Læsninger

  • 01
    01.oktober.tirsdag

    Tirsdag i 26. alm.uge I

    Hele dagen
    2019.10.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Therese af Jesusbarnet (af Lisieux), jomfru og kirkelærer († 1897) (m)


    Læsning Zak 8,20-23

    Dette siger Hærskarers Herre:

    På ny skal folkeslag komme,
    indbyggere fra store byer;
    indbyggere fra den ene by
    skal gå til den anden og sige:
    Kom, lad os gå hen
    for at formilde Herren
    og søge Hærskarers Herre;
    også jeg vil gå med.
    Så skal talrige folk
    og mægtige folkeslag komme
    for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem
    og formilde Herren.

    Dette siger Hærskarers Herre: I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer.

    Vekselsang Sl 87,1-3.4-5.6-7

    R.Gud er med os.

    Han har grundlagt sin by på hellige bjerge.
    Herren elsker Zions porte
    mest af alle Jakobs boliger.
    Herlige ting siges om dig,
    du Guds by.

    Jeg nævner Rahab og Babylon
    blandt dem, der kender mig,
    ja, Filistæa og Tyrus tillige med Nubien,
    dér er de født.
    Men om Zion hedder det:
    Her er hver og én født,
    den Højeste har selv grundfæstet den.

    Herren skriver folkene op,
    dér er de født.
    Dansende synger de:
    Alle mine kilder er i dig.

    Akklamation til Evangeliet Mark 10,45

    Halleluja!
    Menneskesønnen er kommet for selv at tjene
    og give sit liv som løsesum for mange.

    Evangelium Luk 9,51-56

    Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Men han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby.