Læsninger

< 2019 >
juni 30 - juli 06
  • 30
    30.juni.søndag

    PETER OG PAULS APOSTLE (h)

    Hele dagen
    2019.06.30

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Søndag. PETER OG PAULS APOSTLE (h)
    Helgener: PETER og PAULS, apostle


    1. læsning ApG 12,1-11

    Kong Herodes lagde hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes’ bror, Jakob, lod han henrette med sværd. Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest. Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket. Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham. Natten før Herodes ville stille ham for retten, lå Peter og sov mellem to soldater; han var lagt i to lænker, og vagter ved døren bevogtede fængslet. Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder. Og englen sagde til ham: »Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!« Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: »Tag din kappe på og følg mig!« Peter fulgte med ud, men forstod ikke, at det, der skete ved englen, var virkeligt; han troede, at det var et syn. Da de var kommet forbi den første og den anden vagtpost, kom de til den jernport, der førte ud til byen. Den åbnede sig for dem af sig selv, og de trådte ud og fortsatte en gade hen; og pludselig forsvandt englen fra ham.

    Så kom Peter til sig selv og sagde: »Nu forstår jeg sandelig, at Herren har sendt sin engel og revet mig ud af Herodes’ hånd og fra alt det, som jøderne går og venter på.«

    Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9

    R. Han befriede mig for al min frygt.

    Jeg vil prise Herren til alle tider,
    min mund skal altid lovsynge ham.
    Jeg fryder mig over Herren,
    de ydmyge hører det med glæde.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Herrens engel lejrer sig
    omkring dem, der frygter ham,
    og han udfrier dem.
    Smag og se, at Herren er god;
    lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

    2. læsning 2 Tim 4,6-8. 17-18

    Højtelskede: Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig ­ og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.

    Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab. Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

    Akklamation til Evangeliet Matt 16,18

    Halleluja!
    Jeg siger dig, at du er Peter,
    og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
    og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

    Evangelium Matt 16,13-19

    Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple:

    »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

  • 01
    01.juli.mandag

    Mandag i 13. alm. uge I

    Hele dagen
    2019.07.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 18,16-33

    Derpå brød mændene op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.« Og Herren sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.«

    Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?« Herren svarede: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.« Abraham svarede: »Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.« Men Abraham blev ved med at tale til ham: »Måske findes der fyrre,« og han svarede: »For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.« Så sagde han: »Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,« og han svarede: »Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.« Men han sagde: »Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,« og han svarede: »For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« Så sagde han: »Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,« og han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.

    Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8-9.10-11

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Herren er barmhjertig og nådig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;

    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.
    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

    Akklamation til Evangeliet Sl 95, 8ab

    Halleluja!
    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde.

    Evangelium Matt 8,18-22

    Da Jesus så, at der var en folkeskare omkring ham, befalede han, at de skulle tage over til den anden bred. Og en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« En anden af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.«

  • 02
    02.juli.tirsdag

    Tirsdag i 13. alm. uge I

    Hele dagen
    2019.07.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning  Mos 19,15-29

    Da det blev lyst, skyndede englene på Lot og sagde: »Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke skal miste livet på grund af byens synd.« Da han tøvede, tog mændene ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte dem uden for byen og satte dem dér, fordi Herren ville skåne dem. Da de havde ført dem ud, sagde de: »Flygt for livet! Se dig ikke tilbage, og gør ikke holdt noget sted i Jordandalen. Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!« Men Lot sagde til dem: »Herre, jeg har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet. Men jeg kan ikke bringe mig i sikkerhed i bjergene, for ulykken kunne indhente mig, så jeg døde. Se, den by dér ligger så nær, at jeg kan nå derhen, og den er jo lille. Lad mig bringe mig i sikkerhed der; den er jo så lille! Så kan jeg beholde livet.« Han svarede ham: »Også den bøn opfylder jeg; den by, du omtalte, vil jeg lade være at ødelægge. Skynd dig nu at bringe dig i sikkerhed dér, for jeg kan intet foretage mig, før du er nået derhen.« Derfor kalder man byen Soar.

    Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

    Men Lots kone så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.

    Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn.

    Dengang Gud tilintetgjorde Jordandalens byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde boet.

    Vekselsang Sl 26,2-3.9-10.11-12

    R. Jeg har din godhed Herre for øje.

    Prøv mig, Herre, undersøg mig,
    ransag hjerte og nyrer!
    Jeg har din godhed for øje,
    jeg vandrer i din trofasthed.

    Riv mig ikke bort sammen med syndere,
    riv ikke mit liv bort sammen med mordere,
    hvis hænder er fulde af skændighed,
    hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.

    Jeg vandrer retsindigt,
    udfri mig og vær mig nådig!
    Nu står min fod på den faste grund.
    I forsamlingerne vil jeg prise Herren.

    Akklamation til Evangeliet Sl 130,5

    Halleluja!
    Jeg håber på Herren,
    jeg venter på hans ord.

    Evangelium Matt 8,23-27

    Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

  • 03
    03.juli.onsdag

    THOMAS, apostel

    Hele dagen
    2019.07.03

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    THOMAS, apostel (f)
    Helgener:


    Læsning Ef 2,19-22

    Brødre og søstre! Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.

    Vekselsang Sl 117,1.2

    R. Gå ud i alverden
    og prædik evangeliet for hele skabningen.

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

    Halleluja!
    Thomas! Du tror, fordi du har set mig.
    Salige er de, som ikke har set og dog tror.

    Evangelium Joh 20,24-29

    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

  • 04
    04.juli.torsdag

    Torsdag i 13. alm. uge I

    Hele dagen
    2019.07.04

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Elisabeth af Portugal († 1336)


    Læsning 1 Mos 22,1-19

    Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

    To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

    Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

    Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

    Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

    Så vendte Abraham tilbage til sine karle, og sammen gik de til Be’ersheba, og dér blev Abraham boende.

    Vekselsang Sl 116,1-2.3-4.5-6.8-9

    R. Jeg kan vandre for Herrens ansigt
    i de levendes land.

    Jeg elsker Herren,
    for han har hørt min tryglen,
    han vendte sit øre mod mig,
    da jeg råbte.

    Dødens bånd omgav mig,
    dødsrigets trængsler ramte mig,
    jeg fandt kun nød og elendighed.
    Da påkaldte jeg Herrens navn:
    Ak, Herre, red mit liv!

    Herren er nådig og retfærdig,
    vor Gud er barmhjertig;
    Herren vogter de uerfarne,
    jeg var hjælpeløs, men han frelste mig.

    Du har reddet mit liv fra døden,
    mine øjne fra at græde
    og min fod fra at snuble.
    Jeg kan vandre for Herrens ansigt
    i de levendes land.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 5,19

    Halleluja!
    Gud forligte verden med sig selv i Kristus
    og betroede os ordet om forligelsen.

    Evangelium Matt 9,1-8

    Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« Og han rejste sig og gik hjem. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

  • 05
    05.juli.fredag

    Fredag i 13. alm. uge I

    Hele dagen
    2019.07.05

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Antonius Maria Zacharia, præst († 1539)


    Læsning 1 Mos 23,1-4. 19; 24,1-8. 62-67

    Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara. Derefter forlod han den døde og gik hen til hittitterne og sagde: »Jeg er fremmed og tilflytter hos jer. Overlad mig en gravplads hos jer, så jeg kan bringe den døde ud og begrave hende.« . Derpå begravede Abraham sin kone Sara i hulen på Makpelas mark øst for Mamre, det samme som Hebron, i Kana’an. Marken med hulen, der er på den, overgik som gravplads til Abraham fra hittitterne. Abraham var blevet gammel, højt oppe i årene, og Herren havde velsignet ham på alle måder. Nu sagde Abraham til sin træl, den ældste i hans hus, ham som stod for alt, hvad han ejede: »Læg din hånd under min lænd, så vil jeg tage dig i ed ved Herren, himlens og jordens Gud, på, at du ikke må tage en kone til min søn blandt de kana’anæiske kvinder her, hvor jeg bor. Men du skal rejse til mit land og min slægt og hente en kone til min søn Isak.« Trællen sagde til ham: »Måske vil kvinden ikke følge med til landet her; skal jeg så bringe din søn tilbage til det land, du forlod?« Men Abraham svarede: »Vogt dig for at bringe min søn tilbage dertil! Herren, himlens Gud, som tog mig fra min fars hus og fra mit fædreland, og som talte til mig og tilsvor mig, at han ville give dette land til mine efterkommere, han vil sende sin engel foran dig, så du kan hente en kone til min søn derfra. Hvis kvinden ikke vil følge med, er du løst fra din ed til mig. Men du må ikke bringe min søn tilbage dertil!« Isak var kommet fra Be’er-Lahaj-Ro’i; han boede i Sydlandet. Isak gik tur ud i marken ved aftenstid, og da han så op, fik han øje på nogle kameler, der kom mod ham. Da Rebekka fik øje på Isak, lod hun sig glide ned fra kamelen og spurgte trællen: »Hvem er den mand, som kommer os i møde dér på marken?« Trællen svarede: »Det er min herre,« og så dækkede hun sit ansigt med et slør. Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde gjort, og Isak førte Rebekka ind i sin mor Saras telt og tog hende til kone. Isak elskede hende og kom over sin mors død.

    Vekselsang Sl 106,1-2.3-4a.4b-5

    R. Tak Herren, for han er god.

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Hvem kan fortælle om Herrens vældige gerninger?
    Hvem kan forkynde hele hans pris?

    Lykkelig den, der våger over ret
    og altid øver retfærdighed.
    Husk mig, Herre, i nåde mod dit folk,

    tag dig af mig med din frelse,
    så jeg får dine udvalgtes lykke at se,
    får del i dit folks glæde
    og fryder mig med dit ejendomsfolk.

    Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

    Halleluja!
    Kom til mig, alle I,
    som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
    og jeg vil give jer hvile – siger Herren.

    Evangelium Matt 9,9-13

    Da Jesus forlod Kaparnaum og gik videre, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

    Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

  • 06
    06.juli.lørdag

    Lørdag i 13. alm. uge I

    Hele dagen
    2019.07.06

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Maria Goretti, jomfru og martyr († 1902)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning 1 Mos 27,1-5. 15-29

    Da Isak var blevet gammel og hans øjne så svage, at han ikke kunne se, kaldte han sin ældste søn Esau til sig og sagde til ham: »Min søn!« Og han svarede: »Ja, far.« Han sagde: »Jeg er gammel, jeg ved ikke, hvad dag jeg skal dø. Tag nu dine våben, dit pilekogger og din bue, og gå ud på steppen, og jag noget vildt til mig. Lav så min livret til mig, og bring mig den; jeg vil spise den, så jeg kan velsigne dig, før jeg dør.«

    Rebekka hørte Isak tale med sin søn Esau, og da Esau var gået ud på steppen for at jage noget vildt til sin far. Derpå tog Rebekka sin ældste søn Esaus festklæder frem, som hun havde hos sig, og gav sin yngste søn Jakob dem på. Skindene fra gedekiddene lagde hun om hans arme og hans glatte hals. Så gav hun sin søn Jakob maden og brødet, hun havde lavet.

    Han gik ind til sin far og sagde: »Far!« Han sagde: »Ja, hvem er du, min søn?« Jakob svarede sin far: »Jeg er Esau, din førstefødte. Jeg har gjort, som du sagde til mig. Sæt dig nu op, og spis af min vildtret, så du kan velsigne mig.« Isak spurgte sin søn: »Hvordan kunne du så hurtigt få ram på noget, min søn?« Han svarede: »Det var, fordi Herren din Gud lod det lykkes for mig.« Så sagde Isak til Jakob: »Kom herhen, min søn, så jeg kan føle på dig, om du virkelig er min søn Esau eller ej.« Jakob gik hen til sin far Isak, som følte på ham og sagde: »Stemmen er Jakobs, men hænderne er Esaus;« han genkendte ham ikke, fordi hans hænder var lodne som hans bror Esaus, og han velsignede ham. »Er du virkelig min søn Esau?« spurgte han, og han svarede: »Ja, jeg er.« Så sagde han: »Sæt maden frem for mig, så jeg kan spise af min søns vildtret og velsigne dig.« Så satte Jakob det frem for ham, og han spiste. Han bragte ham vin, og han drak den. Derpå sagde hans far Isak til ham: »Kom herhen, og kys mig, min søn.« Han gik hen og kyssede ham, og da Isak lugtede til hans klæder, velsignede han ham og sagde:

    »Se, lugten af min søn
    er som lugten af en mark,
    Herren har velsignet.
    Gud give dig
    himlens dug
    og jordens frugtbarhed,
    korn og vin i overflod.
    Folkeslag skal trælle for dig,
    folk skal kaste sig ned for dig;
    du skal være hersker over dine brødre,
    din mors sønner skal kaste sig ned for dig.
    Forbandet være de, der forbander dig,
    og velsignet være de, der velsigner dig.«

    Vekselsang Sl 135,1-2.3-4.5-6

    R. Lovpris Herren, for Han er god.

    Lovpris Herrens navn,
    lovpris, I Herrens tjenere,
    I som står i Herrens tempel,
    i forgårdene til vor Guds hus.

    Lovpris Herren, for Herren er god,
    lovsyng hans navn, for det er herligt!
    Herren har udvalgt sig Jakob,
    han har gjort Israel til sin ejendom.

    Ja, jeg ved, at Herren er stor,
    vor Herre er den største af alle guder.
    Alt, hvad Herren vil,
    gør han i himlen og på jorden,
    i havene og de store dyb.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst – siger Herren,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Matt 9,14-17

    Johannes’ disciple kom hen til Jesus og spurgte: »Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre. Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.«