Læsninger

sønmantironstorfrelør
    1
  • Hele dagen
    2018.03.01

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener: (Karl den Gode, martyr († 1127) kan ihukommes


    Læsning Jer 17, 5- 10

    Dette siger Herren:
    Forbandet den mand, som stoler på mennesker
    og søger sin styrke hos dødelige,
    men hvis hjerte viger fra Herren.
    Han bliver som en busk i ørkenen,
    han ser ikke lykken komme,
    han skal bo i stenørkenen,
    i saltlandet, hvor ingen kan bo.
    Velsignet den mand, som stoler på Herren
    og tager sin tilflugt hos ham.
    Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
    det sender sine rødder mod vandløbet,
    det frygter ikke, når sommerheden kommer,
    dets blade er grønne.
    Det bekymrer sig ikke i tørkeår
    og holder ikke op med at bære frugt.
    Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
    det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?
    Jeg, Herren, udforsker hjertet
    og ransager nyrerne.
    Jeg giver enhver efter hans færd
    og efter hans gerninger.”

    Vekselsang Sl 1,1 – 2.3.4&6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte,
    og er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Luk 16,19 – 31

    På den tid fortalte Jesus farisæerne følgende lignelse: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

2
  • Hele dagen
    2018.03.02

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 37,3 – 4. 12 13a.17b – 28

    Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

    Engang var hans brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: “Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!”

    Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan. De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: “Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!”

    Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: “Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod,” sagde Ruben til dem; “kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!” Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

    Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant gummi, storax balsam og ladanum harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: “Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.” Det gik brødrene med til.

    Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

    Vekselsang Sl 105,16 – 17.18 – 19.20 – 21

    R. Husk de undere, Herren gjorde.

    Da han udråbte hungersnød over landet
    og knækkede brødets støttestav,
    sendte han en i forvejen for dem:
    Josef blev solgt som træl.

    De mishandlede hans fødder med lænker,
    hans hals blev lagt i jern,
    indtil hans ord gik i opfyldelse,
    et ord fra Herren stadfæstede det.

    Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
    folkenes hersker løslod ham.
    Han gjorde ham til herre over sit hus,
    til hersker over al sin ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

    Evangelium Matt 21, 33 – 43.45 – 46

    På den tid sagde Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

    Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?
    Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.

3
  • Hele dagen
    2018.03.03

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Mika 7, 14 – 15. 18 – 20

    Vogt dit folk med staven,
    de får du ejer,
    dem som bor alene i skoven,
    midt i frugthaven;
    de skal græsse i Bashan og Gilead
    som i fortidens dage.
    Lad os se undere,
    som dengang du drog ud af Egypten.
    Hvilken gud er som du,
    der tilgiver skyld
    og bærer over med synd
    hos den rest, du ejer?
    Du, som ikke bliver ved at være vred,
    men holder af at vise godhed;
    han viser os atter barmhjertighed
    og træder al vor skyld under fode.
    Du kaster alle vore synder
    i havets dyb!
    Du viser troskab mod Jakob,
    og trofasthed mod Abraham,
    sådan som du tilsvor vore fædre
    i gamle dage.

    Vekselsang Sl 103,1 – 2.3 – 4.9 – 10.11 – 12

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;
    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.

    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
    så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.

    Akklamation til Evangeliet Luk 15,18

    Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham:
    Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

    Evangelium Luk 15,1 – 3.11 – 32

    På den tid plejede alle toldere og syndere at holde sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse:

    “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

    Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

    Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger C da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

4
  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten-A (III Ps)
    Helgener:


    1. læsning 2 Mos 17,3-7

    Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: “Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

    Så sagde Herren: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning.

    Moses sagde til Gud: “Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

    Gud sagde videre til Moses: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

    Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

    R. Om I dog ville lytte til Herren! Gør ikke jeres hjerter hårde!

    Kom, lad os juble for Herren,
    bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
    Lad os træde frem for ham med takkesang,
    bryde ud i lovsang til ham.

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    2. læsning Rom 5,1-2. 5-8

    Brødre og søstre! Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.

    Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

    Akklamation til Evangeliet Joh 4,42&15

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Herre, du er i sandhed verdens frelser,
    giv mig levende vand,
    at jeg ikke mere skal tørste.

    Evangelium Joh 4,5-42  eller Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

    Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: “Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?”

    De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.

    I mellemtiden sagde disciplene til ham: “Rabbi, kom og spis!” Men han sagde til dem: “Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Da sagde disciplene til hinanden: “Mon nogen har givet ham noget at spise?” Jesus sagde til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.”

    Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: “Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.” Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.


    Joh 4,5-15. 19b-26. 39a. 40-42

    På den tid kom Jesus til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

    En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ‑ jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

    Kvinden sagde også: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” ‑ det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

    Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen.

    Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.

  • Hele dagen
    2018.03.04

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

5
  • Hele dagen
    2018.03.05

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Lucius I, pav og martyr († 254) kan ihukommes i Domkirken.)


    I 3. uge i fasten kan man på en af hverdagene til fremme af dåbskatekesen
    vælge at læse A-årets tekster til 3. søndag i fasten.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    Læsning 2 Kong 5, 1 – 15

    Aramæerkongens hærfører Na’aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre, for ved ham havde Herren givet Aram sejr. Men manden var blevet spedalsk.

    Engang havde aramæerne på et strejftogt bortført en lille pige fra Israel, og hun var blevet tjenestepige for Na’amans hustru. Hun sagde til sin frue: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Na’aman gik til sin herre og fortalte ham, at pigen fra Israel havde sagt sådan og sådan, og Arams konge sagde: “Tag af sted! Jeg sender et brev med til Israels konge.” Så tog Na’aman af sted, og han tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder. Han overbragte brevet til Israels konge. Der stod: “Jeg sender dette brev til dig med min tjener Na’aman. Ham skal du befri for hans spedalskhed!”

    Da Israels konge læste brevet, flængede han sine klæder og sagde: “Er jeg Gud, så jeg skulle have magt over liv og død, siden dette menneske sender bud til mig om at helbrede en mand for hans spedalskhed? I må da indse, at han søger påskud til strid med mig.” Da gudsmanden Elisa hørte, at Israels konge havde flænget sine klæder, sendte han bud til kongen og sagde: “Hvorfor flænger du dine klæder? Lad ham komme til mig, så skal han erfare, at der er en profet i Israel.”

    Så kom Na’aman med heste og vogn og gjorde holdt for døren til Elisas hus. Elisa sendte et bud ud til ham med den besked: “Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.” Men Na’aman blev vred og tog af sted. Han sagde: “Jeg tænkte, at han selv ville være kommet ud og have stillet sig op og påkaldt Herren sin Guds navn og ville have svinget sin hånd over det syge sted, så spedalskheden var forsvundet. Er Damaskus’ floder, Abana og Parpar, ikke bedre end alle vandløb i Israel? Kunne jeg ikke bade i dem og blive ren?” Så vendte han om og drog bort i vrede.

    Men hans tjenere kom hen til ham og sagde: “Fader, hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det? Så meget mere nu, da han blot har sagt: Bad dig, og bliv ren!” Så gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren. Derefter vendte Na’aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham, sagde han: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave fra din tjener!”

    Vekselsang Sl 42,2.3; Sl 43,3.4

    R. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.

    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?
    Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Akklamation til Evangeliet Sl 130,5. 7

    Jeg håber på Herren, jeg venter på hans ord,
    for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.

    Evangelium Luk 4,24 – 30

    Jesus kom til Nazaret og i synagogen sagde han: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”

    Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

6
  • Hele dagen
    2018.03.06

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 3. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Dan 3,25. 34 43

    Azarja stod stille og bad; midt i ilden åbnede han munden og sagde:
    “For dit navns skyld må du ikke prisgive os fuldstændigt
    og ikke bryde din pagt.
    Tag ikke din barmhjertighed fra os
    for Abrahams, din vens, skyld,
    for Isaks, din tjeners, skyld
    og for Israels, din helliges, skyld;
    dem lovede du,
    at du ville gøre deres efterkommere så talrige som himlens stjerner
    og som sandet ved havets bred.
    Men vi er blevet det mindste af alle folk, Herre,
    for vore synders skyld er vi i dag de ubetydeligste på hele jorden.
    Nu er der ingen fyrste, profet eller leder,
    der er hverken brændoffer, slagtoffer, afgrødeoffer eller røgelsesoffer,
    vi har ikke noget sted, hvor vi kan bringe ofre til dig og finde
    barmhjertighed.
    Men tag nådigt imod os, når vi kommer med sønderbrudt sjæl og sønderknust ånd,
    som om vi kom med brændofre af væddere og tyre,
    med titusinder af fede lam.
    Sådan skal vort offer til dig i dag være,
    at vi er fuldt og helt med dig,
    for de, der stoler på dig, bliver ikke til skamme.
    Nu følger vi dig af hele vort hjerte, vi frygter dig
    og søger dit ansigt;
    gør os da ikke til skamme,
    men vis os mildhed og stor barmhjertighed.
    Udfri os, du som gør undere,
    og giv dit navn ære, Herre.”

    Vekselsang Sl 25,4bc – 5ab. 6 – 7bc.8 – 9

    R. Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed.

    Vis mig dine veje, Herre,
    lær mig dine stier!
    Vejled mig i din sandhed og belær mig,
    for du er min frelses Gud.

    Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
    som har været til fra evighed.
    husk mig i din trofasthed,
    fordi du er god, Herre.

    Herren er god og retskaffen,
    derfor belærer han syndere om vejen.
    De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
    han lærer ydmyge sin vej.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Matt 18,21 35

    På den tid kom Peter til Jesus og spurgte: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede ham: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

    Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

7
  • Hele dagen
    2018.03.07

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Perpetua og Felicitas, martyrer, († 204) kan ihukommes.)


    Læsning 5 Mos 4,1. 5 – 9

    Moses talte til folket og sagde: “Og nu, Israel, lyt til de love og retsregler, som jeg lærer jer, og følg dem, for at I må leve og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. Se, nu lærer jeg jer love og retsregler, sådan som Herren min Gud har befalet mig; dem skal I følge i det land, som I skal ind og tage i besiddelse. I skal følge dem omhyggeligt! Så vil andre folk få øjnene op for jeres visdom og indsigt, for når de hører om alle disse love, vil de sige: “Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk!” Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham? Og hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har så retfærdige love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag lægger frem for jer?

    Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner.”

    Vekselsang Sl 147,12 – 13.15 – 16.19 – 20

    R. Jerusalem, lovsyng Herren!

    Jerusalem, lovsyng Herren!
    Lovpris din Gud, Zion!
    For han har gjort dine portslåer stærke
    og velsignet dine sønner i dig.

    Han sender sit ord ud over jorden,
    hurtigt løber hans befaling.
    Han lader sneen falde, som var det uld,
    og spreder rim, som var det aske.

    Han forkynder sit ord for Jakob,
    sine love og bud for Israel.
    Det har han ikke gjort for noget andet folk,
    de kender ikke hans bud.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,63b. 69b

    Dine ord er ånd og liv.
    Du har det evige livs ord.

    Evangelium Matt 5,17 – 19

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.

8
  • Hele dagen
    2018.03.08

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Johannes af Gud, ordensmand, († 1550) kan ihukommes.)


    Læsning Jer 7, 23 – 28

    Dette siger Herren:

    “Dette befalede jeg dem: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. I skal følge den vej, jeg befaler jer, for at det må gå jer godt. Men de hørte ikke og lyttede ikke, for de fulgte deres egne planer i deres onde hjertes forstokkethed; de gik tilbage, ikke fremad. Fra den dag jeres fædre drog ud af Egypten til i dag, har jeg sendt mine tjenere, profeterne, til jer igen og igen. Men de hørte ikke på mig, de lyttede ikke, men gjorde nakken stiv og handlede endnu værre end deres fædre.

    Når du forkynder alt dette for dem, vil de ikke høre dig; når du råber til dem, svarer de dig ikke. Så skal du sige til dem: I er det folk, der ikke adlød Herren jeres Gud og ikke ville tage ved lære. Sandheden er forsvun¬det; den findes ikke i jeres mund.”

    Vekselsang Sl 95,1 – 2.6 – 7.8 – 9

    R. Om I dog i dag ville lytte til Herrens ord!

    Kom, lad os juble for Herren,
    bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
    Lad os træde frem for ham med takkesang,
    bryde ud i lovsang til ham.

    Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
    lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
    for han er vor Gud,
    og vi er hans folk,
    de får, han vogter.

    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
    som den dag ved Massa i ørkenen,
    da jeres fædre udæskede mig
    og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

    Akklamation til Evangeliet Joel 2,12- 13

    Men selv nu siger Herren:
    Vend om til mig af hele jeres hjerte,
    for jeg er nådig og barmhjertig.

    Evangelium Luk 11,14 – 23

    Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: “Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: “Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

    Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.”

9
  • Hele dagen
    2018.03.09

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener: (Francisca af Rom, ordenssøster, († 1440) kan ihukommes.)


    Læsning Hos 14, 2 – 10

    Dette siger Herren:

    “Vend om, Israel,
    til Herren din Gud,
    for du snublede i din skyld.
    Tag ord med jer,
    og vend om til Herren;
    sig til ham:
    “Du, som tilgiver al skyld,
    tag imod vore gaver;
    vi vil betale med læbernes frugt.
    Assyrien kan ikke frelse os,
    vi rider ikke på heste,
    vi vil ikke længere sige “vor Gud”
    om vore hænders værk.
    Hos dig finder faderløse barmhjertighed.”
    Jeg vil helbrede deres frafald
    og elske dem med glæde.
    Min vrede vender sig fra dem.
    Jeg er som duggen for Israel,
    der skal blomstre som liljen
    og slå rødder som Libanons træer.
    Dets grene skal brede sig,
    så det bliver prægtigt som oliventræet,
    dufter som Libanons træer.

    De, der bor i dets skygge,
    skal dyrke korn på ny.
    De skal blomstre som vinstokken,
    berømmes som vin fra Libanon.
    Hvad skal Efraim længere med gudebilleder?
    Jeg bønhører ham, ser nådigt til ham.
    Jeg er som det grønne enebærtræ,
    du skal finde din frugt hos mig.
    Hvem er så vis, at han forstår det,
    så forstandig, at han erkender det?
    Herrens veje er rette,
    de retfærdige vandrer ad dem,
    men synderne snubler.”

    Vekselsang Sl 81,6c – 8a. 8bc – 9.10 -11ab. 14&17

    R. Jeg er Herren din Gud, gid du ville høre på mig!

    Jeg hører et sprog, jeg ikke kendte:
    Jeg befriede hans skulder for byrden,
    hans hænder slap fri for kurven.
    I din nød råbte du, og jeg reddede dig.

    Skjult i tordenen svarede jeg dig,
    jeg prøvede dig ved Meribas vand.
    Hør, mit folk, jeg vil advare dig,
    gid du ville høre på mig, Israel!

    Du må ikke have nogen fremmed gud,
    du må ikke tilbede en anden gud.
    Jeg er Herren din Gud,
    som førte dig op fra Egypten.

    Gid mit folk ville høre mig,
    gid Israel ville vandre ad mine veje!
    Men dig ville jeg give hvedens fedme,
    jeg ville mætte dig med honning fra klippen.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,17

    Omvend jer,
    for Himmeriget er kommet nær!

    Evangelium Mark 12,28b – 34

    På den tid kom en af de skriftkloge hen til Jesus og spurgte ham: “Hvilket er det første af alle bud?” Jesus svarede: “Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end disse.” Så sagde den skriftkloge til ham: “Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.” Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

10
  • Hele dagen
    2018.03.10

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 3. uge i fasten (III Ps)
    Helgener:


    Læsning Hos 6,1 – 6

    Lad os vende om til Herren;

    han har sønderrevet, men han vil helbrede os,
    han har slået, men han vil læge os.
    Han giver os liv efter to dage,
    rejser os på den tredje dag,
    og vi skal leve for Guds ansigt.
    Lad os kende Herren,
    lad os stræbe efter at kende ham.
    Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
    han kommer til os som regnskyl,
    som forårsregn, der væder jorden.
    Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim,
    hvad skal jeg gøre med dig, Juda?
    Jeres troskab er som morgentågen,
    som den tidlige, flygtige dug.
    Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne,
    dræber dem med min munds ord.
    Min dom bryder frem som lyset.
    Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
    kundskab om Gud, ikke brændofre.

    Vekselsang Sl 51,3 – 4.18 – 19.20 – 21ab

    R. Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre!

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For du vil ikke have slagtoffer,
    og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
    mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
    et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

    Gør i din nåde godt mod Zion,
    opbyg Jerusalems mure!
    Da vil du tage imod de rette ofre,
    brændoffer og heloffer.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

    Gør ikke jeres hjerter hårde i dag,
    men lyt til Herrens ord.

    Evangelium Luk 18,9 – 14

    Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

11
  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten (IV Ps) – A
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 16,1b. 6-7. 10-13a

    I de dage sagde Herren til Samuel: Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.”

    Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Her står Herrens salvede foran Herren.” Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.”

    Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: “Herren har ikke udvalgt nogen af dem.” Samuel spurgte nu Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.” Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.” Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: “Ham skal du salve, for ham er det.” Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede.

    Vekselsang Sl 22,1-2.3-4.5. 6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning Ef 5,8-14

    Brødre og søstre! Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:

    Vågn op, du som sover,
    stå op fra de døde,
    og Kristus vil lyse for dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Ære være dig, Herre Jesus!
    “Jeg er verdens lys”, siger Herren;
    “Den, der følger mig, skal have livets lys.”

    Evangelium Joh 9,1-41 eller Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.” Så spurgte de ham: “Hvordan blev dine øjne da åbnet?” Han svarede: “Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.” “Hvor er han?” spurgte de. “Det ved jeg ikke,” svarede han.

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?” Hans forældre svarede: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” et sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

    De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Han svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.” Så spurgte de ham: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?” De skældte ham ud og sagde: “Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.” Han svarede dem: “Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.” De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: “Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.


    I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes
    Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” ‑ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu:
    “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.”

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham.

  • Hele dagen
    2018.03.11

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten (IV Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Krøn 36,14-16.19-23

    Alle Judas ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent. Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig. Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt. Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

    Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: “Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop.”

    Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

    R. Min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig.

    Ved Babylons floder
    sad vi og græd,
    når vi tænkte på Zion;
    i poplerne derovre
    hængte vi vore citere.

    For vore fangevogtere
    krævede, at vi skulle synge,
    vore plageånder krævede glædessang:
    “Syng for os
    af Zions sange!”

    Hvordan skulle vi kunne synge
    Herrens sange
    på fremmed jord?
    Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    så gid min højre hånd må lammes;

    Gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig,
    hvis ikke jeg sætter Jerusalem
    over min højeste glæde.

    2. læsning Ef 2,4-10

    Brødre og søstre! I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Gud elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 3,14-21

    På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

121314151617
18192021222324
25262728293031