Læsninger

< 2018 >
juli 2
  • 02
    02.juli.mandag

    Mandag i 13. alm. uge (I Ps)

    Hele dagen
    2018.07.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Amos 2,6-10. 13-16

    Dette siger Herren:

    På grund af Israels tre forbrydelser,
    ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning.
    De solgte den uskyldige for penge
    og den fattige for et par sandaler.
    De knuser de svages hoved i støvet
    og trænger de hjælpeløse bort fra vejen.
    Far og søn går til samme pige
    og vanhelliger mit hellige navn.
    Ved hvert et alter ligger de
    på kapper, de har taget i pant,
    og i deres Guds hus drikker de vin,
    de har taget som bøde.
    Det var dog mig,
    der udryddede amoritterne foran dem,
    de der var høje som cedre
    og stærke som ege;
    jeg udryddede dem
    fra frugt til rod.
    Det var dog mig,
    der førte jer op fra Egypten
    og lod jer vandre i ørkenen
    i fyrre år,
    så I kunne erobre amoritternes land.
    Se, jeg lader grunden vakle under jer,
    som vognen vakler,
    når den er fuld af neg.
    Den hurtige når ikke sit tilflugtssted,
    den stærke kommer ikke til at bruge sine kræfter,
    krigeren kan ikke redde sit liv,
    bueskytten kan ikke holde stand,
    den rapfodede ikke undslippe,
    rytteren ikke redde sit liv;
    selv den modigste kriger
    må den dag flygte uden våben,
    siger Herren.

    Vekselsang Sl 50,16bc-17. 18-19.20-21.22-23

    R. Forstå det dog, I som glemmer Gud.

    Hvor vover du at remse mine bud op
    og tage min pagt i din mund,
    når du dog hader irettesættelse
    og kaster mine ord bag dig?

    Ser du en tyv, slutter du venskab med ham,
    du gør fælles sag med horkarle.
    Du lader munden løbe med ondskab
    og spænder tungen for bedragets vogn.

    Der sidder du og bagtaler din bror,
    sætter skamplet på en søn af din mor.
    Sådan gør du, skulle jeg så tie?
    Tænker du dig, at jeg er som du?
    Nej, jeg lægger min anklage frem for dig.

    Forstå det dog, I som glemmer Gud,
    ellers sønderriver jeg jer,
    uden at nogen kan redde.
    Den, der bringer takoffer, ærer mig,
    ham lader jeg se Guds frelse.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95, 8ab

    Halleluja!
    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde.

    Evangelium Matt 8,18-22

    Da Jesus så, at der var en folkeskare omkring ham, befalede han, at de skulle tage over til den anden bred. Og en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« En anden af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.«