Læsninger

< 2018 >
september 09 - september 15
  • 09
    09.september.søndag

    23. ALM. SØNDAG. (III Ps)

    Hele dagen
    2018.09.09

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    23. ALM. SØNDAG. (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 35,4-7a

    Læsning af profeten Esajas’ bog.

    Sig til de urolige hjerter:
    Vær stærke, frygt ikke!
    Nu kommer jeres Gud med hævn,
    Guds gengæld,
    han kommer og frelser jer.
    Da skal blindes øjne åbnes
    og døves ører lukkes op;
    da springer den halte som hjorten,
    den stummes tunge bryder ud i jubel.
    For vand vælder frem i ørkenen,
    bække i ødemarken.
    Det hede sand bliver til oaser,
    den udtørrede jord til kildevæld.

    Vekselsang Sl 146,6c-7.8-9a.9b-10

    R. Min sjæl, lovpris Herren!

    Eller:

    Halléluja!

    Herren bevarer sin troskab til evig tid,
    som skaffer de undertrykte ret
    og giver de sultne føde.

    Herren sætter de fangne i frihed,
    Herren åbner de blindes øjne,
    Herren rejser de nedbøjede,
    Herren elsker de retfærdige.
    Herren beskytter de fremmede.

    Herren bringer faderløse og enker på fode,
    men fører de ugudelige på vildspor.
    Herren er konge for evigt,
    din Gud, Zion, i slægt efter slægt.

    2. læsning Jak 2,1-5

    Kære brødre og søstre! I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham,

    der bærer den fornemme dragt, og siger: “Vær så god, her sidder du godt,” men siger til den fattige: “Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet,” er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?

    Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus forkyndte evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 7,31-37

    Jesus drog bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!” Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.

  • 10
    10.september.mandag

    Mandag i 23. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    2018.09.10

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 23. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kor 5,1-8

    Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede: Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.
    Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

    Vekselsang Sl 5,5-6.7.12

    R. Herre, led mig i din retfærdighed.

    Du er ikke en Gud, der holder af uret,
    du giver ikke den onde husly,
    de overmodige
    kan ikke træde frem for dine øjne,
    du hader alle forbrydere.

    Du udrydder løgnere.
    Herren afskyr mordere og bedragere.

    Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig,
    de skal juble til evig tid.
    Du beskytter dem,
    og de, der elsker dit navn,
    skal fryde sig over dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst, siger Herren;
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Luk 6,6-11

    På en anden sabbat skete det, at Jesus gik ind i synagogen og underviste. Dér var der en mand med en vissen højre hånd. Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med, om Jesus ville helbrede på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for. Men han kendte deres tanker og sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og stil dig ind i midten!« Da rejste han sig og trådte frem, og Jesus sagde til dem: »Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at ødelægge det?« Han så rundt på dem alle og sagde så til manden: »Ræk din hånd frem!« Det gjorde han, og hans hånd blev rask igen. Men de blev rasende og begyndte at tale med hinanden om, hvad de skulle gøre ved Jesus.

  • 11
    11.september.tirsdag

    Tirsdag i 23. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    2018.09.11

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 23. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kor 6,1-11

    Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!

    Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!

    Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.

    Vekselsang Sl 149,1-2.3-4.5-6a & 9

    R. Herren glæder sig over sit folk.

    Syng en ny sang for Herren,
    hans pris i de frommes forsamling!
    Israel skal glæde sig over sin skaber,
    Zions sønner skal juble over deres konge.

    I dans skal de lovprise hans navn,
    til pauke og citer skal de lovsynge ham.
    For Herren glæder sig over sit folk
    og smykker de ydmyge med frelse.

    De fromme fryder sig i herlighed,
    på deres leje bryder de ud i jubel.
    Fra deres struber lyder hyldest til Gud.
    Sådan vil de fuldbyrde den dom, der står skrevet,
    til herlighed for alle hans fromme.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,16

    Halleluja!
    Det er mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud
    og bære frugt og blive ved med at bære frugt.

    Evangelium Luk 6,12-19

    I de dage gik Jesus engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle: Simon, som han også gav navnet Peter, og hans bror Andreas og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’ søn, og Simon, som kaldtes zeloten, og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder.

    Sammen med dem gik han ned, og han stod stille på en slette; og der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon. De var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt. Og hele skaren prøvede på at komme til at røre ved ham, for der udgik en kraft fra ham, og han helbredte alle.

  • 12
    12.september.onsdag

    Onsdag i 23. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    2018.09.12

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 23. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Jomfru Marias hellige navn


    Læsning 1 Kor 7,25-31

    Om de unge piger har jeg ikke noget påbud fra Herren, men giver min mening til kende som en, der af Herrens barmhjertighed fortjener tillid. Og så mener jeg, at det er det bedste på grund af den nød, som vi nu er i, at det er det bedste for et menneske at leve ugift. Er du bundet til en kvinde, skal du ikke søge at blive løst; er du løst, skal du ikke søge at få en hustru; men gifter du dig, har du ikke dermed begået nogen synd, og gifter den unge pige sig, har hun ikke dermed begået nogen synd; dog vil de få besvær i det daglige, og det vil jeg skåne jer for.

    Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

    Vekselsang Sl 45,11-12.14-15.16-17

    R. Hør efter, min datter, lyt opmærksomt.

    Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
    Glem dit folk og din fars hus!
    Kongen begærer din skønhed,
    han er din herre, kast dig ned for ham!

    Hvor er kongedatteren prægtig!
    Hendes kjole har guldindfattede perler,
    i brogede klæder føres hun til kongen,
    jomfruerne er i hendes følge,
    hendes veninder føres til dig.

    De føres til dig under glædessang og jubel,
    og træder ind i kongens palads.
    Dine sønner skal træde i dine fædres sted,
    du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.

    Akklamation til Evangeliet Luk 6,23ab

    Halleluja!
    Fryd jer og spring højt af glæde, siger Herren;
    for se, jeres løn er stor i himlen.

    Evangelium Luk 6,20-26

    På den tid løftede Jesus sit blik, så på sine disciple og sagde:

    »Salige er I, som er fattige,
    for Guds rige er jeres.
    Salige er I, som sulter nu,
    for I skal mættes.
    Salige er I, som græder nu,
    for I skal le.

    Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne.

    Men ve jer, I som er rige,
    for I har fået jeres trøst.
    Ve jer, I som er mætte nu,
    for I skal sulte.
    Ve jer, I som ler nu,
    for I skal sørge og græde.
    Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.

  • 13
    13.september.torsdag

    Torsdag i 23. alm. uge (III Ps)

    Hele dagen
    2018.09.13

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 23. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Johannes Chrysostomos, biskop og kirkelærer († 407) (m)


    Læsning 1 Kor 8,1b-7. 11-13

    Vi ved, at vi alle har kundskab. Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op. Hvis nogen mener at kende noget, kender han det endnu ikke sådan, som han bør kende det. Men den, der elsker Gud, er kendt af ham.

    Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden der er jo så mange guder og så mange herrer.

    Men for os er der kun én Gud, Faderen;
    fra ham er alle ting, og vi til ham.
    Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus;
    ved ham er alle ting, og vi ved ham.

    Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.

    Så går jo den, der er svag, til grunde som følge af din kundskab, den broder, som Kristus døde for. Ved på den måde at synde imod brødrene og såre deres skrøbelige samvittighed synder I imod Kristus. Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald.

    Vekselsang Sl 139,1-3.13-14ab. 23-24

    R. Led mig ad evigheds vej!

    Herre, du ransager mig og kender mig.
    Du ved, om jeg sidder eller står,
    på lang afstand er du klar over min tanke;
    du har rede på, om jeg går eller ligger,
    alle mine veje er du fortrolig med.

    Det var dig, der dannede mine nyrer,
    du flettede mig sammen i min mors liv.
    Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
    underfulde er dine gerninger.

    Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
    prøv mig, og kend mine tanker,
    se efter, om jeg følger afgudsvej!
    Led mig ad evigheds vej!

    Akklamation til Evangeliet 1 Joh 4,12

    Halleluja!
    Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os,
    og hans kærlighed er fuldendt i os.

    Evangelium Luk 6,27-38

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

    Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

  • 14
    14.september.fredag

    DET HELLIGE KORS' OPHØJELSE (f)

    Hele dagen
    2018.09.14

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag. DET HELLIGE KORS’ OPHØJELSE (f)
    Helgener:


    Læsning 4 Mos 21,4-9 eller: Fil 2,6-11

    I de dage brød israelitterne op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: »Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.« Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!« Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.


    Læsning Fil 2,6-11

    I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
    han, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.


    Vekselsang Sl 78,1-2.34-35.36-37.38

    R. Glem ikke Guds velgerninger.

    Mit folk, hør på min belæring,
    vend jeres øre mod min munds ord.
    Jeg vil åbne min mund med billedtale,
    jeg vil fremføre gådetale fra fortiden.

    Når han dræbte nogle af dem, søgte de ham,
    de søgte tilbage til Gud.
    De huskede på, at Gud var deres klippe,
    Gud den Højeste deres forløser.

    Men de hyklede for ham med deres mund,
    med tungen løj de for ham.
    Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,
    de var ikke trofaste mod hans pagt.

    Men han er barmhjertig,
    han tilgiver synd
    og ødelægger ikke;
    gang på gang holdt han igen på sin vrede
    og lod ikke hele sin harme bryde ud.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Vi tilbeder og lovpriser dig, Kristus,
    thi du ved dit hellige kors har forløst verden.

    Evangelium Joh 3, 13-17

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: »Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« det betyder: Gud med os.«

  • 15
    15.september.lørdag

    Jomfru Marias smerter (m)

    Hele dagen
    2018.09.15

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 23. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Jomfru Marias smerter (m)
    Sekvens ad libitum. Egne læsninger.


    Læsning Hebr 5,7-9

    Mens Jesus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

    Vekselsang Sl 31,2-3a.3b-4.5-6.15-16.20

    R. Herre, hjælp mig i din godhed.

    Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
    lad mig ikke for evigt blive til skamme,
    udfri mig i din retfærdighed!
    Vend dit øre mod mig,
    red mig i hast!

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    Befri mig fra det net,
    de har lagt ud for mig,
    du er jo mit værn.
    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

    Men jeg stoler på dig, Herre,
    jeg siger: Du er min Gud.
    Mit livsløb er i din hånd,
    red mig fra mine fjender og forfølgere!

    Hvor stor er dog din godhed,
    som du har gemt til dem, der frygter dig!
    Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig,
    for alle menneskers øjne.

    Sekvens
    Den smertefulde moder stod med gråd under korset,
    medens sønnen hang derpå.

    Hendes sukkende, bedrøvede og sørgende sjæl
    blev gennemstunget af sværdet.

    0, hvor sørgmodig og forpint var ikke den Enbårnes
    velsignede moder.

    Hun, den fromme moder, sørgede og led,
    da hun så sin navnkundige søns kvaler.

    Hvem er det menneske, som ikke ville græde,
    hvis han så Kristi moder i så stor en nød?

    Hvem måtte ikke tage del i den smerte
    og betragte Kristi moder lidende med sin søn?

    For sit folks synder så hun Jesus blive pint
    og slået med svøber.

    Hun så sin kære søn forladt i døden,
    da han udåndede.

    0 moder, kærlighedens kilde, lad mig føle din heftige smerte,
    for a jeg kan sørge med dig.

    Lad mit hjerte brænde af kærlighed til Kristus, min Gud,
    for at jeg kan behage ham.

    Hellige moder, derom beder jeg, præg den korsfæstedes vunder
    uudsletteligt i mit hjerte.

    Lad mig få del i din sårede søns kvaler, han, som nedlod sig
    til at lide så meget for mig.

    Lad mig græde inderligt med dig og føle medlidenhed me den korsfæstede,
    så længe jeg lever.

    Det er min længsel at stå under korset med dig
    og tage del i din klage.

    Herlige jomfru over alle jomfruer, du være ikke længere bitter for min skyld;
    lad mig sørge med dig.

    Lad mig bære Kristi død, tage del i hans lidelse,
    betragte hans vunder.

    Lad mig såres med hans sår
    og beruses af sønnens kors og blod.

    For at jeg ikke skal brændes i dybets flammer,
    vær du, o jomfru, min forsvarer på dommens dag.

    Kristus, når jeg skal vandre herfra,
    giv mig da ved din moder at nå sejrens palme.

    Når legemet dør,
    lad da sjælen opnå Paradisets herlighed. Amen.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Salig er du, Jomfru Maria!
    Uden at lide martyriumsdød,
    har du under Herrens kors fortjent martyriets palme.

    Evangelium Joh 19,25-27

    Ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.


    Evangelium Luk 2,33-35
    Jesu far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«