Læsninger

< 2018 >
november 11 - november 17
  • 11
    11.november.søndag

    LATERANKIRKENS INDVIELSE (h)

    Hele dagen
    2018.11.11

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II

    32.. ALM. SØNDAG.
    Helgener: LATERANKIRKENS INDVIELSE (h)
    Pavens dag
    Kollekt af Peterspenge


    1. Læsning Ez 47,1- 2.8- 9.12

    Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

    Han sagde til mig: »Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba-lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.

    På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.«

    Vekselsang Sl 46,2- 3.5- 6.8- 9

    R. Gud er vor tilflugt og styrke.

    Gud er vor tilflugt og styrke,
    altid at finde som hjælp i trængsler.
    Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
    og bjergene vakler i havets dyb,

    Flodløb glæder Guds by,
    den Højestes hellige bolig.
    Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
    Gud bringer den hjælp ved daggry.

    Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.
    Kom og se Herrens gerninger,
    de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

    2. Læsning 1 Kor 3,9c- 11.16- 17

    I er Guds mark, Guds bygning.

    Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.

    Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

    Akklamation til Evangeliet 2 Krøn 7,16

    Halleluja!
    Jeg har udvalgt og helliget dette hus,
    for at mit navn kan være dér til evig tid, siger Herren.

    Evangelium Joh 2,13- 22

    Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«

    Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?« Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

  • 12
    12.november.mandag

    Mandag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.12

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Mandag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Josaphat, biskop og martyr († 1623) (m)


    Læsning Tit 1,1- 9

    Fra Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden og da tiden var inde, åbenbarede han sit ord ved den forkyndelse af budskabet, som blev betroet mig efter befaling fra Gud, vor frelser.

    Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro.
    Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser!

    Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det. En ældste må være en, der ikke er noget at udsætte på, han skal være én kvindes mand, hans børn skal være troende og må ikke være genstridige eller kunne beskyldes for at leve et vildt liv. Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod.

    Vekselsang Sl 24,1-2.3-4ab.5-6

    R. Sådan er den slægt,
    som søger dit ansigt, Herre.

    Jorden med alt, hvad den rummer,
    verden og dens beboere, tilhører Herren,
    for han har grundlagt den på havene,
    grundfæstet den på strømmene.

    Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
    hvem kan stå på hans hellige sted?
    Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
    den som ikke farer med løgn
    og ikke sværger falsk.

    Han henter velsignelse hos Herren
    og retfærdighed hos sin frelses Gud.
    Sådan er den slægt, som søger ham,
    som søger dit ansigt, Jakobs Gud.

    Akklamation til Evangeliet Fil 2,15-16

    Halleluja!
    I skal strål som himmellys i verden
    og holde fast ved livets ord.

    Evangelium Luk 17,1- 6

    Jesus sagde til sine disciple: »Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det. Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet, end at han bringer én af disse små til fald. Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham.«

    Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

  • 13
    13.november.tirsdag

    Tirsdag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.13

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Tirsdag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Tit 2,1- 8.11- 14

    Du skal sige det, der stemmer med den sunde lære: at de ældre mænd skal være ædruelige, agtværdige, besindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden; ligeledes at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode, så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, til besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot.

    Forman ligeledes de unge mænd til at være besindige i al deres færd, og vær selv et forbillede i gode gerninger. I din undervisning skal du være ufordærvet og agtværdig, din tale skal være sund og uangribelig, så modstanderen beskæmmes, fordi han ikke har noget ondt at sige om os.

    For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.

    Vekselsang Sl 37,3-4.18 & 23. 27 & 29

    R. Retfærdiges frelse kommer fra Herren.

    Stol på Herren, og gør det gode,
    så kan du bo trygt i landet.
    Find din glæde i Herren,
    så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.

    Herren kender de retsindiges levedage,
    deres ejendom består til evig tid.
    Det er Herren, der styrer en mands gang,
    han styrker ham og glæder sig over hans færd.

    Hold dig fra det onde, og gør det gode,
    så bliver du altid boende.
    De retfærdige skal få landet i arv og eje
    og bo i det til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

    Halleluja!
    Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
    og min fader vil elske ham,
    og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

    Evangelium Luk 17,7- 10

    Jesus sagde til sine disciple: »Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

  • 14
    14.november.onsdag

    Onsdag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.14

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Onsdag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Tit 3,1- 7

    Kære Titus! Påmind dem om at underordne sig under øvrigheder og myndigheder, adlyde og være rede til enhver god gerning; de må ikke forhåne nogen eller være stridbare, men skal være milde og vise sagtmodighed mod alle mennesker.

    Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.

    Vekselsang Sl 23,1-3a.3b-4.5.6

    R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny,
    han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.

    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    Akklamation til Evangeliet 1 Thess 5,18

    Halleluja!
    Sig tak under alle forhold;
    for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

    Evangelium Luk 17,11- 19

    Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

  • 15
    15.november.torsdag

    Torsdag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.15

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Torsdag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Albert den Store, biskop og kirkelærer († 1280)


    Læsning Filemon 7- 20

    Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder.

    Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!

    Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv. Ja, min broder, lad mig få gavn af dig for Herrens skyld. Giv mit hjerte ro i Kristus!

    Vekselsang Sl 146,7.8-9a.9bc-10

    R. Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud.

    eller:

    Halléluja!

    Lykkelig den, skaffer de undertrykte ret
    og giver de sultne føde.
    Herren sætter de fangne i frihed,

    Herren åbner de blindes øjne,
    Herren rejser de nedbøjede,
    Herren elsker de retfærdige.
    Herren beskytter de fremmede,

    han bringer faderløse og enker på fode,
    men fører de ugudelige på vildspor.
    Herren er konge for evigt,
    din Gud, Zion, i slægt efter slægt.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,5

    Halleluja!
    Jeg er vintræet, I er grenene – siger Herren.
    Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.

    Evangelium Luk 17,20- 25

    Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

    Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.«

  • 16
    16.november.fredag

    Fredag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.16

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Fredag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Margrethe af Skotland († 1093)
    ————Gertrud, jomfru († 1302)


    Læsning 2 Joh 4- 9

    Det har glædet mig meget at møde nogle af dine børn, som lever i sandheden efter det bud, vi har fået fra Faderen. Og nu har jeg den bøn til dig, frue hvad jeg skriver, skal ikke ses som et nyt bud, men er det samme, som vi har haft fra begyndelsen at vi skal elske hinanden. Og dette er kærligheden, at vi lever efter hans bud; og dette er budet, som I har hørt fra begyndelsen, at I skal leve i kærligheden.

    For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist.

    Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen.

    Vekselsang Sl 119,1.2.10.11.18

    R. Lykkelig den, som vandrer efter Herrens lov.

    Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen,
    og som vandrer efter Herrens lov.

    Lykkelig den, der overholder hans formaninger
    og søger ham af hele sit hjerte.

    Af hele mit hjerte søger jeg dig,
    led mig ikke vild fra dine befalinger.

    Jeg gemmer dit ord i mit hjerte,
    for ikke at synde mod dig.

    Luk mine øjne op,
    så jeg kan iagttage underne i din lov.

    Akklamation til Evangeliet Luk 21,28

    Halleluja!
    Ret jer op og løft jeres hoved,
    for jeres forløsning nærmer sig.

    Evangelium Luk 17,26- 35.37

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.«

  • 17
    17.november.lørdag

    Lørdag i 32. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.11.17

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


     

    Lørdag i 32. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Elisabeth af Ungarn († 1231) (m)


    Læsning 3 Joh 5- 8

    Min kære, du viser dig trofast med det, du udretter for brødrene, og det, skønt de er fremmede; de har over for menigheden vidnet om din kærlighed, og du vil gøre en god gerning, hvis du hjælper dem videre, som Gud vil det. For de er rejst ud for navnets skyld, og de vil ikke tage imod noget fra hedningerne. Derfor skylder vi at tage os af dem og således blive deres medarbejdere i at udbrede sandheden.

    Vekselsang Sl 112,1-2.3-4.5-6

    R. Lykkelig den, der frygter Herren.

    eller:

    Halléluja!

    Lykkelig den, der frygter Herren
    og elsker hans bud højt.
    Hans afkom bliver mægtigt i landet,
    retskafnes slægt velsignes.

    Lykkelig den, der låner gavmildt ud
    og sørger for sin ejendom på rette måde,
    for han skal aldrig vakle.
    Altid skal den retfærdige huskes.

    Lykkelig den, der låner gavmildt ud
    og sørger for sin ejendom på rette måde,
    for han skal aldrig vakle.
    Altid skal den retfærdige huskes.

    Akklamation til Evangeliet 2 Thess 2,14

    Halleluja!
    Dertil kaldte Gud os ved vort evangelium,
    for at vi skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed.

    Evangelium Luk 18,1- 8

    På den tid lærte Jesus sine disciple og han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«