Læsninger

sønmantironstorfrelør
    1
  • Hele dagen
    2018.03.01

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener: (Karl den Gode, martyr († 1127) kan ihukommes


    Læsning Jer 17, 5- 10

    Dette siger Herren:
    Forbandet den mand, som stoler på mennesker
    og søger sin styrke hos dødelige,
    men hvis hjerte viger fra Herren.
    Han bliver som en busk i ørkenen,
    han ser ikke lykken komme,
    han skal bo i stenørkenen,
    i saltlandet, hvor ingen kan bo.
    Velsignet den mand, som stoler på Herren
    og tager sin tilflugt hos ham.
    Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
    det sender sine rødder mod vandløbet,
    det frygter ikke, når sommerheden kommer,
    dets blade er grønne.
    Det bekymrer sig ikke i tørkeår
    og holder ikke op med at bære frugt.
    Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
    det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?
    Jeg, Herren, udforsker hjertet
    og ransager nyrerne.
    Jeg giver enhver efter hans færd
    og efter hans gerninger.”

    Vekselsang Sl 1,1 – 2.3.4&6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte,
    og er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Luk 16,19 – 31

    På den tid fortalte Jesus farisæerne følgende lignelse: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

2
  • Hele dagen
    2018.03.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 37,3 – 4. 12 13a.17b – 28

    Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

    Engang var hans brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: “Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!”

    Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan. De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: “Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!”

    Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: “Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod,” sagde Ruben til dem; “kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!” Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

    Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant gummi, storax balsam og ladanum harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: “Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.” Det gik brødrene med til.

    Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

    Vekselsang Sl 105,16 – 17.18 – 19.20 – 21

    R. Husk de undere, Herren gjorde.

    Da han udråbte hungersnød over landet
    og knækkede brødets støttestav,
    sendte han en i forvejen for dem:
    Josef blev solgt som træl.

    De mishandlede hans fødder med lænker,
    hans hals blev lagt i jern,
    indtil hans ord gik i opfyldelse,
    et ord fra Herren stadfæstede det.

    Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
    folkenes hersker løslod ham.
    Han gjorde ham til herre over sit hus,
    til hersker over al sin ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

    Evangelium Matt 21, 33 – 43.45 – 46

    På den tid sagde Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

    Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?
    Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.

3
  • Hele dagen
    2018.03.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Mika 7, 14 – 15. 18 – 20

    Vogt dit folk med staven,
    de får du ejer,
    dem som bor alene i skoven,
    midt i frugthaven;
    de skal græsse i Bashan og Gilead
    som i fortidens dage.
    Lad os se undere,
    som dengang du drog ud af Egypten.
    Hvilken gud er som du,
    der tilgiver skyld
    og bærer over med synd
    hos den rest, du ejer?
    Du, som ikke bliver ved at være vred,
    men holder af at vise godhed;
    han viser os atter barmhjertighed
    og træder al vor skyld under fode.
    Du kaster alle vore synder
    i havets dyb!
    Du viser troskab mod Jakob,
    og trofasthed mod Abraham,
    sådan som du tilsvor vore fædre
    i gamle dage.

    Vekselsang Sl 103,1 – 2.3 – 4.9 – 10.11 – 12

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;
    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.

    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
    så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.

    Akklamation til Evangeliet Luk 15,18

    Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham:
    Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

    Evangelium Luk 15,1 – 3.11 – 32

    På den tid plejede alle toldere og syndere at holde sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse:

    “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

    Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

    Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger C da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

4
  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

5
  • Hele dagen
    2018.03.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Lucius I, pav og martyr († 254) kan ihukommes i Domkirken.)


    I 3. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekesen
    vælge at læse A-årets tekster til 3. søndag i fasten.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    Læsning 2 Kong 5, 1 – 15

    Aramæerkongens hærfører Na’aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre, for ved ham havde Herren givet Aram sejr. Men manden var blevet spedalsk.

    Engang havde aramæerne på et strejftogt bortført en lille pige fra Israel, og hun var blevet tjenestepige for Na’amans hustru. Hun sagde til sin frue: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Na’aman gik til sin herre og fortalte ham, at pigen fra Israel havde sagt sådan og sådan, og Arams konge sagde: “Tag af sted! Jeg sender et brev med til Israels konge.” Så tog Na’aman af sted, og han tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder. Han overbragte brevet til Israels konge. Der stod: “Jeg sender dette brev til dig med min tjener Na’aman. Ham skal du befri for hans spedalskhed!”

    Da Israels konge læste brevet, flængede han sine klæder og sagde: “Er jeg Gud, så jeg skulle have magt over liv og død, siden dette menneske sender bud til mig om at helbrede en mand for hans spedalskhed? I må da indse, at han søger påskud til strid med mig.” Da gudsmanden Elisa hørte, at Israels konge havde flænget sine klæder, sendte han bud til kongen og sagde: “Hvorfor flænger du dine klæder? Lad ham komme til mig, så skal han erfare, at der er en profet i Israel.”

    Så kom Na’aman med heste og vogn og gjorde holdt for døren til Elisas hus. Elisa sendte et bud ud til ham med den besked: “Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.” Men Na’aman blev vred og tog af sted. Han sagde: “Jeg tænkte, at han selv ville være kommet ud og have stillet sig op og påkaldt Herren sin Guds navn og ville have svinget sin hånd over det syge sted, så spedalskheden var forsvundet. Er Damaskus’ floder, Abana og Parpar, ikke bedre end alle vandløb i Israel? Kunne jeg ikke bade i dem og blive ren?” Så vendte han om og drog bort i vrede.

    Men hans tjenere kom hen til ham og sagde: “Fader, hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det? Så meget mere nu, da han blot har sagt: Bad dig, og bliv ren!” Så gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren. Derefter vendte Na’aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham, sagde han: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave fra din tjener!”

    Vekselsang Sl 42,2.3; Sl 43,3.4

    R. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.

    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?
    Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Akklamation til Evangeliet Sl 130,5. 7

    Jeg håber på Herren, jeg venter på hans ord,
    for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.

    Evangelium Luk 4,24 – 30

    Jesus kom til Nazaret og i synagogen sagde han: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”

    Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

6
  • Hele dagen
    2018.03.06

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 3. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Dan 3,25. 34 43

    Azarja stod stille og bad; midt i ilden åbnede han munden og sagde:
    “For dit navns skyld må du ikke prisgive os fuldstændigt
    og ikke bryde din pagt.
    Tag ikke din barmhjertighed fra os
    for Abrahams, din vens, skyld,
    for Isaks, din tjeners, skyld
    og for Israels, din helliges, skyld;
    dem lovede du,
    at du ville gøre deres efterkommere så talrige som himlens stjerner
    og som sandet ved havets bred.
    Men vi er blevet det mindste af alle folk, Herre,
    for vore synders skyld er vi i dag de ubetydeligste på hele jorden.
    Nu er der ingen fyrste, profet eller leder,
    der er hverken brændoffer, slagtoffer, afgrødeoffer eller røgelsesoffer,
    vi har ikke noget sted, hvor vi kan bringe ofre til dig og finde
    barmhjertighed.
    Men tag nådigt imod os, når vi kommer med sønderbrudt sjæl og sønderknust ånd,
    som om vi kom med brændofre af væddere og tyre,
    med titusinder af fede lam.
    Sådan skal vort offer til dig i dag være,
    at vi er fuldt og helt med dig,
    for de, der stoler på dig, bliver ikke til skamme.
    Nu følger vi dig af hele vort hjerte, vi frygter dig
    og søger dit ansigt;
    gør os da ikke til skamme,
    men vis os mildhed og stor barmhjertighed.
    Udfri os, du som gør undere,
    og giv dit navn ære, Herre.”

    Vekselsang Sl 25,4bc – 5ab. 6 – 7bc.8 – 9

    R. Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed.

    Vis mig dine veje, Herre,
    lær mig dine stier!
    Vejled mig i din sandhed og belær mig,
    for du er min frelses Gud.

    Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
    som har været til fra evighed.
    husk mig i din trofasthed,
    fordi du er god, Herre.

    Herren er god og retskaffen,
    derfor belærer han syndere om vejen.
    De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
    han lærer ydmyge sin vej.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Matt 18,21 35

    På den tid kom Peter til Jesus og spurgte: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede ham: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

    Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

7
  • Hele dagen
    2018.03.07

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Perpetua og Felicitas, martyrer, († 204) kan ihukommes.)


    Læsning 5 Mos 4,1. 5 – 9

    Moses talte til folket og sagde: “Og nu, Israel, lyt til de love og retsregler, som jeg lærer jer, og følg dem, for at I må leve og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. Se, nu lærer jeg jer love og retsregler, sådan som Herren min Gud har befalet mig; dem skal I følge i det land, som I skal ind og tage i besiddelse. I skal følge dem omhyggeligt! Så vil andre folk få øjnene op for jeres visdom og indsigt, for når de hører om alle disse love, vil de sige: “Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk!” Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham? Og hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har så retfærdige love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag lægger frem for jer?

    Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner.”

    Vekselsang Sl 147,12 – 13.15 – 16.19 – 20

    R. Jerusalem, lovsyng Herren!

    Jerusalem, lovsyng Herren!
    Lovpris din Gud, Zion!
    For han har gjort dine portslåer stærke
    og velsignet dine sønner i dig.

    Han sender sit ord ud over jorden,
    hurtigt løber hans befaling.
    Han lader sneen falde, som var det uld,
    og spreder rim, som var det aske.

    Han forkynder sit ord for Jakob,
    sine love og bud for Israel.
    Det har han ikke gjort for noget andet folk,
    de kender ikke hans bud.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,63b. 69b

    Dine ord er ånd og liv.
    Du har det evige livs ord.

    Evangelium Matt 5,17 – 19

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.

8
  • Hele dagen
    2018.03.08

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Johannes af Gud, ordensmand, († 1550) kan ihukommes.)


    Læsning Jer 7, 23 – 28

    Dette siger Herren:

    “Dette befalede jeg dem: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. I skal følge den vej, jeg befaler jer, for at det må gå jer godt. Men de hørte ikke og lyttede ikke, for de fulgte deres egne planer i deres onde hjertes forstokkethed; de gik tilbage, ikke fremad. Fra den dag jeres fædre drog ud af Egypten til i dag, har jeg sendt mine tjenere, profeterne, til jer igen og igen. Men de hørte ikke på mig, de lyttede ikke, men gjorde nakken stiv og handlede endnu værre end deres fædre.

    Når du forkynder alt dette for dem, vil de ikke høre dig; når du råber til dem, svarer de dig ikke. Så skal du sige til dem: I er det folk, der ikke adlød Herren jeres Gud og ikke ville tage ved lære. Sandheden er forsvun¬det; den findes ikke i jeres mund.”

    Vekselsang Sl 95,1 – 2.6 – 7.8 – 9

    R. Om I dog i dag ville lytte til Herrens ord!

    Kom, lad os juble for Herren,
    bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
    Lad os træde frem for ham med takkesang,
    bryde ud i lovsang til ham.

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12- 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Luk 11,14 – 23

    Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: “Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: “Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

    Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.”

9
  • Hele dagen
    2018.03.09

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Francisca af Rom, ordenssøster, († 1440) kan ihukommes.)


    Læsning Hos 14, 2 – 10

    Dette siger Herren:

    “Vend om, Israel,
    til Herren din Gud,
    for du snublede i din skyld.
    Tag ord med jer,
    og vend om til Herren;
    sig til ham:
    “Du, som tilgiver al skyld,
    tag imod vore gaver;
    vi vil betale med læbernes frugt.
    Assyrien kan ikke frelse os,
    vi rider ikke på heste,
    vi vil ikke længere sige “vor Gud”
    om vore hænders værk.
    Hos dig finder faderløse barmhjertighed.”
    Jeg vil helbrede deres frafald
    og elske dem med glæde.
    Min vrede vender sig fra dem.
    Jeg er som duggen for Israel,
    der skal blomstre som liljen
    og slå rødder som Libanons træer.
    Dets grene skal brede sig,
    så det bliver prægtigt som oliventræet,
    dufter som Libanons træer.

    De, der bor i dets skygge,
    skal dyrke korn på ny.
    De skal blomstre som vinstokken,
    berømmes som vin fra Libanon.
    Hvad skal Efraim længere med gudebilleder?
    Jeg bønhører ham, ser nådigt til ham.
    Jeg er som det grønne enebærtræ,
    du skal finde din frugt hos mig.
    Hvem er så vis, at han forstår det,
    så forstandig, at han erkender det?
    Herrens veje er rette,
    de retfærdige vandrer ad dem,
    men synderne snubler.”

    Vekselsang Sl 81,6c – 8a. 8bc – 9.10 -11ab. 14&17

    R. Jeg er Herren din Gud, gid du ville høre på mig!

    Jeg hører et sprog, jeg ikke kendte:
    Jeg befriede hans skulder for byrden,
    hans hænder slap fri for kurven.
    I din nød råbte du, og jeg reddede dig.

    Skjult i tordenen svarede jeg dig,
    jeg prøvede dig ved Meribas vand.
    Hør, mit folk, jeg vil advare dig,
    gid du ville høre på mig, Israel!

    Du må ikke have nogen fremmed gud,
    du må ikke tilbede en anden gud.
    Jeg er Herren din Gud,
    som førte dig op fra Egypten.

    Gid mit folk ville høre mig,
    gid Israel ville vandre ad mine veje!
    Men dig ville jeg give hvedens fedme,
    jeg ville mætte dig med honning fra klippen.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,17

    Omvend jer,
    for Himmeriget er kommet nær!

    Evangelium Mark 12,28b – 34

    På den tid kom en af de skriftkloge hen til Jesus og spurgte ham: “Hvilket er det første af alle bud?” Jesus svarede: “Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end disse.” Så sagde den skriftkloge til ham: “Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.” Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

10
  • Hele dagen
    2018.03.10

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Hos 6,1 – 6

    Lad os vende om til Herren;

    han har sønderrevet, men han vil helbrede os,
    han har slået, men han vil læge os.
    Han giver os liv efter to dage,
    rejser os på den tredje dag,
    og vi skal leve for Guds ansigt.
    Lad os kende Herren,
    lad os stræbe efter at kende ham.
    Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
    han kommer til os som regnskyl,
    som forårsregn, der væder jorden.
    Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim,
    hvad skal jeg gøre med dig, Juda?
    Jeres troskab er som morgentågen,
    som den tidlige, flygtige dug.
    Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne,
    dræber dem med min munds ord.
    Min dom bryder frem som lyset.
    Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
    kundskab om Gud, ikke brændofre.

    Vekselsang Sl 51,3 – 4.18 – 19.20 – 21ab

    R. Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre!

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

    Gør i din nåde godt mod Zion,
    opbyg Jerusalems mure!
    Da vil du tage imod de rette ofre,
    brændoffer og heloffer.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Gør ikke jeres hjerter hårde i dag,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Luk 18,9 – 14

    Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

11
  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten (IV Ps) – A
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 16,1b. 6-7. 10-13a

    I de dage sagde Herren til Samuel: Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.”

    Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Her står Herrens salvede foran Herren.” Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.”

    Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: “Herren har ikke udvalgt nogen af dem.” Samuel spurgte nu Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.” Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.” Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: “Ham skal du salve, for ham er det.” Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede.

    Vekselsang Sl 22,1-2.3-4.5. 6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning Ef 5,8-14

    Brødre og søstre! Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:

    Vågn op, du som sover,
    stå op fra de døde,
    og Kristus vil lyse for dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Ære være dig, Herre Jesus!
    “Jeg er verdens lys”, siger Herren;
    “Den, der følger mig, skal have livets lys.”

    Evangelium Joh 9,1-41 eller Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.” Så spurgte de ham: “Hvordan blev dine øjne da åbnet?” Han svarede: “Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.” “Hvor er han?” spurgte de. “Det ved jeg ikke,” svarede han.

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?” Hans forældre svarede: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” et sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

    De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Han svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.” Så spurgte de ham: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?” De skældte ham ud og sagde: “Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.” Han svarede dem: “Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.” De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: “Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.


    I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes
    Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” ‑ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu:
    “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.”

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham.

  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Krøn 36,14-16.19-23

    Alle Judas ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent. Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig. Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt. Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

    Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: “Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop.”

    Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

    R. Min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig.

    Ved Babylons floder
    sad vi og græd,
    når vi tænkte på Zion;
    i poplerne derovre
    hængte vi vore citere.

    For vore fangevogtere
    krævede, at vi skulle synge,
    vore plageånder krævede glædessang:
    “Syng for os
    af Zions sange!”

    Hvordan skulle vi kunne synge
    Herrens sange
    på fremmed jord?
    Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    så gid min højre hånd må lammes;

    Gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig,
    hvis ikke jeg sætter Jerusalem
    over min højeste glæde.

    2. læsning Ef 2,4-10

    Brødre og søstre! I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Gud elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 3,14-21

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

12
  • Hele dagen
    2018.03.12

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    I 4. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekesen
    vælge at læse A-årets tekster til 4. søndag i fasten.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    Læsning Es. 65, 17 – 21

    Dette siger Herren:
    “Nu skaber jeg en ny himmel
    og en ny jord;
    det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,
    og ingen skal tænke på det.
    Men I skal fryde jer og juble til evig tid
    over det, jeg skaber.
    For jeg skaber Jerusalem om til jubel,
    dens folk om til fryd;
    jeg vil juble over Jerusalem
    og fryde mig over mit folk.
    Der høres ikke mere gråd
    eller skrig.
    Der er ikke længere børn,
    der dør som spæde,
    eller gamle, der ikke lever
    deres tid til ende.
    Ung er den, der dør som hundredårig,
    og den, der ikke når de hundrede, er forbandet.
    De skal bygge huse og bo i dem
    og plante vingårde og nyde deres frugt.”

    Vekselsang Sl. 30, 2 & 4. 5 – 6. 11 – 12a & 13b

    R. Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet.

    Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet;
    du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
    Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
    du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

    Lovsyng Herren, I hans fromme,
    tak hans hellige navn!
    For hans vrede varer et øjeblik,
    hans nåde hele livet;
    om aftenen slår gråden sig ned,
    om morgenen er der jubel.

    Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
    Herre, kom mig til hjælp!
    Du forvandlede min klage til dans,
    Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.
    Akklamation til Evangeliet
    Søg det gode og ikke det onde, for at I må leve.
    Så vil Herren være med jer.

    Akklamation til Evangeliet Am. 5, 14

    Søg det gode og ikke det onde, for at I må leve.
    Så vil Herren være med jer.

    Evangelium Joh. 4, 43 – 54

    På den tid forlod Jesus Samaria og drog videre til Galilæa. Han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland. Da han nu kom til Galilæa, tog galilæerne godt imod ham, for de havde set alt det, han havde gjort i Jerusalem under festen; de havde jo selv været der ved festen. Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.
    Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

13
  • Hele dagen
    2018.03.13

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    5-årsdagen for pave Frans’ valg til pave (2013).
    Mindes i menighedens forbønner.
    6-årsdagen for biskop Hans Ludvig Martensens død (2012).
    Mindes i menighedens forbønner


    Læsning Ez.47, 1 – 9. 12

    I et syn førte en engel mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden. Da manden gik ud mod øst, havde han en målesnor i hånden. Han målte 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til anklerne; han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til knæene; han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til hofterne; han målte igen 1.000 alen, og nu var det en strøm, jeg ikke kunne gå igennem, for vandet var så dybt, at man måtte svømme; det var en strøm, man ikke kunne gå igennem. Han sagde til mig: “Menneske, har du set det?” og så førte han mig tilbage til bredden af strømmen. Da jeg kom tilbage, var der mange træer på begge bredder af strømmen. Han sagde til mig: “Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv. På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.”

    Vekselsang Sl. 46, 2 – 3. 5 – 6. 8 – 9

    R. Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.

    Gud er vor tilflugt og styrke,
    altid at finde som hjælp i trængsler.
    Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
    og bjergene vakler i havets dyb.

    Flodløb glæder Guds by,
    den Højestes hellige bolig.
    v6Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
    Gud bringer den hjælp ved daggry.

    Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.
    Kom og se Herrens gerninger,
    de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

    Akklamation til Evangeliet Sl 51,12a, 14a

    Skab et rent hjerte i mig, Gud;
    glæd mig igen med din frelse.

    Evangelium Joh 5,1 – 3a.5 – 16

    Det var en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet.
    Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: “Vil du være rask?” Den syge svarede: “Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” esus sagde til ham: “Rejs dig, tag din båre og gå!” Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
    Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: “Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” De spurgte ham: “Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?” Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat.

141516
  • Hele dagen
    2018.03.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

17
  • Hele dagen
    2018.03.17

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener: Patrick, biskop († 471) kan ihukommes)


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

18
  • Hele dagen
    2018.03.18

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning Ez 37,12-14

    Dette siger Gud Herren: “Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”

    Vekselsang Sl 130,1-2. 3-4.5-6.7-8

    R. Hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
    Herre, hør mit råb,
    lad dine ører lytte
    til min tryglen!

    Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?
    Men hos dig er der tilgivelse,
    for at man skal frygte dig.

    Jeg håber på Herren,
    min sjæl håber;
    jeg venter på hans ord,
    min sjæl venter på Herren
    mere end vægterne på morgen,
    end vægterne på morgen.

    Israel, vent på Herren,
    for hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    2. læsning Rom 8,8-11

    Brødre og søstre! De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
    Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a & 26

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Jeg er opstandelsen og livet, siger Herren;
    den, der tror på mig,
    skal aldrig i evighed dø.

    Evangelium Joh 11,1-45 eller: Joh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

    På den tid var Der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.”

    Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

    Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”
    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

    ________________________________________

    På den tid sendte Lazarus’ søstre den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.
    Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

  • Hele dagen
    2018.03.18

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning Jer 31,31-34

    Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

    Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    2. læsning Hebr 5,7-9

    Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

    Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
    og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

    Evangelium Joh 12,20-33

    Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
    Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

19
  • Hele dagen
    2018.03.19

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag. JOSEF, Jomfru Marias brudgom (h)
    Helgener:


    1. læsning 2 Sam 7, 4-5a. 12-14a. 16

    Samme nat kom Herrens ord til Natan: »Gå hen og sig til min tjener David: Dette siger Herren: Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.«

    Vekselsang Sl 89, 2-3. 4-5. 27&29

    R. Hans slægt skal blive for evigt.

    Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
    i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
    Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
    i himlen grundfæster du din trofasthed.

    »Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte,
    jeg har tilsvoret David, min tjener:
    Til evig tid grundfæster jeg din slægt,
    bygger din trone i slægt efter slægt.«

    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.
    Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
    min pagt med ham står fast.

    2. læsning Rom 4,13. 16-18. 22

    Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro. Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: »Så mange skal dine efterkommere blive.«

    Og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.

    Akklamation til Evangeliet Sl 84,5

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Lykkelige de, der bor i dit hus,
    til stadighed kan de prise dig.

    Evangelium Matt. 1,16. 18-21. 24a eller Luk 2,41-51a

    Jakob var far til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus.

    Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

    Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru.


    Luk 2,41-51a

    Jesu forældre tog til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

20
  • Hele dagen
    2018.03.20

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:
    I 5. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af
    dåbskatekesen vælge at læse A-årets tekster til 3. søndag i fasten (4. marts).
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    Læsning 4 Mos 21, 4 – 9

    På den tid brød israelitterne op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: “Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.” Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: “Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!” Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: “Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.

    Vekselsang Sl 102, 2 – 3. 16 – 18. 19 – 21

    R. Herre, hør min bøn,
    lad mit råb om hjælp nå dig.

    Herre, hør min bøn,
    lad mit råb om hjælp nå dig.
    Skjul ikke dit ansigt for mig,
    når jeg er i nød.
    Vend dit øre mod mig,
    svar mig i hast, når jeg råber!

    Folkene skal frygte Herrens navn,
    alle jordens konger skal frygte din herlighed.
    For Herren genopbygger Zion,
    han viser sig i sin herlighed.
    Han vender sig til de nøgnes bøn,
    han afviser ikke deres bøn.

    Det skal skrives ned til den kommende slægt,
    det folk, der skabes, skal lovprise Herren.
    For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
    fra himlen ser han ned til jorden;
    han hører fangernes stønnen,
    han sætter de dødsdømte i frihed.

    Akklamation til Evangeliet

    Sæden er Guds ord, og sædemanden Kristus;
    enhver, som finder ham, forbliver i evighed.

    Evangelium Joh 8,21 – 30

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, kan I ikke komme.” Da sagde jøderne: “Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme?” Han sagde til dem: “I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Så spurgte de ham: “Hvem er du?” Jesus svarede: “Jeg er den, som jeg har sagt jer fra begyndelsen. Meget kan jeg sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og det, jeg har hørt af ham, taler jeg om til verden.” De forstod ikke, at han talte til dem om Faderen. Jesus sagde da til dem: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

  • Hele dagen
    2018.03.20

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten-A (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning 2 Mos 17,3-7

    Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: “Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

    Så sagde Herren: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning.

    Moses sagde til Gud: “Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

    Gud sagde videre til Moses: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

    Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

    R. Om I dog ville lytte til Herren! Gør ikke jeres hjerter hårde!

    Kom, lad os juble for Herren,
    bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
    Lad os træde frem for ham med takkesang,
    bryde ud i lovsang til ham.

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    2. læsning Rom 5,1-2. 5-8

    Brødre og søstre! Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.

    Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

    Akklamation til Evangeliet Joh 4,42&15

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Herre, du er i sandhed verdens frelser,
    giv mig levende vand,
    at jeg ikke mere skal tørste.

    Evangelium Joh 4,5-42  eller Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

    Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: “Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?”

    De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.

    I mellemtiden sagde disciplene til ham: “Rabbi, kom og spis!” Men han sagde til dem: “Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Da sagde disciplene til hinanden: “Mon nogen har givet ham noget at spise?” Jesus sagde til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.”

    Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: “Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.” Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.


    Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Kvinden sagde også: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen.

    Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.

21
  • Hele dagen
    2018.03.21

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Dan 3, 14 – 21; IV,26; 3,24 – 25. 28

    På den tid spurgte Nebukadnesar: “Shadrak, Meshak og Abed Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet? Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?” Shadrak, Meshak og Abed Nego svarede kongen: “Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.”

    Da blev Nebukadnesar opfyldt af vrede mod Shadrak, Meshak og Abed Nego, og hans ansigt blev ganske fortrukket. Han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange så meget som sædvanlig, og han gav befaling til nogle stærke mænd i hæren om at binde Shadrak, Meshak og Abed Nego og kaste dem i ovnen med flammende ild. Så blev mændene bundet, og iført deres kapper, bukser, huer og andet tøj blev de kastet i ovnen med flammende ild.

    Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og spurgte sine ministre: “Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?” De svarede kongen: “Jo, det var, konge.” Han sagde så: “Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.”

    Nebukadnesar sagde: “Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud end deres egen.”

    Vekselsang Dan 3, 52. 53. 54. 55. 56

    R. Højt lovprist og ophøjet til evig tid!

    Lovet være du, Herre, vore fædres Gud,
    lovprist og ophøjet til evig tid;

    lovet være dit hellige og herlige navn,
    højt lovprist og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du i dit hellige og herlige tempel,
    højt lovsunget og æret til evig tid.

    Lovet være du, som tronende på keruber ser ned i dybet,
    lovprist og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du på din kongetrone,
    højt lovsunget og ophøjet til evig tid.

    Lovet være du i himmelhvælvingen,
    lovsunget og æret til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der bevarer ordet i et smukt og godt hjerte,
    er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Joh 8,31 – 42

    På den tid sagde Jesus til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede ham: “Vi er Abra¬hams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.”

    De svarede: “Vores fader er Abraham.” Jesus sagde til dem: “Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger.” Da sagde de til ham: “Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.” Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.”

22
  • Hele dagen
    2018.03.22

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 17, 3 – 9

    I de dage kastede Abram sig ned, og Gud talte til ham: “Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” Og Gud sagde til Abraham: “Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt.”

    Vekselsang Sl 105, 4 – 5. 6 – 7. 8 – 9

    R. Evigt husker Herren på sin pagt.

    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!
    Husk de undere, han gjorde,
    husk hans tegn og de bud, han gav,

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Evigt husker han på sin pagt,
    i tusind slægtled det løfte, han gav,
    den pagt, han sluttede med Abraham,
    den ed, han tilsvor Isak.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Gør ikke jeres hjerter hårde i dag,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Joh 8,51 – 59

    På den tid sagde Jesus til jøderne: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Da sagde jøderne til ham: “Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo døde? Også profeterne døde. Hvem tror du, du er?” Jesus svarede: “Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom I; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” Da sagde jøderne til ham: “Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?” Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.” Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.

23
  • Hele dagen
    2018.03.23

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener: Turibius Mongrovejo, biskop († 1606) kan ihukommes


    Læsning Jer 20, 10 – 13

    Jeremias sagde:

    Alle vegne er der rædsel,
    jeg hører mange hviske:
    “Angiv ham, lad os angive ham!”
    Alle mine venner venter på,
    at jeg skal snuble:
    “Måske lader han sig lokke,
    så vi kan få ram på ham
    og hævne os på ham.”
    Men Herren er med mig som en vældig kriger,
    derfor skal mine forfølgere snuble og ikke få ram på mig;
    de bliver til skamme, det lykkes ikke for dem,
    skændselen varer evigt, den glemmes aldrig.
    Hærskarers Herre, som prøver den retfærdige,
    som ser hjerte og nyrer,
    lad mig se din hævn over dem!
    Dig overgiver jeg min sag.
    Syng for Herren,
    lovpris Herren,
    for han redder den fattige
    af forbrydernes hånd.

    Vekselsang Sl 18, 2 – 3a. 3bc – 4. 5 – 6. 7

    R. I min nød råbte jeg til Herren,
    og Han hørte mig.

    Jeg elsker dig, Herre, min styrke;
    Herren er min klippe, min borg, min befrier.

    Min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
    mit skjold, min frelses horn og min fæstning.
    Jeg råber til Herren, den lovpriste,
    og bliver frelst fra mine fjender.

    Dødens bånd omgav mig,
    undergangens floder slog mig med rædsel.
    Dødsrigets bånd snørede sig om mig,
    dødens snarer truede mig.

    I min nød råbte jeg til Herren,
    jeg råbte til min Gud om hjælp.
    Han hørte mig fra sit tempel,
    mit råb nåede hans ører.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,64b. 69b

    Dine ord Herre, er ånd og liv;
    du har det evige livs ord.

    Evangelium Joh 10,31 – 42

    På den tid samlede jøderne sten op for at stene Jesus.
    Jesus sagde til dem: “Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer; hvilken af de gerninger vil I stene mig for?” Jøderne svarede ham: “Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.” Jesus svarede dem: “Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt: I er guder? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til og Skriften kan ikke rokkes siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn? Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.” Så ville de igen gribe ham, men han slap fra dem.

    Han tog atter over til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt, og opholdt sig dér. Og mange kom til ham, og de sagde: “Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.” Og dér kom mange til tro på ham.

24
  • Hele dagen
    2018.03.24

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 5. uge i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Ez 37, 21 – 28

    Dette siger Gud Herren: “Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.”

    Vekselsang Jer 31,10. 11 – 12ab. 13

    R. Herren vogter os som hyrden sin hjord.

    Hør Herrens ord, I folkeslag,
    forkynd på de fjerne øer, og sig:
    Han, som spredte Israel, samler dem,
    han vogter dem som hyrden sin hjord.

    For Herren har udfriet Jakob
    og løskøbt ham fra hans overmand.
    Jublende kommer de til Zions bjerg,
    de stråler af glæde over Herrens gode gaver.

    Da skal jomfruer danse af glæde,
    unge og gamle skal juble.
    Jeg vender deres sorg til fryd,
    jeg trøster og glæder dem, der klager.

    Akklamation til Evangeliet Ez 18,31

    Så siger Herren:
    Kast jeres overtrædelser bort,
    skab jer et nyt hjerte og en ny ånd!

    Evangelium Joh 11,46 – 56

    På den tid gik nogle af jøderne til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.
    Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: “Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.” Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: “I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.” Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét. Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel.

    Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene.

    Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig. De ledte efter Jesus og sagde til hinanden, mens de stod på tempelpladsen: “Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?”

25
  • Hele dagen
    2018.03.25

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Palmesøndag (II Ps)
    Helgener:


    Palmeprocessionen – Evangelium

    Mark 11,1-10 eller Joh 12,12-16

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

    Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.” Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det. Nogle af dem, som stod der, spurgte: “Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!” Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå. De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne. Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:

    Hosianna!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
    Hosianna i det højeste!

    eller:

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

    Den store folkeskare, som var kommet til festen, hørte at Jesus var på vej til Jerusalem.  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

    Hosianna!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
    Israels konge!
    Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
    Frygt ikke, Zions datter!
    Se, din konge kommer,
    ridende på et æsels føl.

    Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

    1. læsning Es 50,4-7

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

    Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

    R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

    Alle, der ser mig, spotter mig,
    de vrænger mund og ryster på hovedet:
    “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
    han må redde ham, han holder jo af ham.

    Hunde omgiver mig,
    en flok af forbrydere står omkring mig;
    de har gennemboret mine hænder og fødder,
    jeg kan tælle alle mine knogler.

    De deler mine klæder mellem sig,
    de kaster lod om min klædning.
    Men du, Herre, hold dig ikke borte,
    du, min styrke, skynd dig til hjælp!

    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
    Lovpris Herren, I der frygter ham,
    vis ham ære, hele Jakobs slægt,
    frygt ham, hele Israels slægt!

    2. læsning Fil 2,6-11

    Kristus, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Mark 14,1-15,47 eller Mark 15,1-39

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

    E. Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel. For de sagde: “Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!”

    Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:
    F. “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.”
    E. Og de overfusede hende. Men Jesus sagde:
    K. “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

    E. Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

    Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham:
    F. »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«
    E. Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem:
    †. »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.«
    E. Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

    Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus:
    †. »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.«
    E.  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
    A. »Det er vel ikke mig?«
    E.Han sagde til dem:
    †. »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg.  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

    E. Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde:
    †. »Tag det; dette er mit legeme.«
    E. Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.  Og han sagde til dem:
    †. »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

    E. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem:
    †. »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«
    E.Peter sagde til ham:
    A. »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.«
    E. Men Jesus sagde til ham:
    †. »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«
    E.  Men han forsikrede endnu stærkere:
    A. »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.«
    E. Det samme sagde også alle de andre.

    Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple:
    †.  »Sæt jer her, mens jeg beder.«
    E. Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem:
    †. »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!«
    E. Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde:
    †. »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«
    E. Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter:
    †. »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«
    E. Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.  Så kom han for tredje gang og sagde til dem:
    †. »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

     E. Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde:
    A. »Rabbi!«
    E. og kyssede ham.  De lagde hånd på ham og greb ham. En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Så tog Jesus til orde og sagde til dem:
    †. »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«
    E. Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

    Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

    Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:
    F.  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.«
    E. Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

    Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus:
    †. »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«
    E. Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen:
    A. »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«
    E. Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde:
    A. »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?«
    E. Og de dømte ham alle skyldig til døden.

    Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham:
    F. »Profetér så!«
    E. Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

    Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde:
    A. »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«
    E. Men han nægtede det og sagde:
    A. »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.«
    E. Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.   Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der:
    A. »Han dér er en af dem.«
    E. Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter:
    A. »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«
    E. Da gav han sig til at bande og sværge:
    A. »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!«
    E. I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

    Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger det selv.«
    E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
    A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
    E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

    Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
    A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
    A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus spurgte dem:
    A. »Hvad ondt har han da gjort?«
    E. Men de råbte blot endnu højere:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

    Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

    De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

    De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
    F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«
    E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
    F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
    E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

    Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
    †. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
    E. – det betyder:
    †.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
    E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
    F. »Hør, han kalder på Elias.«
    E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
    A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
    E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
    A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

     E. Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

    Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.
    Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

     

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

    Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger det selv.«
    E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
    A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
    E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

    Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
    A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
    A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus spurgte dem:
    A. »Hvad ondt har han da gjort?«
    E. Men de råbte blot endnu højere:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

    Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

    De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

    De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
    F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«
    E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
    F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
    E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

    Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
    †. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
    E. – det betyder:
    †.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
    E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
    F. »Hør, han kalder på Elias.«
    E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
    A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
    E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
    A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

     
26
  • Hele dagen
    2018.03.26

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:


    Læsning Es 42,1-7

    Se min tjener, ham støtter jeg,
    min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
    Jeg lader min ånd komme over ham,
    og han skal bringe ret til folkene.
    Han skriger ikke, han råber ikke,
    han løfter ikke sin røst i gaderne.
    Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
    den osende væge slukker han ikke,
    han fører retten til sejr.
    Han bliver ikke svag og knækkes ikke,
    til han har ført retten igennem på jorden;
    de fjerne øer venter på hans belæring.

    Dette siger Gud Herren,
    han som skabte himlen og spændte den ud,
    som bredte jorden ud med dens vækster,
    som gav åndedræt til folkene på jorden,
    livsånde til dem, der færdes på den:
    Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
    jeg tager dig ved hånden.
    Jeg danner dig og gør dig
    til en pagt med folket, til et lys for folkene.
    Du skal åbne de blindes øjne,
    føre fangerne ud af fængslet.
    og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

    Vekselsang Sl 27,1.2.3.13-15

    R. Herren er mit lys og min frelse.

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?

    Når de onde nærmer sig
    for at fortære mig,
    de, som er mine fjender og modstandere,
    skal de snuble og falde.

    Selv om en hær belejrer mig,
    er mit hjerte uden frygt;
    selv om der føres krig imod mig,
    er jeg dog tryg.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Konge:
    du alene har forbarmet dig over vore vildfarelser.

    Evangelium Joh 12,1-11

    Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

    Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

    Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

27
  • Hele dagen
    2018.03.27

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Oliemessen (II Ps.)
    Helgener:


    1. læsning Es 61,1-3a. 6a. 8b-9

    Gud Herrens ånd er over mig,
    fordi Herren har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige
    og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og løsladelse for lænkede,
    for at udråbe et nådeår fra Herren
    og en hævndag fra vor Gud,
    for at trøste alle, der sørger,
    for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
    glædens olie i stedet for sørgedragt
    og lovsang i stedet for svigtende mod.

    Men I skal kaldes Herrens præster,
    vor Guds tjenere skal I hedde.
    jeg giver dem deres fulde løn
    og slutter en evig pagt med dem.
    Deres afkom bliver kendt blandt folkeslagene,
    deres efterkommere blandt folkene;
    alle, der ser dem, erkender,
    at de er en slægt, som Herren velsigner.

    Vekselsang Sl 89,21-22.25&27

    R. Om din nåde, Herre, vil jeg evigt synge.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.

    2. læsning Åb 1,5-8

    Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.

    Se, han kommer med skyerne,
    og hvert øje skal se ham,
    også de, som har gennemboret ham;
    og alle jordens folkestammer skal jamre over ham.
    Ja, amen.

    Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Es 61,1

    Herrens Ånd er over mig,
    han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige.

    Evangelium Luk 4,16-21

    På den tid kom Jesus til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

  • Hele dagen
    2018.03.27

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:
    I domkirken: Fornyelse af præsteløfterne,
                             indvielse af de hellige olier.


    Læsning Es 49,1-6

    Hør mig, I fjerne øer,
    lyt, I folk langt borte:
    Herren har kaldet mig fra moders liv,
    fra fødslen kaldte han mig ved navn.
    Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
    i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
    han gjorde mig til en spids pil,
    i sit kogger holdt han mig gemt.
    Han sagde til mig: Du er min tjener,
    Israel, ved dig viser jeg min herlighed.
    Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig,
    på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter.
    Dog, min ret er hos Herren,
    min løn er hos min Gud.

    Men nu har Herren talt,
    han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
    for at føre Jakob tilbage,
    så Israel samles hos ham.
    Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
    min Gud bliver min styrke.
    Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
    skal genrejse Jakobs stammer
    og føre Israels overlevende hjem;
    derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
    for at min frelse skal nå til jordens ende.

    Vekselsang Sl 71,1-2.3-4a.5-6ab. 15&17

    R. Min mund skal forkynde din retfærdighed.

    Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt,
    lad mig aldrig blive gjort til skamme!
    Red mig og befri mig i din retfærdighed,
    vend dit øre mod mig, og frels mig!

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg.
    Min Gud, red mig fra ugudeliges magt.

    For du, Herre, er mit håb,
    fra min ungdom var du min tilflugt, Herre,
    fra fødslen har jeg støttet mig til dig,
    det var dig, der tog mig fra moders liv.

    Min mund skal forkynde din retfærdighed,
    din frelse dagen lang,
    jeg kender ikke dens grænser!
    Gud, du har belært mig fra min ungdom,
    og jeg beretter stadig om dine undere.

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Kone, lydig mod Faderen:
    som et tålsomt lam, der føres hen at slagtes,
    førtes du afsted til korset.

    Evangelium Joh 13,21-33. 36-38

    På den tid,da Jesus holdt aftensmåltid med sine disciple, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: »Køb, hvad vi har brug for til festen,« eller at han skulle give noget til de fattige. Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat.

    Da Judas var gået ud, sagde Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.

    Simon Peter sagde til ham: »Herre, hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.« Peter sagde til ham: »Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.« Jesus svarede: »Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.

28
  • Hele dagen
    2018.03.28

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i Den stille uge (II Ps.)
    Helgener:


    Læsning Es 50,4-9a

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.
    Han, som skal frikende mig, er nær.
    Vil nogen anklage mig,
    så lad os stå frem sammen!
    Vil nogen være min modpart,
    så lad ham træde op mod mig!
    Se, Gud Herren er min hjælper,
    hvem vil dømme mig skyldig?

    Vekselsang Sl 69, 8-10.21bcd-22. 31&33-34

    R. I din store miskundhed, Herre,
    svare du mig i nådens tid.

    På grund af dig må jeg bære skændsel,
    skamrødme dækker mit ansigt.
    Jeg er blevet en fremmed for mine brødre,
    en udlænding for min mors sønner.

    Nidkærhed for dit hus fortærer mig,
    og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.
    Deres hån har knust mit hjerte,
    jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
    på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
    De gav mig malurt at spise
    og eddike til at slukke min tørst.

    Jeg vil lovprise Guds navn med sang
    og ophøje ham med tak.
    Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig,
    I, der søger Gud, skal få nyt mod.
    For Herren hører på de fattige,
    han ringeagter ikke sine fangne.

    Akklamation til Evangeliet

    Hil dig, vor Konge,
    du alene har forbarmet dig over vore vildfarelser.

    eller:

    Hil dig, vor Konge, lydig mod Faderen:
    som et tålsomt lam, der føres hen at slagtes,
    førtes du af sted til korset.

    Evangelium Matt 26,14-25

    På den tid gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham.

    Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

    Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

29
  • Hele dagen
    2018.03.29

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Skærtorsdag aften
    Helgener:
    Påskehøjtiden indledes med aftenmessen, som træder i stedet for vesper,
    og varer til og med 1. påskedags 2. vesper.


    1. læsning 2 Mos 12,1-8. 11-14

    Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til.

    Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt.

    Vekselsang Sl 116,12-13.15-16abc.17-18

    R. Velsignelsens bæger, som vi velsigner,
    er fællesskab med Kristi blod.

    Hvordan kan jeg gengælde Herren
    alle hans velgerninger mod mig?
    Jeg løfter frelsens bæger
    og påkalder Herrens navn.

    Dyrebart i Herrens øjne
    er hans frommes liv.
    Ak, Herre, jeg er din træl,
    jeg er din træl, din trælkvindes søn,
    du har løst mine lænker.

    Jeg bringer dig slagtoffer til tak
    og påkalder Herrens navn.
    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk.

    2. læsning 1 Kor 11,23-26

    Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 13,34

    Et nyt bud giver jeg jer:
    I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer.

    Evangelium Joh 13,1-15

    Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

    Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

30
  • Hele dagen
    2018.03.30

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Langfredag
    Helgener:
    Faste og abstinensdag.
    Kollekt for Det Hellige Land.


    1. læsning 2 Mos 12,1-8. 11-14

    Se, min tjener får lykken med sig,
    han knejser, han ophøjes og løftes højt.
    Som mange gyste over ham
    – så umenneskeligt ussel så han ud,
    så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
    sådan hensætter han mange folk i forundring,
    over ham lukkes munden på konger;
    for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
    og det, de ikke har hørt, indser det.

    Hvem troede på det, vi hørte?
    For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
    Han skød op foran Herren som en spire,
    som et rodskud af den tørre jord.
    Hans skikkelse havde ingen skønhed,
    vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
    Foragtet og opgivet af mennesker,
    en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
    én man skjuler ansigtet for,
    foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

    Men det var vore sygdomme, han tog,
    det var vore lidelser, han bar;
    og vi regnede ham for en, der var ramt,
    slået og plaget af Gud.
    Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
    og knust for vore synder.
    Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
    ved hans sår blev vi helbredt.
    Vi flakkede alle om som får,
    vi vendte os hver sin vej;
    men Herren lod al vor skyld ramme ham.

    Han blev plaget og mishandlet,
    men han åbnede ikke sin mund;
    som et lam, der føres til slagtning,
    som et får, der er stumt, mens det klippes,
    åbnede han ikke sin mund.
    Fra fængsel og dom blev han taget bort.
    Hvem tænkte på hans slægt,
    da han blev revet bort fra de levendes land?
    For mit folks synd blev han ramt.
    Man gav ham grav blandt forbrydere
    og gravplads blandt de rige,
    skønt han ikke havde øvet uret,
    der fandtes ikke svig i hans mund.

    Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
    Når hans liv er bragt som skyldoffer,
    ser han afkom og får et langt liv,
    og Herrens vilje lykkes ved ham.
    Efter sin lidelse ser han lys,
    han mættes ved sin indsigt.
    Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
    og han bærer på deres synder.

    Derfor giver jeg ham del med de store,
    med de mægtige deler han bytte,
    fordi han hengav sit liv til døden
    og blev regnet blandt lovbrydere.
    Men han bar de manges synd
    og trådte i stedet for syndere.

    Vekselsang Sl 31,2&6.12-13.15-16.17&25

    R. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

    Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
    lad mig ikke for evigt blive til skamme,
    udfri mig i din retfærdighed!
    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

    Jeg bliver spottet af alle mine fjender,
    selv af mine naboer.
    Mine venner er bange for mig,
    de, der ser mig på gaden, flygter for mig.
    Jeg er slettet af erindringen, som var jeg død,
    jeg er blevet som et kar, der kastes bort.

    Men jeg stoler på dig, Herre,
    jeg siger: Du er min Gud.
    Mit livsløb er i din hånd,
    red mig fra mine fjender og forfølgere!

    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!
    Vær stærke, fat mod,
    alle I som venter på Herren!

    2. læsning Hebr 4,14-16; 5,7-6

    Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Joh 18,1-19,42

    E. VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSESHISTORIE IFØLGE EVANGELISTEN JOHANNES.

    E. Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte:
    †. »Hvem leder I efter?«
    F. »Jesus fra Nazaret,«
    E. svarede de. Han sagde til dem:
    †. »Det er mig.«
    E. Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. Da Jesus sagde:
    †. »Det er mig,«
    E. veg de tilbage og faldt om på jorden. Han spurgte dem så igen:
    †. »Hvem leder I efter?«
    F. »Jesus fra Nazaret,«
    E. svarede de. Jesus sagde til dem:
    †. »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«
    E. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.« Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter:
    †. »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«

    E. Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham; de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.

    Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: A. »Er du ikke også en af den mands disciple?«
    A. »Nej, jeg er ikke,«
    E. svarede han.Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

    Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.Jesus svarede ham:
    †. »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«
    E. Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham:
    A. »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«
    E.Jesus svarede:
    †. »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«
    E. Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.

    I mens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham:
    F. »Er du ikke også en af hans disciple?«
    E. Han nægtede det og sagde:
    A. »Nej, jeg er ikke.«
    E. Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af:
    A. »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?«
    E. Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.

    De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid. Pilatus gik ud til dem og sagde:
    A. »Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?«
    E. De svarede:
    F. »Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.«
    E. Jøderne sagde:
    F. »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«
    E. For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.

    Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?«
    E. Pilatus svarede:
    A. »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«
    E. Pilatus sagde til ham:
    A. »Så er du altså konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«
    E. Pilatus sagde til ham:
    A. »Hvad er sandhed?«

    E. Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem:
    A. »Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Ikke ham, men Barabbas!«
    E. Barabbas var en røver.

    Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,stillede sig foran ham og sagde:
    F. »Hil dig, jødernes konge!«
    E. og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem:
    A. »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.«
    E. Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
    A. »Se, her er manden!«
    E. Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
    F. »Korsfæst ham, korsfæst ham!«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
    E. Jøderne svarede:
    F. »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«

    E. Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus:
    A. »Hvor er du fra?«
    E. Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham:
    A. »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«
    E. Jesus svarede ham:
    †. »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«
    E.  Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte:
    F. »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«

    E. Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne:
    A. »Her er jeres konge!«
    F. Da råbte de:
    E. »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!«
    E. Pilatus sagde til dem:
    A. »Skal jeg korsfæste jeres konge?«
    Ypperstepræsterne svarede:
    F. »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
    E. Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.

    Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus:
    F. »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«
    E. Pilatus svarede:
    A. »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

    E. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden:
    F. »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.«
    E. For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
    De delte mine klæder mellem sig,
    de kastede lod om min klædning.
    Det gjorde soldaterne altså.

    Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor:
    †. »Kvinde, dér er din søn.«
    E. Derpå sagde han til disciplen:
    †. »Dér er din mor.«
    E. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

    Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han:
    †. »Jeg tørster.«
    E. Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han:
    †. »Det er fuldbragt.«
    E. Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    E. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

    Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned.Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.

31
  • Hele dagen
    2018.03.31

    PÅSKEHØJTIDEN
    (TRIDUUM PASCALE)

    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Påskevigilie. (h)
    Helgener:
    Gl. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!
    Påskelyset står tændt ved alle messer til og med Pinsedag.
    Af det Gamle Testamentes læsninger skal læses mindst 3.


    Det Gamle Testamente

    1. Læsning Patriarkens Abrahams offer.
    2. Læsning Israeliterne gik midt igennem havet på tør bund. Denne læsning bør aldrig udelades!
    3. Læsning Med evig kærlighed forbarmer Herren, din genløser, sig over dig.
    4. Læsning Kom til mig, og jeres sjæl skal leve! Jeg slutter en evig pagt med jer!
    5. Læsning Drag frem mod Herrens lys.
    6. Læsning Jeg stænker rent vand på jer og giver jer et nyt hjerte.
    7. Læsning Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.

    Det Nye Testamente

    Epistel
    Evangelium Kristus er opvakt fra de døde og dør ikke mere.
    Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, er opstanden!


     

    1. Læsning 1 Mos 1,1-2,2 eller 1,1. 26-31a

     

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

    Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

    Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

    Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

    Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

    Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

    Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

    Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

    Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

    Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

    Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.
    Vekselsang

     

     

    Eller

    .

    .

    1 Mos 1,1. 26-31a

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

    Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

     

    1. Vekselsang Sl 104,1-2a.5-6. 10&12.13-14. 24&35c. eller Sl 33,4-5.6-7.12-13. 20&22

    R. Herre, udsend din Ånd og forny jordens skikkelse.

    Min sjæl, pris Herren!
    Herre, min Gud, du er stor!
    Du er klædt i højhed og pragt;
    du hyller dig i lys som en kappe.
    Jorden gav du sin faste grundvold,
    den rokkes aldrig i evighed.
    Urdybet dækkede den som en dragt,
    vandet stod op over bjergene.

    Du lader kilder springe frem i dalene,
    mellem bjergene baner de sig vej.
    Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
    på grenene sidder de og kvidrer.

    Du vander bjergene fra din højsal,
    jorden mættes med frugten af dit værk.
    Græs lader du gro til kvæget
    og planter til tjeneste for mennesker,
    så der frembringes brød af jorden

    Hvor er dine værker mange, Herre!
    Du har skabt dem alle med visdom,
    jorden er fuld af dit skaberværk.
    Min sjæl, pris Herren!

     

     

    Eller

    1. Vekselsang Sl 33,4-5. 6-7. 12-13. 20&22

    R. Herrens godhed fylder jorden.

    Herrens ord er sandt,
    alt, hvad han gør, står fast.
    Han elsker ret og retfærdighed,
    Herrens godhed fylder jorden.

    Ved Herrens ord blev himlen skabt,
    hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
    Han samler havets vand som i en lædersæk
    og det store dyb i sine forrådskamre.

    Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
    det folk, han udvalgte sig til ejendom.
    Herren ser ned fra himlen,
    han ser alle mennesker.

    Vi længes efter Herren,
    han er vor hjælp og vort skjold.
    Lad din godhed komme over os, Herre,
    for vi venter på dig.

     

     

     

     

    2. Læsning 1 Mos 22,1-18 eller 22,1-2. 9a. 10-13. 15-18

    Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

    To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

    Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

    Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

    Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

    Vekselsang

    Eller

    2. Læsning 1 Mos 22,1-2. 9a. 10-13. 15-18

    Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

    Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn.

    Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

     

     

    2. Vekselsang Sl 16,5&8.9-10.11

    R. Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.

    Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
    du sikrer min lod.
    Jeg har altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

    Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
    ja, mit legeme skal bo i tryghed.
    For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
    din fromme vil du ikke lade se graven.

    Du lærer mig livets vej,
    du mætter mig med glæde for dit ansigt,
    du har altid herlige ting i din højre hånd.

     

    3. Læsning 2 Mos 14,15-15,1

    Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«

    Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.

    Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

    Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:

    3. vekselsang 2 Mos 15, 1-2. 3-4. 5-6. 17-18

    R. Jeg vil synge for Herren, thi stor er hans herlighed.

    Jeg vil synge for Herren,
    for han er højt ophøjet,
    heste og ryttere styrtede han i havet.
    Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.
    Han er min Gud, ham vil jeg prise,
    min faders Gud, ham vil jeg hylde.

    Herren er kriger,
    Jahve er hans navn.
    Faraos vogne og hær kastede han i havet,
    hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet;

    Det store dyb lukkede sig over dem,
    de sank i havets dyb som sten.
    Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
    Herre, din højre hånd knuser fjenden;

    Du førte dem ind
    og plantede dem på det bjerg, du ejer,
    det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
    den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.
    Herren er konge i al evighed.

     

     

    4. læsning Es 54,5-14

    For din skaber tager dig til hustru,
    Hærskarers Herre er hans navn;
    Israels Hellige løskøber dig,
    han kaldes hele jordens Gud.
    Ja, Herren har kaldt på dig,
    en forladt og bedrøvet hustru;
    skulle en hustru fra ungdommen forkastes?
    siger din Gud.
    Et kort øjeblik forlod jeg dig,
    men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.
    I overstrømmende vrede
    skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,
    men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed,
    siger Herren, der løskøber dig.
    For mig er dette som Noas dage:
    Som jeg dengang svor,
    at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen,
    sådan sværger jeg nu,
    at jeg ikke vil blive vred og true dig.
    For bjergene kan rokkes
    og højene vakle,
    men min troskab mod dig rokkes ikke,
    og min fredspagt vakler ikke,
    siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

    Du hjælpeløse, du stormhærgede,
    du, som ikke finder trøst,
    se, jeg sætter din mur af malakit
    og lægger din grundvold med safirer.
    Jeg sætter dine murtinder med rubiner,
    dine porte med karfunkler,
    og hele din ringmur med ædelsten.
    Alle dine sønner skal være oplært af Herren,
    dine sønner får stor lykke,
    du skal grundfæstes på retfærdighed.
    Undertrykkelsen er langt borte, du skal ikke frygte,
    rædslen skal ikke nå dig.

    4. vekselsang Sl 30,2&4.5-6. 11&12a&13b

    R. Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet.

    Herre, jeg priser dig,
    for du har trukket mig op fra dybet;
    du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
    Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
    du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

    Lovsyng Herren, I hans fromme,
    tak hans hellige navn!
    For hans vrede varer et øjeblik,
    hans nåde hele livet;
    om aftenen slår gråden sig ned,
    om morgenen er der jubel.

    Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
    Herre, kom mig til hjælp!
    Du forvandlede min klage til dans,
    Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

     

     

    5. læsning Es 55,1-11

    Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
    Kom, I, der ingen penge har!
    Køb korn, og spis!
    Kom og køb korn uden penge,
    vin og mælk uden betaling!
    Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
    jeres løn for noget, der ikke mætter?
    Hør dog på mig, så skal I spise godt
    og svælge i fede retter.
    Vend øret til mig, og kom,
    hør på mig, så skal I leve!
    Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
    opfylde de urokkelige løfter til David;
    jeg gjorde ham til et vidne for folkene,
    til fyrste og hersker over folkene.
    Du skal kalde på et folk, du ikke kender,
    et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig,
    for Herren din Guds skyld,
    Israels Hellige gør dig herlig.

    Søg Herren, når han er at finde,
    kald på ham, når han er nær.
    Den ugudelige skal forlade sin vej,
    det onde menneske sine planer
    og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
    tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
    For jeres planer er ikke mine planer,
    og jeres veje er ikke mine veje,
    siger Herren;
    for så højt som himlen er over jorden,
    er mine veje højt over jeres veje
    og mine planer over jeres planer.
    For som regnen og sneen
    falder fra himlen
    og ikke vender tilbage dertil,
    men væder jorden,
    befrugter den og får den til at spire
    og giver udsæd til den, der vil så,
    og brød til den, der vil spise,
    sådan er mit ord, som udgår af min mund;
    det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
    men det gør min vilje
    og udfører mit ærinde.

    5. vekselsang Es 12,2.4bcd.5-6

    R. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

    Gud er min frelse,
    jeg er tryg, jeg frygter ikke,
    for Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene,
    forkynd, at hans navn er ophøjet!

    Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
    det skal hele jorden vide.
    I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
    for Israels Hellige er stor iblandt jer.

     

     

    6. læsning Bar 3,9-15. 32-4,4

    Hør livets bud, Israel,
    lyt, så I kan opnå indsigt!
    Hvorfor, Israel, hvorfor er du i fjendeland
    og er blevet gammel i et fremmed land,
    hvorfor er du blevet uren som de døde,
    og regnes blandt dem i dødsriget?
    Du har forladt visdommens kilde;
    men havde du fulgt Guds vej,
    var du blevet boende i fred for evigt.
    Lær, hvor indsigten er,
    hvor styrken er, hvor kundskaben er,
    så vil du samtidig vide,
    hvor der er liv og langt livsløb,
    hvor dine øjne ser lys, og hvor der er fred.

    Hvem har fundet visdommens sted,
    hvem er nået frem til dens skatkamre?

    Kun han, som ved alt, kender vejen,
    i sin kundskab har han fundet den.
    Han, som skabte jorden for tid og evighed,
    han opfyldte den med firbenede dyr.
    Han, som udsendte lyset,
    så det farer af sted, han kaldte på det,
    og det adlød ham med skælven.
    Stjernerne lyste i deres nattevagt og glædede sig;
    han kaldte på dem, og de sagde: »Her er vi!«
    De lyste med fryd for deres skaber.
    Sådan er vor Gud;
    ingen anden regnes som han.
    Hver vej til erkendelse fandt han,
    han viste den til Jakob, sin tjener,
    til Israel, som han elskede.
    Derefter kom visdommen til syne på jorden
    og levede blandt menneskene.
    Den er bogen med Guds bud,
    loven, som består til evig tid.
    Alle, der holder fast ved visdommen, skal leve,
    men de, der forlader den, skal dø.
    Vend om, Jakob, grib den,
    gå frem mod stråleglansen fra den.
    Overlad ikke til andre det, som er din ære,
    og det, som er dit gode, til et fremmed folk.
    Israel, vi er lykkelige, for vi ved,
    hvad der er godt i Guds øjne.

    6. vekselsang Sl 19,8.9.10.11

    R. Herre, du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

     

     

     

    7. læsning Ez 36,16-28

    Herrens ord kom til mig: Menneske, da Israel boede i sit land, gjorde de det urent med deres færd og gerninger. Deres færd var i mine øjne som urenheden under menstruation, og jeg udøste min harme over dem, fordi de havde udgydt blod i landet og gjort det urent med deres møgguder. Jeg spredte dem blandt folkene, og de blev strøet ud i landene. Jeg dømte dem efter deres færd og gerninger. Hvor de kom hen blandt folkene, vanhelligede de mit hellige navn. Da man sagde om dem: »De er Herrens folk, men de måtte drage bort fra hans land«, da ville jeg beskytte mit hellige navn, som Israels hus havde vanhelliget blandt de folk, de var kommet til.

    Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Det er ikke for jeres skyld, jeg gør dette, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanhelliget blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt folkene, fordi I vanhelligede det. Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer. Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.

    7. vekselsang Sl 42,3.5bcd.Sl 43,3.4  eller  Hvis dåbshandlingen finder sted: Sl 51,12-13.15-16.18-19

    R. Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud,
    den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme
    og se Guds ansigt?

    Jeg gik i festskaren,
    jeg vandrede til Guds hus
    under jubelråb og takkesange
    i valfartsskaren.

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Eller

    Hvis dåbshandlingen finder sted:

    7. vekselsang: Sl 51,12-13. 15-16. 18-19

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.
    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    så min tunge kan juble over din retfærdighed.

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

     

     

    Epistel Rom 6,3-11

    Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

    Akklamation til Evangeliet Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

    R. Halléluja! Halléluja! Halléluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Israel skal sige:
    Hans trofasthed varer til evig tid.

    Herrens højre hånd er løftet,
    Herrens højre hånd bringer sejr!
    Jeg skal ikke dø, men leve
    og fortælle om Herrens gerninger.

    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.

     

     

    Evangelium Mark 16,1-8

    Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.