Læsninger

sønmantironstorfrelør
    1
  • Hele dagen
    2018.03.01

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener: (Karl den Gode, martyr († 1127) kan ihukommes


    Læsning Jer 17, 5- 10

    Dette siger Herren:
    Forbandet den mand, som stoler på mennesker
    og søger sin styrke hos dødelige,
    men hvis hjerte viger fra Herren.
    Han bliver som en busk i ørkenen,
    han ser ikke lykken komme,
    han skal bo i stenørkenen,
    i saltlandet, hvor ingen kan bo.
    Velsignet den mand, som stoler på Herren
    og tager sin tilflugt hos ham.
    Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
    det sender sine rødder mod vandløbet,
    det frygter ikke, når sommerheden kommer,
    dets blade er grønne.
    Det bekymrer sig ikke i tørkeår
    og holder ikke op med at bære frugt.
    Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
    det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?
    Jeg, Herren, udforsker hjertet
    og ransager nyrerne.
    Jeg giver enhver efter hans færd
    og efter hans gerninger.”

    Vekselsang Sl 1,1 – 2.3.4&6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte,
    og er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Luk 16,19 – 31

    På den tid fortalte Jesus farisæerne følgende lignelse: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

2
  • Hele dagen
    2018.03.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 37,3 – 4. 12 13a.17b – 28

    Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

    Engang var hans brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: “Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!”

    Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan. De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: “Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!”

    Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: “Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod,” sagde Ruben til dem; “kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!” Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

    Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant gummi, storax balsam og ladanum harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: “Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.” Det gik brødrene med til.

    Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

    Vekselsang Sl 105,16 – 17.18 – 19.20 – 21

    R. Husk de undere, Herren gjorde.

    Da han udråbte hungersnød over landet
    og knækkede brødets støttestav,
    sendte han en i forvejen for dem:
    Josef blev solgt som træl.

    De mishandlede hans fødder med lænker,
    hans hals blev lagt i jern,
    indtil hans ord gik i opfyldelse,
    et ord fra Herren stadfæstede det.

    Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
    folkenes hersker løslod ham.
    Han gjorde ham til herre over sit hus,
    til hersker over al sin ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

    Evangelium Matt 21, 33 – 43.45 – 46

    På den tid sagde Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

    Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?
    Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.

3
  • Hele dagen
    2018.03.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Mika 7, 14 – 15. 18 – 20

    Vogt dit folk med staven,
    de får du ejer,
    dem som bor alene i skoven,
    midt i frugthaven;
    de skal græsse i Bashan og Gilead
    som i fortidens dage.
    Lad os se undere,
    som dengang du drog ud af Egypten.
    Hvilken gud er som du,
    der tilgiver skyld
    og bærer over med synd
    hos den rest, du ejer?
    Du, som ikke bliver ved at være vred,
    men holder af at vise godhed;
    han viser os atter barmhjertighed
    og træder al vor skyld under fode.
    Du kaster alle vore synder
    i havets dyb!
    Du viser troskab mod Jakob,
    og trofasthed mod Abraham,
    sådan som du tilsvor vore fædre
    i gamle dage.

    Vekselsang Sl 103,1 – 2.3 – 4.9 – 10.11 – 12

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;
    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.

    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
    så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.

    Akklamation til Evangeliet Luk 15,18

    Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham:
    Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

    Evangelium Luk 15,1 – 3.11 – 32

    På den tid plejede alle toldere og syndere at holde sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse:

    “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

    Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

    Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger C da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

4
  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

5
  • Hele dagen
    2018.03.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Lucius I, pav og martyr († 254) kan ihukommes i Domkirken.)


    I 3. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekesen
    vælge at læse A-årets tekster til 3. søndag i fasten.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    Læsning 2 Kong 5, 1 – 15

    Aramæerkongens hærfører Na’aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre, for ved ham havde Herren givet Aram sejr. Men manden var blevet spedalsk.

    Engang havde aramæerne på et strejftogt bortført en lille pige fra Israel, og hun var blevet tjenestepige for Na’amans hustru. Hun sagde til sin frue: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Na’aman gik til sin herre og fortalte ham, at pigen fra Israel havde sagt sådan og sådan, og Arams konge sagde: “Tag af sted! Jeg sender et brev med til Israels konge.” Så tog Na’aman af sted, og han tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder. Han overbragte brevet til Israels konge. Der stod: “Jeg sender dette brev til dig med min tjener Na’aman. Ham skal du befri for hans spedalskhed!”

    Da Israels konge læste brevet, flængede han sine klæder og sagde: “Er jeg Gud, så jeg skulle have magt over liv og død, siden dette menneske sender bud til mig om at helbrede en mand for hans spedalskhed? I må da indse, at han søger påskud til strid med mig.” Da gudsmanden Elisa hørte, at Israels konge havde flænget sine klæder, sendte han bud til kongen og sagde: “Hvorfor flænger du dine klæder? Lad ham komme til mig, så skal han erfare, at der er en profet i Israel.”

    Så kom Na’aman med heste og vogn og gjorde holdt for døren til Elisas hus. Elisa sendte et bud ud til ham med den besked: “Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.” Men Na’aman blev vred og tog af sted. Han sagde: “Jeg tænkte, at han selv ville være kommet ud og have stillet sig op og påkaldt Herren sin Guds navn og ville have svinget sin hånd over det syge sted, så spedalskheden var forsvundet. Er Damaskus’ floder, Abana og Parpar, ikke bedre end alle vandløb i Israel? Kunne jeg ikke bade i dem og blive ren?” Så vendte han om og drog bort i vrede.

    Men hans tjenere kom hen til ham og sagde: “Fader, hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det? Så meget mere nu, da han blot har sagt: Bad dig, og bliv ren!” Så gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren. Derefter vendte Na’aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham, sagde han: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave fra din tjener!”

    Vekselsang Sl 42,2.3; Sl 43,3.4

    R. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.

    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?
    Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Akklamation til Evangeliet Sl 130,5. 7

    Jeg håber på Herren, jeg venter på hans ord,
    for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.

    Evangelium Luk 4,24 – 30

    Jesus kom til Nazaret og i synagogen sagde han: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”

    Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

678910
11
  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 16,1b. 6-7. 10-13a

    I de dage sagde Herren til Samuel: Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.”

    Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Her står Herrens salvede foran Herren.” Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.”

    Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: “Herren har ikke udvalgt nogen af dem.” Samuel spurgte nu Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.” Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.” Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: “Ham skal du salve, for ham er det.” Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede.

    Vekselsang Sl 22,1-2.3-4.5. 6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning Ef 5,8-14

    Brødre og søstre! Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:

    Vågn op, du som sover,
    stå op fra de døde,
    og Kristus vil lyse for dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Ære være dig, Herre Jesus!
    “Jeg er verdens lys”, siger Herren;
    “Den, der følger mig, skal have livets lys.”

    Evangelium Joh 9,1-41 eller Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.” Så spurgte de ham: “Hvordan blev dine øjne da åbnet?” Han svarede: “Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.” “Hvor er han?” spurgte de. “Det ved jeg ikke,” svarede han.

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?” Hans forældre svarede: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” et sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

    De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Han svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.” Så spurgte de ham: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?” De skældte ham ud og sagde: “Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.” Han svarede dem: “Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.” De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: “Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.


    I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes
    Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” ‑ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu:
    “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.”

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham.

  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Krøn 36,14-16.19-23

    Alle Judas ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent. Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig. Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt. Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

    Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: “Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop.”

    Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

    R. Min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig.

    Ved Babylons floder
    sad vi og græd,
    når vi tænkte på Zion;
    i poplerne derovre
    hængte vi vore citere.

    For vore fangevogtere
    krævede, at vi skulle synge,
    vore plageånder krævede glædessang:
    “Syng for os
    af Zions sange!”

    Hvordan skulle vi kunne synge
    Herrens sange
    på fremmed jord?
    Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    så gid min højre hånd må lammes;

    Gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig,
    hvis ikke jeg sætter Jerusalem
    over min højeste glæde.

    2. læsning Ef 2,4-10

    Brødre og søstre! I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Gud elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 3,14-21

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    5. søndag i fasten
    Helgener:


    1. læsning Ez 37,12-14

    Dette siger Gud Herren: “Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”

    Vekselsang Sl 130,1-2.3-4.5-6.7-8

    R. Hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
    Herre, hør mit råb,
    lad dine ører lytte
    til min tryglen!

    Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?
    Men hos dig er der tilgivelse,
    for at man skal frygte dig.

    Jeg håber på Herren,
    min sjæl håber;
    jeg venter på hans ord,
    min sjæl venter på Herren
    mere end vægterne på morgen,
    end vægterne på morgen.

    Israel, vent på Herren,
    for hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    2. læsning Rom 8,8-11

    Brødre og søstre! De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
    Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a & 26

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Jeg er opstandelsen og livet, siger Herren;
    den, der tror på mig,
    skal aldrig i evighed dø..

    Evangelium Joh 11,1-45: ellerJoh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

    På den tid var der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.” Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.” Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.” Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.” Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.” Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.


    Joh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

    På den tid sendte Lazarus’ søstre den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”

    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.

    Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

    Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 16,1b. 6-7. 10-13a

    I de dage sagde Herren til Samuel: Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.”

    Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Her står Herrens salvede foran Herren.” Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.”

    Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: “Herren har ikke udvalgt nogen af dem.” Samuel spurgte nu Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.” Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.” Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: “Ham skal du salve, for ham er det.” Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede.

    Vekselsang Sl 22,1-2.3-4.5. 6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning Ef 5,8-14

    Brødre og søstre! Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:

    Vågn op, du som sover,
    stå op fra de døde,
    og Kristus vil lyse for dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Ære være dig, Herre Jesus!
    “Jeg er verdens lys”, siger Herren;
    “Den, der følger mig, skal have livets lys.”

    Evangelium Joh 9,1-41 eller Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.” Så spurgte de ham: “Hvordan blev dine øjne da åbnet?” Han svarede: “Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.” “Hvor er han?” spurgte de. “Det ved jeg ikke,” svarede han.

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?” Hans forældre svarede: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” et sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

    De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Han svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.” Så spurgte de ham: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?” De skældte ham ud og sagde: “Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.” Han svarede dem: “Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.” De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: “Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.


    I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes
    Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” ‑ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu:
    “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.”

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham.

1213141516
  • Hele dagen
    2018.03.16

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

17
  • Hele dagen
    2018.03.17

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener: Patrick, biskop († 471) kan ihukommes)


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

18
  • Hele dagen
    2018.03.18

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning Ez 37,12-14

    Dette siger Gud Herren: “Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”

    Vekselsang Sl 130,1-2. 3-4.5-6.7-8

    R. Hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
    Herre, hør mit råb,
    lad dine ører lytte
    til min tryglen!

    Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?
    Men hos dig er der tilgivelse,
    for at man skal frygte dig.

    Jeg håber på Herren,
    min sjæl håber;
    jeg venter på hans ord,
    min sjæl venter på Herren
    mere end vægterne på morgen,
    end vægterne på morgen.

    Israel, vent på Herren,
    for hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    2. læsning Rom 8,8-11

    Brødre og søstre! De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
    Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a & 26

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Jeg er opstandelsen og livet, siger Herren;
    den, der tror på mig,
    skal aldrig i evighed dø.

    Evangelium Joh 11,1-45 eller: Joh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

    På den tid var Der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.”

    Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

    Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”
    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

    ________________________________________

    På den tid sendte Lazarus’ søstre den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.
    Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

  • Hele dagen
    2018.03.18

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning Jer 31,31-34

    Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

    Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    2. læsning Hebr 5,7-9

    Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

    Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
    og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

    Evangelium Joh 12,20-33

    Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
    Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

1920
  • Hele dagen
    2018.03.20

    Fastetiden
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Søndag i 3. uge i fasten-A
    Helgener:


    1. læsning 2 Mos 17,3-7

    Folket tørstede efter vand, og de gav ondt af sig mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?«  Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart!« Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå!  Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Det gjorde Moses for øjnene af Israels ældste,  og han kaldte stedet Massa og Meriba, fordi israelitterne kom med anklager, og fordi de udæskede Herren og sagde: »Er Herren hos os eller ej?«

    Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

    R. Om I dog ville lytte til Herren! Gør ikke jeres hjerter hårde!

    Kom, lad os juble for Herren,
    bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
    Lad os træde frem for ham med takkesang,
    bryde ud i lovsang til ham.

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    2. læsning Rom 5,1-2. 5-8

    Brødre og søstre! Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.

    Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

    Akklamation til Evangeliet Joh 4,42&15

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Herre, du er i sandhed verdens frelser,
    giv mig levende vand,
    at jeg ikke mere skal tørste.

    Evangelium Joh 4,5-42  eller Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

    Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: “Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?”

    De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.

    I mellemtiden sagde disciplene til ham: “Rabbi, kom og spis!” Men han sagde til dem: “Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Da sagde disciplene til hinanden: “Mon nogen har givet ham noget at spise?” Jesus sagde til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.”

    Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: “Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.” Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.


    Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Kvinden sagde også: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen.

    Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.

21222324
25
  • Hele dagen
    2018.03.25

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Palmesøndag (II Ps)
    Helgener:


    Palmeprocessionen – Evangelium

    Mark 11,1-10 eller Joh 12,12-16

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

    Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.” Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det. Nogle af dem, som stod der, spurgte: “Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!” Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå. De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne. Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:

    Hosianna!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
    Hosianna i det højeste!

    eller:

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

    Den store folkeskare, som var kommet til festen, hørte at Jesus var på vej til Jerusalem.  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

    Hosianna!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
    Israels konge!
    Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
    Frygt ikke, Zions datter!
    Se, din konge kommer,
    ridende på et æsels føl.

    Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

    1. læsning Es 50,4-7

    Gud Herren har givet mig
    disciples tunge,
    så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
    Hver morgen vækker han mit øre,
    og jeg hører som en discipel.
    Gud Herren har åbnet mit øre,
    og jeg var ikke genstridig,
    jeg veg ikke tilbage.
    Jeg lod dem slå min ryg
    og rive skægget ud af mine kinder.
    Jeg skjulte ikke mit ansigt
    for skændsler og for spyt.
    Gud Herren er min hjælper,
    derfor blev jeg ikke til spot og spe;
    derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
    jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

    Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

    R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

    Alle, der ser mig, spotter mig,
    de vrænger mund og ryster på hovedet:
    “Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
    han må redde ham, han holder jo af ham.

    Hunde omgiver mig,
    en flok af forbrydere står omkring mig;
    de har gennemboret mine hænder og fødder,
    jeg kan tælle alle mine knogler.

    De deler mine klæder mellem sig,
    de kaster lod om min klædning.
    Men du, Herre, hold dig ikke borte,
    du, min styrke, skynd dig til hjælp!

    Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
    i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
    Lovpris Herren, I der frygter ham,
    vis ham ære, hele Jakobs slægt,
    frygt ham, hele Israels slægt!

    2. læsning Fil 2,6-11

    Kristus, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

    Kristus blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne.

    Evangelium Mark 14,1-15,47 eller Mark 15,1-39

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

    E. Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel. For de sagde: “Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!”

    Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:
    F. “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.”
    E. Og de overfusede hende. Men Jesus sagde:
    K. “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

    E. Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

    Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham:
    F. »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«
    E. Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem:
    †. »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.«
    E. Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

    Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus:
    †. »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.«
    E.  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
    A. »Det er vel ikke mig?«
    E.Han sagde til dem:
    †. »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg.  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

    E. Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde:
    †. »Tag det; dette er mit legeme.«
    E. Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.  Og han sagde til dem:
    †. »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

    E. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem:
    †. »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«
    E.Peter sagde til ham:
    A. »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.«
    E. Men Jesus sagde til ham:
    †. »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«
    E.  Men han forsikrede endnu stærkere:
    A. »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.«
    E. Det samme sagde også alle de andre.

    Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple:
    †.  »Sæt jer her, mens jeg beder.«
    E. Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem:
    †. »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!«
    E. Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde:
    †. »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«
    E. Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter:
    †. »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«
    E. Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.  Så kom han for tredje gang og sagde til dem:
    †. »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

     E. Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde:
    A. »Rabbi!«
    E. og kyssede ham.  De lagde hånd på ham og greb ham. En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Så tog Jesus til orde og sagde til dem:
    †. »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«
    E. Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

    Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

    Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:
    F.  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.«
    E. Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

    Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus:
    †. »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«
    E. Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen:
    A. »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«
    E. Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde:
    A. »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?«
    E. Og de dømte ham alle skyldig til døden.

    Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham:
    F. »Profetér så!«
    E. Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

    Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde:
    A. »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«
    E. Men han nægtede det og sagde:
    A. »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.«
    E. Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.   Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der:
    A. »Han dér er en af dem.«
    E. Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter:
    A. »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«
    E. Da gav han sig til at bande og sværge:
    A. »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!«
    E. I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

    Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger det selv.«
    E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
    A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
    E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

    Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
    A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
    A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus spurgte dem:
    A. »Hvad ondt har han da gjort?«
    E. Men de råbte blot endnu højere:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

    Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

    De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

    De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
    F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«
    E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
    F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
    E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

    Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
    †. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
    E. – det betyder:
    †.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
    E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
    F. »Hør, han kalder på Elias.«
    E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
    A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
    E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
    A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

     E. Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

    Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.
    Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

     

    Den korte form

    VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

    Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
    A. »Er du jødernes konge?«
    E. Jesus svarede:
    †. »Du siger det selv.«
    E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
    A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
    E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

    Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
    A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
    E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
    A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
    E. De råbte tilbage:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus spurgte dem:
    A. »Hvad ondt har han da gjort?«
    E. Men de råbte blot endnu højere:
    F. »Korsfæst ham!«
    E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

    Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

    Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

    De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

    De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
    F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«
    E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
    F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
    E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

    Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
    †. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
    E. – det betyder:
    †.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
    E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
    F. »Hør, han kalder på Elias.«
    E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
    A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
    E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

    Alle knæler et øjeblik i tavshed.

    Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
    A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

     
262728293031