Læsninger

< 2018 >
november
  • 01
    01.november.torsdag

    Hele dagen
    2018.11.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 30. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Ef 6,10‑ 20

    I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige også for mig, om at jeg, når jeg åbner min mund, må få ord til frimodigt at gøre evangeliets hemmelighed kendt, det som jeg i lænker er sendebud for. Bed om, at jeg ved evangeliet må få frimodighed til at tale, som jeg skal.

    Vekselsang Sl 144,1.2.9-10

    R. Lovet være Herren, min klippe.

    Lovet være Herren, min klippe,
    som opøver mine hænder til kamp
    og mine fingre til krig.

    Min trofaste Gud og min borg,
    min fæstning og min befrier,
    mit skjold og den, jeg søger tilflugt hos,
    han som lægger folkene under mine fødder.

    Gud, jeg vil synge en ny sang for dig,
    på tistrenget harpe vil jeg spille for dig,
    du, som giver kongerne sejr
    og befrier din tjener David.
    Befri mig fra det onde sværd.

    Akklamation til Evangeliet Jmf. Luk 19,38; 2,14

    Halleluja!
    Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
    Ære være Gud i det højeste og på jorden!

    Evangelium Luk 13,31- 35

    I det samme kom der nogle farisæere og sagde til ham: »Bryd op og tag herfra, for Herodes vil slå dig ihjel.« Men Jesus svarede: »Gå hen og sig til den ræv: Se, jeg uddriver dæmoner og foretager helbredelser i dag og i morgen, og den tredje dag er jeg ved målet. Men i dag og i morgen og i overmorgen skal jeg vandre, for en profet kan ikke dræbes andre steder end i Jerusalem. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

  • 02
    02.november.fredag

    Hele dagen
    2018.11.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 30. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Fil 1,1‑ 11

    Fra Paulus og Timotheus, Kristi Jesu tjenere.

    Til alle de hellige i Kristus Jesus, jer der bor i Filippi, samt tilsynsmænd og menighedstjenere.

    Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
    Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.

    Vekselsang Sl 111,1‑2.3‑4.5‑6

    R. Herrens gerninger er store.

    Jeg takker Herren af hele mit hjerte
    i de retskafnes kreds og forsamling.
    Herrens gerninger er store,
    velegnede til deres formål.

    Hans værk er herligt og prægtigt,
    og hans retfærdighed består til evig tid.
    Han har skabt sig et ry ved sine undere,
    Herren er nådig og barmhjertig.

    Han giver føde til dem, der frygter ham;
    han husker på sin pagt for evigt.
    Han forkyndte sine vældige gerninger for sit folk,
    da han gav dem folkenes ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst, siger Herren
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Luk 14,1- 6

    Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på.

  • 03
    03.november.lørdag

    Hele dagen
    2018.11.03

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 30. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Martin af Porres, ordensmand († 1639)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Fil 1,18b‑ 26

    Brødre og søstre! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.
    Men jeg vil også blive ved med at glæde mig. For jeg ved, at dette ved jeres forbøn og med Jesu Kristi ånds hjælp skal ende med min frelse. Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen, så Kristus Jesus endnu mere kan være jeres stolthed ved hjælp af mig, når jeg igen er hos jer.

    Vekselsang Sl 42,2.3.5bcd

    R. Min sjæl tørster efter den levende Gud.

    Som hjorten skriger
    ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl
    efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud,
    den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme
    og se Guds ansigt?

    Jeg gik i festskaren,
    jeg vandrede til Guds hus
    under jubelråb og takkesange
    i valfartsskaren.

    Akklamation til Evangeliet Matt 11,29ab

    Halleluja!
    Tag mit åg på jer, og lær af mig, siger Herren,
    for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

    Evangelium Luk 14,1.7- 11

    Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham.

    Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

  • 04
    04.november.søndag

    Hele dagen
    2018.11.04

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    31. ALM. SØNDAG.
    Helgener: ALLE HELGEN (h)


    1. læsning Åb 7, 2-4. 9-14

    Jeg, Johannes, så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl.Og han råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: “Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.” Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst:

    Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
    og fra Lammet.

    Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde:

    Amen! Pris og lov og visdom og tak
    og ære og magt og styrke er vor Guds
    i evighedernes evigheder. Amen!

    Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Jeg sagde til ham: “Min herre, du ved det.” Og han sagde til mig: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

    Vekselsang Sl 24,1-2.3-4.5-6

    R. Sådan er den slægt, som søger dit ansigt, Herre.

    Jorden med alt, hvad den rummer,
    verden og dens beboere, tilhører Herren,
    for han har grundlagt den på havene,
    grundfæstet den på strømmene.

    Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
    hvem kan stå på hans hellige sted?
    Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
    den som ikke farer med løgn
    og ikke sværger falsk.

    Han henter velsignelse hos Herren
    og retfærdighed hos sin frelses Gud.
    Sådan er den slægt, som søger ham,
    som søger dit ansigt, Herre.

    2. læsning 1 Joh 3, 1-3

    Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

    Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

    Halleluja!
    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
    og jeg vil give jer hvile.

    Evangelium Matt 5,1-12a

    Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

    “Salige er de fattige i ånden,
    for Himmeriget er deres.
    Salige er de, som sørger,
    for de skal trøstes.
    Salige er de sagtmodige,
    for de skal arve jorden.
    Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
    for de skal mættes.
    Salige er de barmhjertige,
    for de skal møde barmhjertighed
    Salige er de rene af hjertet,
    for de skal se Gud.
    Salige er de, som stifter fred,
    for de skal kaldes Guds børn.
    Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
    for Himmeriget er deres.
    Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
    Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.

  • 05
    05.november.mandag

    Hele dagen
    2018.11.05

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    31. ALM. UGE
    Helgener: ALLE SJÆLE
    Der kan også vælges andre tekster fra begravelsesliturgien


    Læsning 2 Makk 12,43- 46

    eller:
    Rom 8,31b- 35.37- 39

    Den ædle Judas foretog en indsamling blandt mændene og kunne sen de næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer ­ meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen. For hvis ikke Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde; desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd.

    Vekselsang Sl 23,1- 2a.2b- 3.5- 6

    R. Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    Han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny,
    han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    Akklamation til Evangeliet Joh 11,25

    Halleluja!
    Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,
    skal leve, om han end dør, siger Herren.

    Evangelium Joh 14,1- 6

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.


    Læsning Rom 8,31b- 35.37- 39

    Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?

    Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.