus og hans disciple var kommet over søen, nåede de land ved Genesaret og lagde til dér. Og da de kom op fra båden, genkendte folk ham straks og skyndte sig rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var. Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.

11
  • Hele dagen
    2020.02.11

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Vor Frue af Lourdes


    Læsning 1 Kong 8,22-23. 27-30

    Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen og bad:

    Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du oppe i himlen eller nede på jorden, en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt.

    Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt i dag. Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at dér skal dit navn være, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!

    Vekselsang Sl 84,3.4.5&10.11

    R. Hvor er din bolig vidunderlig,
    Hærskarers Herre!

    Min sjæl fortæres af længsel
    efter Herrens forgårde,
    mit hjerte og min krop råber
    efter den levende Gud.

    Selv spurven finder sig et bo,
    og svalen en rede,
    hvor den lægger sine unger,
    ved dine altre,
    Hærskarers Herre,
    min konge og min Gud.

    Lykkelige de, der bor i dit hus,
    til stadighed kan de prise dig.
    Se til vort skjold, Gud,
    se på din salvedes ansigt!

    En dag i dine forgårde er bedre
    end tusind, jeg selv har valgt.
    At ligge ved tærskelen til min Guds hus
    er bedre end at bo i ugudeliges telte.

    Akklamation til Evangeliet Sl 119, 36a. 29b

    Halleluja!
    Vend mit hjerte til dine formaninger
    og giv mig i nåde din lov!

    Evangelium Mark 7,1 13

    Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus. Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem. Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering; – og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke. Farisæ¬erne og de skriftkloge spurgte ham så: “Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?” Men han sagde til dem: “Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:
    Dette folk ærer mig med læberne,
    men deres hjerte er langt borte fra mig,
    forgæves dyrker de mig,
    for det, de lærer, er menneskebud.
    I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.” Og han sagde til dem: “Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave – så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor. I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering. Og meget andet af den slags gør I.”

12
  • Hele dagen
    2020.02.12

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kong 10,1-10

    Da dronningen af Saba hørte, hvad Salomo havde gjort til Herrens ære, kom hun for at prøve ham med gåder. Hun kom til Jerusalem med et meget stort følge, kameler, der bar balsamstoffer, guld i store mængder og ædelsten. Hun kom til Salomo og talte med ham om alt, hvad der lå hende på sinde. Salomo svarede på alle hendes spørgsmål, der var intet skjult for kongen, han kunne svare hende på alt. Da dronningen af Saba så al Salomos visdom, paladset, han havde bygget, maden på hans bord, hvordan hans hoffolk var bænket og hans tjenere vartede op og var klædt, hans mundskænke og hans brændoffer, som han bragte i Herrens tempel, tabte hun vejret og sagde til kongen: »Det rygte, jeg hørte i mit land om dine ord og din visdom, talte sandt. Jeg troede ikke, hvad der blev sagt, førend jeg kom og så det med egne øjne; og man har endda ikke fortalt mig halvdelen! Din visdom og velstand overgår det rygte, jeg hørte. Lykkelige er dine hustruer, lykkelige dine hoffolk, som altid er til tjeneste for dig, og som hører din visdom. Herren din Gud være lovet, fordi han fandt behag i dig, så han satte dig på Israels trone. Fordi Herren elsker Israel for evigt, har han gjort dig til konge til at øve ret og retfærdighed.« Og hun gav kongen 120 talenter guld, balsamstoffer i store mængder og ædelsten; der er ikke siden kommet så meget balsam som det, dronningen af Saba gav kong Salomo.

    Vekselsang Sl 37,5-6.30-31.39-40

    R. Den retfærdiges mund forkynder visdom.

    Overgiv din vej til Herren,
    stol på ham, så griber han ind;
    han lader din ret bryde frem som lyset
    og din retfærdighed som den klare dag.

    Den retfærdiges mund forkynder visdom,
    hans tunge siger, hvad der er ret.
    Han har sin Guds lov i hjertet,
    hans skridt vakler ikke.

    Retfærdiges frelse kommer fra Herren,
    han er deres værn, når nøden kommer.
    Så hjælper Herren dem og udfrier dem,
    han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem,
    for de søger tilflugt hos ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 17,17b a

    Halleluja!
    Dit ord er sandhed;
    Hellig os i sandheden!

    Evangelium Mark 7,14-23

    På den tid kaldte Jesus atter skaren til sig og sagde: “Hør mig, alle sammen, og forstå: -Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!”
    Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: “Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.” Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: “Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.”

13
  • Hele dagen
    2020.02.13

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kong 11,4-13

    Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været. Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været. Dengang byggede Salomo på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes ækle gud, og sådan gjorde han for alle sine udenlandske hustruer, og de tændte offerild og bragte slagtofre til deres guder.

    Men Herren blev vred på Salomo, fordi han havde vendt sit hjerte fra Herren, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham og givet ham befaling om ikke at følge andre guder; men han havde ikke holdt, hvad Herren havde befalet. Og Herren sagde til Salomo: »Fordi du bærer dig sådan ad og ikke holder min pagt og mine love, som jeg har pålagt dig, vil jeg rive kongeriget fra dig og give det til en, der er i din tjeneste. For din far Davids skyld gør jeg det dog ikke, så længe du lever, men jeg vil rive det fra din søn. Jeg vil heller ikke rive hele riget fra dig; for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt, vil jeg give din søn én stamme.«

    Vekselsang Sl 106,3-4.35-36. 37&40

    R. Husk mig, Herre, i nåde mod dit folk.

    Lykkelig den, der våger over ret
    og altid øver retfærdighed.
    Husk mig, Herre, i nåde mod dit folk,
    tag dig af mig med din frelse.

    De blandede sig med folkeslagene
    og efterlignede deres gerninger.
    De dyrkede deres gudebilleder,
    som blev en fælde for dem.

    De ofrede deres sønner
    og deres døtre til dæmonerne.
    Så flammede Herrens vrede op mod hans folk,
    han følte afsky for sit ejendomsfolk.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,21bc

    Halleluja!
    Tag med sagtmodighed imod det ord,
    som kan frelse jeres sjæle.

    Evangelium Mark 7,24-30

    På den tid kaldte Jesus de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: “Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.” Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.

14
  • Hele dagen
    2020.02.14

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 5. alm. uge. (I Ps).
    Helgener: CYRILLUS, munk († 869) og METHODIUS, biskop (†885), værnehelgener for Europa (f)


    Læsning ApG 13,46-49

    Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne. For således har Herren befalet os det:

    Jeg har gjort dig til lys for folkene,
    for at du skal være til frelse til jordens ende.«

    Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro. Og Herrens ord blev udbredt i hele landet.

    Vekselsang Sl 117,1.2

    R. Gå ud i alverden
    og prædik evangeliet for hele skabningen.

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4, 18-19

    Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Eller:

    Halleluja!

    Evangelium Luk 10,1-9

    Herren udpegede tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.

15
  • Hele dagen
    2020.02.15

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 5. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kong 12,26-32; 13,33-34

    Jeroboam tænkte i sit hjerte: »Nu vender kongemagten nok tilbage til Davids hus. Hvis folket her drager op for at bringe ofre i Herrens tempel i Jerusalem, vil deres hjerter vende sig til deres herre Rehabeam, Judas konge, og så vil de dræbe mig og vende tilbage til Judas konge, Rehabeam.« Kongen holdt derfor råd og lod fremstille to tyrekalve af guld. Derpå sagde han: »Nu har I længe nok draget op til Jerusalem! Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten!« Han stillede den ene i Betel; den anden anbragte han i Dan. — Dette blev til synd! — Og folket gik foran den anden til Dan.

    Han byggede offerhøjstempler, og af folket selv udpegede han præster, som ikke var levitter. Jeroboam fejrede festen på den femtende dag i den ottende måned ligesom festen i Juda. Han steg op på det alter, han havde lavet i Betel, for at bringe slagtofre til de tyrekalve, han havde lavet. De offerhøjspræster, han havde udpeget, indsatte han i Betel.

    Heller ikke efter denne begivenhed vendte Jeroboam om fra sin onde vej. Han fortsatte med at udpege offerhøjspræster af folket selv; alle, der ønskede det, indsatte han til offerhøjspræster. Det blev til synd for Jeroboams hus, så det måtte tilintetgøres og udslettes fra jordens overflade.

    Vekselsang Sl 106,6-7a.19-20.21-22

    R. Husk mig, Herre, i nåde mod dit folk!

    Vi har syndet med vore fædre,
    vi har handlet slet og ugudeligt.
    Vore fædre i Egypten
    gav ikke agt på dine undere;

    De lavede en tyrekalv ved Horeb
    og tilbad det støbte billede.
    De skiftede deres ære ud
    med billedet af en okse, der æder græs.

    De glemte Gud, deres frelser,
    som gjorde store gerninger i Egypten,
    undere i Kams land,
    og frygtindgydende gerninger ved Sivhavet.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Mark 8,1-10

    I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: “Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; – og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: “Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: “Hvor mange brød har I?” “Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort. Straks efter gik han om bord i båden sammen med sine disciple og kom til egnen ved Dalmanuta.

16
  • Hele dagen
    2020.02.16

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Søndag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Sir 15,15-20

    Hvis du vil, kan du holde buddene,
    at vise troskab er et spørgsmål om at vælge.
    Han har sat ild og vand foran dig;
    du kan række hånden ud efter det, du foretrækker.
    Foran sig har mennesket livet og døden,
    det, han vælger, får han.
    For Herrens visdom er stor;
    hans magt er stærk, og han ser alt.
    Hans øjne følger dem, der frygter ham,
    han kender enhver menneskelig handling.
    Han har ikke pålagt nogen at handle ugudeligt,
    og han har ikke givet nogen lov til at synde.

    Vekselsang Sl 119,1-2. 4-5. 17-18. 33-34

    R. Lykkelig den, som vandrer efter Herrens lov.

    Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen,
    og som vandrer efter Herrens lov.
    Lykkelig den, der overholder hans formaninger
    og søger ham af hele sit hjerte.

     Du har givet dine forordninger,
    de skal nøje overholdes.
    Gid min færden må være sikker,
    så jeg holder dine love.

     Gør vel imod din tjener, så jeg må leve,
    da vil jeg følge dine ord.
    Luk mine øjne op,
    så jeg kan iagttage underne i din lov.

    Herre, vis mig dine loves vej,
    så vil jeg følge den helt og fuldt.
    Giv mig indsigt, så jeg overholder din lov
    og holder den af hele mit hjerte.

    2. Læsning 1.Kor 2,6-10

    Visdom taler vi om blandt de fuldkomne, men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.  Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.  Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.  Men som der står skrevet:

    Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
    og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
    det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,
    det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja.
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har skjult dette for vise og forstandige
    og åbenbaret det for umyndige;

    Evangelium Matt 5,17-37 eller Matt 5,20-22-22a.27-28.33-34a.37

    Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.  Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.  Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.  For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

     I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.  Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig,  så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.  Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel.  Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

     I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.  Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede.  Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.

     Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

     I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹  Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone,  eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by.  Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort.  Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.


    For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

     I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen;

    I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

    I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹  Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge. 

    Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

17
  • Hele dagen
    2020.02.17

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Servitterordenen af den salige Jomfru Marias 7 hellige grundlæggere († 13.årh.)


    Læsning Jak 1,1-11

    Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag.

    Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.

    En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed.

    Vekselsang Sl 119,67,68.71.72.75.76

    R. Din barmhjertighed finde mig, o Herre, at jeg må leve.

    Før jeg blev ydmyget, for jeg vild,
    men nu følger jeg dit ord.

    Du er god, og du handler godt,
    lær mig dine love!

    Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget,
    så jeg kunne lære dine love.

    Den lov, du har givet, er bedre for mig
    end tusind stykker guld og sølv.

    Herre, jeg ved, at dine bud er retfærdige,
    i din trofasthed ydmygede du mig.

    Lad din godhed være min trøst
    efter dit ord til din tjener.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,6

    Halleluja!
    Jeg er vejen og sandheden og livet – siger Herren;
    ngen kommer til Faderen uden ved mig.

    Evangelium Mark 8,11-13

    Så kom farisæerne og gav sig til at diskutere med Jesus, og for at sætte ham på prøve krævede de et tegn fra himlen af ham. Så sukkede han dybt i sin ånd og sagde: »Hvorfor kræver denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få.« Og han forlod dem og gik igen om bord og tog over til den anden bred.

18
  • Hele dagen
    2020.02.18

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Jak 1,12-18

    Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.

    Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.

    Vekselsang Sl 94,12-13a.14-15.18-19

    R. Lykkelig den mand, du tugter, Herre!

    Lykkelig den mand, du tugter, Herre,
    og som du belærer efter din lov,
    så du giver ham fred for onde dage.

    For Herren forkaster ikke sit folk
    og svigter ikke sin ejendom;
    retten kommer på ny til sin ret,
    og alle de oprigtige skal følge den.

    Når jeg sagde: Min fod vakler,
    så støttede din trofasthed mig, Herre.
    Når urolige tanker tog til i mit indre,
    så gjorde din trøst mig glad.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

    Halleluja!
    Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
    og min fader vil elske ham,
    og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

    Evangelium Mark 8,14-21

    Disciplene havde glemt at tage brød med, så de havde kun et enkelt brød med sig i båden. Og Jesus befalede dem: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.« Og de talte med hinanden om, at det var, fordi de ikke havde brød med. Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: »Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet? Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke, da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Tolv,« svarede de. »Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Syv,« svarede de. Og han sagde til dem: »Forstår I endnu ikke?«

19
  • Hele dagen
    2020.02.19

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Jak 1,19-27

    Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

    Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.

    Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.

    Vekselsang Sl 15,2-3ab.3cd-4ab.5

    R. Hvem kan bo på dit hellige bjerg, Herre?

    Den som vandrer retsindigt,
    som øver retfærdighed
    og taler sandhed af hjertet;
    den som ikke løber med sladder,
    ikke skader sin næste

    og ikke bringer skam over sin nærmeste;
    den som foragter den forkastede
    og ærer dem, der frygter Herren;
    som ikke bryder sin ed;

    Den som ikke låner penge ud mod renter
    og ikke lader sig bestikke i sager mod uskyldige.
    Den, der overholder dette,skal aldrig vakle.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Ef 1,17-18

    Halleluja!
    Vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader,
    oplyser vore hjertes øjne,
    så vi forstår, til hvilket håbe han kalder os.

    Evangelium Mark 8,22-26

    Jesus og hans disciple kom de til Betsajda. Og folk førte en blind hen til ham, og de bad ham om at røre ved ham. Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: »Kan du se noget?« Og han åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring.« Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt. Og Jesus sendte ham hjem, idet han sagde: »Og du må ikke gå ind i landsbyen.«

20
  • Hele dagen
    2020.02.20

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Jak 2,1-9

    Mine brødre, I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger: »Vær så god, her sidder du godt,« men siger til den fattige: »Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet,« er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?

    Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?

    Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: »Du skal elske din næste som dig selv,« så handler I ret. Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere.

    Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7

    R. Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham.

    Jeg vil prise Herren til alle tider,
    min mund skal altid lovsynge ham.
    Jeg fryder mig over Herren,
    de ydmyge hører det med glæde.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,63b. 69b

    Halleluja!
    Dine ord, Herre, er ånd og liv.
    Du har det evige livs ord.

    Evangelium Mark 8,27-33

    Jesus og hans disciple drog bort til landsbyerne ved Cæsarea Filippi; og på vejen spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at jeg er?« De svarede: »Johannes Døber, og andre siger Elias, og andre igen, at du er en af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarede: »Du er Kristus.« Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.

    Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter. Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham. Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

21
  • Hele dagen
    2020.02.21

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 6. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Peter Damian, biskop og kirkelærer (†1072)


    Læsning Jak 2,14-24. 26

    Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.

    Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også — og skælver. Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,« og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.

    Vekselsang Sl 112,1-2.3-4.5-6

    R. Lykkelig den, der frygter Herren
    og elsker hans bud.

    Lykkelig den, der frygter Herren
    og elsker hans bud højt.
    Hans afkom bliver mægtigt i landet,
    retskafnes slægt velsignes.

    Rigdom og velstand fylder hans hus,
    og hans retfærdighed består til evig tid.
    For de retskafne bryder lys frem i mørket,
    han er nådig, barmhjertig og retfærdig.

    Lykkelig den, der låner gavmildt ud
    og sørger for sin ejendom på rette måde,
    for han skal aldrig vakle.
    Altid skal den retfærdige huskes.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,15b

    Halleluja!
    Jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader,
    har jeg gjort kendt for jer.

    Evangelium Mark 8,34-9,1

    Jesus kaldte skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.«

    Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«

22
  • Hele dagen
    2020.02.22

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække a
    Hverdagstekstrække Ii


    Fredag. APOSTLEN PETERS STOL (f)
    Helgener: Apostlen Peters Stol


    Læsning 1 Pet 5,1-4
    eres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.

    Vekselsang Sl 23,1-2a.2b-3.4.5.6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød!

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge.

    Han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny,
    han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.

    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    Akklamation til Evangeliet Matt 16,18

    Halleluja!
    Jeg siger dig, at du er Peter,
    og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
    og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

    Evangelium Matt 16,13-19

    Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

23
  • Hele dagen
    2020.02.23

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Søndag i 7. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning 3 Mos 19,1-2.17-18
    Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren.

    Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8&10.12-13

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Herren er barmhjertig og nådig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.

    Så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.
    Som en far er barmhjertig mod sine børn,
    er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

    2. læsning 1 Kor 3, 16-23

    Brødre og søstre! Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

    Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vís i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vís. For denne verdens visdom er dårskab for Gud der står jo skrevet: “Han fanger de vise i deres snedighed,” og igen: Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.
    Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer alt tilhører jer. Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.

    Akklamation til Evangeliet 1Joh 2,5

    Halleluja!
    Den, der holder fast ved Kristi ord,
    i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

    Evangelium Matt 5,38-48

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “I har hørt, at der er sagt: ‘Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
    I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

24
  • Hele dagen
    2020.02.24

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 7. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Jak 3,13-18

    Hvem af jer er v¡s og forstandig? Han skal vise det i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed. Men hvis jeres hjerte rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. Den visdom kommer ikke fra oven, den er jordisk, sjælelig og dæmonisk. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.15

    R. Herrens forordninger er retskafne,
    glæder hjertet.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Tag nådigt imod min munds ord
    og mit hjertes tanke,
    Herre, min klippe og forløser!

    Akklamation til Evangeliet 2 Tim 1,10b

    Halleluja!
    Vor frelser Kristus Jesus tilintetgjorde døden
    og bragte liv for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Mark 9,14-29

    Da Jesus kom ned fra bjerget til disciplene, så han en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

    Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

    Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

    Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn o faste.«

25
  • Hele dagen
    2020.02.25

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 7. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Jak 4,1-10

    Kære brødre! Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer? I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster. I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud. Eller tror I, det er tomme ord, når Skriften siger: »Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os, og viser så meget større nåde«? Derfor hedder det:

    Gud står de hovmodige imod,
    de ydmyge viser han nåde.

    I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.

    Vekselsang Sl 55,7-8.9-10a.10b-11a. 23

    R. Kast din byrde på Herren,
    så vil han sørge for dig.

    Jeg siger:
    Gid jeg havde vinger som duen,
    så ville jeg flyve bort og finde et bosted.
    Jeg ville flygte langt bort
    og slå mig ned i ørkenen.

    Jeg ville skynde mig at finde ly
    for den rasende storm, for uvejret.
    Split dem, Herre,
    spalt deres tunger.

    For jeg ser vold
    og strid i byen.
    Dag og nat går de omkring den
    på dens mure.

    Kast din byrde på Herren,
    så vil han sørge for dig.
    I al evighed
    lader han ikke den retfærdige vakle.

    Akklamation til Evangeliet Gal 6,14

    Halleluja!
    Jeg er stolt af ikke andet end af vor Herre Jesu Kristi kors;
    ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.

    Evangelium Mark 9,30-37

    Jesus og hans disciple brød op og drog igennem Galilæa, og Jesus ville ikke have, at nogen skulle vide det, for han underviste sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.« Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.

    Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte om på vejen?« Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.« Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: »Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.«

26
  • Hele dagen
    2020.02.26

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Askeonsdag (IV Ps)
    Helgener:
    Fast- og abstinensdag.
    Askeindvielse kan foretages ved hver menighedsmesse eller ordets gudstjeneste


    1. læsning Joel 2, 12-18

    Selv nu
    siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte
    med faste, gråd og klage!
    Sønderriv jeres hjerte
    og ikke jeres klæder,
    vend om til Herren jeres Gud!
    For han er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab;
    han kan fortryde ulykken.
    Måske vender han om og fortryder
    og lader sin velsignelse blive tilbage,
    så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer
    til Herren jeres Gud.

    Stød i hornet på Zion!
    Udråb en hellig faste,
    udråb en sørgefest!
    I skal samle folket
    og hellige forsamlingen;
    I skal bringe de ældste sammen
    og samle børn
    og spæde.
    Brudgommen må forlade kammeret,
    bruden sit brudekammer.
    Mellem forhallen og alteret
    skal præsterne, Herrens tjenere,
    græde og sige:
    »Vær barmhjertig mod dit folk, Herre!
    Gør ikke din ejendom til spot,
    så folkeslagene håner den.
    Hvorfor skal man sige blandt folkene:
    Hvor er deres Gud?«

    Da brænder Herren af nidkærhed for sit land,
    han skåner sit folk.

    Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.12-13. 14&17

    R. Gud, vær os nådig, vi har syndet.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For jeg kender mine overtrædelser,
    og min synd har jeg altid for øje.
    Mod dig alene har jeg syndet,
    jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Herre, åbn mine læber,
    så min mund kan forkynde din pris.

    2. læsning 2 Kor 5, 20-6,2

    Vi er udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.

    Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. Det hedder jo:

    I nådens tid bønhører jeg dig;
    på frelsens dag hjælper jeg dig.
    Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Ære være dig, Herre Jesus.

    Gør ikke jeres hjerter hårde,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Matt. 6,1-6. 16-18

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

    Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

    Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.«

27
  • Hele dagen
    2020.02.27

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 5 Mos 30,15-20

    Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse.

    Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går over Jordan. Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

    Vekselsang Sl 1,1-2.3.4&6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,17

    Ære være dig, Herre Jesus.

    Omvend jer – siger Herren,
    for Himmeriget er kommet nær!

    Evangelium Luk 9,22-25

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.«

    Og henvendt til alle sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

28
  • Hele dagen
    2020.02.28

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Fredag (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 58,1-9a

    Så siger Herren vor Gud:
    Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
    løft din røst som hornet!
    Forkynd mit folk dets overtrædelse
    og Jakobs hus dets synder.
    Mig søger de dag efter dag,
    de ønsker at kende mine veje;
    som et folk, der øver retfærdighed
    og ikke svigter sin Guds bud,
    spørger de mig om lov og ret,
    de ønsker at være Gud nær.
    – “Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
    og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.”
    På fastedagen driver I handel,
    og jeres arbejdere jager I med.
    I faster i kiv og strid
    og kaster med sten i ondskab.
    Når I faster, som I nu gør,
    bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
    Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
    at mennesket spæger sit legeme,
    hænger med hovedet som et siv
    og ligger i sæk og aske?
    Er det det, I kalder faste,
    en dag til Herrens behag?
    Nej, den faste, jeg ønsker,
    er at løse ondskabens lænker
    og sprænge ågets bånd,
    at sætte de undertrykte i frihed,
    og bryde hvert åg;
    ja, at du deler dit brød med den sultne,
    giver husly til hjemløse stakler,
    at du har klæder til den nøgne
    og ikke vender ryggen til dine egne.
    Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
    og dit sår skal hurtigt læges;
    din retfærdighed går i spidsen for dig,
    og Herrens herlighed er bag dig.
    Da kalder du, og Herren vil svare,
    da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

    Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.18-19

    R. Et sønderbrudt og sønderknust hjerte
    afviser du ikke, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For jeg kender mine overtrædelser,
    og min synd har jeg altid for øje.
    Mod dig alene har jeg syndet,
    jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

    For du vil ikke have slagtoffer
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

    Akklamation til Evangeliet Am 5,14

    Ære være dig, Herre Jesus.

    Søg det gode og ikke det onde, for at I må leve.
    Så vil Herren være med jer.

    Evangelium Matt 9,14-15

    På den tid kom Johannes’ disciple hen til Jesus og spurgte: “Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?” Jesus svarede dem: “Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste.”

29
  • Hele dagen
    2020.02.29

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag efter askeonsdag (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 58, 9b-14

    Hvis du fjerner åget
    og holder op at pege fingre og tale ondt,
    rækker den sultne dit brød
    og mætter den forkuede,
    så skal dit lys bryde frem i mørket
    og dit mulm blive til højlys dag.
    Herren vil altid lede dig,
    selv i øde egne vil han mætte dig.
    Han vil styrke din krop,
    så du bliver som en frodig have,
    som et kildevæld,
    hvis vand ikke svigter.
    Dine ruiner fra fortiden skal genopbygges,
    du skal rejse tidligere slægters grundvolde.
    Du skal kaldes den, som tætner revner,
    den, som gør det nedrevne beboeligt.
    Hvis du tager dig i vare på sabbatten
    og ikke driver handel på min hellige dag,
    hvis du kalder sabbatten frydefuld
    og Herrens hellige dag ærværdig,
    hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer,
    drive handel og træffe aftaler,
    så skal du glæde dig over lykken hos Herren.
    Jeg vil føre dig frem over landets høje
    og lade dig nyde godt af din fader Jakobs ejendom.
    Herren selv har talt.

    Vekselsang Sl 86,1-2.3-4.5-6

    R. Vis mig din vej, Herre,
    så jeg kan vandre i din sandhed.

    Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig,
    for jeg er hjælpeløs og fattig.
    Bevar mit liv, for jeg er trofast,
    frels din tjener, du min Gud,
    jeg stoler på dig.

    Vær mig nådig, Herre,
    for jeg råber til dig dagen lang.
    Glæd din tjener,
    jeg længes efter dig, Herre,

    for du, Herre, er god og tilgiver gerne,
    rig på troskab mod alle, der råber til dig.
    Hør min bøn, Herre,
    lyt til min tryglen!

    Akklamation til Evangeliet Ez 33,11

    Ære være dig, Herre Jesus.

    Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død,
    men at han vender om fra sin vej, så han bevarer livet.

    Evangelium Luk 5,27- 32

    På den tid så Jesus en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: “Følg mig!” Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham.

    Så holdt Levi en stor fest for ham i sit hus, og en mængde toldere og andre sad til bords sammen med dem. Farisæerne og deres skriftkloge gav ondt af sig og spurgte hans disciple: “Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?” Jesus svarede dem: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.”