Læsninger

< 2019 >
april 30
  • 30
    30.april.tirsdag

    Tirsdag i 2. uge i påsken (II Ps)

    Hele dagen
    2019.04.30

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 2. uge i påsken (II Ps.
    Helgener: Pius V, pave († 1572)


    Læsning ApG 4, 32-37

    Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas det betyder Trøstens søn solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.

    Vekselsang Sl 93,1ab.1c-2.5

    R. Herren er konge! Han har klædt sig i højhed.

    eller:

    Halleluja!

    Herren er konge! Han har klædt sig i højhed,
    Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.

    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Din trone står fast fra ældgammel tid,
    fra evighed har du været til.

    Dine vidnesbyrd står fast,
    hellighed smykker dit hus
    i al evighed, Herre.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,15

    Halleluja!
    Menneskesønnen skal ophøjes,
    for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

    Evangelium Joh 3,7-15

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: »Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

    Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham«.