Læsninger

< 2020 >
februar
  • 01
    01.februar.lørdag

    Hele dagen
    2020.02.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække  II


    Lørdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- ordenskald


    Læsning 2 Sam 12,1-7a.10-17

    Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«

    Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden! Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias’ kone. Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« Så gik Natan hjem.

    Herren lod den dreng, Urias’ kone havde født David, blive ramt af sygdom. Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem.

    Vekselsang Sl 51,12-13.14-15.16-17

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    så min tunge kan juble over din retfærdighed.
    Herre, åbn mine læber,
    så min mund kan forkynde din pris.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Halleluja!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Mark 4,35 – 41

    En dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: “Lad os tage over til den anden bred.” Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. – Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”

  • 02
    02.februar.søndag

    Hele dagen
    2020.02.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    4.alm. søndag. HERRENS FREMSTILLING I TEMPLET (KYNDELMISSE) (f)
    Helgener:


    1. læsning Mal 3,1-4

    Se, jeg sender min engel,
    han skal bane vejen for mig.
    Herren, som I søger,
    kommer med ét til sit tempel,
    pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
    siger Hærskarers Herre.
    Hvem kan udholde den dag, han kommer?
    Hvem kan bestå, når han viser sig?
    Han er som ilden i smelteovnen,
    som den lud, man bruger til blegning.

    Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.

    Nu kommer jeg til jer og holder dom,
    jeg træder snart frem som vidne
    mod troldmænd og horkarle,
    mod dem, der sværger falsk,
    mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
    og dem, der afviser den fremmede,
    enken og den faderløse.
    Men mig frygter de ikke,
    siger Hærskarers Herre.

    Vekselsang Sl 24,7.8.9.10

    R. Hærskarernes Herre, han er ærens Konge!

    Løft jeres hoveder, I porte,
    løft jer, I ældgamle døre,
    så ærens konge kan drage ind.

    Hvem er ærens konge?
    Det er Herren, stærk og vældig,
    Herren, vældig i krig.

    Løft jeres hoveder, I porte,
    løft jer, I ældgamle døre,
    så ærens konge kan drage ind.

    Hvem er han, ærens konge?
    Hærskarers Herre,
    han er ærens konge!

    2. læsning Hebr 2, 14-18

    Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.

    Akklamation til Evangeliet Luk 2,32

    Halleluja!
    Et lys, som skal åbenbares for hedningerne,
    og en herlighed for dit folk, Israel.

    Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22-32

    Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

    I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse,
    som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger
    og en herlighed for dit folk Israel.*

    Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

    Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.


    Luk 2,22-32

    Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

    I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse,
    som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger
    og en herlighed for dit folk Israel.

  • 03
    03.februar.mandag

    Hele dagen
    2020.02.03

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 2 Sam 15,13-14. 30; 16,5-13

    Der kom en budbringer til David med besked om, at israelitterne havde taget parti for Absalom. David sagde til de folk, han havde hos sig i Jerusalem: »Kom, lad os flygte, ellers undslipper vi ikke Absalom. Skynd jer af sted! Han kan hurtigt nå frem og bringe ulykke over os og hugge byens indbyggere ned med sværd.«

    David gik videre op ad Oliebjerget, og han græd hele vejen, barfodet og med tilhyllet hoved, og alle, som fulgte ham, gik med tilhyllet hoved og græd.

    Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim’i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne. Shim’i forbandede ham og sagde: »Forsvind, din morder, dit onde menneske! Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!« Da sagde Serujas søn Abishaj til kongen: »Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge? Lad mig gå over og hugge hovedet af ham.« Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?« Og til Abishaj og alle sine folk sagde han: »Når min søn, mit eget kød og blod, stræber mig efter livet, hvor meget mere vil så ikke den benjaminit gøre det? Lad ham bare forbande mig, når Herren har sagt, at han skal. Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke i stedet for forbandelsen i dag.« David og hans mænd gik videre på vejen, mens Shim’i fulgte med oppe på bjergsiden og blev ved med at forbande, kaste sten og smide jord efter ham.

    Vekselsang Sl 3,2-3.4-5.6-7

    R. Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud!

    Herre, hvor er mine fjender mange!
    Mange rejser sig imod mig,
    mange siger om mig:
    »Ham frelser Gud ikke.«

    Men du, Herre, er mit skjold,
    min ære, den der løfter mit hoved.
    Jeg råber højt til Herren,
    og han svarer mig fra sit hellige bjerg.

    Jeg lagde mig og sov,
    jeg vågnede, for Herren støtter mig.
    Jeg frygter ikke ti tusind krigere,
    der belejrer mig fra alle sider.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 5,1-20

    På den tid kom Jesus sammen med sine disciple over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!” Jesus havde nemlig sagt til ham: “Du urene ånd, far ud af manden.” Og han spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han svarede ham: “Legion er mit navn, for vi er mange.” Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
    Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: “Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.” Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
    Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.

  • 04
    04.februar.tirsdag

    Hele dagen
    2020.02.04

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Blasius, biskop og martyr († 316)
    Blasiusvelsignelse


    Læsning 2 Sam 18,9-10. 14b. 24-25a. 30-19,3

    Ved et tilfælde blev Absalom set af Davids mænd. Han var kommet ridende på et muldyr, og muldyret var kommet ind under grenene på et stort egetræ; hans hoved hang fast i træet, og han blev hængende mellem himmel og jord, mens dyret, han sad på, fortsatte. Det så en mand, og han fortalte Joab det: »Jeg har lige set Absalom; han hænger fast i en eg.«

    Joab greb tre spyd og jog dem i brystet på Absalom, som han hang mellem egetræets grene og endnu var i live. David sad mellem de to porte, og udkigsposten gik op på taget af portbygningen og hen til muren. Da han så ud, fik han øje på en mand, der kom løbende alene. I det samme kom nubieren, og han sagde: »Det meldes min herre kongen, at Herren i dag har skaffet dig ret over for alle dem, der har rejst sig imod dig.« Kongen spurgte da: »Er den unge Absalom i god behold?« Nubieren svarede: »Måtte det gå alle de fjender, min herre kongen har, og alle, der har rejst sig imod dig, som det er gået den unge mand!«

    Da blev kongen dybt rystet og gik op i rummet over byporten og brast i gråd; han gik frem og tilbage og sagde: »Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!« Så fik Joab at vide, at kongen græd og sørgede over Absalom. Den dag blev sejren til sorg for hele hæren, for de hørte, at kongen var bedrøvet over sin søn..

    Vekselsang Sl 86,1-2.3-4.5-6

    R. Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig.

    Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig,
    for jeg er hjælpeløs og fattig.
    Bevar mit liv, for jeg er trofast,
    frels din tjener, du min Gud,
    jeg stoler på dig.

    Vær mig nådig, Herre,
    for jeg råber til dig dagen lang.
    Glæd din tjener,
    jeg længes efter dig, Herre.

    For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
    rig på troskab mod alle, der råber til dig.
    Hør min bøn, Herre,
    lyt til min tryglen!

    Akklamation til Evangeliet Matt 8,17

    Halleluja!
    Han tog vore lidelser,
    han bar vore sygdomme.

    Evangelium Mark 5,21 43

    Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: “Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.” Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.

    Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”
    Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: “Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?” Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro kun!” Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: “Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.” De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. Så tog han barnets hånd og sagde til hende: “Talitha kum!” – det betyder: “Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!” Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.

  • 05
    05.februar.onsdag

    Hele dagen
    2020.02.05

     

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Agathe, jomfru og martyr († 251) (m)


    Læsning 2 Sam 24,2. 9-17

    Kongen sagde til sin hærfører Joab: »Tag rundt i alle Israels stammer fra Dan til Be’ersheba og hold mønstring over folket, så jeg ved, hvor mange der er.«

    Joab meddelte kongen det tal, mønstringen havde givet: I Israel var der 800.000 våbenføre mænd, i Juda 500.000. Men efter at David havde holdt folketælling, fik han samvittighedskvaler og sagde til Herren: »Jeg har begået en stor synd. Tilgiv nu din tjeners skyld, Herre, for jeg har båret mig meget tåbeligt ad.« Da David stod op næste morgen, var Herrens ord kommet til profeten Gad, Davids seer: »Gå hen og sig til David: Dette siger Herren: Jeg forelægger dig tre ting. Vælg selv en af dem, og den vil jeg så påføre dig.« Gad kom nu til David og fortalte ham det; han sagde: »Skal der i tre år være hungersnød i dit land, eller skal du i tre måneder være på flugt, forfulgt af dine fjender, eller skal der i tre dage komme pest i dit land? Find nu ud af, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!« David sagde til Gad: »Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd, for hans barmhjertighed er stor. I menneskehånd vil jeg ikke falde!« Fra næste morgen sendte Herren pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde halvfjerds tusind mand af folket fra Dan til Be’ersheba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, fortrød Herren ulykken og sagde til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: »Det er nok, træk din hånd tilbage!« Herrens engel var da ved jebusitten Aravnas tærskeplads. Da David så englen, som havde slået folket ned, sagde han til Herren: »Det er mig, der har syndet, mig, der har forbrudt mig; men fårene her, hvad har de gjort? Lad dog din hånd ramme mig og min fars hus!«

    Vekselsang Sl 32,1-2.5.6.7

    R. Du tilgav min syndeskyld.

    Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
    og hvis synder er blevet skjult;
    lykkeligt det menneske,
    som Herren ikke tilregner skyld,
    og i hvis sind der ikke er svig.

    Min synd bekendte jeg for dig,
    og jeg skjulte ikke min skyld.
    Jeg sagde: Jeg vil bekende
    mine overtrædelser for Herren,
    og du tilgav
    min syndeskyld.

    Derfor beder
    alle fromme til dig,
    når du er at finde.
    Bruser de vældige vande frem,
    skal de ikke nå dem.

    Hos dig søger jeg skjul,
    du beskytter mig mod trængsel;
    du lader jubel over min redning lyde omkring mig.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Mark 6,1-6

    På den tid tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: “Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?” Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: “En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.” Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.