Læsninger

  • 01
    01.maj.tirsdag

    Hele dagen
    2018.05.01

    Påsketid
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 5. uge i påsken (I Ps).
    Helgener: Josef, Arbejderen
    Hvis Josef fejres læses følgende tekster


    Læsning ApG 14,19-28

    I de dage kom der nogle jøder fra Antiokia og Ikonion, som fik folk overtalt, så de stenede Paulus; de slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død. Men disciplene slog kreds om Paulus, og han rejste sig op og gik ind i byen. Næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe.

    De forkyndte også evangeliet i denne by og fik mange gjort til disciple. Så rejste de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia. De styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: »Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.« I hver menighed udpegede de derpå ældste for dem, og efter bøn og faste overgav de dem til Herren, som de var kommet til tro på. Så rejste de gennem Pisidien og kom til Pamfylien; og da de havde forkyndt ordet i Perge, tog de ned til Attalia. Derfra sejlede de til Antiokia, hvor de var blevet overgivet til Guds nåde for at gøre det arbejde, som de nu havde fuldført. Og da de var ankommet, samlede de menigheden og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem, og at Gud havde åbnet en dør til tro for hedningerne. Og de tilbragte ikke så kort tid dér sammen med disciplene.

    Vekselsang Sl 145,10-11.12-13ab. 21

    R. Dine venner, Herre,
    vil kundgøre dit kongedømmes herlighed.

    eller:

    Halleluja!

    Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
    dine fromme priser dig.
    De fortæller om dit herlige kongedømme
    og taler om din styrke.

    De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
    hans kongedømmes prægtige herlighed.
    Dit kongedømme består i al evighed,
    dit herredømme i slægt efter slægt.

    Min mund skal forkynde Herrens pris,
    alle mennesker skal prise hans hellige navn,
    for evigt og altid.

    Akklamation til Evangeliet Luk 24,26

    Halleluja.
    Kristus skulle lide og opstå fra de døde
    og gå ind til sin herlighed.

    Evangelium Joh 14, 27-31a

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig.«

  • 02
    02.maj.onsdag

    Hele dagen
    2018.05.02

    Påsketid
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 5. uge i påsken (I Ps).
    Helgener: Athanasius, biskop og kirkelærer († 373( (m)


    Læsning ApG 15, 1-6

    I de dage kom der nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: »Hvis I ikke omskæres efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.« Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål. De blev så udstyret til rejsen af menigheden og tog gennem Fønikien og Samaria; her fortalte de om hedningernes omvendelse og vakte stor glæde hos alle brødrene. Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem. Men nogle troende fra farisæernes parti rejste sig og sagde: »Man bør omskære dem og pålægge dem at holde Moseloven.« Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.

    Vekselsang Sl 122,1-2.3-4a.4b-5

    R. Med glæde drager vi ind i Herrens hus.

    eller:

    Halleluja!

    Jeg blev glad, da de sagde til mig:
    Lad os drage til Herrens hus!
    Nu står vore fødder
    i dine porte, Jerusalem.

    Jerusalem, du er bygget som byen,
    hvor folk forsamler sig.
    Her drager stammerne op,
    Herrens stammer.

    Det er en vedtægt i Israel,
    at Herrens navn skal prises.
    Her står dommersæder,
    tronstole for Davids hus.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,4. 5b

    Halleluja!
    Bliv i mig, og jeg bliver i jer – siger Herren.
    Den, der bliver i mig bærer megen frugt.

    Evangelium Joh 15,1-8

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.«

     

  • 03
    03.maj.torsdag

    Hele dagen
    2018.05.03

    Påsketiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Helgener: FILIP og JACOB, apostle (f)


    Læsning 1 Kor 15, 1-8

    Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

    Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.

    Vekselsang Sl 19,2-3.4-5ab

    R. Deres røst når ud over hele jorden.

    Himlen fortæller om Guds herlighed,
    hvælvingen beretter om hans hænders værk;
    dag forkynder det til dag,
    nat kundgør det til nat.

    Der lyder ingen ord, ingen tale,
    uden at deres røst høres;
    deres røst når ud over hele jorden,
    deres ord til verdens ende.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,6b&9c

    Halleluja!
    Jeg er vejen og sandheden og livet;
    Filip, den, der har set mig, har set Faderen.

    Evangelium Joh 14,6-14

    Jesus sagde til Filip: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

    Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.«

  • 04
    04.maj.fredag

    Hele dagen
    2018.05.04

    Påsketid
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 5. uge i påsken (I Ps)
    Helgener:


    Læsning ApG 15,22-31

    I de dage besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. De fik denne skrivelse med: »Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning.

    Vekselsang Sl 57,8-9.10-12

    R. Jeg vil takke dig blandt folkene, Herre.

    eller:

    Halleluja!

    Mit hjerte er trygt, Gud,
    mit hjerte er trygt,
    jeg vil synge og spille.
    Vågn op, min sjæl,
    vågn op, harpe og citer,
    jeg vil vække morgenrøden.

    Jeg vil takke dig blandt folkene, Herre,
    jeg vil lovsynge dig blandt folkeslagene.
    For din godhed når helt op til himlen,
    din troskab til skyerne.
    Løft dig højt over himlen, Gud,
    lad din herlighed komme over hele jorden.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,15b

    Halleluja.
    Jeg kalder jer venner, siger Herren,
    for alt, hvad jeg har hørt af min fader,
    har jeg gjort kendt for jer.

    Evangelium Joh 15,12-17

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden..«

  • 05
    05.maj.lørdag

    Hele dagen
    2018.05.05

    Påsketid
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 5. uge i påsken (I Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning ApG 16,1-10

    Paulus kom til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far. Timotheus var velanskrevet hos brødrene i Lystra og Ikonion. Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne; for alle vidste, at hans far var græker. Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de menighederne de bestemmelser, som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, og pålagde dem at leve efter dem. Således blev menighederne styrket i troen og voksede dagligt i tal.

    De rejste gennem Frygien og det galatiske land, da de af Helligånden var blevet hindret i at tale ordet i provinsen Asien. Og da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte de at rejse til Bitynien, men det tillod Jesu ånd dem ikke. Så rejste de gennem Mysien og kom ned til Troas. Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!« Da han havde haft det syn, forsøgte vi straks at rejse til Makedonien, for vi forstod, at Gud havde kaldet os til at forkynde evangeliet for dem.

    Vekselsang Sl 100,2.3.5

    R. Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!

    eller:

    Halleluja!

    Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
    Tjen Herren under glædessang,
    træd frem for ham under jubel!

    Forstå, at Herren er Gud,
    han har skabt os, og ham hører vi til,
    vi er hans folk og de får, han vogter.

    For Herren er god,
    hans trofasthed varer til evig tid,
    hans troskab i slægt efter slægt.

    Akklamation til Evangeliet Kol 3,1

    Halleluja!
    Når I nu er oprejst med Kristus,
    så søg det, som er i himlen,
    dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd.

    Evangelium Joh 15, 18-21

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.«