Læsninger

< 2018 >
januar 28 - februar 03
  • 28
    28.januar.søndag
    Ingen begivenheder
  • 29
    29.januar.mandag

    Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.01.29

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 2 Sam 15,13-14. 30; 16,5-13a

    Der kom en budbringer til David med besked om, at israelitterne havde taget parti for Absalom. David sagde til de folk, han havde hos sig i Jerusalem: »Kom, lad os flygte, ellers undslipper vi ikke Absalom. Skynd jer af sted! Han kan hurtigt nå frem og bringe ulykke over os og hugge byens indbyggere ned med sværd.«

    David gik videre op ad Oliebjerget, og han græd hele vejen, barfodet og med tilhyllet hoved, og alle, som fulgte ham, gik med tilhyllet hoved og græd.

    Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim’i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne. Shim’i forbandede ham og sagde: »Forsvind, din morder, dit onde menneske! Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!« Da sagde Serujas søn Abishaj til kongen: »Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge? Lad mig gå over og hugge hovedet af ham.« Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?« Og til Abishaj og alle sine folk sagde han: »Når min søn, mit eget kød og blod, stræber mig efter livet, hvor meget mere vil så ikke den benjaminit gøre det? Lad ham bare forbande mig, når Herren har sagt, at han skal. Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke i stedet for forbandelsen i dag.« David og hans mænd gik videre på vejen, mens Shim’i fulgte med oppe på bjergsiden og blev ved med at forbande, kaste sten og smide jord efter ham.

    Vekselsang Sl 3,2-3.4-5.6-7

    R. Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud!

    Herre, hvor er mine fjender mange!
    Mange rejser sig imod mig,
    mange siger om mig:
    »Ham frelser Gud ikke.«

    Men du, Herre, er mit skjold,
    min ære, den der løfter mit hoved.
    Jeg råber højt til Herren,
    og han svarer mig fra sit hellige bjerg.

    Jeg lagde mig og sov,
    jeg vågnede, for Herren støtter mig.
    Jeg frygter ikke ti tusind krigere,
    der belejrer mig fra alle sider.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 5,1-20

    På den tid kom Jesus sammen med sine disciple over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!” Jesus havde nemlig sagt til ham: “Du urene ånd, far ud af manden.” Og han spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han svarede ham: “Legion er mit navn, for vi er mange.” Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
    Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: “Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.” Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
    Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.

  • 30
    30.januar.tirsdag

    Tirsdag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.01.30

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 2 Sam 18,9-10. 14b. 24-25a. 30-19,3

    Ved et tilfælde blev Absalom set af Davids mænd. Han var kommet ridende på et muldyr, og muldyret var kommet ind under grenene på et stort egetræ; hans hoved hang fast i træet, og han blev hængende mellem himmel og jord, mens dyret, han sad på, fortsatte. Det så en mand, og han fortalte Joab det: »Jeg har lige set Absalom; han hænger fast i en eg.«

    Joab greb tre spyd og jog dem i brystet på Absalom, som han hang mellem egetræets grene og endnu var i live. David sad mellem de to porte, og udkigsposten gik op på taget af portbygningen og hen til muren. Da han så ud, fik han øje på en mand, der kom løbende alene. I det samme kom nubieren, og han sagde: »Det meldes min herre kongen, at Herren i dag har skaffet dig ret over for alle dem, der har rejst sig imod dig.« Kongen spurgte da: »Er den unge Absalom i god behold?« Nubieren svarede: »Måtte det gå alle de fjender, min herre kongen har, og alle, der har rejst sig imod dig, som det er gået den unge mand!«

    Da blev kongen dybt rystet og gik op i rummet over byporten og brast i gråd; han gik frem og tilbage og sagde: »Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!« Så fik Joab at vide, at kongen græd og sørgede over Absalom. Den dag blev sejren til sorg for hele hæren, for de hørte, at kongen var bedrøvet over sin søn..

    Vekselsang Sl 86,1-2.3-4.5-6

    R. Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig.

    Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig,
    for jeg er hjælpeløs og fattig.
    Bevar mit liv, for jeg er trofast,
    frels din tjener, du min Gud,
    jeg stoler på dig.

    Vær mig nådig, Herre,
    for jeg råber til dig dagen lang.
    Glæd din tjener,
    jeg længes efter dig, Herre.

    For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
    rig på troskab mod alle, der råber til dig.
    Hør min bøn, Herre,
    lyt til min tryglen!

    Akklamation til Evangeliet Matt 8,17

    Halleluja!
    Han tog vore lidelser,
    han bar vore sygdomme.

    Evangelium Mark 5,21 43

    Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: “Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.” Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.

    Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”
    Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: “Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?” Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro kun!” Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: “Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.” De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. Så tog han barnets hånd og sagde til hende: “Talitha kum!” – det betyder: “Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!” Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.

  • 31
    31.januar.onsdag

    Onsdag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.01.31

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Johannes Bosco, præst († 1888) (m)


    Læsning 2 Sam 24, 2. 9 – 17

    Kongen sagde til sin hærfører Joab: »Tag rundt i alle Israels stammer fra Dan til Be’ersheba og hold mønstring over folket, så jeg ved, hvor mange der er.«

    Joab meddelte kongen det tal, mønstringen havde givet: I Israel var der 800.000 våbenføre mænd, i Juda 500.000. Men efter at David havde holdt folketælling, fik han samvittighedskvaler og sagde til Herren: »Jeg har begået en stor synd. Tilgiv nu din tjeners skyld, Herre, for jeg har båret mig meget tåbeligt ad.« Da David stod op næste morgen, var Herrens ord kommet til profeten Gad, Davids seer: »Gå hen og sig til David: Dette siger Herren: Jeg forelægger dig tre ting. Vælg selv en af dem, og den vil jeg så påføre dig.« Gad kom nu til David og fortalte ham det; han sagde: »Skal der i tre år være hungersnød i dit land, eller skal du i tre måneder være på flugt, forfulgt af dine fjender, eller skal der i tre dage komme pest i dit land? Find nu ud af, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!« David sagde til Gad: »Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd, for hans barmhjertighed er stor. I menneskehånd vil jeg ikke falde!« Fra næste morgen sendte Herren pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde halvfjerds tusind mand af folket fra Dan til Be’ersheba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, fortrød Herren ulykken og sagde til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: »Det er nok, træk din hånd tilbage!« Herrens engel var da ved jebusitten Aravnas tærskeplads. Da David så englen, som havde slået folket ned, sagde han til Herren: »Det er mig, der har syndet, mig, der har forbrudt mig; men fårene her, hvad har de gjort? Lad dog din hånd ramme mig og min fars hus!«

    Vekselsang Sl 32,1-2.5.6.7

    R. Du tilgav min syndeskyld.

    Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
    og hvis synder er blevet skjult;
    lykkeligt det menneske,
    som Herren ikke tilregner skyld,
    og i hvis sind der ikke er svig.

    Min synd bekendte jeg for dig,
    og jeg skjulte ikke min skyld.
    Jeg sagde: Jeg vil bekende
    mine overtrædelser for Herren,
    og du tilgav
    min syndeskyld.

    Derfor beder
    alle fromme til dig,
    når du er at finde.
    Bruser de vældige vande frem,
    skal de ikke nå dem.

    Hos dig søger jeg skjul,
    du beskytter mig mod trængsel;
    du lader jubel over min redning lyde omkring mig.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Mark 6,1-6

    På den tid tog Jesus af sted
    derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: “Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?” Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: “En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.” Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.

  • 01
    01.februar.torsdag

    Torsdag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.02.01

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kong 2,1-4. 10-12

    Da Davids liv nærmede sig sin afslutning, indskærpede han sin søn Salomo: »Jeg går nu al kødets gang. Vær stærk og mandig! Du skal holde Herren din Guds bud og vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger, hans retsregler og hans formaninger, som de står i Moses’ lov. Så vil du have lykken med dig i alt, hvad du foretager dig, og hvor du end vender dig hen, så Herren holder det løfte, han gav mig: Hvis dine sønner vogter på deres færd og af hele deres hjerte og af hele deres sjæl vandrer i trofasthed for mit ansigt, skal der aldrig mangle en af din slægt på Israels trone.

    David lagde sig til hvile hos sine fædre og blev begravet i Davidsbyen. Han regerede over Israel fyrre år; i Hebron regerede han syv år og i Jerusalem treogtredive år. Salomo sad nu på sin far Davids trone, og hans kongedømme var grundfæstet.

    Vekselsang 1 Krøn 29,10.11.12

    R. Det står i din magt at give storhed og styrke til alle.

    Lovet være du, Herre, vor fader Israels Gud,
    fra evighed til evighed.

    Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten,
    Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget, Herre,
    og du er ophøjet som overhoved over alle.

    Rigdom og ære kommer fra dig, du hersker over alt,
    i din hånd er kraft og styrke,
    det står i din magt at give storhed og styrke til alle.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Mark. 6,7-13

    På den tid kaldte Jesus de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: “Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.” Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.

  • 02
    02.februar.fredag

    Fredag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.02.02

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning Sir 47,2-11

    Som fedtet bliver skilt ud fra måltidsofferet,
    blev David udvalgt blandt israelitterne.
    Han legede med løver, som var det gedekid,
    med bjørne, som var det fårenes lam.
    Slog han ikke i sin ungdom kæmpen ihjel
    og fjernede skammen fra sit folk,
    da han løftede hånden med stenen i slyngen
    og bragte Goliats hovmod til fald?
    For han påkaldte Herren, den Højeste,
    som gav ham kraft i hans højre hånd,
    så han kunne fælde den mægtige kriger
    og løfte sit folks horn.
    Derfor ærede man ham som den, der dræbte titusinder,
    og priste ham for velsignelsen fra Herren
    ved at overdrage ham ærens krone.
    For han knuste sine fjender til alle sider,
    han tilintetgjorde filistrene, sine modstandere,
    deres horn er brækket af den dag i dag.
    I alt, hvad han foretog sig, takkede han
    den Hellige, den Højeste, med herlige ord;
    af hele sit hjerte sang han lovsang,
    og han elskede sin skaber.
    Han lod sangere tage opstilling foran alteret,
    fra dem skulle lyde liflige melodier,
    [og hver dag skulle de lovprise Herren med deres sange.]
    Festerne gav han en værdig glans,
    han tilrettelagde højtiderne til fuldkommenhed:
    da skulle de lovprise hans hellige navn,
    og helligdommen skulle genlyde deraf fra tidlig morgen.
    Herren tog hans synder bort
    og løftede hans horn for evigt.
    Han sluttede en pagt med ham om kongedømmet
    og gav ham ærens trone i Israel.

    Vekselsang Sl 18,31.47&50.51

    R. Min frelses Gud er ophøjet.

    Guds vej er fuldkommen,
    Herrens ord er lutret,
    han er skjold for alle,
    der søger tilflugt hos ham.

    Herren lever! Lovet være min klippe!
    Min frelses Gud er ophøjet.
    Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, Herre,
    jeg vil lovsynge dit navn.

    Han giver sin konge store sejre
    og viser troskab mod sin salvede,
    mod David og hans slægt til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 8,15

    Halleluja!
    Salige er de, der hører ordet
    og bevarer det i et smukt og godt hjerte.

    Evangelium Mark ,14-29

    På den tid hørte kong Herodes om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: “Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.” Men andre sagde: “Det er Elias,” og andre igen sagde: “Det er en profet ligesom en af de gamle profeter.” Da Herodes hørte det, sagde han: “Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!”
    Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende; for Johannes havde sagt til ham: “Du har ikke lov til at have din brors hustru.” Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke. For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.
    Men så kom der en lejlighed, da Herodes på sin fødselsdag holdt fest for sine hoffolk og hærførerne og de fornemme i Galilæa. Da kom Herodias’ datter ind og dansede, og hun betog Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen: “Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!” Og med ed lovede han hende alt muligt: “Lige meget hvad du beder mig om, vil jeg give dig, om det så er halvdelen af mit kongerige.” Men hun gik ud og spurgte sin mor: “Hvad skal jeg bede om?” Hun svarede: “Johannes Døbers hoved!” Og så skyndte hun sig ind til kongen og bad ham: “Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.” Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende. Så sendte kongen straks bødlen af sted med ordre om at bringe Johannes’ hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængslet, og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor. Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.

  • 03
    03.februar.lørdag

    Lørdag i 4. alm. uge (IV Ps)

    Hele dagen
    2018.02.03

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Blasius, biskop og martyr († 316)


    Bededag for præste- og ordenskald
    Blasiusvelsignelse


    Læsning 1 Kong 3,4-13

    Salomo tog til Gibeon for at ofre, for dér var den store offerhøj; tusind brændofre bragte han på alteret dér. I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: »Sig, hvad jeg skal give dig!« Salomo svarede: »Du har vist min far, din tjener David, stor godhed, fordi han vandrede for dit ansigt i troskab og retfærdighed og i hjertets oprigtighed imod dig; denne store troskab har du bevaret ved at give ham en søn, der i dag sidder på hans trone. Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?« Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever.

    Vekselsang Sl 119,9.10.11.12.13.14

    R. Herre, lær mig dine lovbud!

    Af hele mit hjerte søger jeg dig,
    led mig ikke vild fra dine befalinger.
    Jeg gemmer dit ord i mit hjerte,
    for ikke at synde mod dig.

    Lovet være du, Herre,
    lær mig dine lovbud!

    Med mine læber opregner jeg
    alle de bud, du har givet.

    Jeg glæder mig over at følge dine formaninger
    som over alverdens rigdom.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Mark 6,30-34

    På den tid samledes apostlene igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: “Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.” For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.
    Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.