Læsninger

< 2019 >
maj 05 - maj 11
  • 05
    05.maj.søndag

    3. SØNDAG I PÅSKEN C

    Hele dagen
    2019.05.05

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    3. søndag i påsken.
    Helgener:
    Kirketælling


    1. læsning ApG 5,27b-32.40b-41

    I de dage  tog ypperstepræsten dem i forhør og sagde: “Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn, og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe denne mands blod over os.” Peter og apostlene svarede: “Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse. Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.”
    Han forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld.

    Vekselsang Sl 30,2&4. 5-6. 11-12a&13b

    R. Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet.

    eller:

    Halleluja!

    Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet;
    du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
    Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
    du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

    Lovsyng Herren, I hans fromme,
    tak hans hellige navn!
    For hans vrede varer et øjeblik,
    hans nåde hele livet;
    om aftenen slår gråden sig ned,
    om morgenen er der jubel.

    Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
    Herre, kom mig til hjælp!
    Du forvandlede min klage til dans,
    Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

    2. læsning Åb 5,11-14

    Jeg Johannes  hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste ‑ ti tusind titusinder og tusind tusinder i tallet. De sagde med høj røst:
    Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.

    Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

    Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
    være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.
    Og de fire væsener sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad.

    Akklamation til Evangeliet 

    Halleluja!
    Han, som har skabt alt er opstået fra de døde,
    han har forbarmet sig over al sin skabning.

    Evangelium Joh 21,1-19 eller 21,1-14

    På den tid åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: “Jeg tager ud at fiske.” De sagde: “Vi tager med dig.” De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: “Børn, har I noget at spise?” “Nej,” svarede de. Han sagde til dem: “Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.” De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: “Det er Herren.” Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig han var ellers nøgen og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

    Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: “Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.” Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: “Kom og spis!” Ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” For de vidste, at det var Herren.  Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken.  Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

    Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: “Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: “Har du mig kær?” og han svarede ham: “Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: “Følg mig!”


    eller Joh 21, 1-14

    På den tid åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: “Jeg tager ud at fiske.” De sagde: “Vi tager med dig.” De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: “Børn, har I noget at spise?” “Nej,” svarede de. Han sagde til dem: “Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.” De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: “Det er Herren.” Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig han var ellers nøgen og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

    Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: “Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.” Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: “Kom og spis!” Ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” For de vidste, at det var Herren.  Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken.  Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

  • 06
    06.maj.mandag
    Ingen begivenheder
  • 07
    07.maj.tirsdag
    Ingen begivenheder
  • 08
    08.maj.onsdag

    Onsdag i 3. uge i påsken

    Hele dagen
    2019.05.08

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 3. uge i påsken . (III Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 8,1b-8

    Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Der var nogle fromme mænd, som begravede Stefanus og holdt en stor ligklage over ham. Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.

    De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.

    Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by.

    Vekselsang Sl 66,1-3a.4-5.6-7a

    R. Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovsyng hans herlige navn,
    giv ham ære og pris!
    Sig til Gud:
    Hvor er dine gerninger frygtindgydende.

    Hele jorden kaster sig ned for dig
    og lovsynger dig, de lovsynger dit navn.
    Kom og se Guds gerninger,
    hans handlinger indgyder mennesker frygt;

    Han forvandlede hav til tørt land,
    så de gik gennem strømmen til fods.
    Lad os da glæde os over ham!
    Han hersker for evigt med vælde.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,40

    Halleluja!
    Enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv,
    og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.

    Evangelium Joh 6,35-40

    På den tid sagde Jesus til folkeskaren: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

    Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag. For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«

  • 09
    09.maj.torsdag
    Ingen begivenheder
  • 10
    10.maj.fredag
    Ingen begivenheder
  • 11
    11.maj.lørdag
    Ingen begivenheder