Læsninger

< 2018 >
august 5
  • 05
    05.august.søndag

    18. ALM. SØNDAG. (II Ps)

    Hele dagen
    2018.08.05

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    18. ALM. SØNDAG. (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning 2 Mos 16,2-4. 12-15

    I de dage gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron i ørkenen og sagde til dem: “Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.” Da sagde Herren til Moses: “Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.” Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: “Hvad er det?” For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: “Det er det brød, Herren giver jer at spise.”

    Vekselsang Sl 78,3&4bc.23-24.25&54

    R. Herren gav dem korn fra himlen at spise.

    Eller:

    Halléluja!

    Det, vi har hørt og erfaret,
    det, vore fædre har fortalt os,
    vi fortæller den kommende slægt
    om Herrens glorværdige gerninger og styrke,
    om de undere, han har gjort.

    Han gav befaling til skyerne deroppe,
    han åbnede himlens døre
    og lod det regne over dem med manna,
    korn fra himlen gav han dem at spise.

    Mennesker spiste engles brød,
    han sendte dem føde, så de blev mætte.
    Han førte dem ind i sit hellige land,
    det bjergland, hans højre hånd havde vundet.

    2. læsning  Ef 4,17.20-24

    Brødre og søstre. Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 6,24-35

    På den tid, da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”

    Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ‘Brød fra himlen gav han dem at spise.’ ” Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”