Dagens læsning

«
»
søn
man
tir
ons
tor
fre
lør
februar
februar
februar
februar
1
  • Torsdag i 2. uge i fasten.

    Torsdag i 2. uge i fasten.

    Hele dagen
    01/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener: (Karl den Gode, martyr († 1127) kan ihukommes


    Læsning Jer 17, 5- 10

    Dette siger Herren:
    Forbandet den mand, som stoler på mennesker
    og søger sin styrke hos dødelige,
    men hvis hjerte viger fra Herren.
    Han bliver som en busk i ørkenen,
    han ser ikke lykken komme,
    han skal bo i stenørkenen,
    i saltlandet, hvor ingen kan bo.
    Velsignet den mand, som stoler på Herren
    og tager sin tilflugt hos ham.
    Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
    det sender sine rødder mod vandløbet,
    det frygter ikke, når sommerheden kommer,
    dets blade er grønne.
    Det bekymrer sig ikke i tørkeår
    og holder ikke op med at bære frugt.
    Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
    det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?
    Jeg, Herren, udforsker hjertet
    og ransager nyrerne.
    Jeg giver enhver efter hans færd
    og efter hans gerninger.”

    Vekselsang Sl 1,1 – 2.3.4&6

    R. Lykkelig den mand,
    der tager sin tilflugt til Herren.

    Lykkelig den, som ikke vandrer
    efter ugudeliges råd,
    som ikke går på synderes vej
    og ikke sidder blandt spottere,
    men har sin glæde ved Herrens lov
    og grunder på hans lov dag og nat.

    Han er som et træ,
    der er plantet ved bækken;
    det bærer frugt til rette tid,
    og dets blade visner ikke.
    Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

    Sådan går det ikke de ugudelige;
    de er som avner,
    der blæses bort af vinden.
    Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte,
    og er udholdende og bærer frugt.

    Evangelium Luk 16,19 – 31

    På den tid fortalte Jesus farisæerne følgende lignelse: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

2
  • Fredag i 2. uge i fasten.

    Fredag i 2. uge i fasten.

    Hele dagen
    02/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Mos 37,3 – 4. 12 13a.17b – 28

    Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

    Engang var hans brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: “Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!”

    Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan. De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: “Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!”

    Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: “Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod,” sagde Ruben til dem; “kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!” Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

    Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant gummi, storax balsam og ladanum harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: “Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.” Det gik brødrene med til.

    Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

    Vekselsang Sl 105,16 – 17.18 – 19.20 – 21

    R. Husk de undere, Herren gjorde.

    Da han udråbte hungersnød over landet
    og knækkede brødets støttestav,
    sendte han en i forvejen for dem:
    Josef blev solgt som træl.

    De mishandlede hans fødder med lænker,
    hans hals blev lagt i jern,
    indtil hans ord gik i opfyldelse,
    et ord fra Herren stadfæstede det.

    Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
    folkenes hersker løslod ham.
    Han gjorde ham til herre over sit hus,
    til hersker over al sin ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

    Evangelium Matt 21, 33 – 43.45 – 46

    På den tid sagde Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

    Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?
    Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.

3
  • Lørdag i 2. uge i fasten.

    Lørdag i 2. uge i fasten.

    Hele dagen
    03/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 2. uge i fasten (II Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Mika 7, 14 – 15. 18 – 20

    Vogt dit folk med staven,
    de får du ejer,
    dem som bor alene i skoven,
    midt i frugthaven;
    de skal græsse i Bashan og Gilead
    som i fortidens dage.
    Lad os se undere,
    som dengang du drog ud af Egypten.
    Hvilken gud er som du,
    der tilgiver skyld
    og bærer over med synd
    hos den rest, du ejer?
    Du, som ikke bliver ved at være vred,
    men holder af at vise godhed;
    han viser os atter barmhjertighed
    og træder al vor skyld under fode.
    Du kaster alle vore synder
    i havets dyb!
    Du viser troskab mod Jakob,
    og trofasthed mod Abraham,
    sådan som du tilsvor vore fædre
    i gamle dage.

    Vekselsang Sl 103,1 – 2.3 – 4.9 – 10.11 – 12

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;
    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.

    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
    så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.

    Akklamation til Evangeliet Luk 15,18

    Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham:
    Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

    Evangelium Luk 15,1 – 3.11 – 32

    På den tid plejede alle toldere og syndere at holde sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse:

    “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

    Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

    Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger C da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

4
  • 3. SØNDAG I FASTEN – B

    3. SØNDAG I FASTEN – B

    Hele dagen
    04/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 3. uge i fasten – B (III Ps)
    Helgener:
    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

    Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

    Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    1. læsning
    Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
    Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
    Du må ikke begå drab.
    Du må ikke bryde et ægteskab.
    Du må ikke stjæle.
    Du må ikke vidne falsk mod din næste.
    Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

    Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

    R. Herre, Du har det evige livs ord.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    2. læsning 1 Kor 1,22-25

    Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Joh 2,13-25

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

    Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

    Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.

5
6
7
8
9
10
11
  • 4. SØNDAG I FASTEN – A

    4. SØNDAG I FASTEN – A

    Hele dagen
    11/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    4. søndag i fasten
    Helgener:


    1. læsning 1 Sam 16,1b. 6-7. 10-13a

    I de dage sagde Herren til Samuel: Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.”

    Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Her står Herrens salvede foran Herren.” Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.”

    Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: “Herren har ikke udvalgt nogen af dem.” Samuel spurgte nu Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.” Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.” Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: “Ham skal du salve, for ham er det.” Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede.

    Vekselsang Sl 22,1-2.3-4.5. 6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny.

    Han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning Ef 5,8-14

    Brødre og søstre! Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:

    Vågn op, du som sover,
    stå op fra de døde,
    og Kristus vil lyse for dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

    Ære være dig, Herre Jesus!
    “Jeg er verdens lys”, siger Herren;
    “Den, der følger mig, skal have livets lys.”

    Evangelium Joh 9,1-41 eller Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.” Så spurgte de ham: “Hvordan blev dine øjne da åbnet?” Han svarede: “Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.” “Hvor er han?” spurgte de. “Det ved jeg ikke,” svarede han.

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?” Hans forældre svarede: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” et sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

    De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Han svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.” Så spurgte de ham: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?” De skældte ham ud og sagde: “Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.” Han svarede dem: “Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.” De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: “Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.


    I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes
    Joh 9,1. 6-9. 13-17. 34-38

    På den tid så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadammen!” ‑ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

    Naboerne og de, der ellers var vant til at se ham som tigger, sagde nu:
    “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” Nogle sagde: “Jo, det er ham.” Andre sagde: “Nej, han ligner ham bare.” Selv sagde han: “Det er mig.”

    De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Da sagde nogle af farisæerne: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Andre sagde: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?” Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” “Han er en profet,” svarede han.

    De sagde til ham: “Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?” Så jog de ham ud.

    Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?” Han spurgte: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Jesus sagde til ham: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Han sagde: “Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham.

12
13
14
15
16
  • Fredag i 4. uge i fasten

    Fredag i 4. uge i fasten

    Hele dagen
    16/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

17
  • Lørdag i 4. uge i fasten

    Lørdag i 4. uge i fasten

    Hele dagen
    17/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 4. uge i fasten (IV Ps)
    Helgener: Patrick, biskop († 471) kan ihukommes)


    Læsning Visd 2,1a. 12 – 22

    De ugudelige siger til sig selv n men deres tankegang er falsk:
    “Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os,
    han modarbejder vore handlinger
    og bebrejder os vore synder mod loven,
    han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
    han hævder at have kundskab om Gud,
    sig selv kalder han en Herrens tjener.
    Han er en anklage mod vores måde at tænke på,
    bare synet af ham er en byrde for os,
    for hans livsførelse er ikke som de andres,
    hans veje fører andetstedshen.
    Som falske mønter betragter han os,
    han holder sig fra vore veje som fra urenhed;
    retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt
    og gør sig til af, at Gud er hans fader.
    Lad os se, om hans ord er sande,
    lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
    for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind
    og redde ham fra hans modstanderes hånd.
    Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler
    for at finde ud af, hvor god han er,
    og bedømme, hvor udholdende han er.
    Lad os dømme ham til en vanærende død,
    han er jo under beskyttelse, siger han selv!
    Det er, hvad de tænker; men de er på vildspor,
    for deres ondskab har blindet dem,
    de begriber ikke Guds hemmeligheder,
    de nærer intet håb om løn for fromhed,
    tror ikke på belønning for udadlelige sjæle.”

    Vekselsang Sl 34,17 – 18.19 – 20. 21&23

    R. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.

    Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
    han vil udslette deres navn på jorden.
    Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
    og han befrier dem fra alle deres trængsler.

    Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
    han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
    Mange ulykker rammer den retfærdige,
    dog redder Herren ham ud af dem alle.

    Han beskytter alle hans knogler,
    ingen af dem bliver knust.
    Herren udfrier sine tjenere,
    de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 7,1 – 2. 10. 25 – 30

    På den tid drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel. Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Nogle fra Jerusalem sagde nu: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.” Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet.

18
  • 5. SØNDAG I FASTEN – A

    5. SØNDAG I FASTEN – A

    Hele dagen
    18/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning Ez 37,12-14

    Dette siger Gud Herren: “Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”

    Vekselsang Sl 130,1-2. 3-4.5-6.7-8

    R. Hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
    Herre, hør mit råb,
    lad dine ører lytte
    til min tryglen!

    Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
    hvem kunne da bestå, Herre?
    Men hos dig er der tilgivelse,
    for at man skal frygte dig.

    Jeg håber på Herren,
    min sjæl håber;
    jeg venter på hans ord,
    min sjæl venter på Herren
    mere end vægterne på morgen,
    end vægterne på morgen.

    Israel, vent på Herren,
    for hos Herren er der troskab,
    hos ham er der altid udfrielse.

    2. læsning Rom 8,8-11

    Brødre og søstre! De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
    Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a & 26

    Ære være dig, Herre Jesus!
    Jeg er opstandelsen og livet, siger Herren;
    den, der tror på mig,
    skal aldrig i evighed dø.

    Evangelium Joh 11,1-45 eller: Joh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

    På den tid var Der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.”

    Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

    Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”
    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

    ________________________________________

    På den tid sendte Lazarus’ søstre den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

    Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”
    Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.
    Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
    Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
    Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

    Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

  • 5. SØNDAG I FASTEN – B

    5. SØNDAG I FASTEN – B

    Hele dagen
    18/03/2018

    Fastetiden
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    5. søndag i fasten (I Ps)
    Helgener:


    Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
    I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


    1. læsning Jer 31,31-34

    Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

    Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    2. læsning Hebr 5,7-9

    Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

    Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
    og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

    Evangelium Joh 12,20-33

    Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
    Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

  • Flere events
    • 5. SØNDAG I FASTEN - A
      5. SØNDAG I FASTEN - A
      Hele dagen
      18/03/2018

      Fastetiden
      Søndagstekstrække B
      Hverdagstekstrække II


      5. søndag i fasten (I Ps)
      Helgener:


      1. læsning Ez 37,12-14

      Dette siger Gud Herren: “Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”

      Vekselsang Sl 130,1-2. 3-4.5-6.7-8

      R. Hos Herren er der troskab,
      hos ham er der altid udfrielse.

      Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
      Herre, hør mit råb,
      lad dine ører lytte
      til min tryglen!

      Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
      hvem kunne da bestå, Herre?
      Men hos dig er der tilgivelse,
      for at man skal frygte dig.

      Jeg håber på Herren,
      min sjæl håber;
      jeg venter på hans ord,
      min sjæl venter på Herren
      mere end vægterne på morgen,
      end vægterne på morgen.

      Israel, vent på Herren,
      for hos Herren er der troskab,
      hos ham er der altid udfrielse.

      2. læsning Rom 8,8-11

      Brødre og søstre! De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
      Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

      Akklamation til Evangeliet Joh 11,25a & 26

      Ære være dig, Herre Jesus!
      Jeg er opstandelsen og livet, siger Herren;
      den, der tror på mig,
      skal aldrig i evighed dø.

      Evangelium Joh 11,1-45 eller: Joh 11,3-7. 17. 20-27. 33-45

      På den tid var Der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
      Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.”

      Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
      Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
      Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

      Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
      Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”
      Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

      ________________________________________

      På den tid sendte Lazarus’ søstre den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

      Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”
      Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.
      Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
      Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
      Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

      Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

    • 5. SØNDAG I FASTEN - B
      5. SØNDAG I FASTEN - B
      Hele dagen
      18/03/2018

      Fastetiden
      Søndagstekstrække B
      Hverdagstekstrække II


      5. søndag i fasten (I Ps)
      Helgener:


      Til fremme af dåbskatekesen kan man vælge A-årets læsninger.
      I så tilfælde bedes også den særlige præfation.


      1. læsning Jer 31,31-34

      Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

      Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

      R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

      Gud, vær mig nådig i din godhed,
      udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
      Vask mig fuldstændig ren for skyld,
      rens mig for synd.

      Skab et rent hjerte i mig, Gud,
      giv mig på ny en fast ånd!
      Kast mig ikke bort fra dig,
      og tag ikke din hellige ånd fra mig!

      Lad mig atter frydes over din frelse,
      styrk mig med en villig ånd!
      Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
      så syndere kan vende om til dig.

      2. læsning Hebr 5,7-9

      Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

      Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

      Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
      og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

      Evangelium Joh 12,20-33

      Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
      Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31