Læsninger

< 2019 >
april
søn
man
tir
ons
tor
fre
lør
marts
1
2
3
  • Onsdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:

    NOVENE TIL JOMFRU MARIA
    OM BEFRIELSE FRA CORONAVIRUSSEN


    Læsning Es 49, 8 – 15

    Dette siger Herren:

    I nådens tid bønhører jeg dig;
    på frelsens dag hjælper jeg dig.
    Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket,
    så du kan genrejse landet
    og fordele de øde jordlodder.
    Til fangerne skal du sige: Gå ud!
    og til dem i mørket: Kom frem!
    Langs vejene skal de græsse,
    i det nøgne land finder de græsning.
    De skal hverken sulte eller tørste,
    hede og sol skal ikke plage dem,
    for han skal føre dem i sin barmhjertighed
    og lede dem til kildevæld.
    Jeg gør alle mine bjerge til vej,
    og mine veje skal bygges højt.
    Se, de kommer fra det fjerne,
    de kommer fra nord og fra vest,
    de kommer fra Sinims land.
    Himlen skal råbe af fryd og jorden juble,
    bjergene skal bryde ud i fryderåb,
    for Herren trøster sit folk,
    han forbarmer sig over sine hjælpeløse.
    Men Zion siger: “Herren har svigtet mig,
    Herren har glemt mig!
    Glemmer en kvinde sit diende barn?
    Glemmer en mor det barn, hun fødte?
    Selv om de skulle glemme,
    glemmer jeg ikke dig.”

    Vekselsang Sl 145,8 – 9.13cd -14. 17 – 18

    R. Herren er nådig og barmhjertig!

    Herren er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Herren er god mod alle,
    hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

    Dit kongedømme består i al evighed,
    dit herredømme i slægt efter slægt.
    Herren støtter alle, der falder,
    og rejser alle de nedbøjede.

    Herren er retfærdig på alle sine veje,
    han er trofast i alle sine gerninger.
    Herren er nær ved alle, der råber til ham,
    alle der råber til ham i oprigtighed.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a. 26

    Jeg er opstandelsen og livet; siger Herren:
    Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

    Evangelium Joh 5,17 – 30

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

    Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.”


    4. dag

    Maria,
    vor Frelsers Moder,
    vil du på vores vegne
    bede Gud om at befri vor verden fra Coronavirussen.
    Du, den nye Eva, må din kraftfulde forbøn
    bringe den fuldstændige og varige befrielse fra den virus,
    der lammer vores verden og hjemsøger vore familier.
    Du, den nye Pagts Ark fjern sygdommens svøbe med dine bønner.
    Trøst, beskyt og helbred de syge til Guds større herlighed.
    Maria, vor Frelsers Moder og vor Moder,
    du, som altid har besvaret vore fædres bøn under prøvelser,
    våg nu over os. Amen

    Meditation

    “Hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.” (Luk 1,50)

    Frygten for Gud er den holdning,
    som vores ringhed lader os føle for hans storhed.
    Guds storhed fjerner ikke frygten fra os, tværtimod,
    Han lader den gavne vores frelse.
    Jo mere ydmyge vi er i erkendelsen af
    vores begrænsninger og hans storhed,
    jo mere kan Herren udgyde sin barmhjertighed over os,
    og redde os fra vores elendighed.

    Lad os trygt fortælle ham alt, hvad vi er bekymrede for.

    Vidunderlige Moder. Bed for os!
    Det gode råds Moder. Bed for os!
    Skaberens Moder. Bed for os!
    Frelserens Moder. Bed for os!

4
5
6
  • Lørdag i 4. uge i fasten
    Hele dagen
    2019.04.06

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Jer 11,18 – 20

    Herren forkyndte mig det, så jeg forstod det, dengang du lod mig se deres gerninger. Jeg var som et lam, der intetanende føres til slagtning. Jeg forstod ikke, at de lagde planer mod mig: “Lad os ødelægge træet og dets skud. Lad os udrydde ham af de levendes land; hans navn skal ikke nævnes mere.”

    Hærskarers Herre, som dømmer retfærdigt,
    som ransager hjerte og nyrer,
    lad mig se din hævn over dem!
    Dig overgiver jeg min sag.

    Vekselsang Sl 7,2 – 3.9bc -10. 11 – 12

    R. Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt!

    Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt,
    frels mig fra alle mine forfølgere og befri mig,
    så de ikke skal sønderrive mig som løver
    og slæbe mig bort, uden at nogen kan redde.

    Skaf mig ret, Herre,
    for jeg er retfærdig og skyldfri.
    Stands uretfærdiges ondskab,
    støt den retfærdige,
    du som ransager hjerter og nyrer,
    retfærdige Gud.

    Gud er mit skjold,
    han frelser de oprigtige.
    Gud er en retfærdig dommer,
    en Gud, der harmes hver dag.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, må have evigt liv.

    Evangelium Joh 7,40 – 53

    På den tid sagde nogle i folkeskaren, da de hørte Jesu ord: “Han er sandelig Profeten.” Andre sagde: “Han er Kristus.” Men nogle sagde: “Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?” Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham. Nogle af dem ville gribe ham, men ingen lagde hånd på ham.

    Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: “Hvorfor har I ham ikke med?” Tempelvagterne svarede: “Aldrig har noget menneske talt sådan.” Farisæerne spurgte dem så: “Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.” Nikodemus det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem siger til dem: “Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?” De svarede ham: “Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.”

    Så gik de hver til sit.

7
  • 5. SØNDAG I FASTEN – C
    Hele dagen
    2019.04.07

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.
    5. søndag i fasten A


    1. læsning Es 43,16-21

    Dette siger Herren,
    han som lagde en vej i havet,
    en sti i de vældige vande,
    han som førte vogne og heste derud,
    den hele hær og krigsmagt.
    De lå der og kunne ikke rejse sig,
    de slukkedes, gik ud som et lys.

    Husk ikke på det, der skete tidligere,
    giv ikke agt på fortiden;
    nu skaber jeg nyt,
    nu spirer det frem, ved I det ikke?
    Ja, jeg lægger vej i ørkenen
    og floder i ødemarken;
    de vilde dyr skal ære mig,
    sjakaler og strudse,
    for jeg giver vand i ørkenen,
    floder i ødemarken,
    så mit udvalgte folk kan drikke.
    Det folk, jeg skabte mig,
    skal forkynde min pris.

    Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

    R. Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Da Herren vendte Zions skæbne,
    var det, som om vi drømte.
    Da fyldtes vor mund med latter,
    vor tunge med jubel.

    Da sagde man blandt folkene:
    “Herren har gjort store ting mod dem.”
    Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Vend vor skæbne, Herre,
    som strømme i Sydlandet!
    De, der sår under tårer,
    skal høste med jubel.

    Grædende går han ud,
    mens han bærer såsæden;
    med jubel vender han hjem,
    mens han bærer sine neg.

    2. læsning Fil 3,8-14

    Brødre og søstre! Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

    Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12-13

    Selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Joh 8,1-11

    Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?” Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

    Jesus rettede sig op og sagde til hende: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre, ingen.” Så sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

8
9
10
11
12
13
14
  • PALMESØNDAG C
    Hele dagen
    2019.04.14

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Palmesøndag (II Ps)
    Helgener:


    Palmeprocessionen – Evangelium

    Luk 19,28-40

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

    Jesus gik videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted  og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.«  De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem.  Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?«  De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op.  Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen.  Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.  De råbte:

    Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
    Fred i himlen
    og ære i det højeste!

     Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«  Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«

    1. læsning Es 50,4-7

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

    Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

    R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

    Alle, der ser mig, spotter mig,
    de vrænger mund og ryster på hovedet:
    “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
    han må redde ham, han holder jo af ham.

    Hunde omgiver mig,
    en flok af forbrydere står omkring mig;
    de har gennemboret mine hænder og fødder,
    jeg kan tælle alle mine knogler.

    De deler mine klæder mellem sig,
    de kaster lod om min klædning.
    Men du, Herre, hold dig ikke borte,
    du, min styrke, skynd dig til hjælp!

    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
    Lovpris Herren, I der frygter ham,
    vis ham ære, hele Jakobs slægt,
    frygt ham, hele Israels slægt!

    2. læsning Fil 2,6-11

    Kristus, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Luk 22,14-23,56 eller Luk 23,1-49

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

    Da timen var inde, satte Jesus sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,  for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

     Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

     Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig.  For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.«  Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

     De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

     Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser,  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

     Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.«  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

     Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.  Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«  Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«

    Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.  Da han kom derud, sagde han til dem: »Bed om ikke at falde i fristelse!«  Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:  »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«  Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,  og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.«

     Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.  Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«  De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?«  En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham.  Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.

     Så tog Jesus til orde og sagde til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud mod ham: »I er rykket ud med sværd og knipler, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.«

     De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.  Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem.  En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«  Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«  En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.«  Og han gik udenfor og græd bitterligt.

     De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,  og de dækkede hans ansigt til og sagde: »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« Og de sagde også mange andre spottende ord til ham.

     Da det blev dag, samledes folkets ældste med ypperstepræster og skriftkloge. De førte ham ind til Rådet  og sagde: »Er du Kristus, så sig os det!« Han svarede: »Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,  og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.  Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.«  Så sagde de alle sammen: »Du er altså Guds søn?« Han svarede dem: »I siger selv, at jeg er det.«  Da sagde de: »Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.«

    Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

     Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

     Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

     Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

     Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

     Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

     Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

     Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

     Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

     Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

     Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,  som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.  Det varforberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.  De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.


    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

    Hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

     Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

     Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

     Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

     Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

     Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

     Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

     Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

     Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

     Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

15
16
  • OLIEMESSE.
    Hele dagen
    2019.04.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Oliemessen (II Ps.)
    Helgener:


    1. læsning Es 61,1-3a. 6a. 8b-9

    Gud Herrens ånd er over mig,
    fordi Herren har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige
    og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og løsladelse for lænkede,
    for at udråbe et nådeår fra Herren
    og en hævndag fra vor Gud,
    for at trøste alle, der sørger,
    for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
    glædens olie i stedet for sørgedragt
    og lovsang i stedet for svigtende mod.

    Men I skal kaldes Herrens præster,
    vor Guds tjenere skal I hedde.
    jeg giver dem deres fulde løn
    og slutter en evig pagt med dem.
    Deres afkom bliver kendt blandt folkeslagene,
    deres efterkommere blandt folkene;
    alle, der ser dem, erkender,
    at de er en slægt, som Herren velsigner.

    Vekselsang Sl 89,21-22.25&27

    R. Om din nåde, Herre, vil jeg evigt synge.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.

    2. læsning Åb 1,5-8

    Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.

    Se, han kommer med skyerne,
    og hvert øje skal se ham,
    også de, som har gennemboret ham;
    og alle jordens folkestammer skal jamre over ham.
    Ja, amen.

    Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Es 61,1

    Herrens Ånd er over mig,
    han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige.

    Evangelium Luk 4,16-21

    På den tid kom Jesus til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
  • 2. SØNDAG I PÅSKEN C
    Hele dagen
    2019.04.28

    PÅSKETID
    Søndagstekstrække
    Hverdagstekstrække I


    2. søndag i påsken.
    Guds Barmhjertigheds søndag.
    Helgener:
    Gl. Evt. sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


    1. læsning ApG 5,12-16

    Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket. Og alle holdt de i enighed til i Salomos Søjlegang.  Ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket værdsatte dem meget.  Dog føjedes der stadig flere og flere til, som troede på Herren, mænd og kvinder i stort tal. Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi.  Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.

    Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

    R. Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.

    eller:

    Halleluja! Halleluja! Halleluja!

    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    Arons hus skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.
    De, der frygter Herren, skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
    men Herren kom mig til hjælp.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Der lyder jubel og sejrsråb
    i de retfærdiges telte:
    Herrens højre hånd bringer sejr,

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.
    Denne dag har Herren skabt,
    lad os juble og glæde os på den.

    Sekvens (eventuelt)

    De kristne lovprise påskelammet.
    Lammet frelste fårene;
    Kristus, den uskyldige,
    forsonede synderne med Faderen.
    Døden og livet stred en sælsom strid;
    livets konge, der døde,
    lever atter og hersker.
    Sig os Maria, hvad så du på vejen?
    Kristi, den levendes grav så jeg,
    og den opstandnes herlighed.
    Engle som vidner, svededug og lin.
    Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
    du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

    2. læsning Aab 1,9-11a.12-13. 17-19

    Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.  På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun  sige: Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder.« Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager  og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet.

    Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.

     Skriv det, du har set, og det, som er, og det, som siden skal ske. Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.

    Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

    Halleluja!
    Herren siger:
    “Du tror, fordi du har set mig.
    Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Evangelium Joh 20,19-31

    Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

29
30
maj
maj
maj
maj