Læsninger

< 2019 >
marts 10 - marts 16
  • 10
    10.marts.søndag

    1. SØNDAG I FASTEN - C

    Hele dagen
    2019.03.10

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    1. søndag i fasten (I Ps)
      Helgener:
      Electioceremoni i Domkirken.

    1. læsning 5 Mos 26,4-10

    Moses talte til folket og sagde:

    “Præsten skal tage kurven med førstegrøden fra din hånd og stille den foran Herren din Guds alter. Da skal du erklære for Herren din Guds ansigt: “En omflakkende aramæer var min fader; med få folk drog han ned til Egypten, hvor han boede som fremmed, og dér blev han til et stort, mægtigt og talrigt folk. Men egypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. Da råbte vi til Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende gerninger, med tegn og undere; han førte os til dette sted og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning. Her kommer jeg nu med førstegrøden af frugten af den jord, som du, Herre, har givet mig.”

    Vekselsang Sl 91,1-2.10-11.12-13.14-15

    R. I trængsel, Herre, vær hos mig.

    Den, der sidder i den Højestes skjul,
    har sin bolig i den Almægtiges skygge;
    han kan sige om Herren:
    “Min tilflugt og min borg,
    min Gud, som jeg stoler på.”

    Intet ondt skal ramme dig,
    ingen plage skal nå dit telt,
    for han vil give sine engle befaling
    om at beskytte dig på alle dine veje.

    De skal bære dig på hænder,
    så du ikke støder din fod på nogen sten.
    Du kan træde på løve og slange,
    trampe på ungløve og øgle.

    Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham.
    Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.
    Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
    Jeg er med ham i trængslen,
    jeg befrier ham og giver ham ære.

    2. læsning Rom 10,8-13

    Brødre og søstre! Hvad siger Skriften? “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: “Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.” Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for “enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses”.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Luk 4,1-13

    Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.” Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet:’Mennesket skal ikke leve af brød alene.’ ” Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: “Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.” Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’ ” Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet:

    Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig,
    og:
    De skal bære dig på hænder,
    så du ikke støder din fod på nogen sten.”

    Men Jesus svarede ham: “Der er sagt: ‘Du må ikke udæske Herren din Gud.’ ” Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.

  • 11
    11.marts.mandag

    Mandag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 3 Mos 19,1-2. 11-18

    Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!

    Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag. Du må ikke forbande en døv, og du må ikke få en blind til at snuble. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!

    I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. Du må ikke stræbe din næste efter livet. Jeg er Herren!

    Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.15

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Tag nådigt imod min munds ord
    og mit hjertes tanke,
    Herre, min klippe og forløser!

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 6,2b

    Se, nu er det den nåderige tid,
    se, nu er det frelsens dag!

    Evangelium Matt 25,31-46

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”
    nbsp;

  • 12
    12.marts.tirsdag

    Tirsdag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.12

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 55, 10 – 11

    Det siger Herren:
    “For som regnen og sneen
    falder fra himlen
    og ikke vender tilbage dertil,
    men væder jorden,
    befrugter den og får den til at spire
    og giver udsæd til den, der vil så,
    og brød til den, der vil spise,
    sådan er mit ord, som udgår af min mund;
    det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
    men det gør min vilje
    og udfører mit ærinde.”

    Vekselsang Sl 34,4 – 5.6 – 7.16 – 17.18 -19

    R. Herren befrier de retfærdige fra alle deres trængsler.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Herrens øjne hviler på de retfærdige,
    hans ører hører deres råb om hjælp.
    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.

    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.
    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Matt 6,7 – 15

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

    Derfor skal I bede således:
    Vor Fader, du som er i himlene!
    Helliget blive dit navn,
    komme dit rige,
    ske din vilje
    som i himlen således også på jorden;
    giv os i dag vort daglige brød,
    og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
    og led os ikke ind i fristelse,
    men fri os fra det onde.
    For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

    For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

  • 13
    13.marts.onsdag

    Onsdag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.13

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:
    6-årsdagen for pave Frans’ valg til pave (2013)
    Mindes i menighedens forbønner.

    7-årsdagen for biskop Hans Ludvig Martensens død (2012).
    Mindes i menighedens forbønner.


    Læsning Jonas 3, 1 – 10

    Herrens ord kom til Jonas: “Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.” Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: “Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.” Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

    Vekselsang Sl 51,3 – 4.12 – 13.18 – 19

    R. Et sønderbrudt og sønderknust hjerte
    afviser du ikke, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2, 12 – 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Luk 11,29 – 32

    Da skarerne stimlede sammen, begyndte Jesus at tale: “Denne slægt er en ond slægt. Den kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet. For som Jonas blev et tegn for dem i Nineve, sådan skal Menneskesønnen også blive det for denne slægt. Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med dem, der hører denne slægt til, og dømme dem, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo. Og mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og dømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas.”

  • 14
    14.marts.torsdag

    Torsdag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.14

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Est IV(14),1.3 – 5. 12 -14

    I de dage søgte dronning Ester, grebet af dødsangst tilflugt hos Herren. Så bad hun til Herren, Israels Gud, og sagde:

    “Min Herre, vor konge, du er den eneste! Hjælp mig, der står alene og ikke har nogen anden hjælper end dig, for jeg risikerer mit liv. Siden jeg blev født, har jeg hørt i min fædrenestamme, at du, Herre, har udvalgt Israel af alle folkene og vore fædre af alle deres forfædre til at være din evige ejendom, og alt det, du lovede, har du gjort for dem. Husk på os, Herre, giv dig til kende i vor trængselstid, og giv mig mod, du gudernes konge og hersker over alle magter. Læg mig de rette ord i munden, når jeg står over for løven, og væk hans had mod ham, der bekæmper os, så han og hans ligesindede går til grunde. Red os med din hånd, og hjælp mig, der står alene og ikke har nogen anden end dig, Herre.”

    Vekselsang Sl 138,1 – 2a.2bc – 3.7c – 8

    R. Den dag jeg råbte, svarede du mig.

    Jeg takker dig af hele mit hjerte,
    i guders påhør lovsynger jeg dig.
    Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel.

    Jeg priser dit navn
    for din godhed og troskab,
    den dag jeg råbte, svarede du mig,
    du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

    Din højre hånd frelser mig;
    Herren fører min sag igennem.
    Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    Akklamation til Evangeliet Sl 51,12a. 14a

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    Lad mig atter frydes over din frelse.

    Evangelium Matt 7,7 – 12

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.”

  • 15
    15.marts.fredag

    Fredag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.15

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Ez 18, 21 – 28

    Så siger Herren vor Gud: Når den uretfærdige vender om fra alle de synder, han har begået, og holder alle mine love og øver ret og retfærdighed, skal han bevare livet; han skal ikke dø. Ingen af de overtrædelser, han har begået, skal huskes. Ved den retfærdighed, han har øvet, skal han leve. Skulle jeg ønske den uretfærdiges død? siger Gud Herren. Skal han ikke bevare livet, når han vender om fra sine handlinger?

    Men hvis den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret, så han gør alle de afskyelige handlinger, den uretfærdige gør, skulle han så leve? Ingen af de retfærdige gerninger, han har øvet, skal huskes. For sin troløshed og sin synd skal han dø. I siger: “Herren handler ikke rimeligt.” Hør dog, Israels hus: Handler jeg ikke rimeligt? Er det ikke jer, der ikke handler rimeligt? Hvis den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret, så skal han dø for det; han skal dø for den uret, han øvede. Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv. Han ser alle de overtrædelser, han har begået, og vender om fra dem. Han skal bevare livet; han skal ikke dø.

    Vekselsang Sl 130,1 – 2.3 – 4ab.4c – 6.7 – 8

    R. Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?

    Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
    Herre, hør mit råb,
    lad dine ører lytte
    til min tryglen!

    Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?
    Men hos dig er der tilgivelse,
    for at man skal frygte dig.

    Jeg håber på Herren,
    min sjæl håber;
    jeg venter på hans ord,
    min sjæl venter på Herren
    mere end vægterne på morgen,
    end vægterne på morgen.

    Israel, vent på Herren,
    for hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.
    Han udfrier Israel
    fra al dets skyld.

    Akklamation til Evangeliet Ez 18,31

    Kast jeres overtrædelser bort, siger Herre;
    skab jer et nyt hjerte og en ny ånd!

    Evangelium Matt 5,20 – 26

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”

  • 16
    16.marts.lørdag

    Lørdag i 1. uge i fasten.

    Hele dagen
    2019.03.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 1. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 5 Mos 26,16 – 19

    Mose talte til folket og sagde: “I dag befaler Herren din Gud dig at følge alle disse love og retsregler; du skal omhyggeligt følge dem af hele dit hjerte og af hele din sjæl.

    Du har i dag erklæret, at Herren skal være din Gud, og at du vil vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger og retsregler og adlyde ham. Og Herren har i dag erklæret, at du skal være hans ejendomsfolk, sådan som han har lovet dig, og at du skal holde alle hans befalinger; han vil ophøje dig over alle de folk, han har skabt, til lovsang, berømmelse og herlighed, og du skal være et helligt folk for Herren din Gud, sådan som han har lovet.”

    Vekselsang Sl 119,1 – 2.4 – 5.7 – 8

    R.Lykkelig de, som vandrer efter Herrens lov.

    Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen,
    og som vandrer efter Herrens lov.
    Lykkelig den, der overholder hans formaninger
    og søger ham af hele sit hjerte.

    Du har givet dine forordninger,
    de skal nøje overholdes.
    Gid min færden må være sikker,
    så jeg holder dine love.

    Jeg takker dig af et oprigtigt hjerte,
    fordi jeg må lære dine retfærdige bud.
    Jeg holder dine love,
    svigt mig ikke!

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 6,2b

    Se, nu er det den nåderige tid,
    se, nu er det frelsens dag!

    Evangelium Matt 5,43 – 48

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”