Læsninger

< 2018 >
august 11
  • 11
    11.august.lørdag

    Fredag i 18. alm. uge (II Ps)

    Hele dagen
    2018.08.11

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 18. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Klara, jomfru († 1253) (m)


    Læsning Hab 1,12-2,4

    Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid?
    Min hellige Gud, lad os ikke dø!
    Herre, har du ikke sat dem til dommere?
    Min klippe, har du ikke indsat dem til at fælde dom?
    Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben,
    du, som ikke roligt kan se på ulykken,
    hvordan kan du roligt se på troløse,
    tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?
    Du gør med mennesker som med havets fisk,
    som med krybet, der er uden hersker.
    De trækker dem alle op med en krog,
    slæber dem bort i deres net,
    samler dem i deres garn
    og glæder sig og jubler over det.
    Derfor ofrer de til deres net
    og tænder offerild for deres garn;
    for med dem får de rig fangst
    og fede spiser.
    Derfor drager de stadig sværdet
    og dræber folk uden skånsel.

    Jeg vil stå på min post,
    jeg vil stille mig på vagt og spejde
    for at se, hvad han vil sige til mig,
    hvad jeg får som svar på min klage.
    Herren svarede mig:
    »Skriv synet tydeligt på tavler,
    så det er let at læse.
    For synet gælder først den fastsatte tid,
    det vidner om enden, og det bedrager ikke.
    Hvis det trækker ud, så vent,
    for det kommer, det udebliver ikke.«
    Se, den overmodige er uden retskaffenhed,
    men den retfærdige skal leve i tro.

    Vekselsang Sl 9,8-9.10-11.12-13

    R. Du svigter ikke dem, der søger dig, Herre.

    Men Herren har taget sæde for evigt
    og stillet sin trone frem til dom.
    Han dømmer verden med retfærdighed
    og fælder retskaffen dom over folkene.

    Herren bliver en borg for undertrykte,
    en borg i trange tider;
    de, der kender dit navn, stoler på dig,
    for du svigter ikke dem, der søger dig, Herre.

    Lovsyng Herren, der bor på Zion,
    fortæl folkene om hans gerninger!
    For han, der hævner mord, husker dem,
    han glemmer ikke de hjælpeløses skrig.

    Akklamation til Evangeliet 2 Tim 1,10b

    Halleluja!
    Vor frelser Kristus Jesus tilintetgjorde døden
    og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Matt 17,14-20

    På den tid kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham og bad: »Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand. Og jeg har bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.« Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask.

    Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.