Læsninger

  • 01
    01.oktober.torsdag

    Hele dagen
    2020.10.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Therese af Jesusbarnet (af Lisieux), jomfru og kirkelærer(† 1897) (m)


    Læsning Job 19,21-27ab

    Job sagde:

    »Vær barmhjertige, venner, vær barmhjertige!
    Guds hånd har jo ramt mig.
    Hvorfor forfølger I mig, ligesom Gud gør?
    Bliver I aldrig mætte af mit kød?
    Gid mine ord dog var skrevet ned!
    Gid de var nedfældet på skrift,
    for evigt indridset i klippen,
    med en griffel af jern og med bly.
    Dog ved jeg, at min løser lever,
    til sidst skal han stå frem på jorden.
    Når min hud er skrællet af,
    når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
    ham skal jeg skue,
    ham og ingen anden skal mine øjne se.«

    Vekselsang Sl 27,7-8a.8b-9abc.13-14

    R. Jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.

    Hør mig, Herre, når jeg råber,
    vær mig nådig og svar mig!
    Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!«

    Herre, jeg søger dit ansigt,
    skjul ikke dit ansigt for mig;
    vis ikke din tjener bort i vrede,
    thi du er min hjælp.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Luk 10,1-12

    På den tid udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.

  • 02
    02.oktober.fredag

    Hele dagen
    2020.10.02


    Tirsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: De hellige værneengle (m)


    Læsning 2 Mos 23,20-23a

    Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham. Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. Min engel skal gå foran dig og føre dig.

    Vekselsang Sl 91,1 – 2.3-4. 5-6.10-11

    R. Han byder sine engle at vogte på dig på alle dine veje.

    Den, der sidder i den Højestes skjul,
    har sin bolig i den Almægtiges skygge;
    han kan sige om Herren:
    »Min tilflugt og min borg,
    min Gud, som jeg stoler på.«

    Han redder dig
    fra fuglefængerens fælde,
    fra den hærgende pest.
    Han dækker dig med sine fjer,
    du kan søge ly under hans vinger;
    hans trofasthed er skjold og værn.

    Du skal ikke frygte for nattens rædsler
    eller for pilen, der flyver om dagen,
    ikke for pesten, der breder sig i mørket,
    eller for soten, der hærger ved højlys dag.

    Intet ondt skal ramme dig,
    ingen plage skal nå dit telt,
    for han vil give sine engle befaling
    om at beskytte dig på alle dine veje.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Se til, at I ikke ringeagter en af disse små.
    For jeg siger jer:
    Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.

    Evangelium Matt 18,1-5. 10

    På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.«

  • 02
    02.oktober.fredag

    Hele dagen
    2020.10.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: De hellige værneengle (m)
    Ad libitum læsninger til de hellige værneengle:


    Læsning Job 38,1. 12-21; 40,3-5

    Herren talte til Job inde fra stormen:

    »Har du nogen sinde beordret morgenen frem,
    anvist morgenrøden dens plads,
    hvor den kan gribe fat i jordens kanter,
    så de ugudelige rystes af den?
    Da skifter jorden farve som ler til forsegling,
    den farves, som man farver en klædning.
    De ugudelige forholdes deres lys,
    og den løftede arm brækkes.
    Har du været ved havets kilder,
    har du vandret på urdybets bund?
    Er dødens porte blevet åbenbaret for dig,
    har du set mørkets porte?
    Har du givet agt på jordens vidder?
    Fortæl det, hvis du ved, hvor stor den er.
    Hvor er vejen til lysets bolig,
    og hvor har mørket sit hjem?
    Kan du tage det hjem til dets enemærker
    og føre det ad vejen til dets bolig?
    Du ved det jo! Du var født dengang,
    og du har levet længe!«

    Job svarede Herren:

    »Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig?
    Jeg lægger hånden på munden.
    Én gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen,
    to gange, jeg fortsætter ikke.«

    Vekselsang Ps 139,1-3.7-8.9-10.13-14ab

    R. Led mig ad evigheds vej, Herre!

    Herre, du ransager mig og kender mig.
    Du ved, om jeg sidder eller står,
    på lang afstand er du klar over min tanke;
    du har rede på, om jeg går eller ligger,
    alle mine veje er du fortrolig med.

    Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
    Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
    Stiger jeg op til himlen, er du dér,
    lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

    Låner jeg morgenrødens vinger
    og slår mig ned, hvor havet ender,
    så leder din hånd mig også dér,
    din højre hånd holder mig fast.

    Det var dig, der dannede mine nyrer,
    du flettede mig sammen i min mors liv.
    Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
    underfulde er dine gerninger.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Halleluja!
    Gør ikke jeres hjerter hårde,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Luk 10,13-16

    På den tid sagde Jesus: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.«

  • 03
    03.oktober.lørdag

    Hele dagen
    2020.10.03

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Job 42,1-3. 5-6. 12-16

    Job svarede Herren:

    »Nu ved jeg, at du formår alt,
    intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
    Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt?
    Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod,
    om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.
    Jeg havde hørt rygter om dig,
    men nu har jeg set dig med egne øjne;
    derfor kalder jeg alt tilbage og angrer
    i støv og aske.«

    Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort. Han fik fjorten tusind får, seks tusind kameler, tusind spand okser og tusind æselhopper. Han fik syv sønner og tre døtre; den første kaldte han Jemima, den anden Kesia og den tredje Keren-Happuk. Så smukke kvinder som Jobs døtre fandtes ikke i hele landet, og deres far gav dem arvelod på linie med deres brødre. Job levede endnu 140 år og så sine børn og børnebørn i fire slægtled. Så døde Job gammel og mæt af dage.

    Vekselsang Sl 119,66.71.75.91.125.130

    R. Lad dit ansigt lyse over din tjener.

    Giv mig dømmekraft og kundskab,
    for jeg stoler på dine befalinger.

    Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget,
    så jeg kunne lære dine love.

    Herre, jeg ved, at dine bud er retfærdige,
    i din trofasthed ydmygede du mig.

    Dine bud består endnu i dag,
    for alle ting må tjene dig.

    Jeg er din tjener, giv mig indsigt,
    så jeg kan lære dine formaninger at kende.

    Dine ord giver lys, når de åbner sig,
    og giver de uerfarne forstand.

    Akklamation til Evangeliet sml. Matt 11,25

    Halleluja!
    Priset være du, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret rigets hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Luk 10,17-24

    På den tid vendte de tooghalvfjerds disciple glade tilbage og fortalte: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.« Da sagde han til dem: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.«

    I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.«

    Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«.

  • 04
    04.oktober.søndag

    Hele dagen
    2020.10.04

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    27. ALM. SØNDAG (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 5,1-7

    Jeg vil synge en sang om min ven,
    min elskedes sang om hans vingård.
    Min ven havde en vingård
    på en frugtbar skråning.
    Han gravede den, rensede den for sten
    og plantede den til med vinstokke.
    Han byggede et vagttårn i den
    og udhuggede også en perse.
    Han ventede, at den ville give vindruer,
    men den gav vilddruer.
    Og nu, Jerusalems indbyggere,
    Judas mænd,
    døm mellem mig og min vingård.
    Hvad var der mere at gøre
    ved min vingård,
    som jeg ikke har gjort?
    Når jeg ventede, at den ville give vindruer,
    hvorfor gav den så vilddruer?
    Men nu vil jeg lade jer vide,
    hvad jeg vil gøre ved min vingård:
    Jeg vil fjerne hegnet om den,
    så den bliver afgnavet,
    nedrive gærdet om den,
    så den bliver trampet ned.
    Jeg lader den forfalde,
    den bliver hverken beskåret eller hakket,
    så den gror til med tjørn og tidsel,
    og jeg forbyder skyerne
    at give den regn.
    For Hærskarers Herres vingård er Israels hus,
    og Judas mænd er hans yndlingsplante.
    Han ventede ret,
    men der kom retsløshed.
    Han ventede retfærdighed,
    men der kom nødskrig.

    Vekselsang Sl 80,9&12.13-14.15-16.19-20

    R. Herrens vingård er Israels hus.

    Eller:

    Halleluja!

    Du rykkede en vinstok op i Egypten
    og plantede den, hvor du drev folkeslag bort;
    den strakte sine ranker til havet
    og sine skud til floden.

    Hvorfor har du revet dens gærde ned,
    så alle, der går forbi, kan plukke af den?
    Skovens vildsvin gnaver af den,
    markens dyr græsser på den.

    Hærskarers Gud, vend tilbage,
    se dog ned fra himlen!
    Tag dig af denne vinstok,
    Så vil vi ikke vige fra dig.
    Hold os i live, så vil vi påkalde dit navn.

    Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen,
    lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

    2. læsning Fil 4,6-9

    Brødre og søstre! Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

    I øvrigt, brødre og søstre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud vil være med jer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,16

    Halleluja!
    Det er ikke jer, der har udvalgt mig,
    Men mig, der har udvalgt jer
    og sat jer til at gå ud og bære frugt.

    Evangelium Matt 21,33-43

    Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

    Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?
    Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.”